Den frygtindgydende rovdinosaur Tyrannosaurus rex havde et kæmpe hoved, stærke kæber - og to små, sølle ‘arme’.
Nu tyder et nyt studie på, at de små arme sandsynligvis ikke var en tilfældighed, men at de muligvis opstod, fordi hovedet og kæberne blev dinosaurens vigtigste våben.
Det skriver University College London i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie.
I det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B, har forskere undersøgt 82 arter af theropoder - gruppen af tobenede rovdinosaurer, hvoraf mange var kødædere, herunder Tyrannosaurus rex.
Forskerne fandt, at korte forlemmer udviklede sig i fem forskellige grupper af de kødædende dinosaurer. Det gjaldt blandt andet tyrannosaurer, som T. rex hørte til.
Ifølge forskerne hænger de små arme sammen med, at dinosaurerne udviklede store og kraftige kranier og kæber.
Det tyder på, at armene ikke bare blev små, fordi dinosaurerne blev større, men at det var, fordi hovedet overtog armenes rolle som angrebsvåben.
Forskerne peger på, at nogle kødædende dinosaurer levede i områder med enorme planteædere, for eksempel ‘sauropoder’. Det er de langhalsede dinosaurer, der kunne blive meget store.

Sauropoderne er betegnelsen for den gruppe af dinosaurer, der er kendt for deres lange halse og enorme størrelse. (Grafik: KoprX/CC 4.0)
Hvis byttet var omkring 30 meter langt, var det ifølge forskerne ikke ideelt at gribe fat med kløerne. I stedet kan det have været mere effektivt at angribe og holde fast med kæberne.
Forskerne understreger dog, at studiet viser en sammenhæng, men at det ikke beviser endeligt, hvad der var årsagen til, at de udviklede små forlemmer.

































