At gå i ét med naturen kan være forskellen på liv og død for mange dyr. Så hvorfor har pattedyr ikke grøn camouflage, så de lettere kan gemme sig i skov og græs?
Svaret handler om, hvilke farver kroppen overhovedet kan producere, og om, at verden ikke ser ens ud for alle.
»Først må vi se på, hvor dyrs farver kommer fra,« siger Kjetil Lysne Voje, som er evolutionsbiolog og forsker i, hvordan dyr har udviklet sig til det, de er i dag.
»Farver stammer grundlæggende tre steder fra,« forklarer han.
Kun få farvestoffer i pelsen
Pattedyr med pels og hår bruger et farvestof kaldet melanin.
Måske har du lagt mærke til, at pattedyr ofte har samme farver som menneskers hår?
Det er ikke tilfældigt: »Vi mennesker er jo også pattedyr,« siger Kjetil Lysne Voje.
Melanin, som beskytter mod Solens skadelige UV-stråler, kan kun danne ganske få farver: sort, brun, gul og rødlig.
Alle regnbuens farver
Fugle, fisk, insekter og padder kan derimod have alle regnbuens farver – også grøn. Men farverne skyldes ofte ikke farvestoffer.
»Farverne kan komme fra bittesmå strukturer i overfladen,« siger Kjetil Lysne Voje.
Strukturerne bøjer og splitter sollyset, tag bare glansen i sæbebobler eller på en CD, når lyset rammer den.
»Blåmejsen er et godt eksempel,« forklarer han. Blåmejsens fjer bøjer lyset på en særlig måde, så den ser blå ud.
Har du hørt teorien om, at dinosaurerne var farvestrålende? Det skyldes, at forskere har fundet fossiler med fjer, og netop fjer gør mange farver mulige.
Hår og pels hos pattedyr kan ikke 'lege' med lyset på samme måde.

Bliver ikke grønne af spinat
Flamingoen får sin lyserøde farve fra de krebsdyr, den spiser.
Vi mennesker og andre pattedyr kan spise nok så meget græs og spinat uden at blive grønne.
»Der er ganske enkelt ikke så mange måder for pattedyr at danne farver på,« siger Kjetil Lysne Voje.
Grøn findes ikke i vores farvepalette.

Men kamuflage er da vigtig?
Kamuflage er vigtigt for pattedyr for at undgå at blive spist, men også for at kunne snige sig ind på byttedyr uden at blive opdaget.
»Det har været så afgørende for overlevelsen, at det forklarer pelsfarven hos mange dyr,« siger Kjetil Lysne Voje.
Alligevel har pattedyr klaret sig fint uden grønt. Ifølge Kjetil Lysne Voje er der også ganske få pattedyr, der lever oppe i de grønne trækroner.
»Jorden er ofte brun, så det har været mindst lige så smart at være brun,« siger han.
Og så er der en anden vigtigt ting:
»Dyr ser farver meget forskelligt,« siger Kjetil Lysne Voje.
En brun hare skiller sig tydeligt ud for os mennesker, når den sidder midt i en grøn eng.
»Men dyr har deres eget syn på verden. Hvis de, der jager dig, ikke er særlig gode til at se grønt, så hjælper det måske ikke at være grøn for at gemme sig,« siger han.
Brun kan altså være mindst lige så god kamuflage.
Ét dyr har en slags grøn pels
Der findes dog alligevel ét grønt pattedyr derude.
»Men det er ikke pelsens egen farve. Dovendyret bliver grønt, fordi der lever en masse bittesmå grønne alger i pelsen,« siger Kjetil Lysne Voje.
Han tror dog ikke, at farven giver dovendyret den store fordel.
Rovdyr som jaguarer og pumaer er nemlig ikke særlig gode til at skelne farver. De reagerer mere på bevægelse, og netop hér har dovendyrets langsomhed måske været en fordel.

Et stribet mysterium
Nogle pattedyr har flotte mønstre i pelsen. Forskerne ved ikke altid, hvorfor mønstrene er opstået, men de formoder, at de giver dyrene visse fordele.
Zebraens striber er et af de store mysterier.
»En teori er, at striberne forvirrer stikfluer,« siger Kjetil Lysne Voje. Færre insektbid betyder mindre sygdom blandt zebraerne.

Striberne kan også gøre det sværere for rovdyr at udpege et enkelt dyr, når flokken bevæger sig. For et rovdyr kan en sort-hvid ’væg’ af kroppe være mere truende, forvirrende og mindre overskuelig at angribe.
En tredje teori er, at de hvide striber hjælper zebraerne med at holde temperaturen nede i varmen.
»Vi ved faktisk stadig ikke med sikkerhed, hvad forklaringen er,« slutter Kjetil Lysne Voje.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.





































