Derfor risikerer USA, at Kina vinder månekapløbet
ANALYSE: Der er stor sandsynlighed for, at USA's tilbagevenden til Månen både kommer til at tage længere tid og koste mere end planlagt.
ANALYSE: Der er stor sandsynlighed for, at USA's tilbagevenden til Månen både kommer til at tage længere tid og koste mere end planlagt.

Der er måske kun tre år til, at mennesket vender tilbage til Månen.
Om det bliver kinesere eller amerikanere, som efter en pause på 56 år bliver de næste, som sætter foden på den støvede overflade, er naturligvis et spørgsmål, som interesserer mange.
Vi ser i denne artikel på virkningen af den store eksplosion, hvor den ene af de to store raketter, der har afgørende roller i USA's måneplaner, sprang i luften på startrampen for et par måneder siden.
De første resultater fra undersøgelsen af eksplosionen er kommet, og vi kan allerede nu røbe, at Kina står med en god mulighed for at vinde det nye månekapløb.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
De gamle romere havde udtrykker ’per aspera ad astra’, som frit oversat betyder ad de trange veje til stjernerne.
Det er et udtryk, som desværre meget præcist beskriver de vanskeligheder, firmaet Blue Origin står overfor efter en meget voldsom eksplosion på rampe 36 på Cape Canaveral, hvor både deres raket New Glenn blev totalt ødelagt og rampen svært beskadiget.
Der er et meget stort pres på Blue Origin, for raketten New Glenn er nemlig central for Artemis-projektet, der skal bringe amerikanere tilbage til Månen, helst inden Kina senest i 2030 vil sende de første kinesere til Månen.
Der er nu kommet en erklæring fra firmaet Blue Origins direktør Dave Limp, som i hvert fald forsøger at skabe en optimistisk stemning, og det kan man da godt forstå.
Det gælder jo om at komme hurtigt i gang igen, så han lægger vægt på, at ikke alt på rampen er totalt ødelagt, så genopbygningen måske kan gå lidt hurtigere end frygtet. Men de fleste eksperter mener, at det er meget usandsynligt, at rampen kan tages i brug igen allerede i år.
Desuden vil Blue Origin indføre en ny metode, der gøre det lettere og hurtigere at transportere New Glenn fra samlehal til startrampe.
Man vil simpelthen køre raketten ud til rampen, mens den endnu ligger ned, og så først rejse den til lodret stilling ude på rampen ved brug af en stor kran. Metoden er fint beskrevet i nedenstående video, og den vil gøre det muligt at opsende flere raketter om året fra rampen, hvilket skulle gøre det lettere at indhente forsinkelserne.
Men så kommer det helt afgørende, der viser, at der en lang vej tilbage. Vi citerer direkte fra erklæringen:
»Vi fortsætter aktivt med at undersøge årsagen til uheldet. Der er omfattende data fra flere kameravinkler og sensorer, hvilket giver os tillid til vores evne til at identificere og korrigere den grundlæggende årsag. Tidlig analyse peger på den nederste del af første trin.«
Kort og godt så ved man endnu ikke, hvad årsagen til eksplosionen er, og det er et stort problem.
Det vi ved er, at de syv store BE-4 raket motorer er monteret på den nederste del af første trin. Hver motor har en løftekraft på 290 ton, så de syv motorer tilsammen kan løfte godt 2.000 ton, hvilket er lidt mere end rakettens startvægt på godt 1.800 ton.
Og er det her, fejlen skal findes, så er der vist kun en meget lille mulighed for, at New Glenn kommer i gang igen så hurtigt, at den kan nå at spille en rolle, når de første amerikanere skal lande på Månen.
Man anser normalt rumfart og rumvidenskab som eksakte videnskaber, men det er kun delvist sandt.
For ingeniørerne er det raketligningen og tyngdeloven, som er de vigtigste love, men når uheld som det, der skete med New Glenn, indtræffer, så er der en ’lov’, som er endnu vigtigere. Det er sætningen ’everything takes longer and costs more’ – eller ’alting tager længere tid og koster mere’.
Netop eksplosionen af New Glenn har skabt et problem, som kræver, at Blue Origin skal træffe beslutninger, som er meget vanskelige, netop fordi man ikke med sikkerhed kan sige, hvor lang tid og hvor mange penge det vil kræve at løse problemet.
Blue Origin har en gang tidligere haft et sådant problem, og her kan man kun sige, at sporene skræmmer.
Blue Origin har i flere år anvendt en meget mindre raket ved navn New Shepard især til korte turistflyvninger 100 km op. Under en ubemandet opsendelse i september 2022 blev nødsystemet pludselig aktiveret, og en kapsel, som i dette tilfælde kun indeholdt instrumenter, blev udløst og landede sikkert.

Man fandt fejlen – det var rakettens forholdsvis lille motor, som havde svigtet. Det var en lille raket, en lille motor og en mindre fejl – men alligevel skulle der gå næsten 15 måneder, før man igen turde tage New Shepard i brug igen i december 2023, og selv da turde man ikke opsende turister.
Hvis man skal til at ændre noget ved de meget større BE-4 motorer, så kan det ikke undgå at tage tid – lang tid og mere tid end man har, hvis New Glenn skal nå at spille en rolle i Artemis-projektet.

Boeings rumskib Starliner er et sørgeligt eksempel på sandheden i sætningen ’alting tager længere tid og koster mere’.
Det begyndte med, at NASA meget gerne ville have to forskellige typer rumskibe til at sende astronauter op til ISS. Filosofien var, at hvis der skete noget med den ene type, så det i en periode ikke kunne flyve, så ville man da have det andet.
Det endte med kontrakter med SpaceX for Dragon-rumskibet og Boeing for Starliner. SpaceX leverede varen til tiden og sendte det første bemandede Dragon-rumskib op til ISS i 2020, og SpaceX har siden da været eneleverandør til NASA. Således fløj Andreas Mogensen til ISS om bord på et Dragon-rumskib.
Boeing var fra starten plaget af tekniske problemer, muligvis på grund af dårlig teknisk ledelse og en undervurdering af de krav, som NASA stiller. Den første ubemandede Starliner blev opsendt i december 2019, men man måtte opgive en sammenkobling på grund af tekniske problemer med rumskibet.
Temmelig meget forsinket blev Starliner 2 så opsendt i maj 2022. Her lykkedes sammenkoblingen, selv om der var problemer med styremotorerne.
Endelig kom så Starliner 3 med to astronauter i juni 2024. De to astronauter kom om bord på ISS, men der havde vist sig så alvorlige problemer med styremotorerne, at NASA ikke turde anvende Starliner til deres returrejse. Det endte så med, at de måtte blive på ISS i 9 måneder, inden der var plads til dem på et Dragon-rumskib.
Igen skulle der rettes ’tekniske problemer’, og nogle af dem er stadig ikke løst. Som eksempel kan nævnes, at NASA stadig ikke er helt tilfredse med de faldskærme, som skal sikre landingen for Starliner.
Derfor tør man ikke engang opsende Starliner 4 med astronauter. Planen er en ubemandet flyvning, som man ikke engang ved, hvornår kan finde sted. Så i forhold til de oprindelige planer nærmer vi os en 10 år lang forsinkelse for projektet.
I virkeligheden kommer Starliner så sent i gang, at den ikke bliver til megen nytte for ISS, der kun skal fungere indtil 2030. Traf Boeing og NASA den rigtige afgørelse ved at holde projektet i live så længe?
Ser vi på New Glenn alene, så er der tre muligheder:
Men New Glenn er ikke hele historien. Meget kommer til at afhænge af, hvor godt det går med de fortsatte afprøvninger af kæmperaketten Starship fra SpaceX. Her er der ikke plads til større uheld, hvis NASA skal tænke på at komme først til Månen.
Et endnu større problem er, at ingen af de to landingsfartøjer, NASA har bestilt fra henholdsvis SpaceX og Blue Origin for at kunne fragte astronauter ned på Månens overflade, endnu har været i rummet, og det giver kun en meget kort tid til at løse problemer, hvis man vil før kineserne.

I sidste ende afhænger det af, hvor meget vægt præsident Trump lægger på at komme før Kina, for lige nu ser det ud til at kræve en meget betydelig indsats både for NASA, Blue Origin og SpaceX at lande på Månen om bare tre år – og det vil helt sikkert kræve flere penge.
Lige nu virker det kinesiske program mere stabilt end det amerikanske, så måske vil de næste måneastronauter flyve til Månen den kinesiske raket Long March 10. Det bliver spændende at se, hvad der sker de kommende måneder.