Her i Danmark taler man om 'ghettoer' på en måde, som er usædvanlig i europæisk sammenhæng.
I mere end et årti har begrebet sat dagsordenen for den hjemlige debat om indvandring, integration, og om hvem der i praksis bliver anset for at høre til i det danske samfund.
Det begyndte som et administrativt redskab til at udpege boligområder med sociale udfordringer, og har udviklet sig til et omfattende politisk projekt rettet mod såkaldte 'parallelsamfund'.
'Ghetto' er betegnelsen for boligområder med en høj andel af beboere med baggrund og opvækst som indvandrer eller efterkommer af indvandrere, som skiftende regeringer har beskrevet som værende adskilt fra det øvrige samfundsliv.
I 2010 indførte den daværende regering den første officielle ghettoliste. Listen omfatter almene boligområder med flere end 1.000 beboere, hvor arbejdsløshed og kriminalitet ligger over landsgennemsnittet.
Brugt som politisk kompas
Samtidig indgår kriterier som lav gennemsnitsindkomst, lavt uddannelsesniveau, og hvorvidt mere end halvdelen af beboerne har oprindelse i ikke-vestlige lande.
Siden har disse områder i stigende grad fungeret som et symbol på »mislykket integration« i den politiske debat.
Ghettolisten er blevet brugt som politisk kompas for vidtgående indgreb: Nedrivning af boligblokke, tvangsflytning af beboere og ændringer i beboersammensætningen. Målet har været at 'blande' befolkningen og forhindre det, politikerne betegner som segregation (opdeling af befolkningsrupper på baggrund af for eksempel etnicitet).
Selv om regeringen i 2021 officielt afskaffede betegnelsen 'ghettoområder' og erstattede den med 'parallelsamfund' for at mindske stigmatiseringen, er de grundlæggende kriterier og de politiske konsekvenser for områderne stort set uændrede.
Den første ghetto
For mange uden for Danmark er brugen af ordet 'ghetto' foruroligende. I store dele af Europa er begrebet stadig uløseligt forbundet med en mørk historie: Fra middelalderens jødiske kvarterer til nazismens ghettoer, hvor jøder blev isoleret, før de blev deporteret til udryddelseslejre.
Ordets komplekse historie trækker lange og mørke skygger.
Netop derfor rejser det et oplagt spørgsmål i en dansk kontekst. De almene boligbyggerier var engang et udstillingsvindue for velfærdsstaten: Lyse lejligheder, lav husleje og grønne omgivelser.
Hvorfor er det netop disse steder, der i dag er blevet tillagt et så ladet og politisk eksplosivt begreb?
Som led i min forskning har jeg set nærmere på ghettoens historiske udvikling i Danmark både som begreb og som kulturel forestilling samt på, hvordan betydningen har ændret sig over tid.
Allerede i 1692 dukkede idéen om en ghetto op i en dansk sammenhæng. Det skete, da politimester Claus Rasch foreslog, at Københavns ganske vist meget lille jødiske befolkning skulle samles i et afgrænset område.
I et langt brev til kong Christian 5. argumenterede han for, at alle jøder burde flyttes til Christianshavn. Her mente Claus Rasch, at de kunne fortsætte deres erhverv, men deres daglige liv burde reguleres nøje, så de ikke forstyrrede deres kristne naboer eller gav anledning til 'nogen skandale forargelse'.
Den jødiske bydel, som Claus Rasch forestillede sig, lignede i høj grad de ghettoer, der allerede fandtes i store dele af Europa, og som havde eksisteret i mere end 150 år. Disse ghettoer blev etableret netop for at opretholde en tydelig grænse mellem kristne og jøder, og de var drevet af frygt, fordomme og ønsket om kontrol.
Kongens svar var et klart »nej«. Men omkring 200 år senere, i 1908, begyndte danske aviser alligevel at skrive om en ghetto i København. Denne gang var der tale om et fattigt slumområde i den indre by, i gaderne øst for Kongens Have, som pressen beskrev som etableret af russiske jøder.
Beboerne var i stor udstrækning jødiske immigranter, der var flygtet fra Rusland som følge af religiøs og politisk forfølgelse. Andre var kommet i håb om arbejde og et bedre liv. For mange var opholdet i København midlertidigt. Nordamerika var det endelige mål, og livet i byens slum blev betragtet som et nødvendigt mellemstop.
Aviserne skrev om disse eksotiske borgere, som gjorde sig bemærket i bybillede, med en blanding af nysgerrighed og fascination. De så anderledes ud, talte jiddisch og russisk og levede på måder, der virkede fremmede for den almindelige dansker.
Artiklerne opfordrede dog ikke ligefrem til søndagsudflugter i kvarteret. Tværtimod blev området fremstillet som fattigt og moralsk fordærvet. Kriminalitet, druk og mistænkelige politiske idéer var en fast del af fortællingen.
Med andre ord: Ghettoen blev tidligt beskrevet som et farligt sted.
Skabelser splittelse
Nutidens ghettopolitik eller politik for såkaldte parallelsamfund hviler i høj grad på den samme grundantagelse: At bestemte grupper skal styres, reguleres eller spredes for at bevare sammenhængskraften.
Officielt handler indsatsen om at nedbryde parallelsamfund og styrke integrationen. I praksis har den i vid udstrækning ført til stigmatisering og endog fordrivelse. Familier, der har boet i de samme boligområder i årtier, bliver flyttet – i nogle tilfælde mod deres vilje – for at undgå det, politikerne betegner som 'koncentration' af ikke-vestlige beboere.
I 2024 fastslog EU-Domstolen, at den danske boliglovgivning, som bruges til at omdanne disse områder, udgør forskelsbehandling på baggrund af etnisk oprindelse. Og ved udgangen af 2025 vurderede domstolen, at lovgivningen kan være i strid med EU-retten.
Samtidig bliver Danmark i stigende grad fremhævet internationalt som et forbillede; ikke mindst i Storbritannien, hvor Labour-regeringen ser mod dansk asyl- og migrationspolitik for inspiration.
Men det er værd at se de to systemer i sammenhæng. Boligpolitikken og asylpolitikken bygger på den samme forestilling: At mere kontrol skaber mere sammenhæng.
De danske erfaringer peger imidlertid i en anden retning. I forsøget på at opløse parallelsamfund risikerer man at skabe nye skel og nye former for opdeling i netop det samfund, man ønsker at holde sammen.
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
