Dette afgør, om investering i SpaceX er en god idé

I gamle myter er der en historie om, at man kan finde en krukke med guld der, hvor regnbuen ender. Myten er i dag et klassisk symbol på uopnåelige drømme eller illusioner.

Men man blev mindet om myten, da SpaceX gik på børsen. Tusinder investerede i aktier netop på grund af en overbevisning om, at rumfart er en god investering, der kan give et stort økonomisk overskud.

I denne artikel vil vi se på, om denne overbevisning er bedre funderet end den gamle myte om krukken med guld.

Aktiesalget er baseret på en vision om fremtiden, der vil kræve, at SpaceX i virkeligheden bliver et helt nyt selskab.

Hvor ’det gamle’ SpaceX er baseret på deres Falcon-raket og Starlink, skal det nye SpaceX være baseret på raketten Starship, der skal opsende et system af datacentre i rummet, som med tiden kan komme til at omfatte en million satellitter.

Projektet vil kræve, at AI, altså kunstig intelligens, bliver af afgørende betydning for firmaet. Det begyndte i februar ved en fusion mellem SpaceX og en anden af Elon Musks virksomheder kaldet xAI, hvor fokus er på at bygge rumbaserede datacentre.

Det aktionærerne har købt, er i virkeligheden en drøm baseret på to ting:

• Der er guld for enden af regnbuen, forstået på den måde at datacentre i rummet er vejen frem til at kunne tjene styrtende med penge på rumfart.
• Elon Musk er manden, der kan levere varen.

Det kan gå godt, og investorerne kan ende med at blive styrtende rige, men vejen til guldet er lang og har måske også en pris, vi ikke er helt villige til at betale.

Der er naturligvis også nogle, der har købt aktier på grund af Elon Musks visioner om byer på Månen og Mars. Det er da også helt i orden, men uden en meget stor indtjening på datacentre i rummet, så bliver de drømme ikke til virkelighed i en overskuelig fremtid.

Datacentre på Jorden skader miljøet

Der kan angives mange grunde til, at det ikke er en god ide at fylde Jorden med datacentre.

Der er allerede over 10.000 af sådanne centre, og tallet bare stiger og stiger. Alene i Danmark findes omkring 75 datacentre af forskellig størrelse. Mange centre ejes af tech-giganter som Facebook, Google, Apple og Microsoft, så de problemer, datacentre kan skabe, angår i høj grad også Danmark.

Det største problem er det enorme energiforbrug, der i høj grad belaster det lokale elnet. Et stort center kan forbruge lige så meget strøm som 100.000 almindelige huse. Allerede i 2024 gik 1,5 procent af verdens samlede elektricitet til datacentre. 

Det næste store problem er køling. De mange chips på et center skaber store mængder spildvarme, som det er nødvendigt at skaffe bort for at sikre, at centret overhovedet kan fungere. Det sker med kølevand, og det kræver igen, at centret er placeret et sted, hvor der er let og billig adgang til ganske store mængder vand.

Så er der klimaproblemet. Alene det at bygge et datacenter skaber naturligvis et CO₂ -aftryk, men det er nu ikke det værste. Elektronik og andet udstyr skal regelmæssigt udskiftes, og det skaber store mængder affald, som det ikke altid er lige let at genbruge.

Endelig er der et ofte overset problem med støv. Når vi bygger noget, er det umuligt at undgå støv, og det har stor betydning især for datacentre, hvor der hele tiden er sørget for en stor luftgennemstrømning for at holde temperaturen nede.

Det betyder, at fibre, sod, byggestøv, metalliske partikler og alt muligt andet hele tiden bevæger sig gennem centrene, og selv om de enkelte partikler er mikroskopiske, kan konsekvenserne være betydelige. Partiklerne kan nemlig aflejres på de elektroniske komponenter, og det kan give en nedsat køleeffektivitet, som i værste tilfælde kan få elektronikken til at svigte.

Men er rummet løsningen?

Med alle disse problemer er det ikke så mærkeligt, at man har søgt andre udveje, og her har det været naturligt at kigge mod rummet.

Ser vi lige bort fra problemet med at anbringe et center ude i rummet, så har rummet faktisk mange fordele:

Det er muligt at anbringe et datacenter ude i en polarbane, hvor den er næsten konstant i sollys. Sollyset ude i rummet er 36 procent stærkere end her nede på overfladen, og Solens energi er jo gratis, samtidig med at solceller arbejder bedre ude i rummet end på Jorden, hvor skyer jo ret ofte dækker for Solen.

Til gengæld er det ikke så let at slippe af med spildvarmen. Der er jo ingen floder ude i rummet, så den eneste måde er at stråle spildvarmen ud i rummet. Med de mængder spildvarme, der er tale om, betyder det, at et anlæg skal have nogle ganske store radiatorer, som også skal sendes ud i rummet.

Rummet er også meget støvfrit i forhold til luften hernede, og det er også en stor fordel.

Det opvejes dog af, at strålingen ude i rummet er temmelig hård ved elektronikken, især fordi AI er baseret på et stort antal små chips, som til gengæld skal arbejde perfekt sammen. Det kan ikke lade sig gøre, hvis der er en høj risiko for nedbrud skabt af strålingen i rummet.

Man kan købe elektronik, som kan klare strålingen i rummet, men det er en temmelig dyr løsning, når vi taler om at opsende et meget stort antal datacentre.

Men det har ikke afskrækket SpaceX fra at komme med et bud på, hvordan man kan bygge et datacenter i rummet.

Deres bud er en satellit med to enorme solvinger med en samlet længde på 70 meter og en bredde på 20 meter. Det vil sikre en gennemsnitlig elproduktion på 120 kW og i gunstige tilfælde op til 150 kW. Men bare størrelsen giver et problem, hvis man taler om en million satellitter.

Hver satellit dækker et område på 1.400 kvadratmeter. Ganger vi det med en million, bliver resultatet 1.400 kvadratkilometer, hvilket nogenlunde svarer til arealet af Lolland.

Det giver en ganske betydelig sammenstødsmulighed, hvis man vælger baner, hvor der i forvejen findes en del satellitter. Og det er lige, hvad man gør, nemlig polarbaner omkring 600-1.000 km oppe.

Skal man undgå det helt store kaos, skal satellitternes baner styres meget præcist, men det kan ikke undgås, at nogle af de mange satellitter svigter og ikke længere kan kontrolleres – og det kan blive et kæmpeproblem.

Det fører os lige til det frygtede Kessler-syndrom, hvor et sammenstød fører til en masse store og små vragdele, som igen øger risikoen for nye sammenstød. Kessler-syndromet er simpelthen, at denne proces løber fuldstændig løbsk, så hele områder af rummet bliver så fyldt med vragdele, at det er ganske umuligt at opsende nye satellitter.

Hvad der kommer op…

Men det er ikke det eneste problem ved at flytte datacentre ud i rummet. Satellitterne skal jo både op og på et tidspunkt ned igen. Begge dele giver problemer.

Den store Starship-raket udleder ikke mindre end 3.500 ton CO₂ ved en opsendelse samt en masse vanddamp, hvor en del ender oppe i den øvre atmosfære.

Så længe antallet af opsendelser er lille – en opsendelse om måneden – betyder det ikke noget. Men når man begynder at tale om måske mere end en opsendelse om dagen, så kan der være grund til at se på de klimamæssige konsekvenser.

Ved en opsendelse er problemet, at meget CO₂ ender højt oppe i den øvre atmosfære, hvor det kan blive hængende i årevis og derved direkte bidrage til drivhuseffekten. Tilsvarende for vanddampen, som ender i den ellers meget tørre stratosfære.

Når satellitterne er udtjente, er det helt nødvendigt at få dem væk fra de overfyldte baner. Det kan ske ved at lade dem brænde op. Her er man især bekymrede for det aluminium, satellitter indeholder, som kan beskadige Jordens ozonlag. De mange chips i satellitten indeholder også forskellige giftige stoffer.

Her er et punkt, hvor datacentre i rummet er en dårlig ide. Det kan godt være, at det ikke er let at genbruge alle stoffer fra et datacenter på Jorden, men da satellitterne bare brænder op, kan vi slet ikke genbruge noget som helst fra et datacenter i rummet.

De afgørende valg

Om investeringen i SpaceX er en god ide afhænger af to afgørende valg, et kommercielt og et politisk.

Hvis markedet for datacentre i rummet holder, er SpaceX nok et godt sted at investere sine penge. Men det vil kræve, at der også tages hensyn til de miljømæssige konsekvenser ved at opsende så mange satellitter.

I dag er der kun en svag regulering af aktiviteter i rummet, og det giver SpaceX en mulighed for at prøve så godt som muligt at undgå de værste konsekvenser – selv om det nok bliver vanskeligt at sælge datacentre i rummet som et grønt projekt.

Hvis ikke SpaceX og andre firmaer med tilsvarende projekter selv træder i karakter, vil der nok ret hurtigt komme en lovgivning, som kan blive et ret stort problem for hele projektet.

Det andet valg er politisk, nemlig spørgsmålet om vi virkelig ønsker en rumfart, hvor den nattehimmel, vi kender med stjerner, forsvinder, fordi stort det eneste, vi kan se, er et utal af store og små datacentre, som bevæger sig hen over himlen.

Ikke alene mister vi en klassisk naturoplevelse, men det vil også blive stort set umuligt for astronomer at observere rummet hernede fra Jorden.

Desuden vil der være en konstant fare for et Kessler-syndrom, der i værste tilfælde vil gøre det vanskeligt eller næsten umuligt at opsende satellitter til de værst ramte baner. Giver man frit løb, kan rumfarten ende med at blive meget upopulær.

Hvordan problemet skal løses, er ikke til at sige, men konsekvenserne ved at fylde rummet omkring Jorden op med et utal af datacentre er så store, at det bliver nødvendigt med en offentlig debat, om det er den vej, vi ønsker, rumfarten skal gå.