Rejserne til Månen blev naturligvis aldrig rutine, og her 50 år senere virker det nærmest som et mirakel, at ingen omkom under de 6 flyvninger, som blev gennemført efter Apollo 11.
Kun én gang var det ved at gå virkelig galt, da en ilttank eksploderede på Apollo 13, mens rumskibet var på vej mod Månen.
Astronauterne blev reddet, men Apollo 13 viste, at månerejser gik lige til grænsen for, hvad der dengang var teknisk muligt.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne 'Det levende Univers' samt 'Rejsen ud i rummet - de første 50 år' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Lyn og torden er dårligt raketvejr
Efter Apollo 11 var optimismen naturligvis stor, og allerede fire måneder senere var Apollo 12 klar til start i november 1969.
Præsident Nixon var taget til Cape Canaveral for at se opsendelsen, men om det var grunden til, at man valgte at opsende Apollo 12 under et tordenvejr, skal være usagt.
Det var i hvert fald ikke nogen særlig klog beslutning, for både raket og rumskib blev ramt af lynet hele to gange.
Det kunne være endt i en enorm eksplosion, og det var i virkeligheden lidt af et mirakel, at det eneste, de tre astronauter Conrad, Bean og Gordon mærkede til lynene, var, at samtlige røde alarmlamper blev tændt i kabinen, og man desuden mistede strømmen fra alle tre brændstofceller.
Det var tæt på at gå helt galt, men heldigvis var der en meget vaks ekspert fra jordkontrollen, John Aaron, som huskede, at de havde afprøvet en lignende situation i en simulator.
Der var et reservesystem, som besætningen kunne bruge, men det havde ikke en fremtrædende plads i træningen, da situationen blev anset for usandsynlig.
Røde alarmlys
Men selv om Aaron nede på Jorden vidste, hvilken kontakt de skulle trykke på, var det ude i rummet kun astronauten Alan Bean, der kunne huske, hvor kontakten var placeret blandt kabinens mange hundrede kontakter.
Da Bean fik trykket på kontakten, kom brændstofcellerne på igen, og gradvist forsvandt de røde alarmlys.
Et større problem stod dog stadig tilbage:
Den navigationsplatform, som hele tiden holder øje med, hvordan rumskibet er orienteret i forhold til stjernerne, havde mistet sine data. Så Gordon kom på arbejde med at observere stjerner gennem et lille teleskop og sende observationerne til platformen.
Ved et rent mirakel – intet mindre – var der ikke sket nogen alvorlig skade, hverken på Apollo- eller Saturn-raketten.
NASA indførte herefter nogle regler for, hvordan vejret skulle være, før man opsendte en raket.
»Et stort spring«
Resten af rejsen til Månen gik planmæssigt, og landingen blev meget nøjagtig. Landingsfartøjet Intrepid blev nemlig bragt til landing kun 183 meter fra rumsonden Surveyor 3, der havde stået på Månen siden 1967.
Også Conrad havde et par bevingede ord, da han som det tredje menneske satte foden på Månen.
»Det var måske kun et lille skridt for Neil, men et stort spring for mig,« lød det fra den kun 169 cm høje astronaut.
Til millioner af TV-seeres store ærgrelse fik vi kun få billeder fra Månen, for da Bean kort efter landingen ville flytte kameraet, kom han til at rette det mod Solen.
Billedet forvandt, men radioens rumredaktion under ledelse af Joachim Jerrik, og hvor Henrik (den ene af forfatterne bag denne artikel, red.) dengang var med, fik mange flere lyttere.
2,5 år gamle bakterier fra Jorden
Denne gang gennemførte astronauterne Conrad og Bean ikke en, men hele to månevandringer. De fik anbragt en samling videnskabelige instrumenter kaldet ALSEP på Månen, som fik strøm fra en Plutonium-drevet generator. Blandt instrumenterne var et seismometer, der kan måle jordrystelser.
Conrad skulle hente cylinderen med Plutonium fra landingsfartøjet og bære den hen til ALSEP, hvor den blev placeret med håndkraft. Det var nu ikke så farligt, som det lyder, men det viser, hvordan vores forhold til atomkraft har ændret sig.
En anden hovedopgave var at gå hen til Surveyor 3 og tage nogle dele af rumsonden med tilbage til Jorden. Her blev de så analyseret, og de første målinger viste, at bakterier bragt op fra Jorden ved opsendelsen i 1967 havde overlevet det mere end 2,5 år lange ophold på Månen.
Der er dog meget senere rejst tvivl om denne påstand. Bakterierne kan være kommet fra Jorden, fordi stykkerne fra Surveyor 3 måske har været anbragt i et ikke-sterilt rum i laboratorierne på Jorden.
Sagen vil aldrig blive helt afklaret, fordi nogle af stykkerne fra Surveyor 3 er blevet til udstillingsgenstande, og resten ikke længere er opbevaret sterilt.
LÆS OGSÅ: Sådan vil USA vende tilbage til Månen
En enestående oplevelse
Conrad og Bean startede uden problemer fra Månen efter et 31,5 timer langt ophold og koblede sammen med Apollo-rumskibet, hvor Gordon ventede. Herefter kom den sidste opgave:
Landingsfarøjet Intrepid blev frigjort og sendt tilbage til Månen.
Det ramte overfladen omkring 72 km fra ALSEP-stationen, og her kunne seismometeret mærke rystelserne i ikke mindre end 51 minutter.
På Jorden ville rystelserne være døet hen på mindre end to minutter, så Månens undergrund er tydeligvis helt forskellig fra Jordens undergrund.
Hjemrejsen sluttede med en enestående oplevelse, nemlig at astronauterne kunne se, hvordan Jorden gled ind foran Solen. Men Solen forsvandt ikke helt, fordi lyset blev brudt i atmosfæren, så Jorden blev næsten omgivet af en meget smuk lysende ring.
'The finest hour'
Netop som månerejser var begyndt at ligne rutine, skete det, som ikke måtte ske:
På vej mod Månen eksploderede en ilttank på Apollo 13, og besætningen blev kun reddet takket være en fantastisk indsats både af jordkontrollen i Houston og de 3 astronauter selv.
Apollo 13 er med fuld ret blevet kaldt NASA's 'finest hour’, og den dramatiske redning blev naturligvis mange år senere til en spillefilm med Tom Hanks i rollen som James Lovell, der var chef på rumskibet.
Og James Lovell selv fik endda også en rolle i filmen, nemlig som kaptajnen på det hangarskib, der samlede astronauterne op efter deres landing.
Det var Lovells anden månerejse, for i julen 1968 fløj han på Apollo 8, som havde kredset 10 gange om månen. På Apollo 13 var Lovell ledsaget af Swigert og Haise, som var på deres første rumflyvning.
Dramaet omkring Apollo 13
Uden den store bevågenhed fra Jorden startede Saturn-raketten 11. april 1970. De store TV-netværk viste ikke engang astronauternes udsendelser fra rejsen, men det ændrede sig brat 56 timer efter opsendelsen.
Det store drama omkring Apollo 13 blev indledt med Swigerts lakoniske meddelelse til Jorden, om at: »Houston, vi har et problem.«
Meget hurtigt viste det sig, at situationen var alvorlig. Ikke alene var der et spændingsfald på et af hovedkredsløbene, men også den ene af de to ilttanke var pludselig tom.
\ Hvad skete der egentlig?
Det lykkedes ret hurtigt for NASA at finde årsagen til eksplosionen i ilttanken. Under en afprøvning havde et varmelement ved en fejl fået en spænding på 65 Volt i stedet for de 28 Volt, det var beregnet til.
Det ødelagde en termostat og resultatet blev så mange måneder senere en eksplosion langt ude i rummet.
Apollo fik strøm fra tre brændstofceller, som fremstillede elektricitet ud fra en kemisk reaktion mellem ilt og brint.
Uden ilt og brint ville brændstofcellerne ophøre med at virke, elektriciteten forsvinde og alt udstyr i Apollo holde op med at virke. Skete det, ville ingen redning være mulig.
Det blev hurtigt værre. Den anden af de to ilttanke begyndte nu også at miste trykket, og gradvist satte alle tre brændstofceller ud.
Det var et kapløb med tiden at få udnyttet den sidste elektricitet, inden Apollokabinen måtte evakueres.
Heldigvis var der i Apollokabinen nogle ekstra batterier. Men dem måtte man ikke røre, for de var beregnet til at levere strøm til selve landingen, efter at servicemodulet var afkastet.
»Failure is not an option«
Heldigvis var det en af NASA's bedste flyveledere, der havde vagten, nemlig Gene Kranz, som senere blev berømt for sætningen: »Failure is not an option.«
Sandheden er, at han vist aldrig sagde det under flyvningen, men at en journalist citerede Gene Kranz noget kreativt.
Men sætningen fængede, og Kranz har senere indrømmet, at den netop dækkede stemningen i kontrolcentret i de dage, hvor man ikke vidste, om det var muligt at redde de tre astronauter.
Gene Kranz var med det samme klar over, at enhver tanke om at lande på Månen måtte opgives – nu gjaldt det om at redde besætningen. Og som Lovell senere sagde: »Ærgrelsen over at måtte opgive månelandingen forsvandt helt ved tanken om blot at overleve.«
Første skridt var at flytte de tre astronauter over i landingsfartøjet, som havde sine egne forsyninger af strøm og ilt.
Det skulle ske, inden brændstofcellerne i Apollo var helt døde, og der gik mindre end to timer efter eksplosionen, før de tre astronauter befandt sig i landingsfartøjet og havde lukket lugen til den elektrisk set døde Apollokabine.
Det næste skridt var at overveje tilbageturen til Jorden. Da Apollo var omgivet af en sky af gas og vragdele, var det klart, at der var sket en større eksplosion i servicemodulet, og det gjorde det for farligt at bruge modulets store raketmotor.
Alle manøvrer måtte derfor foretages med den langt mindre raketmotor på landingsfartøjet. Det var også nødvendigt med en hurtig kurskorrektion, for der var simpelthen ikke brændstof nok til at vende direkte tilbage til Jorden.
LÆS OGSÅ: Rumfartens fremtid er fuld af fysiske grænser og uendelige muligheder
En svingtur rundt om Månen
Da uheldet skete, var Apollo allerede over 330.000 km fra Jorden, og den eneste måde at få astronauterne hjem på, var at tage et sving rundt om Månen og lade Månens tyngdekraft ændre banen, så rumskibet igen fik kurs mod Jorden. Dette sving kunne kun foretages, hvis kursen hurtigt blev ændret.
Desuden kunne man bruge landingsfartøjets motor til at give et ekstra skub, så rejsetiden hjem blev afkortet.
Det var noget af en udfordring for Lovell at få styret rumskibet så godt, at raketaffyringen skete i den rigtige retning, for landingsfartøjet var jo slet ikke konstrueret til at skulle bruges sammen med det ret tunge Apollo-rumskib.
Det betød, at styregrejerne ikke reagerede på den måde, astronauterne havde lært under træningen.
Det var om at lære hurtigt, og trods vanskelighederne lykkedes det at affyre raketmotoren på det rigtige tidspunkt og i den rigtige retning.
Få forsyninger til hjemrejsen
Herfra blev det et kapløb med tiden. Der var kun lige akkurat forsyninger nok, til at de tre kunne klare hjemrejsen, og kun hvis man slukkede for næsten alt elektrisk udstyr. Det fik temperaturen til at falde, så astronauterne hundefrøs på hjemturen.
De havde naturligt nok svært ved at sove, og desuden manglede der vand. Den smule vand, der var til rådighed, var primært til at køle det elektriske system om bord, så derfor måtte astronauterne drikke så lidt som overhovedet muligt.
Det blev til bare 1,5 deciliter per mand om dagen. De blev derfor godt dehydrerede og tabte tilsammen 14 kg på 6 dage. Dertil kom, at Haise fik en alvorlig og smertefuld blærebetændelse.
Klippe og klistre
Kulden medførte også, at der var dugdråber overalt på vægge og vinduer, og man begyndte at blive bange for, om den megen fugt kunne føre til elektriske kortslutninger.
\ Måneprøver
Efter Apollo 13 var det Sovjets tur til at hente prøver tilbage til Jorden. Det lykkedes med Luna 16 i september 1970, og udbyttet var hele 101 gram.
Derefter skulle der gå seks år og en del mislykkede forsøg, før Sovjet gentog succesen med Luna 24 i august 1976, hvor der blev bragt 170 gram tilbage.
Det er stadig de sidste prøver, vi har fra Månen. De næste bliver nok indsamlet af Kina.
Der var ilt nok, men det største problem var at få fjernet CO2 fra luften. Det blev gjort med filtre som indeholdt Lithiumhydroxyd, og dem var der ikke nok af i det lille landingsfartøj.
Ombord på Apollo var der også filtre, men de passede ikke i facon til de runde rørledninger i landingsfartøjet.
I en af de mest uforglemmelige episoder på landjorden samlede Gene Kranz et hold og udstyrede dem med en papkasse indeholdende gaffatape, pap, papir, plastrør og saks og andre småting, som, man vidste, astronauterne havde til rådighed ombord.
Opgaven var nu at fremstille et eller andet, som gjorde det muligt at bruge filtrene fra Apollokabinen i landingsfartøjet.
De fandt en løsning, som så skulle beskrives trin for trin for de nu efterhånden noget overtrætte astronauter, der på ægte ’klippe-klistre-vis’ skulle genskabe det, som jordkontrollen havde bygget.
Det lykkedes og var et lille lys i mørket, da instrumenterne viste, at CO2-indholdet dalede.
LÆS OGSÅ: Sådan tog NASA's astronauter det mest ikoniske billede af Jorden
Skadens fulde omfang
Og som om alt dette ikke var nok, så viste det sig, at kursen var en smule forkert, så der var en risiko for, at Apollo ville slå smut hen over atmosfæren og derefter fortsætte ud i rummet – ’som et gravmonument over rumfarten’ som Lovell mange år senere sagde.
Igen måtte Lovell, assisteret af Haise og Swigert, justere kursen i et rumskib, som var mere end svært at styre, og hvor de måtte sigte efter Jorden og Solen.
Lovell og Haise styrede i fællesskab for at holde Jorden i sigtekornet, og Swigert brugte et almindeligt stopur til at tage tid på affyringen.
Det lykkedes, og de dødtrætte astronauter kunne nu komme tilbage til Apollo-kabinen og gøre klar til landing. De afkastede både landingsfartøj og servicemodul, og for første gang kunne de nu se skadernes fulde omfang:
Der var et stort hul i servicemodulet og mange andre skader.
Men alt endte godt. De foretog en præcis landing i Stillehavet og blev hurtigt samlet op. Men det var også sidste gang, en måneflyvning kom til at rydde avisernes forsider.
Hvor er Månen?
Der gik kun 9 måneder fra Apollo 13, til Apollo 14 blev opsendt i januar 1971. Kaptajnen var Alan Shepard, den første amerikaner i rummet.
Han havde haft flyveforbud i fire år på grund af en alvorlig øresygdom, så det var noget af en triumf at vende tilbage efter en vellykket operation. Med sig havde han Stuart Roosa og Edgar Mitchell, begge på deres første rumflyvning.
Opsendelsen gik godt, og Apollo gik ind i en aflang bane om Månen mellem 15 og 112 km oppe. Denne meget lave bane blev valgt for at spare brændstof, når landingsfartøjet Antares skulle ned på Månen. Men samtidig fik astronauterne noget af en oplevelse, da de følte at de næsten fløj ned blandt Månens bjerge, hvoraf mange er flere kilometer høje.
Det var Shepard og Mitchell, der skulle lande på Månen, mens Roosa blev i Apollo. I starten gik turen ned til Månen godt, men så kom et problem, der var lige ved at få jordkontrollen til at opgive landingen: Radaranlægget kunne simpelthen ikke finde Månen!
Allerede i en højde på 9 km skulle radaren have givet data om afstanden til Månen. Det skete ikke, og først efter megen trykken på kontakter lykkedes det at få radarkontakt med overfladen i en højde på bare 5,5 km.
Det var i sidste øjeblik, men til gengæld var landingen den hidtil mest præcise, kun 26 meter fra det beregnede punkt.
LÆS OGSÅ: Kig på fjerne galakser og astronauter 'bag scenen' i NASA's store rumarkiv
Cone-krateret måtte de opgive at finde
Der blev gennemført to månevandringer. På den første blev endnu en ALSEP-station opstillet, og på den anden skulle de ud til det 400 meter store Cone-krater. Med sig havde astronauterne en lille trækvogn med udstyr og værktøj, og så skulle det blot have været en lille frisk gåtur på en kilometer.
\ Månegolf
Shepard blev i øvrigt den første golfspiller på Månen. Med en lidt improviseret golfkølle sendte han to bolde af sted, og kunne så fortælle, at boldene fløj ’kilometer efter kilometer’.
Senere er dette overslag blevet reduceret til et slag på mellem 200 og 400 meter.
Men det var nu lettere sagt end gjort. Astronauterne hvirvlede støv op, og det skarpe sollys generede dem. I den svage tyngdekraft på kun 1/6 af Jordens kunne de knap mærke, at de var på vej op ad kraterets skråninger.
Det var også svært at orientere sig, da landskabet var ensformigt og fyldt med meterstore klippeblokke. De var nødt til at holde små hvil, hvor de kunne se ned til den nu fjerne Antares, som stod nede på sletten.
De gik og gik, men kunne stadig ikke finde selve kraterranden. De to astronauter var nu ved at blive både varme og trætte, og den lille trækvogn var bare til besvær, da den hele tiden tabte værktøj.
Til sidst besluttede de sig til at bære vognen, som på Månen kun vejede 12 kg. Men nu var Shepards puls oppe på 150, mens Mitchells puls nåede 128.
Til sidst måtte astronauterne erkende, at de simpelthen ikke kunne finde kraterranden, og de besluttede sig for at vende op.
Det skete i et område fuldt af enorme sten, og først langt senere fandt man ud af, at de var mindre end 30 meter fra Cone kraterets rand, da de vendte om.
Den mest videnskabelige måneflyvning
Fra starten var Apollo et politisk projekt, og det betød, at selve udforskningen af Månen ikke havde den helt store prioritet.
Nu var man jo kommet først, og så kunne der spares. 3 måneflyvninger, der lå ude i fremtiden, Apollo 18-20, blev opgivet.
Raketterne var ellers bygget, men om ikke andet så kunne de bruges som udstillingsgenstande – en af dem kan man se på Cape Canaveral. Det må være verdens dyreste udstillingsgenstande.
Men NASA lod sig ikke slå ud. Pengene til de tre flyvninger var der stadig og kunne bruges på Apollo 15, den i sidste ende mest videnskabeligt produktive af Apollo-flyvningerne.
Man havde forbedret Saturn, så den kunne medbringe en tungere last, og det blev udnyttet – for nu kunne man sende en bil til Månen.
Apollo 15 blev sendt op i juli 1971 med astronauterne Scott, Worden og Irwin. Målet var denne gang et af Månens mere bjergrige områder nær Appeniner-bjergene. Her lå også Hadley-rillen, en af Månens mange riller.
Måneriller og køreture
Rillerne på Månen er dannet af smeltet lava for mere end 3,5 milliard år siden. De har altså ikke noget med vand at gøre, i modsætning til de udtørrede flodlejer man har fundet på Mars.
Flyvningen til Månen gik stort set uden problemer, og indflyvningen til selve landingsstedet var utrolig flot. Astronauterne fløj nemlig hen over Appeniner-bjergkæden i en højde på kun tre km over bjergtoppene.
Scott og Irwin landede på Månen i landingsfartøjet Falcon, og det blev en lidt hård landing. Irwins kommentar ved selve landingen var simpelthen ’BUM’.
Det ene af de fire landingsben stod lidt nede i et lille krater, så Falcon kom til at hælde 10o. Det udgjorde ikke nogen fare, men gav lidt problemer ved indstigning og udstigning.
Denne gang var der planlagt et tre dage langt ophold på Månen, og hver dag skulle astronauterne ud at køre i deres elektriske bil. De kørte 3 ture på i alt 28 km og indsamlede over 76 kg måneprøver.
Selv om bilen kunne køre langt med en tophastighed på omkring 16 km i timen, så var der dog en grænse for, hvor langt væk de måtte køre. For hvis bilen nu skulle finde på at bryde sammen, så skulle de være i stand til at gå tilbage til Falcon uden at løbe tør for ilt.
LÆS OGSÅ: Bliver man ramt af meteorer på Månen?
Jorden følger med
Bilens største værdi lå i, at astronauterne nu ikke længere blev udsat for en voldsom fysisk anstrengelse ved lange traveture – man huskede stadig den forgæves tur til Cone-krateret på Apollo 14.
Derved blev forbruget af ilt og kølevand til rumdragterne væsentligt nedsat, og det blev muligt for astronauterne at opholde sig op til 8 timer på måneoverfladen.
Bilen var udstyret med et kamera, som kunne fjernstyres fra Jorden. Så nu kunne man for alvor følge de to astronauter, både på udflugten til Hadley-rillen og på køreturene rundt i det bjergrige landskab.
Man kunne fra Jorden følge, hvordan astronauterne flere gange faldt, men også at de havde let ved at rejse sig igen i den svage tyngdekraft.
En hammer og en fjer
To ting bør nævnes.
- Astronauterne fandt et stykke klippe fra Månens allerældste skorpe, den såkaldte Genesis-klippe.
- Desuden gennemførte de et berømt klassisk fysikforsøg.
Månen har jo ingen atmosfære, så Scott kunne stille sig op med en geologisk hammer i den ene hånd og i den anden hånd en falkefjer hugget fra luftvåbenets officielle maskot. Han gav slip, og ganske som Galileo 400 år tidligere havde forudsagt, så faldt hammer og fjer lige hurtigt ned til overfladen.
Da Falcon skulle starte fra Månen igen, var bilen kørt lidt bort, og det betød, at vi her fra Jorden kunne se starten gennem bilens TV-kamera. Der var ikke nogen synlig raketflamme, men i startøjeblikket kunne man se, hvorledes det varmeisolerende guldfolie på landingsstellet blev splittet ad og fløj til alle sider.
De blev nu genforenet med Worden, som havde brugt de tre dage til en grundig gennemfotografering af Månen. Men Worden havde en stor opgave tilbage. På vejen hjem skulle han nemlig på rumvandring over 300.000 km fra Jorden for at indsamle de filmkasetter, der var brugt til kortlægningen. Det må have været noget af en oplevelse.
Rejsen til Descartes
I april 1972 blev Apollo 16 opsendt mod det såkaldte Descartes-område i Månens højland. Geologerne havde en formodning om, at det var et vulkansk område, men Apollo 16 viste, at det ikke var tilfældet.
Descartes er nemlig, som næsten alt andet på Månens overflade, blevet formet af meteornedslag.
Besætningen havde den erfarne astronaut John Young som kaptajn. Apollo 16 var hans fjerde rumflyvning, og han havde tidligere på Apollo 10 været rundt om Månen. Han blev senere den første astronaut til at flyve rumfærgen i 1981.
Med sig havde han Charles Duke og Ken Mattingly, som ikke tidligere havde været i rummet.
LÆS OGSÅ: Prygl til konspirationsteorier om månelanding
Små og store problemer
Rejsen til Månen gik med de sædvanlige småproblemer. Således kunne astronauterne se nogle små lysende partikler, der svævede omkring rumskibet. Man var lidt bange for, om der var tale om en læk i rumskibet, men det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet.
Problemerne blev til gengæld en del større, da Young og Duke var gået ombord i landingsfartøjet Orion for at lande. De frakoblede Orion fra Apollo, og tilbage i Apollo var nu Mattingly. Han havde til opgave at ændre Apollos bane fra en aflang bane mellem 19 og 107 km over Månen til en cirkulær bane 100 km oppe.
Det skulle ske ved at bruge raketmotoren på Apollo, men Mattingly opdagede, at et reservesystem til at styre raketmotoren ikke virkede. Det var alvorligt, for det var også den raketmotor, som skulle bringe dem tilbage til Jorden.
Efter reglerne skulle Orion nu vende tilbage til Apollo, så man i nødstilfælde kunne bruge Orions raketmotor til hjemrejsen. Men så let gav NASA nu ikke op. I mere end tre timer fløj Orion og Apollo nu i formation i banen om Månen, mens problemet blev analyseret.
Heldigvis viste det sig, at problemet ikke var så alvorligt, og Young og Duke fik tilladelse til at lande.
De landede mellem to kratere kaldet North Ray og South Ray, og håbet var, at der fra disse to kratere var slynget sten op, som kom dybt nede fra Månens undergrund.
Måne Grand Prix med tilskuer
Apollo 16 gav virkelig et indtryk af at være en ægte geologisk ekspedition. Young og Duke kørte i alt 27 km i deres bil og indsamlede et væld af prøver, i alt 96 kg.
Der var masser af stop, og vi husker stadig nogle af TV-billederne, som viser astronauterne ved siden af klippeblokke så store som huse.
Astronauterne var på en ægte bjergtur op ad det såkaldte Stone-bjerg, hvor de kørte bilen et godt stykke op ad den 20o stejle bjergvæg. Herfra fortsatte astronauterne til fods op til en højde, der lå 200 meter over Orions landingsplads. De var meget begejstrede for udsigten.
To begivenheder fortjener at nævnes – og begge har Young som hovedperson. En af de vigtigste opgaver var at opstille den atomdrevne ALSEP station, hvor en masse videnskabelige instrumenter var anbragt på Månens overflade.
Det blev også gjort, men så kom Young til at snuble i et kabel, der forbandt ALSEP's centralstation med et instrument, som skulle måle varmestrømmen fra Månens indre. Forbindelsen røg, men Duke, som havde brugt ret lang tid på at sætte netop dette instrument op, tog det nu forholdsvis pænt.
Så havde Young mere held med et rigtigt ’drengerøvs-forsøg’, nemlig at prøvekøre månebilen til grænsen af sin ydeevne i, hvad der blev kaldt, et ’Måne Grand Prix’.
Duke fik den lidet taknemmelige opgave at stå og se på og tage billeder, mens Young drønede rundt med en fart på op til 17 km i timen. Godt, at han havde rumhjelm på, for der blev hvirvlet en masse støv op fra hjulene.
Hjemrejsen gik godt, og denne gang var det Mattingly, der skulle på rumvandring på vejen hjem for at indsamle de filmkasetter, han havde brugt, mens de to andre var nede på Månen. Udsigten må have været helt fantastisk, med Månen til den ene side og den stadig meget fjerne Jord til den anden side.
En geolog til Månen
NASA havde længe været klar over, at Apollo 17 ville blive den sidste flyvning til Månen, men dengang havde absolut ingen troet det muligt, at der 50 år senere ikke var sendt nye ekspeditioner til Månen.
Den berømte film ’Rumrejsen 2001’ havde jo næsten overbevist os om, at vi ved årtusindskiftet ville have en pænt stor base på Månen – og det var en opfattelse, som blev delt af mange fremtrædende rumforskere.
Nu var der et andet problem, nemlig at få en geolog med til Månen på denne sidste tur. NASA havde trænet en geolog, men den udvalgte besætning til Apollo 17 bestod af 3 piloter, nemlig Cernan, Evans og Engle.
Det krævede et betydeligt pres fra professionelle månegeologer at få ændret besætningen, så geologen Harrison Schmitt kom til at erstatte Joe Engle.
LÆS OGSÅ: Det nye rumkapløb: Derfor skal der mennesker på Mars
Små uheld
Apollo 17 blev opsendt i december 1972 mod et område, der hedder Taurus Littrow. Det ligger øst for Stilhedens hav, hvor Apollo 11 landede.
Rejsen og landingen foregik uden problemer, og allerede fire timer efter landingen var Cernan og Schmitt ude på deres første månevandring.
Så skete et af de små uheld, som måske ikke er farlige, men som kan gribe ind i selv de bedst lagte planer:
De havde fået bilen anbragt pænt på overfladen og var ved at gøre klar til den første køretur. Cernan havde naturligvis en masse værktøj og herunder en geologisk hammer med. Mens han gik rundt om bilen for at gøre alt klar, kom han til at strejfe bilen, med det resultat at hans geologiske hammer greb fat i en af de skærme, som skulle forhindre støv fra Månens overflade i at blive hvirvlet op.
Skærmen brækkede af, og det ville give så meget støv, at køreturen ville blive alvorligt generet. Men løsningen var nær:
Cernan tog et månekort og klæbede det på med tape. Desværre sad kortet ikke ret godt fast, men jordkontrollen var opfindsom og kunne hurtigt komme med en bedre måde at klæbe kortet fast på.
På besøg i kraterne
Ellers var der ikke de helt store problemer. På 3 køreture tilbagelagde de ikke mindre end 36 km, og de indsamlede i alt 115 kg prøver. Undervejs fik de øje på et orangefarvet område, der slet ikke lignede noget andet, de havde set.
En senere analyse viste, at det var små glaspartikler, der på mange måder mindede om partikler fundet af Apollo 11.
De indeholder Titanium og Jernoxid, men prøverne fra Apollo 17 har også et usædvanligt stort indhold af zink. I dag mener man, at de er dannet ved et eksplosivt vulkanudbrud for 3,6 milliarder år siden, i en såkaldt ildfontæne.
Astronauterne besøgte også mange mindre kratere, deriblandt Steno-krateret, der er opkaldt efter den danske videnskabsmand og biskop Niels Stensen, der af den katolske kirke nu er blevet kåret til helgen.
En travl hjemtur
Noget af arbejdet var ganske hårdt. Astronauterne brugte flere gange en boremaskine for at indsamle prøver fra undergrunden, og det førte til, at jordkontrollen flere gange måtte bede dem om at holde lidt igen, så der kunne komme styr på puls og hjerteslag. Ikke så mærkeligt, at Cernan blev øm i armene.
Hjemrejsen gik helt normalt, og deres månelandingsfartøj Challenger gennemførte sin sidste opgave. Det blev sendt tilbage til Månen, og de rystelser som nedslaget skabte, blev registreret af de seismometre, som både Apollo 17 og de andre måneekspeditioner havde efterladt.
Nu kom Evans på den obligatoriske rumvandring på vej tilbage fra Månen for at indsamle filmkasetter.
På de tre sidste flyvninger blev tiden virkelig brugt til at gennemføre mange observationer af Månen fra Apollo, så den astronaut, som ikke landede, havde mindst lige så travlt som de to, der kørte rundt på Månen.
Den første og den seneste mand på Månen
Vi har heller ikke hørt nogen af dem klage over ensomhed i den tid, hvor de var alene ombord på Apollo. På de tre sidste månerejser blev det jo til tre dage.
Cernan blev det sidste menneske, der har gået på Månen, og i det øjeblik, han trådte op på landingsfartøjets stige for at gå ombord for sidste gang, udtalte han:
»Og nu, hvor vi forlader Taurus-Littrow-området på Månen, tager vi af sted, som vi kom. Om Gud vil, vil vi vende tilbage med fred og håb for hele menneskeheden.«
Armstrong døde i 2012, og Cernan i 2017, så det første og det sidste menneske på Månen lever ikke mere.
Vi nærmer os i det hele taget en tid, hvor der ikke længere vil være nogen i live, som har gået på Månen, og det bliver for alvor en helt ny generation af astronauter, som en dag vil vende tilbage til Månen.
LÆS OGSÅ: Fra Newton til Einstein og Hawking: Sådan tænkte fysikerne om de gådefulde sorte huller
LÆS OGSÅ: Rumfarten fylder 60 år - hvad har vi lært?
LÆS OGSÅ: Få et overblik over rumfartens historie
\ Månelandingen fylder 50 år
Videnskab.dk's faste rum-skribenter, Henrik og Helle Stub, var førstehåndsvidner til månelandingen i 1969. Læs hele deres serie om det skelsættende projekt, der førte mennesket til Månen:
Artikel 2: Fra taber til førende rummagt: Historien om, hvordan Sovjet og USA kæmpede sig til Månen
Artikel 3: Det dristige træk: Første gang mennesket forlod Jordens kredsløb, var det med Apollo 8
Artikel 4: »Failure is not an option«: Dygtighed og stort held blev Apollo-astronauters redning
Artikel 5: 12 mennesker har gået på Månen, men der er stadig meget, vi ikke ved om den
