Da den britiske regering for nylig annoncerede planer om at kopiere den danske asyl- og udlændingepolitik, blev det præsenteret som et forsøg på at genoprette retfærdighed og genvinde kontrollen.
Årsagen er et stigende pres fra de britiske vælgere og en opfattelse af, at bådflygtninge har skubbet asylsystemet – og Storbritanniens grænser – ud af kontrol.
Men som forsker i migrationsstudier med indgående kendskab til, hvordan det danske system fungerer, finder jeg det bekymrende at kopiere den danske model – og det rejser alvorlige etiske og praktiske spørgsmål.
Det er ikke første gang, Storbritannien og Danmark har ladet sig inspirere af hinanden, når det gælder en stram udlændingepolitik.
I 2022 havde begge lande planer om at sende flygtninge til Rwanda for at behandle asylansøgningerne i et tredjeland. I sidste ende blev planen dog ikke gennemført: Danmark satte initiativet på pause, og den britiske regerings plan blev blokeret af domstolene.
Danmark er blevet ét af Europas mest restriktive destinationer
I Danmark var man engang stolt af landets liberale velfærdsstat og dedikerede indsats for menneskerettighederne.
Men gennem det seneste årti har landet forvandlet sig til ét af Europa strengeste destinationslande for flygtninge.
Faktisk er Danmark det eneste land i Europa, der i stor stil har inddraget flygtningenes opholdstilladelser og det første land til at omlægge lovgivningen fra integration til hjemsendelse.
Jeg har i flere år forsket i Danmarks migrationssystem og interviewet flygtninge, der er blevet ramt.
I min kommende bog, 'Un-welcome to Denmark', gennemgår jeg udlændingelovens bestemmelser om indrejse, ophold og udvisning; en lovgivning, der i perioden 1983–2019 er blevet ændret mere end 100 gange.
Det er et usædvanligt højt antal ændringer, som gør Danmarks udlændingelovgivning til én af de mest hyppigt reviderede i Europa, og det har skabt en næsten konstant usikkerhed for de personer, der lever under den.
\ Læs også
Et strammere system
Vendepunktet for Danmarks asylsystem skete i 2015, da en ændring af udlændingeloven gjorde det muligt for myndighederne at inddrage flygtningestatus, hvis forholdene i hjemlandet blev vurderet til at være forbedret, også selvom forbedringerne var skrøbelige eller usikre.
Mellem 2017 og 2018 mistede omkring 900 somaliske flygtninge deres opholdstilladelse, og i 2019, netop som Socialdemokratiet vendte tilbage til magten under Mette Frederiksen, vedtog Folketinget en lovpakke, der bredt er blevet beskrevet som et 'paradigmeskifte' i dansk flygtningepolitik.
Under det nye og strammere system fik syriske flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus deres opholdstilladelser genvurderet. Alene i 2022 forlod næsten 400 syrere Danmark af frygt for at miste deres flygtningestatus. De søgte beskyttelse andre steder i Europa.
Opholdstilladelser blev inddraget, men flygtningene kunne ikke udsendes, da Danmark ikke havde diplomatiske forbindelser med det daværende Assad-styre.
Derfor blev de placeret i såkaldte udrejsecentre – faciliteter beregnet til personer, der forventes at forlade landet (og hvor forholdene er langt strengere end i almindelige asylcentre).
Nogle af de syrere, jeg talte med, og som var tilbageholdt i centrene, beskrev oplevelsen som ekstremt ubehagelig – nærmest et ikke-liv – tilsyneladende skabt med det formål at presse dem til at rejse frivilligt.
Et liv i limbo
Danmark er blevet foregangsland for en stram, restriktiv udlændingepolitik, og det har medført alvorlige juridiske, etiske og moralske udfordringer.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har for eksempel tidligere fastslået, at Danmark har krænket retten til familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af en stramning af udlændingeloven, der betød, at asylsøgere skulle vente i tre år, før de kunne søge om familiesammenføring.
Sidste år beskyldte EU-Domstolen Danmark for diskrimination, fordi den danske 'ghettolov' forskelsbehandler på baggrund af etnicitet.
Loven gjorde det muligt at massenedrive og omdanne udsatte boligområder i de tidligere såkaldte 'ghettoområder' (nu kaldet 'parallelsamfund'), hvor en stor del af beboerne er immigranter.
Flygtninge, jeg har talt med, fortæller, at de ofte føler, at integration er meningsløs, når de alligevel risikerer at blive sendt ud af landet.
Social isolation og begrænsede rettigheder for asylansøgere er blevet normen. Familier oplever lange ventetider på familiesammenføring, selvom antallet af sager er lavt, og flygtninge må leve med midlertidige opholdstilladelser, der gør det næsten umuligt at planlægge en fremtid.
Systemet er gennem restriktive levevilkår og manglende kontrol over hverdagen tydeligvis indrettet til at afskrække flygtningene fra at slå sig ned i landet, hvilket skaber enorm stress og frygt hos dem, der lever under reglerne.
Hårdt og destabiliserende
Det danske asylsystem viser, hvor langt en (angiveligt) centrum-venstre regering kan gå i at stramme immigrationspolitikken, mens det stadig har succes med at bevare den politiske opbakning.
Socialdemokratiet overtog et i forvejen stramt system, som de har videreført – herunder midlertidig beskyttelsesstatus, revurdering af flygtningestatus og brugen af udrejsecentre.
For Storbritannien, der nu overvejer at indføre en lignende politik, rummer erfaringerne og oplevelserne i Danmark en række advarsler.
Tiltagene kan måske føre til færre asylansøgere, men prisen er høj – både menneskeligt og juridisk: Familier bliver efterladt i uvished, langsigtet planlægning bliver umulig, og livet i udrejsecentrene kan være hårdt og destabiliserende.
Enhver regering, der ønsker at kopiere denne tilgang, bør se ud over statistikkerne og tage de menneskelige oplevelser alvorligt.
Danmarks historie minder os om, at migrationspolitik ikke kun handler om at holde antallet nede, men også om de liv, der bliver formet af tiltagene.
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
