Forskningsformidling skal ud af de tørre tidsskrifter

Blandt forskere er der en sætning, som ofte gentages: ‘publish or perish’ – eller på dansk ‘udgiv eller forsvind’.

Hvert år udgives millioner af forskningsartikler, antologier, bøger og doktorafhandlinger på tværs af kloden og inden for alle discipliner.

Hvert år stiger denne produktion med ca. tre procent.

Det kan have at gøre med, at der globalt set kommer flere forskere til, men derudover er der spørgsmålet om, hvorfor det er så vigtigt at publicere.

Publicer din forskning eller du er ude

En begrundelse er, at den viden, man generer, skal mangfoldiggøres, så den kommer flest muligt mennesker til gode.

En anden begrundelse er, at ‘publish or perish’-tankegangen er et grundvilkår for, om en forsker kan opnå eller fastholde en akademisk stilling.

Som redaktøren for det engelsksprogede akademiske tidsskrift Science and Education for nylig – og ganske tankevækkende – skrev i en leder: »Enten publicerer du som en vanvittig, eller også er du ude af konkurrencen.«

Udsagnet blev fulgt op med det relevante spørgsmål: »Men er publicering det eneste, der gælder?«

Spørgsmålet bør mane til eftertanke og forandring. Det er ikke sådan, at publicering i fagtidsskrifter eller akademiske bøger er irrelevant, men det er på tide, at andre typer af formidling får mindst lige så fremtrædende en rolle i forskningsformidlingen.

Forskningsbaserede film vinder frem

Forskere bidrager allerede med deres viden på en række forskellige platforme. De skriver til aviser, deltager i eller bidrager til teaterstykker, udstillinger og dokumentarfilm.

Film har for eksempel potentiale til at nå et meget bredere publikum end akademiske artikler (også fordi det ofte koster penge at få adgang til artikler, hvis man ikke er ansat eller indskrevet ved en institution).

Forskningsbaserede film, der gennem en stærk fortælling i ord og billeder tager fat i kompleks viden, kan bruges i klasseværelset, til konferencer og sendes på tv. Det kræver dog samarbejde med dygtige filmfolk, for dygtige forskere er ikke nødvendigvis dygtige fortællere.

Forskning skal ud til den bredere befolkning

Den slags samarbejde bidrager til en demokratisk proces og bør, i modsætning til nu, anerkendes i forskningsmiljøer mere end som et spændende appendiks til en forskerprofil.

Det handler om at give forskeren mulighed for ikke kun at fokusere på formidling til en snæver kreds og sin egen karriere.

Så længe mere alment tilgængelige former for formidling ikke anerkendes inden for forskningsinstitutioner og forskningsmidler som meritgivende, er der meget væsentlig viden, der ikke kommer ud til den bredere befolkning på interessant vis.

Behov for nye former for forskningsformidling

Vi har brug for ændringer af formen for forskningsformidling af flere forskellige grunde:

1. God forskning skal formidles til alle

For det første fordi god forskning skal formidles til alle de dele af menneskeheden – både nationalt og globalt – som kan have gavn af den. Markedet af forskningsartikler er efterhånden så gigantisk, at langt de fleste artikler læses af meget få andre – og de få er typisk selv forskere.

2. Man skal vælge den type formidling, som passer til stoffet
   Forfatternes egne formidlingsformer

   Både Garbi Schmidt og Sine Plambech bevæger sig jævnligt uden for tidsskrifterne med deres formidling.De optræder begge hyppigt som eksperter i medierne, og foruden ‘Becky’s Journey’ har Sine Plambech også været manuskriptforfatter på ‘Fra Thailand til Thy‘ og medinstruktør på ‘Mission kvindehandel‘, som alle er baseret på hendes forskning. Garbi Schmidt afholder guidede ture på Nørrebro, hvor hun fortæller om sin forskning i kvarterets indvandringshistorie og har derudover skrevet flittigt her på Forskerzonen.

Forskningspublicering i form af en film, en radiomontage, en podcast, en udstilling, samspil mellem skrevne ord og film eller andre kreative udtryk behøver ikke nødvendigvis gøre resultatet og formidlingen mindre akademisk relevant eller mindre valid. Der er blot tale om, at man som forsker har mulighed for at vælge den type af formidling, som passer bedst til det stof, man ønsker at formidle.

3. Forskningsklimaet fremmer dårlige tidsskrifter

Derudover har den ensidige fokus på publicering, ikke mindst i tidsskrifter, som resultat, at der både findes rigtigt gode og rigtigt dårlige tidsskrifter. Den første kategori er selvfølgelig fin – den anden kategori en katastrofe.

Forskere kan være så desperate i deres kamp i ‘publish or perish’-møllen, at de blot vælger et tidsskrift, fordi det er fagfællebedømt, og man derfor kan sætte det på sit cv. Det skaber et marked, hvor forskning, der ikke burde publiceres, bliver det.

4. Publiceringsræset mindsker forskernes kreativitet og innovation

Endelig kan man stille sig selv spørgsmålet: hvor lang tid tager det at få en god idé, udvikle den og skrive om den på en måde, som er værd at læse og lære af?

Når forskere tvinges til at skrive ‘som vanvittige’ for at gøre sig i det akademiske spil, går det beviseligt ud over kreativitet og innovation. Man har mindre tid til at tænke nyt og fortsætter blot i det gamle spor, fordi det er det letteste.

Nye retningslinjer for forskningsformidling

Dette indlæg er ikke ment som en kritik af de mange forskere i Danmark, som hver dag slider for at publicere god og meningsfuld forskning.

Men det er en opfordring til, at de personer, som udstikker retningslinjer for forskernes arbejde – det være sig forskningsinstitutioner og -ledelser, forskningsråd og politikere – tør lade os tænke og formidle anderledes og uden for rammerne af det skrevne.

Til at lade os tænke i kvalitet og nyskabelse snarere end smal formidling inden for et enkelt felt.

Det vil både kunne bringe forskningen fremad. Men det vil helt sikkert også give mulighed for, at forskning får en mere tydelig bidragende rolle i samfundet, der gør forskning mere interessant og vedkommende for ungdommen og befolkningen som helhed.

Hvad har vi at tabe?