Tapiren er i fare for at uddø i Den Atlantiske Regnskov: »Vil være en katastrofe«

Det er gået den helt forkerte vej med bestanden af den kluntede lavlandstapir, som er i overhængende fare for at uddø i den Atlantiske Regnskov i Sydamerika, hvis der ikke sættes ind.

Faktisk står det så galt til, at den kun kan findes i omtrent 1,78 procent af dens oprindelige udbredelsesområde i skoven, der dækker dele af Brasilien, Argentina og Paraguay, konkluderer et nyt studie, som er udgivet i Neotropical Biology and Conservation.

En af de store trusler for artens overlevelse er, at populationerne bliver mere og mere isolerede, da blandt andet jagt og motorveje holder dem adskilt, hvorfor de får sværere ved at formere sig, advarer forskerne bag studiet.

»Historisk var jagt den vigtigste årsag til udryddelse, derefter skovrydning og nu isolation. Jagt er stadig en trussel i de mindste bestande, men er ikke længere en overhængende trussel i de større,« siger førsteforfatter og ph.d. Kevin Flesher, der er tilknyttet Biodiversity Study Center, Michelin Ecological Reserve i Brasilien, til Videnskab.dk.

»Det betyder, at overvindelse af isolation er vejen frem,« fortsætter han.

\ Læs mere

Forsker med knust hjerte vil redde tapiren

Skovens gartner

Tapiren er kendt for mange ting. Ikke nok med, at det er det største vilde pattedyr i Sydamerika med en kampvægt på op til 300 kilo, så er den også kendt som skovens gartner.

Den fungerer nemlig som et transportbånd for en række af store frø. Den finurlige, lange snude gør det nemt for tapiren at samle græs og bær. Faktisk mæsker den sig i over 100 arter af planter, blandt andet de gule mombins, som er en lille plante, der laver en frugt lidt som en blomme.

Tapirens diæt består af omtrent 50 procent af frugt, og når den er færdig med et festmåltid, bevæger det store dyr sig ud på en vandretur. Når måltidet har lagt sig, tager frøet turen igennem fordøjelsessystemet, ryger ud af den anden ende og spirer i et nyt område.

»Det er almindeligt at finde tapirgødning med intakte og spirende frø,« uddyber Kevin Flesher.

En anden vigtig faktor er, at tapirer bevæger sig over lange afstande og på den måde bærer frø flere kilometer væk fra modertræet.

»Det hjælper planterne med at kolonisere nye levesteder og holder gener i bevægelse hen over landskabet, hvilket hjælper med at undgå indavl. Det er især vigtigt i Den Atlantiske Regnskov, hvor reservater ofte omfatter forladte landbrugsarealer, der ikke har frøbanker af de fleste skovarter. Tapirer bærer frø ind i disse områder og hjælper med at regenerere skoven,« forklarer Kevin Flesher.

\ Læs mere

Dominoeffekt kortlagt: Når dyr uddør, kan planterne ikke følge med klimaforandringerne

Har besøgt 93 reservater

Forskerne har set på 48 populationer af tapirer, besøgt over 93 reservater i Den Atlantiske Regnskov og gennemtrawlet 217 datasæt for at give et bud på, hvordan det står til med populationen – og hvad der skal til for at redde den.

Her fandt de, at arten både er truet af et lavt antal af individer, plus at de dalende populationer fører til et tab af genetisk variation.

Kun omtrent 14 populationer er stadig levedygtige i det lange løb, når begge kriterier regnes ind i ligningen, ifølge studiet.

»Tapirer er det største sydamerikanske pattedyr og spiller en grundlæggende rolle i skoven som frøspreder og til jordgødning,« skriver professor i tropisk økologi Mauro Galetti Rodrigues, der ikke er en del af studiet, i en mail til Videnskab.dk.

»Tabet af tapirer i et helt biom (ensartet, økologisk sammenhæng, der strækker sig over et stort område; red.) vil være katastrofalt for mange store frøplanter, som har tapirerne som deres unikke spredning,« fortsætter Mauro Galetti Rodrigues, der er ansat ved University of Miami og har forsket i, hvordan tapirerne kan være med at øge diversiteten af planter.

\ Læs mere

Forskeropråb: Klimakrisen og biodiversitetskrisen hænger sammen og skal tackles sammen

Kan skabe dominoeffekt

De nye resultater skriver sig ind i større fortælling om, hvordan arter forsvinder for øjnene af os i et rasende tempo. Det er fået flere forskere til at tale om, at vi er vidne til den sjette masseuddøen.

Én ting er, at vi mennesker trækker store veksler på klodens mangfoldighed ved at brede os ud over flere områder på bekostning af arter.

Men når vi taler om biodiversitetskrisen, er det ikke nok blot at fæstne blikket på antallet af udryddede arter. Vi skal også se på, hvordan det går for dem, der stadig lever, og hvad de betyder for økosystemerne.

Tabet af tapirer er ét eksempel på, hvordan arters uddøen kan skubbe på en slags dominoeffekt i økosystemerne.

Omtrent halvdelen af alle plantearter er afhængige af netop dyr til at sprede deres frø. Et nyt studie i Science har netop kortlagt, at dyrespredte planters evne til at holde trit med klimaforandringerne er blevet reduceret med 60 procent globalt som følge af tabet af pattedyr og fugle, der fungerer som et transportbånd for planter.

I tropeområder har fugle og pattedyr en dominerende betydning, når frø skal transporteres til nye områder. For at tage et andet eksempel kan den truede afrikanske savanne-elefant transportere frø helt op til 65 kilometer.

»En af de vigtigste måder, som plantearter håndterer klimaændringer på, er ved at sprede sig til nye områder med passende klimaforhold. Når vi mindsker plantearternes spredningsevne ved at udrydde de dyrearter, der er vigtige frøspredere, så forværrer vi det store pres, der kommer fra de igangværende klimaændringer meget betydeligt,« lød det fra seniorforfatter Jens-Christian Svenning, der er centerleder og professor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

I løbet af de sidste fire årtier er de forskellige bestande af hvirveldyr - altså dyr med en rygsøjle såsom pattedyr, fugle, fisk, krybdyr og padder - faldet med 28 procent i gennemsnit. 16-33 procent af alle arter inden for denne gruppe anses nu for at være truet af uddøen.

\ Læs mere

Forskere: Sådan kan Danmark modvirke den sjette masseuddøen

Grund til optimisme

Hopper vi tilbage til tapirerne i Den Atlantiske Regnskov, er den gode nyhed, at der bliver arbejdet på at få bragt bestanden op. Efter årtiers bevaringsindsats begynder situationen så småt at blive bedre, og resultaterne giver anledning til forsigtig optimisme hos Kevin Flesher.

»På trods af vedvarende udfordringer for bevarelsen af tapirer ser de fleste bestande ud til at være stabile eller stigende, og udsigterne for bevaring af arten er bedre end for flere årtier siden, da de første bestræbelser begyndte,« uddyber Kevin Flesher.

En af udfordringerne er imidlertid, at tapirer har en drægtighedsperiode på 13-14 måneder, og der fødes kun ét afkom ad gangen.

Derfor tager det lang tid at genoprette en bestand, og de reducerede populationsstørrelser kan medføre en stigning i indavl, som fører til for eksempel tab af genetisk variation. I sidste ende forringer det muligheden for tilpasning.

Derfor peger Kevin Flesher på, at man skal blive bedre til at binde reservaterne sammen.

»Det fremtidige arbejde handler om at finde måder at forbinde eksisterende populationer, for eksempel ved at finde ud af, hvordan man kan lave motorvejsinfrastruktur, der gør det muligt for dyrene at krydse motorveje.«

I sidste ende kan det dog blive nødvendigt at flytte nogle af individerne rundt mellem bestande for at opretholde en langsigtet genetisk levedygtighed, forklarer Kevin Flesher.

»Disse løsninger er dyre, så det vil kræve, at man finder kreative måder at finansiere bevaringindsats, at man gør samfund opmærksomme på vigtigheden af ​​at bevare biodiversiteten, og at man gør det til et spørgsmål, der diskuteres under politiske valg.«

»Hvad, der er sandt for tapiren, gælder også for mange andre store pattedyrarter, for eksempel jaguaren, pumaen, kæmpebæltedyret« slutter Kevin Flesher.

\ Læs mere

Genetablering af relativt lidt natur kan redde mange truede dyrearter

\ Læs mere

Biodiversitet: En million arter er truede – men vil det skade mennesket?

\ Læs mere

4 måder: Sådan tackler vi klima- og biodiversitetskrisen samtidigt