Fra taber til førende rummagt: Historien om, hvordan Sovjet og USA kæmpede sig til Månen

Vi hører ofte, at den første Sputnik i oktober 1957 kom som et chok, og det er da også korrekt, at ingen havde ventet, at russerne ville blive de første med en satellit – men det var også uventet, at nyheden blev så stor.

Sputnik 1 ryddede avisernes forsider i mange dage, og tusinder strømmede ud på mørke steder om aftenen for at se verdens første satellit.

Her kunne russerne levere: En klar blinkende stjerne, som bevægede sig hen over himlen.

Det var nu ikke Sputnik vi så, men den 27 meter lange raket, der var gået med ind i bane om Jorden.

Selve Sputnik var en lille 84 kg tung kugle med en diameter på kun 58 cm, som kun meget få har set på himlen. Til gengæld blev dens bip-bip-signaler hørt af radioamatører over hele verden.

Rumalderen begynder – men det gør våbenkapløbet også

Jo, verden var med et slag gået ind i rumalderen. Samtidig afhang hele rumalderens begyndelse af beslutninger, som USA og Sovjet tog kort efter krigen, hvor begge lande skulle vænne sig til en ny tid med atomvåben – og det var lidt af en en skyggeside.

Vi var midt under den kolde krig, og hvad, der i høj grad optog pressen, var, at russerne nu havde en raket, der kunne nå USA med atomvåben.

Det blev mere end understreget med opsendelsen af Sputnik 2 bare en måned senere. Ikke alene medbragte Sputnik 2 hunden Laika, satellitten vejede 508 kg, og det viste, at den russiske raket måtte være meget stor.

Sputnik indledte altså ikke bare rumalderen, men var også med til at starte et våbenkapløb om at bygge raketter, der lastet med atomvåben kunne flyve de mange tusinde kilometer, der adskiller Sovjetunionen og USA.

Den amerikanske strategi

For at kunne bruge atomvåben, enten politisk eller militært, var det nødvendigt, at militæret kunne føre disse atomvåben frem, og det var dengang ikke nogen let opgave, da den korteste afstand mellem de beboede og dermed militært vigtige områder mellem de to lande er godt 8.000 km. (Den geografisk korteste afstand fra Alaska over Beringstrædet til det østlige Sibirien har i denne sammenhæng ikke betydning.)

Amerikanerne havde en stor og moderne flyindustri, og allerede i 1949 havde firmaet Convair bygget en bombemaskine, som kunne klare problemet i hvert fald i nogle år:

Det enorme B-36, som havde 6 propelmotorer og en rækkevidde på ikke mindre end 16.000 km.

Med det fly kunne man nå ethvert punkt i Sovjet, og desuden fløj B-36 i så stor højde, at de Sovjetiske jagere ville have svært ved at komme på skudhold.

Man ventede altså med at bygge store raketter i USA – dels var raketteknikken ikke særligt udviklet, og dels kunne man forudse, at atomvåbnene hurtigt ville blive mindre og lettere at transportere.

Man satte dog gang i udviklingen af de langtrækkende Atlas- og Titan-raketter, men da de var beregnet til at føre små atomvåben frem, havde de en startvægt på omkring 100 ton.

Det er ret beskedent for en rumraket, og det var det store handicap for USA ved rumalderens begyndelse.

LÆS OGSÅ: Sådan vil USA vende tilbage til Månen

Den sovjetiske (og dristige) strategi

I Sovjetunionen var situationen helt anderledes.

Store dele af industrien var ødelagt under krigen, og landet havde ikke økonomisk mulighed for hurtigt at opbygge flyfabrikker, der kunne bygge meget langtrækkende bombefly inden for en rimelig tidshorisont.

Derfor tog Stalin en dristig beslutning: Man skulle så hurtigt som muligt bygge en langtrækkende raket, som kunne transportere datidens fem tons tunge atombomber.

Dermed håbede Stalin at kunne springe et helt led over og gå direkte til raketter.

Amerikanerne får baghjul

Det var en meget dristig beslutning, og det havde naturligvis også betydning for andre dele af industrien, at man nu ville bruge så mange ressourcer på en meget lille raketindustri.

En raketindustri, som kun lige var ved at komme i gang.

At det gik godt, skyldes nok i høj grad Sergei Korolev, som vi senere skal høre mere om.

Satsningen virkede i hvert fald på en uventet måde: Det var Korolevs 300 ton tunge R-7-raket, der åbnede rumalderen på en måde, som amerikanerne på det tidspunkt ikke havde nogen mulighed for at konkurrere med.

Til gengæld blev R-7-raketten aldrig militært anvendelig, da det tog alt for lang tid at gøre den klar, og desuden krævede den en ganske kompliceret rampe at starte fra.

LÆS OGSÅ: Rumfartens fremtid er fuld af fysiske grænser og uendelige muligheder

Hvorfor var den første satellit ikke amerikansk?

Rumalderen kunne godt have fået en helt anden begyndelse, hvor den første satellit havde været amerikansk.

Den kunne endda have være opsendt allerede i september 1956, altså mere end et år før Sputnik, og at det ikke skete, var en rent politisk afgørelse.

Amerikanerne havde efter krigen fået fat på eliten af de tyskere, som havde konstrueret V-2-raketten, herunder deres leder Wernher von Braun.

Han konstruerede nu raketter for hæren, og en af hans opgaver var at bygge en raket, der kunne afprøve de næsekegler, som skulle medbringe atomvåben for fremtidens store militære raketter.

Det kræver en raket, der kan flyve hurtigt og langt, og den opgave klarede von Braun ved at udstyre den forholdsvis lille Redstone-raket med tre små øvre trin.

Denne raket fik navnet Jupiter C.

Højere og hurtigere end nogensinde

Redstone vejede ved start kun 28 ton, altså mindre end 1/10 af den russiske R-7 raket.

Men størrelsen var ikke det afgørende, for Von Braun havde aldrig lagt skjul på, at hans endelige mål var at sende rumskibe til Månen og Mars.

Nok var Jupiter C lille, men den kunne sende en 5 kg tung satellit i bane om Jorden. Det foreslog von Braun da også, men han fik i stedet ordre til at erstatte det fjerde trin med en attrap.

På denne måde blev Jupiter C så opsendt første gang 20. september 1956 og opnåede en højde på 1.100 km og en fart på 25.000 km i timen.

Det var det hurtigste og højeste, nogen raket dengang havde fløjet, og faktisk manglede der kun 3.000 km i timen for at nå op på de 28.000 km i timen, der skal til for at opsende en satellit.

På denne dag kunne USA have fået verdens første satellit, men det så nu engang bedre ud, tænkte man fra politisk side, at den første amerikanske satellit var bygget af amerikanere og ikke af tyskere med en tvivlsom fortid i Det Tredje Rige.

Desuden havde præsident Eisenhower sine egne grunde til at støtte et helt andet projekt.

Hemmelige spionsatellitter

Allerede i 1955 havde amerikanerne fortalt, at de ville deltage i det såkaldte ‘Internationale Geofysiske År 1957-1958’ med opsendelsen af nogle små 10 kg store Vanguard-satellitter.

Det var et rent civilt projekt, der især gik ud på at undersøge Jordens magnetfelt og den øvre atmosfære.

Hvad ingen vidste var, at der bag Vanguard lå en hemmelig plan: Amerikanerne var ved at bygge en serie af spionsatellitter i det såkaldte Corona-projekt.

Selvom B-36, og fra 1955 også efterfølgeren B-52, kunne nå ethvert punkt i Sovjet, så havde man kun gamle og dårlige kort over Sovjet, hvor det var næsten umuligt at udpege mål for bombeflyene.

Derfor var der et akut behov for spionsatellitter, som både skulle skabe grundlag for en ny kortlægning af Sovjet og samtidig lokalisere militære anlæg.

LÆS OGSÅ: Er Indien på vej til at blive den fjerde rummagt?

Vanguard skulle bane vejen for et frit rum

Der var bare problemet med overflyvning. Dengang var der ikke en grænse for rummet, men ideen var nu, at Vanguard skulle bane vejen.

Hvis Verdens lande først havde godkendt at blive overfløjet af de små Vanguard-satellitter, så var der vel også skabt præcedens for at rummet var et frit område for alle, ligesom verdenshavene.

Derfor anså Eisenhower det for vigtigt, at den yderst civile Vanguard skulle være USA’s første satellit, også selvom raketten med sin startvægt på bare 10 ton måske var lidt for lille til formålet.

Ydmygelsen var total

Der skulle gå en måned efter Sputnik 2, før amerikanerne 6. december var klar med den første Vanguard.

For øjnene af verdenspressen hævede raketten sig en meter over rampen, hvorpå den eksploderede i en enorm ildkugle.

Med sig havde Vanguard en lille forsøgssatellit på størrelse med en grapefrugt.

Den blev slynget fri og endte sine dage med at sende signaler fra stranden på Cape Canaveral.

Ydmygelsen var total – men den var også det skub, som for alvor førte USA ind i rumalderen.

En mulighed for Explorer 1

Efter Vanguards fiasko var den eneste mulighed at give Wernher von Braun grønt lys.

Det fik han, og 31. januar 1958 bragte hans Jupiter C-raket den første amerikanske satellit i bane om Jorden.

Det var den 14 kg tunge Explorer 1.

Nok var Explorer 1 lille i forhold til de to Sputnikker, men til gengæld blev det Explorer 1, der gjorde rumalderens første store opdagelse.

Nemlig at Jorden er omgivet af et strålingsbælte skabt af partikler fra Solen, som er indfanget af Jordens magnetfelt.

LÆS OGSÅ: Rumfarten fylder 60 år – hvad har vi lært?

Næste mål: Månen

Nok var Sovjet kommet først med en satellit i bane om Jorden, men amerikanerne kunne måske stadig vinde det, der blev det første månekapløb.

Man kan sige, at den første rumsonde til Månen var kapløbets prolog, der udspillede sig 1958-1959, som et tydeligt varsel om, hvad fremtiden kunne bringe.

Allerede dengang var både USA og Sovjet helt enige om, at Månen var det næste mål, og selvom det næsten er glemt i dag, så var dette første månekapløb i virkeligheden ganske dramatisk og trak store overskrifter i datidens aviser.

Der var ikke engang gået et halvt år efter Explorer 1, før amerikanerne meldte sig klar med en måneraket. Dengang kunne man arbejde virkelig hurtigt, og luftvåbnet havde simpelthen taget de to øverste trin fra den lille Vanguard, og anbragt dem ovenpå deres militære Thor raket.

LÆS OGSÅ: Rejs med til Månen

74 sekunder

Den nye raket fik navnet Thor Able, og den blev så sendt af sted mod Månen i august 1958.

Men ak – bare 74 sekunder efter starten eksploderede raketten i en høje af 15 km.

Det skulle nu ikke standse luftvåbnet, for man havde en stærk formodning om, at Sovjet havde lignende planer.

Allerede i oktober prøvede luftvåbnet igen.

Denne gang virkede alle tre trin, men raketten fik for lidt fart på – og så kom rumalderens første drama, som pressen fulgte.

Et radiodrama

Den kun 38 kg tunge rumsonde Pioner 1 skulle gå i bane om Månen, men den havde kun fart nok på til at nå en højde på 115.000 km, eller mindre end 1/3 af vejen til Månen.

Nu ville man så prøve at bruge en lille raket på Pioner til i det mindste at sende sonden i bane om Jorden, men temperaturen inde i sonden faldt, så batterierne ikke længere virkede.

Datidens radioavis beskrev, hvordan man med radiosignaler fra Hawaii søgte at tænde motoren – det var bestemt noget, man fulgte med i dengang.

Pioner 1 faldt tilbage til Jorden og brændte op, men den havde dog været længere ude i rummet end noget andet menneskabt fartøj.

I 1959 kom der fart på

Og sådan fortsatte det. Næste russiske forsøg endte også med en eksploderet raket, og på den sidste Thor Able tændte tredje trin ikke.

Da 1959 var kun to dage gammel, skete der imidlertid noget, da en Sovjetisk raket fik fart nok på til helt at forlade Jorden.

Den fløj forbi Månen i en afstand på bare 7.000 km – den skulle selvfølgelig have ramt Månen, men Sovjet fortalte i stedet, at man havde opsendt verdens første kunstige planet.

Man gav den navnet Metcha, der betyder drøm, og i dag kredser den stadig om Solen som et minde om rumalderens begyndelse, dog under navnet Luna 1.

Sovjet og Månens ukendte bagside

I Danmark fik vi andet at tænke på. Grønlandsskibet Hans Hedtoft sank syd for Grønland og alle 95 ombord omkom.

Det er klart, at det optog pressen, som næsten ikke bemærkede, at amerikanerne med Pioner 4 også fik sendt en lille rumsonde i bane om Solen.

Men endnu var Månen ikke nået. Det skete først i september 1959, hvor Luna 2 ramte Månen og dermed blev den første rumsonde på en anden klode.

Bare tre uger senere kom den store finale: Luna 3 slog et sving rundt om Månen og sendte de første billeder tilbage af Månens dengang helt ukendte bagside.

Disse første tågede billeder viste ikke stort andet, end at Månens bagside ikke har de store mørke lavasletter, som dem, der på forsiden danner ’Manden i Månen’.

Vi husker selv, hvordan billederne fyldte hele forsiden på avisen, så vi for alvor følte, at nu var vi på vej ud i rummet.

Sovjet havde vundet prologen, for amerikanerne havde hverken nået Månen eller taget nogle billeder.

LÆS OGSÅ: Kineserne besøger Månens bagside

Fra taber til førende rummagt

Endnu var der ikke erklæret noget Månekapløb, men det lå i luften, at det kun var et spørgsmål om tid.

Selv om amerikanerne i verdens øjne havde tabt dette første kapløb til Månen, så var der sket noget andet, som på længere sigt kom til at gøre USA til den førende rummagt.

Eisenhower havde nemlig 1. oktober 1958 skabt verdens første rumagentur, NASA. Hermed blev al civil rumfart i USA styret af en enkelt enhed, og det skulle vise sig at være helt afgørende.

Et stærkt NASA, som fik penge nok, i samspil med en stor og moderne industri, skulle på få år fuldstændigt ændre balancen i rummet.

De første astronauter

Rumalderens begyndelse var på en måde som en sportskamp, som det var let at følge med i:

Den første Sputnik, den første måneraket, og nu manglede vi bare det tredje skridt: Det første menneske i rummet.

Typisk amerikansk holdt NASA allerede i april 1959 en pressekonference, hvor de præsenterede deres første syv astronauter. De syv blev ret hurtigt lige så kendte som sportsstjerner, og deres eneste problem var nu kun, at man ikke havde noget rumskib klar i 1959.

Til gengæld fik disse ret erfarne testpiloter indflydelse på indretningen af den lille Mercury-kapsel, som NASA var ved at bygge.

At kapslen var meget lille, blev udtrykt meget klart af astronauten John Glenn: »Man går ikke ind i kapslen, man tager den på«.

Men det var, hvad man kunne opsende til en begyndelse.

LÆS OGSÅ: Sådan tog NASA’s astronauter det mest ikoniske billede af Jorden

Sovjets mest berømte chefkonstruktør

Sovjet havde ikke noget NASA, hvilket efterhånden skulle vise sig at blive et ret stort problem.

De havde i stedet såkaldte ’chefkonstruktører’, der havde næsten enevældig magt over hver deres projekt. Til gengæld lå de i konstant konkurrence med hinanden om de forholdsvis få midler, Sovjet kunne bruge på rumfarten.

Den mest berømte af disse chefkonstruktører var Sergei Korolev, der som så mange andre på den tid havde tilbragt en tid i Sibirien under Stalins store udrensninger.

Han overlevede, især fordi selv Sovjet under anden verdenskrig forstod, at det ikke var en god ide at indespærre fremragende ingeniører og videnskabsmænd.

Drømmen om raketter

Trods sin skæbne holdt Korolev fat i sin drøm om at bygge raketter, der kunne flyve ud i rummet – det samme som Wernher von Braun gjorde i Tyskland.

Efter at have bygget den store R-7 raket kom han nærmere sin drøm, da han fik ansvaret for det Vostok-rumskib, som skulle sende det første menneske ud i rummet.

Vostok var et yderst simpelt rumskib med en kugleformet kabine, hvor der var plads til en mand i et katapultsæde.

Det var også nødvendigt, for Vostok ville lande alt for hårdt til, at en kosmonaut kunne have overlevet det – det var en simpel nødvendighed, at han skød sig bort fra kabinen i en højde på syv km.

En anden ting, der først er kommet frem senere, var, at Korolev kun fik penge til Vostok, hvis han samtidig udviklede en ubemandet udgave kaldet Zenith, som kunne bruges som spionsatellit.

Kan et rumskib se sådan ud?

Man udvalgte 20 unge piloter, men de havde ikke, som amerikanerne, noget at skulle have sagt om indretningen af rumskibet.

De havde i virkeligheden trænet et godt stykke tid, før Korolev en dag tog dem med til den fabrik, hvor Vostok blev bygget.

De 2,4 meter store metalkugler har nok gjort et mærkeligt indtryk på de unge piloter – for kunne et rumskib virkelig se sådan ud?

Men som både amerikanere og russere hurtigt opdagede, så er det ikke så ligetil at bygge et rumskib. Især, når man aldrig har prøvet det før.

LÆS OGSÅ: 5 grunde: Kolossal fejl at skrotte NASA’s klimaforskning

En traumatiseret chimpanse

De første afprøvninger af både Vostok og Mercury gik ikke spor godt.

NASA ville starte med et lille hop ud over Atlanterhavet med en Redstone-raket.

Redstone skulle være nogenlunde godt gennemprøvet, men under den første prøveopsendelse med en Mercury-kapsel hævede raketten sig kun et par centimeter, før motoren satte ud med det resultat, at det automatiske nødsystem slyngede kapslen bort fra raketten.

Forsøget blev naturligvis gentaget, og da gik det så godt, at man i januar 1961 sendte chimpansen Ham op på en prøveflyvning.

Ham gjorde alt, hvad han skulle, men landingen var så hård, at kapslen var tæt på at synke. Ham blev bjærget af en helikopter, men bagefter nægtede han at deltage i nogle forsøg overhovedet eller bare at nærme sig en Mercury kapsel.

Forsøget skulle vise sig at være helt afgørende for rumkapløbet, for von Braun krævede nu en yderligere prøveflyvning, før man ville sende den første astronaut op.

Den fandt sted i marts 1961, men forsinkede opsendelsen af USA’s første rummand Alan Shepard så meget, at Gagarin nåede at komme først.

Russerne havde også deres problemer. Ved den første prøveflyvning i maj 1960 vendte rumskibet forkert, da bremsemotorerne blev tændt, med det resultat af Vostok-kabinen røg op i et højere kredsløb, hvor den blev et par år.

Hunde i rummet

I juli forsøgte man så at opsende to hunde, men raketten eksploderede, og begge hunde blev dræbt.

Bedre gik det i august, hvor to hunde gennemførte et døgns rumflyvning, fastspændt til Vostok-rumskibets katapultsæde.

I december 1960 gik det så galt igen. Her blev to hunde opsendt, men bremseraketterne virkede ikke korrekt ved nedturen, og da man var bange for, at rumskibet skulle lande uden for Sovjet, valgte man at sprænge kapslen, så begge hunde omkom.

Der var flere forsøg, og de to sidste var så vellykkede, at man valgte at opsende verdens første rummand Yuri Gagarin 12. april – en dag som stadig fejres som rumflyvningens dag i Rusland.

LÆS OGSÅ: Kig på fjerne galakser og astronauter ‘bag scenen’ i NASA’s store rumarkiv

Den første bemandede rumflyvning

Yuri Gagarin var en kun 27 år gammel flyverløjtnant, da han blev udvalgt til den første bemandede rumflyvning. Korolev havde meget fornuftigt besluttet, at det blot skulle være en tur rundt om Jorden.

Gagarin var, med sin lyse og udadvendte måde at være på, et ualmindeligt godt valg.

En af os (Henrik) har mødt Gagarin, og han mindede bestemt ikke om datidens opfattelse af en russisk officer. Lige til sin alt for tidlige død ved en flyveulykke i 1968 var han en fin ambassadør for sit land. Den bedste sammenligning er nok, at han i sit væsen minder om vores danske astronaut Andreas Mogensen.

På sin rumrejse blev han udnævnt til major, og vi slugte den første beskrivelse af, hvordan det var at rejse Jorden rundt i et rumskib.

Gagarins fortryllende beskrivelser

Gagarin fortalte, hvordan vanddråber fra hans drikkeflaske samlede sig til små runde kugler, der drev rundt i kabinen, og at han tydeligt kunne se Jordens krumning. Han fortalte også, hvordan Jordens atmosfære dannede en slags glorie om den blå Jord, og at himlen var fuldstændig kulsort.

I dag lyder det måske ikke af meget, men dengang var det jo helt nyt.

Det tog kun 20 minutter at komme fra Baikonur i Centralasien til Stillehavet, hvor Vostok fløj ind i Jordens skygge.

Først nu kunne Gagarin se stjernerne lyse helt roligt og klart, og han oplevede en solopgang, hvor atmosfæren et kort øjeblik lyste op i alle regnbuens farver.

Tvunget til at lyve

Gagarin kom ned, men det var på et hængende hår, for servicemodulet med bremseraketterne ville ikke frigøre sig fra den kugleformede kabine.

Resultatet var, at rumskibet blev bragt i en hurtig rotation, hvor Gagarin kunne se Solen fare forbi koøjet. Længere nede i atmosfæren brændte de kabler over, som havde holdt servicemodulet fast, og nu kunne han så se de højrøde flammer, som omgav rumskibet.

Men alt endte godt. Gagarin skød sig ud med katapultsædet, men blev – nok mod sin vilje – tvunget til at lyve om det og sige, at han landede i kabinen.

Det var nødvendigt for at opfylde kravene for, at hans flyvning kunne anerkendes som en international rekord.

LÆS OGSÅ: Bliver man ramt af meteorer på Månen?

Vægtløs og tissetrængende

Amerikaneren Alan Shepard har nok ærgret sig over den ekstra afprøvning af Redstone, som forsinkede hans flyvning fra marts til maj.

5. maj kom han så af sted på et 15 minutter langt hop ud over Atlanterhavet, hvor han var vægtløs i fem minutter.

Han havde i øvrigt et ikke særligt glorværdigt problem:

Der var naturligvis intet toilet i Mercury, og han lå så længe og ventede på opsendelsen, at han endte med at tisse i rumdragten, som med Shepards egne ord blev forvandlet til verdens dyreste ble…

Sovjet havde altså også vundet denne runde, og dermed var grunden lagt til det store månekapløb.

Myten om ‘raketkløften’

Gagarins flyvning var noget af et problem for præsident Kennedy, som kun havde siddet i embedet i tre måneder, da Gagarin blev opsendt.

Kennedy havde vundet valget, blandt andet ved at tale om ’raketkløften’ – en myte om, at Sovjet allerede havde et stort antal atombevæbnede raketter rettet mod USA. Med de tidlige russiske rumtriumfer var det en myte, som var let at tro på.

Men næsten samtidig med at Kennedy tiltrådte, fik USA de første billeder hjem fra de helt nye spionsatellitter. Efter vores dages målestok var det nogle lidt uklare, sort/hvide billeder, men de viste en ting tydeligt:

Man kunne ikke finde det store antal baser og raketramper, som mange have frygtet, at Sovjet allerede havde bygget.

Kennedy var altså klar over, at raketkløften var en myte, skabt af den tidlige rumalder, men han havde også andre problemer.

Fidel Castro have overtaget magten på Cuba, og Kennedy ’arvede’ faktisk en CIA-støttet invasion. Den blev en total fiasko, fordi de fleste Cubanere ønskede sig et nyt styre frem for det gamle, der både var diktatorisk og korrupt.

Så en mulighed for at komme først

Måske var Kennedy ikke specielt interesseret i Månen, men han vidste, at det var nødvendigt at komme med et gensvar på Gagarin.

USA kunne simpelthen ikke blive ved med at være bagud for Sovjet i et kapløb, som faktisk havde grebet hele verden.

I 1961 havde hverken USA eller Sovjet raketter, der var store nok til at sende mennesker til Månen, så her var der en mulighed for at komme først.

Desuden vidste Kennedy jo godt – takket være indberetninger fra CIA – hvor svag både den sovjetiske økonomi og high-tech industri i virkeligheden var.

‘This New Ocean’

Men så kom afgørelsens time: Skulle man vælge at satse på rummet, som trods alt var noget fjernt for de fleste mennesker – eller skulle USA søge at blive de første og største på ’This New Ocean’, som rummet også blev kaldt.

For Kennedy drejede det sig om at overgå Sovjet, og videnskabelige overvejelser indgik slet ikke. Kennedys videnskabelige rådgiver Jerome Wiesner beskrev senere situationen således:

»Kennedy sagde til mig: »Det er din fejl. Hvis du var kommet med et spektakulært videnskabeligt projekt her på Jorden, der ville være mere nyttigt – som at afsalte havvand til drikkevand – eller bare noget som er lige så dramatisk og overbevisende som rumfart, så ville vi gøre det.« Jeg mener, at hvis Kennedy kunne have undgået et stort rumprogram, så ville han have gjort det, men han forstod rumfartens symbolske værdi i det 20. århundrede.«

LÆS OGSÅ: »Neil Armstrong er alle tiders helt«

Planen sættes i gang

I dagene efter Shepards korte flyvning 5. maj var lysene tændt til langt ud på aftenen. I regeringskontorerne var man ved at lægge sidste hånd på Kennedys nye store plan om at flyve til Månen.

8. maj var planen parat, og den blev overrakt til vicepræsident Johnson, som straks tog den med til Det hvide hus. Hjulene var nu sat i gang.

Så, endelig, 25. maj holdt Kennedy sin store tale for kongressen, hvor han blev afbrudt af bifald ikke mindre end 18 gange. I denne tale sagde han blandt andet:

»Jeg mener, at vi inden dette årtis udgang skal forpligte os til at sende et menneske til Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden. Intet andet rumprojekt inden for denne periode vil gøre et større indtryk på menneskeheden, eller være mere vigtigt for de langsigtede planer for rummets udforskning.«

»I virkeligheden er det jo ikke bare et menneske, som rejser til Månen – det vil være hele nationen. For vi må alle arbejde for at få ham sendt afsted.«

Johnsons afgørende betydning

Terningerne var kastet for projekt Apollo, men præsident Kennedy, der blev myrdet ved et attentat i november 1963, nåede aldrig at se planen gennemført.

Den opgave tilfaldt efterfølgeren præsident Johnson, hvis andel i Apollo-projektet er langt større, end historiebøgerne normalt tildeler ham.

For Johnson kunne en ting, som ikke var Kennedys stærke side:

Han kunne forhandle med kongressen, så pengene blev ved med at flyde, og gennem disse handler fik Johnson placeret flere store rumcentre i den fattige, sydlige del af USA.

Dermed har han i høj grad været med til at ændre USA.

LÆS OGSÅ: Prygl til konspirationsteorier om månelanding

LÆS OGSÅ: Få et overblik over rumfartens historie

LÆS OGSÅ: Det nye rumkapløb: Derfor skal der mennesker på Mars