Forsker: Bevar ghettoerne – de fortæller en vigtig historie

Politikerne vil ghettoerne til livs. Derfor skal boligforeningerne bag de 15 hårdeste ghettoområder på den officielle ghettoliste reducere antallet af almene familieboliger med 60 procent inden 2030.

Kravet betyder, at boliger skal rives ned. I nogle tilfælde bygninger, som er renoveret for nyligt.

Der bør sættes spørgsmålstegn ved denne strategi af flere grunde.

• For det første er der ingen sikker evidens for, at ghettoplanen vil virke, når det gælder løsningen af de boligsociale problemer, som den er en reaktion imod (det vender jeg tilbage til om lidt).
• For det andet er tale om tvangsflytning af mennesker fra deres hjem.
• For det tredje er nedrivningerne ikke bæredygtige i et klimaperspektiv.
• Endelig er de almene boligbebyggelser, som kaldes 'hårde' ghettoer, samtidig en væsentlig del af vores fælles kulturarv – de fortæller om fortidens idealer og samfundets udvikling.

Det gælder særligt de største af bebyggelserne: Gellerup, Tingbjerg og Vollsmose.

Ingen klar evidens for, at ghettoplanen virker

For nylig offentliggjorde Transport- og Boligministeriet sin årlige opgørelse over ghettoer og udsatte boligområder. Antallet er ghettoer er faldet marginalt, fra 29 til 28, mens antallet af hårde ghettoer stadig er på 15.

For at være en hård ghetto skal et boligområde have været på ghettolisten i mindst fem år, have mindst 1.000 indbyggere, have en andel af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på over 50 procent samt klare sig mindre godt i statistikker for indkomsts-, uddannelses- og kriminalitetsniveau (se den fulde definition i boksen under artiklen).

Trods flere årtiers kamp mod ghettoer har vi ikke løst problemerne. Og der er rigtig meget, vi endnu ikke ved.

Eksempelvis er det først i år, at Statens Byggeforskningsinstitut har iværksat et 10-årigt forskningsprojekt på Aalborg Universitet, som skal undersøge virkningerne af de massive fysiske omdannelser af de 'hårde ghettoer'.

Vi kan dog se, at de store fysiske omdannelsesprojekter af socialt udsatte almene boligområder ofte medfører, at beboersammensætningen ændrer sig.

En rapport om virkningerne af de fysiske omdannelser af Aalborg Øst – Aalborg Modellen – viser at to ud af tre beboere er fraflyttet boligområderne. Men flyttemønstrene er komplekse og langt fra et entydigt udtryk for at svage beboere får et socialt løft.

Nogle af de svageste beboere flytter måske, fordi de ikke har råd til huslejestigningerne, som følger med områdeløftet.

Andre gange flytter nye mere ressourcestærke beboere ind i nye boligtilbud i området.

Og i nogle tilfælde flytter beboere, så snart de har flere ressourcer og erstattes af nye ressourcesvage beboere. I sidste ende kan man spørge om netop nedrivningsstrategien først og fremmest er udtryk for en udtyndingsstrategi.

LÆS OGSÅ: Forskere: »Lad ghettoerne stå«

Ghettobyggerierne er som en side i en historiebog

Arkitektskolen Aarhus kortlagde i foråret 2019 bevaringsværdierne i de 15 boligområder, som var på 'Liste over hårde ghettoområder' fra december 2018, og som også findes på den nyeste liste af 1. december 2019

Det er normalt kommunerne, som vurderer, hvilke bygninger der er bevaringsværdige ved brug af SAVE-metoden, men mange kommuner har ikke gennemført en sådan registrering. Og hvis de har, har de ofte ikke vurderet bygninger opført efter 1945, hvilket svarer til cirka 91 procent af den almene boligmasse.

Flere udgivelser og projekter afspejler imidlertid den voksende interesse i velfærdsstatens arkitektoniske kulturarv, herunder de almene boliger (se f.eks. her, her, her og her).

Det er ikke nødvendigvis, fordi de enkelte bebyggelser er enestående arkitektoniske værker, selvom den arkitektoniske værdi er væsentlig.

Det er i højere grad, fordi de enkelte boligbebyggelser indgår som led i en samlet national og arkitektonisk kulturarvsfortælling. Ved at betragte de almene boliger i sammenhæng kan man aflæse den enkelte bebyggelse som en side i en historiebog.

De fysiske forhold fortæller om fortidens idealer og om den arkitektoniske, byggetekniske og boligpolitiske udvikling. Næsten alle de 'hårde ghettoer' er opført i perioden 1960-1975.

I denne periode var fremtidstroen stærk, velstandsstigningen markant, og dagsordenen om at få bygget mange boliger hurtigere, mere effektivt og billigere var boligpolitisk i højsædet.

Boligbyggeriet skulle rationaliseres, byggeindustrien udvikles og bygningsdelene præfabrikeres.

LÆS OGSÅ: Parallelsamfund er noget, politikerne har opfundet

Gellerupparken havde jazzklub, teater og svømmehal

Gellerupplanen i Århus opført i 1968-72 var et af datidens mest progressive almene boligprojekter. Den første samlede bebyggelsesplan var enorm med sine cirka 6.000 boliger, hvoraf kun de 1.776 blev opført i Gellerupparken og Toveshøj.

Ambitionen fra både boligforeningen og Boligministeriets side var, at projektet skulle medvirke til at udvikle industrialiseringen af boligproduktionen vest for Storebælt.

Men Gellerup var også en markant bebyggelse på grund af de talrige fælles funktioner, som blev opført for beboerne. Der var blandt andet forretningscenter, hotel, svømmehal, teater, bibliotek, jazzklub, skole, posthus, tennisbaner, kirke, institutioner, kælkebakke, byggelegeplads og nyttehaver.

Disse funktioner er ikke ulig dem, som efterspørges i de store boligområder i dag. Forud for definitionen som ’hård ghetto’ var Gellerup allerede i fuld gang med store fysiske forandringer og boligsociale indsatser.

Der var allerede nedrevet flere boligblokke, en skole og institutioner for at gøre plads til nyt privat boligbyggeri, kommunale arbejdspladser, erhverv og nye vejføringer.

Tanken er, at de boligsociale problemer blandt andet kan afhjælpes ved at ændre Gellerup fra et boligområde til en åben bydel.

LÆS OGSÅ: Professor: Hvad mener politikerne, når de siger 'indvandrere'?

De store planer mødte virkeligheden

Idealet om, at de almene boliger skal være rammen om det gode boligliv er uændret. Det er kernen i bebyggelserne. Men forståelsen af, hvilke fysiske rammer som bedst understøtter dette liv, er ændret markant siden 60'erne og 70'erne. Ligesom vores æstetiske præferencer.

De store boligplaner kom hurtigt i modvind og fik udlejningsproblemer, allerede da de stod færdige i begyndelsen af 70'erne. Blandt andet var den øgede mulighed for, at kernefamilierne kunne realisere drømmen om eget hus, medvirkende til, at børnefamilier med arbejdende forældre ikke flyttede ind som planlagt.

Samtidig betød oliekrisen og arbejdsløshed, at mange af beboerne gled ned af den sociale rangstige, og fra midten af 'fattigfirserne' kunne kommunerne anvise boliger til udsatte borgere i de almene boligområder.

LÆS OGSÅ: 1960’ernes arkitektur var fuld af kreativitet, nyskabelse og gode hensigter

Lad os bevare kulturarven og løse problemerne på én og samme tid

Men hvis disse boligbebyggelser aldrig blev rammen om det gode boligliv, men tværtimod udviklede sig til problematiske ghettoområder, skal de så ikke bare lade livet?

Det er der uden tvivl mange, der mener (jf. politikernes plan for de hårde ghettoer). Men bevaring af bebyggelserne og løsningen af de boligsociale problemer behøver ikke nødvendigvis at udelukke hinanden.

Mange af de foretrukne strategier for fysisk omdannelse af boligområderne medfører ikke nødvendigvis nedrivning.

Man kan for eksempel indpasse nyt byggeri i områderne eller frasælge boliger til private. Eller man kan ommærke eksisterende boliger til almene ældre- eller ungdomsboliger for at sænke procentdelen af almene familieboliger.

Boligområder og byer ændrer sig med tiden, og det skal de også. Men set fra et arkitektonisk kulturarvsperspektiv skal vi helst blot tilføje nye lag til bebyggelserne.

Lag som i fremtiden vil afspejle vores samtid, uden at vi udvisker fortidens. Spørgsmålet er, om vi ikke med de meget radikale projekter, trods gode intentioner, fjerner en væsentlig del af vores fælles historie.

LÆS OGSÅ: Skønhed skal gøre fremtidens bygninger bæredygtige

LÆS OGSÅ: Verdens første ghetto er over 500 år gammel

LÆS OGSÅ: Byområder med indvandrere fravælges af flertallet