Venedig kunne i 2016 fejre et særligt jubilæum. Ikke et, som, du måske tænker, der er den store grund til at kippe med flaget over, men historien bag den jødiske ghetto i Venedig, verdens første ghetto, er mere kompleks, end man skulle tro.
i 2016 var det 500 år siden, at de venezianske myndigheder oprettede ghettoen og dermed gav jøderne lov til at bo i byen, hvilket de ikke havde haft tilladelse til før.
Ghettoen indeholdt derfor en helt grundlæggende dobbelthed – den var både inkluderende og ekskluderende på samme tid.
Det er noget, vi vender tilbage til. Først tegner vi lige et portræt af Venedig, et af datidens store europæiske knudepunkter.
Venedig var en stormagt i Middelhavet
Venedig var en selvstændig sørepublik fra cirka år 700 indtil Napoleons overtagelse i 1797.
Byen var en ganske betydningsfuld magtfaktor, i det område vi i dag kender som Italien. Den havde blandt andet kolonier på den dalmatiske kyst, der nu er Kroatien.
»Det har været en meget rig by, der besejlede store dele af Middelhavet og tjente store penge på handelsvejene,« forklarer Gert Sørensen, lektor i italiensk historie ved Københavns Universitet.
Venedig var som sørepublik vant til at handle med alle mulige folk, og styringen af byen var da også i hænderne på de rige købmandsfamilier.
Man var indstillet på at leve med de mennesker, man handlede med, og der var en åbenhed, der gjorde byen til et kulturelt frirum, fortæller Gert Sørensen og peger blandt andet på antallet af forlag som eksempel.
LÆS OGSÅ: Professor: Hvad mener politikerne, når de siger 'indvandrere'?
Venedig kunne beskytte jøderne for katolske bekymringer
Samtidig havde byen en militærmagt, der gjorde, at den kunne forsvare sin selvstændighed. Flådehavnen, l'Arsenale, var sågar i perioder en af Europas største arbejdspladser, fortæller Gert Sørensen.
Venedig havde altså visse muskler at fægte eventuelle trusler væk med, selv om tiden omkring 1500 var hærget af krig og invasioner fra blandt andet franske konger, der drog på togter gennem Italien.
Byen kunne derfor tilbyde en vis sikkerhed for sine borgere, også i religiøse forhold, som også jøderne nød godt af.
»Nok har man haft den katolske kirke, men den har ikke direkte bestemt dagsorden. Fra den katolske kirkes side har der været en antijudaisme, dog ikke at forveksle med antisemitisme, hvor man har haft en negativ opfattelse af jødedommen som ansvarlig for Kristi død. Her har Venedig kunnet tilbyde et frirum,« forklarer Gert Sørensen,.
LÆS OGSÅ: Forskere: »Lad ghettoerne stå«
Jøderne var blandt andet flygtet fra Spanien
Det frirum var især efterspurgt af jøderne i Spanien i slutningen af 1400-tallet, hvor landet var ved at blive samlet til én stor territorialstat, og hvor man havde generobret de sidste arabiske besiddelser nede i Andalusien.
Som et led i hele denne såkaldte reconquista af spansk jord, fik jøderne i 1492 besked på at konvertere til kristendommen eller forlade Spanien.
Mange valgte den sidste løsning og drog blandt andet mod fyrstedømmet Ferrara i det nuværende Italien og Venedig, flere år inden oprettelsen af den jødiske ghetto i 1516.
De steder, hvor jøderne slog sig ned i Europa, var der ofte lovgivning, der forbød jøderne fast ejendom. Derfor arbejdede de mere med den flydende ejendom, kapital, og de havde en stærk position inden for det daværende finans- og banksystem.
Det var, ifølge Gert Sørensen, noget venezianerne kunne bruge.
»Man kunne godt se nytten af et jødisk mindretal i kraft af deres talenter, kontakter og penge. De var med til at bidrage og styrke den venezianske økonomi.«
LÆS OGSÅ: Ghetto-indvandrere bliver selvstændige
Ghettoen var en pragmatisk løsning
Den lokale regering i byen var ikke desto mindre af den overbevisning, at det stigende antal jøder i byen var noget, man måtte tage hånd om.
Derfor blev ghettoen oprettet officielt den 29. marts 1516.
»Ordet 'ghetto' stammer fra det italienske ord for jernstøberi, fordi der i det område i Venedig, hvor jøderne blev pålagt at bo, lå et jernstøberi,« fortæller Cecilie S. Schrøder Simonsen, der er ph.d.-studerende i jødiske forhold på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet.
Oprettelsen af ghettoen lader dog ikke til at være en beslutning, vi i vore dage skal blive alt for forarget over:
»Jeg ser det her som en meget pragmatisk løsning,« siger Gert Sørensen.
»Der har måske været en vis usikkerhed over for det fremmede, men jøderne blev også set som en ressource. Man lukkede af om aftenen, hvor de skulle være tilbage, hvorimod de om dagen kunne være rundt i byen og drive deres forretninger,« fortæller han.
Her støder vi altså på dobbeltheden, som blev nævnt i begyndelsen. De venezianske magthavere ekskluderede jøderne fra at bo sammen med andre venezianere, men gav samtidig jøderne et sted at bo og lov til at deltage i samfundslivet.
LÆS OGSÅ: Ghettoer får indvandrere til at stemme
Gule symboler viste, at de var jøder
Cecilie S. Schrøder Simonsen er enig med Gert Sørensen i, at der er en klar dobbelthed i oprettelsen og udviklingen af den jødiske ghetto i Venedig.
Hun fortæller, at der blandt andet var restriktioner på, hvilke erhverv jøderne måtte udføre, da de kun fik lov til at drive pantevirksomhed, der blandt andet vil sige at stå for udlån af penge, handle med tekstiler og praktisere medicin.
Og mens jøderne godt måtte forlade ghettoen om dagen, skulle de stadig markere udadtil, at de var jøder.
»Det gjorde jødiske mænd ved hjælp af en gul cirkel, som var syet ind i deres overtøj, mens kvinderne havde et gult tørklæde, de kunne tage på, når de bevægede sig uden for ghettoen,« siger Cecilie S. Schrøder Simonsen.
Symbolerne på anderledesheden og begrænsningerne var dog samtidig også med til at præge jødernes liv i ghettoen i en mere positiv og modstandsdygtig retning. Ghettoen nåede sit højdepunkt omkring 1650, hvor der boede omkring 4.000 jøder i Cannaregio-bydelen i det nordlige Venedig.
Jøderne fik ikke tilladelse til at udvide deres boligområde, så de måtte bygge huse oven på huse, og med bygningen af synagoger blev ghettoen et kulturelt og kosmopolitisk jødisk mødested, fortæller Cecilie S. Schrøder Simonsen.
»Ghettoen fungerede på flere måder som et åndehul, et religiøst fristed, hvor jøder kunne praktisere deres tro åbenlyst og uproblematisk. At den var aflukket havde den effekt, at ghettoen blev et trygt sted at være, fordi indtrængende blev holdt ude,« forklarer hun.
LÆS OGSÅ: Unge i ghettoen gider ikke drikke sig i hegnet
Ghettoen har stor betydning for jødisk kultur
Ghettoen har sat et vedvarende aftryk i jødisk kultur, men ligesom årsagerne til og virkningen af dens oprettelse var præget af en dobbelthed, har den haft en tilsvarende rolle i den jødiske historie og erindring.
Cecilie S. Schrøder Simonsen forklarer, at ghettoen i Venedig gik fra at være et symbol på social og politisk undertrykkelse til at kunne fremkalde nostalgi hos moderne jøder, i takt med at jøderne blev mere accepteret i Europa.
Det er en tendens, der kan spottes i løbet af 1800-tallet, hvor ghettoen derfor også kunne bruges politisk.
»I vesteuropæisk kunst og litteratur blev ghettoen pludselig associeret med nogle positive værdier som ensartethed og autencitet,« forklarer Cecilie S. Schrøder Simonsen.
»På den måde blev ghettoen brugt som et politisk redskab og en målestok for, hvor langt jøderne var nået med den samfundsmæssige modernisering og ligestilling i Vesteuropa. Ghettoen satte altså for alvor vedvarende spor ved at være til stede politisk og kulturelt, dér hvor den fysisk var forsvundet og murene revet ned,« fortæller hun.
Da Napoleon satte en stopper for republikken Venedig i 1797, rev han samtidig portene til ghettoen ned.
Under det senere østrigske herredømme blev jøderne dog stadig holdt indespærret, og det var ikke før 1866, da Venedig blev indlemmet i den dengang nye italienske stat, at jøderne fik deres frihed.
Der er stadig masser af jødisk liv i Cannaregio-bydelen i Venedig i dag. Blandt andet kan man støde på et museum, et bibliotek og flere kosher-madbutikker.
LÆS OGSÅ: Parallelsamfund er noget, politikerne har opfundet
LÆS OGSÅ: Forbløffede forskere: Venedig synker stadig
LÆS OGSÅ: Hvordan opstod Hitlers jødehad?
