I juni måtte fem astronauter forlade ISS og gå ombord på et Dragon-rumskib parate til at vende tilbage til Jorden, mens to russiske kosmonauter søgte at reparere en læk, der får luft fra rumstationen til at forsvinde ud i rummet.
Det lyder jo dramatisk, men gradvist er der kommet flere oplysninger om, hvad der skete.
Det gennemgår vi nu, men vi vil også se på, hvad hændelsen betyder for rumfarten de næste 4-5 år, som er den tid, der er tilbage, før ISS i 2030 efter planen sendes ind i atmosfæren for at brænde op et sted over det sydlige Stillehav.
Rusland og NASA er uenige om lækkens betydning
Det er ikke noget nyt, at rumstationen ISS ikke er helt tæt, men så længe det kun var små mængder luft, man mistede, valgte man et leve med problemet.
Men årene gik, og trods forsøg på reparationer er lækken gradvist blevet større.
Lækken var i den russiske del af rumstationen i et modul kaldet PrK, så det var noget, russerne tog sig af.
PrK er et sammenkoblingsmodul, hvor russiske rumskibe bliver koblet til ISS. PrK er monteret på det russiske Zvezda-modul, der blev opsendt helt tilbage i år 2000 som det første modul til beboelse på ISS.
I 2012 mistede rumstationen bare under et halvt kg luft om dagen og det var ikke noget stort problem. Men efter en lang periode med kun et lille lufttab begyndte der at ske noget.
I februar var lufttabet vokset til lidt over et kg per dag, og efter en sammenkobling med et forsyningsrumskib i april streg det til 1,7 kg om dagen.
Det var nu klart at der skulle en større reparation til – og som den tidligere astronaut og NASA-talsmand Robert Cabana har berettet til tidsskriftet Ars Technica, så NASA og Rusland forskelligt på problemet:
- Russerne mener, at en fortsat anvendelse af PrK er skikker, men kan ikke overbevise NASA.
- NASA mener, at det er risikabelt fortsat at anvende PrK, men kan ikke overbevise russerne.
»Så mens det russiske hold fortsætter med at søge efter og forsegle lækagerne, mener de ikke, at et katastrofalt nedbrud af PrK er realistisk. Og NASA har udtrykt bekymring over PrK's strukturelle integritet og muligheden for et katastrofalt nedbrud,« sagde Cabana.
5. juni-hændelsen – og et nyt kapløb
Så kom den store reparationsdag 5. juni 2026, som vist fik et lidt andet forløb, end russerne havde forventet.
Russerne havde orienteret NASA om, at de denne gang med et bor (eller en sav) ville søge at komme ind til selve lækagen.
Det syntes NASA ikke var en god eller sikker ide, da man var bange for, at en så hårdhændet behandling kunne få det gamle modul til helt at kollapse.
Derfor sendte NASA fem astronauter ind i Dragon-rumskibet, mens to russiske kosmonauter gik i gang med reparationerne.
Undervejs opgav russerne deres plan og besluttede i stedet, at man ville lukke PrK helt – hvilket heller ikke er et meget stort problem, da russerne har andre sammenkoblingsmoduler.
Det førte til følgende kommentar fra NASA’s pressesekretær, Bethany Stevens:
»I betragtning af denne udvikling har NASA instrueret besætningsmedlemmerne inde i Dragon-rumfartøjet om at afslutte sikkerhedsprocedurerne og vende tilbage til planlagte operationer ombord på Den Internationale Rumstation.«
Så nu har freden igen sænket sig, og endnu en gang har ISS levet op til at være et eksempel på, at store lande godt – måske nogle gange med lidt besvær – kan samarbejde i rummet, selvom man hernede på Jorden er politisk uenige.
Et kapløb med tiden
Men hændelsen varsler også et andet kapløb i rummet, der måske er lige så vigtigt som kapløbet mellem USA og Kina om at komme først tilbage til Månen.
Denne gang er det dog ikke et kapløb med et andet land, men mod uret.
For lækken er kun ét af de mange problemer, der viser, at ISS er ved at være godt slidt og derfor trænger til at udskiftes. Man kan læse en oversigt over alle problemerne gennem tiden her.
For det er et stort problem, at ISS har så lidt tid tilbage. NASA vil gerne beholde ISS indtil 2030, mens russerne har talt om en udløbsdato i 2028.
Det er meningen, at ISS skal erstattes af mindre kommercielle rumstationer, hvor man kan leje et ophold på måske et par uger, men de vil næppe være klar før efter 2030.
Problemet er, at NASA har brug for en stor rumstation, hvor astronauter kan opholde sig i meget lang tid – måske to år eller mere – for at træne en flyvning til Mars. Det fremgår af en NASA- rapport, der kan læses her.
I rapporten fremgår det, at hvis NASA ikke har en fungerende rumstation, hvor astronauter kan udføre den forskning, der er nødvendig for at understøtte missioner dybere ud i rummet, vil det skabe et alvorligt hul i USA's kapaciteter i rummet og endda udgøre en national sikkerhedsrisiko.
Det er jo klar tale, men der er også et andet problem ved at miste ISS, nemlig den kinesiske rumstation Tiangong.
Her kan Kina de kommende år drive meget forskning, der kan hjælpe industrien hernede på Jorden. Amerikanerne er simpelthen bange for at miste konkurrencefordele, hvis ikke også USA har adgang til en pænt stor rumstation.
Naturligvis kan man også leje laboratorieplads på en lille, kommerciel rumstation, men det bliver nu ikke det samme som ISS, hvis man skal udføre langvarige eller energikrævende forsøg.
Astronauter risikerer at være strandede på Jorden
NASAs pressesekretær, Bethany Stevens, har udtalt, at NASA er forpligtet til at gennemføre en overgang af den internationale rumstation til kommercielle stationer i lavt kredsløb om Jorden.
Men det ændrer intet ved, at private firmaer i den grad mangler lovgivning og retningslinjer for, hvorledes denne overgang til kommercielle rumstationer skal foregå.
En langvarig overgang vil gøre det vanskeligt, eller måske helt umuligt, at drive den langsigtede forskning, som er basis for enhver plan om at sende mennesker langt ud i rummet, til Mars eller endnu længere bort.
Siden år 2000 har der konstant været mindst en amerikansk astronaut i rummet, og med de forsinkelser, der helt sikkert vil komme med de kommercielle rumstationer, kan amerikanske astronauter risikere et være strandet på Jorden i lange perioder.
At problemet allerede nu tages alvorligt, fremgår af et NASA-forslag om at holde ISS kørende til 2032, trods alle de mange problemer der er med den gamle rumstation og måske uden russisk hjælp.
Vi begynder nu at kunne se den helt grundlæggende forskel mellem kommerciel rumfart, der helst skal kunne tjene penge inden for en overskuelig tidshorisont for at kunne tiltrække investorer, og den mere langsigtede videnskabelige rumfart, der ofte arbejder over årtier.
Rumfartens fremtid afhænger af en sund balance mellem kommerciel og videnskabelig rumfart.
Begge dele er nødvendige, men at finde balancen i verden, som den ser ud i dag, er en ganske vanskelig opgave.
Vi kan kun håbe, at man husker, hvad ISS har vist os, nemlig, at man godt kan samarbejde i rummet, selvom man er uenige på Jorden.
