Hvor ofte har du åbnet din telefon og fundet ind på et socialt medie uden rigtig at tænke over det?
Som om dine fingre har taget føringen uden helt at have din bevidsthed med inde over.
Ovennævnte kaldes digital distraktion, og jeg begyndte at studere fænomenet i 2013. Dengang var der megen snak om ’digitale indfødte’, der tilsyneladende var gode til at multitaske og blev mere motiverede af bærbare computere end via gammeldags undervisning.
Jeg mente, at denne retorik var alt for rosenrød og optimistisk, og i mit ph.d.-projekt valgte jeg derfor at zoome ind på én af skyggesiderne ved teknologier i klasselokalet, nemlig den digitale distraktion.
I løbet af min forskning fandt jeg ud af, at en stor del af denne distraktion foregik på et førbevidst niveau.
De unge gik på Facebook uden at tænke over det. Det var ikke noget, de bevidst tilvalgte, og de gjorde det hverken, fordi de var dumme, eller fordi de var dovne.
De var blot vant til at håndtere computerne på specifikke måder, som også ’sad i fingrene’ på dem, når de var i skole.
»Det er bare F, A, fordi det er Facebook, og så Enter,« som gymnasieeleven Karen forklarede mig, idet hun indtastede bogstavkombinationen i luften foran sig.
Jeg valgte at kalde dette – for mig meget genkendelige – fænomen for vanemæssig eller ’habituel’ distraktion.
Da jeg afleverede min afhandling i 2017, håbede jeg, at en påpegning af sådanne impulsive, uovervejede og ofte utilsigtede dynamikker kunne være med til at udfordre og nuancere den ensidige teknologioptimisme.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Fra rosenrøde visioner til dystopisk sortsyn
I 2017 skete der dog også en række andre ting, der tilsammen vendte den rosenrøde retorik omkring digitale teknologier fuldstændig på hovedet.
I USA udgav professor i marketing Adam Alter bestselleren ‘Irresistible’ med den illustrative undertitel ’The Rise of Addictive Technology and the Business of Keeping Us Hooked’.
Herhjemme udgav læge Imran Rashid bogen ‘SLUK‘, som introducerede begrebet ’digitale junkier’.
Flere års opsparede frustrationer fik pludselig stemme og sprog, og det blev nu taget for givet, at digitale teknologier var sammenlignelige med narkotika.
I 2018 bragte Information således en artikel med den bombastiske overskrift ’Børn er teknologiafhængige – og skoler er pusherne’, mens Weekendavisen i 2019 bragte et stort interview med Michel Desmurget, hvori den franske neurobiolog sammenligner skærme med kokain og hævder, at skærmene gør børn fede, syge og dumme.
Fra ’likes’ til tvangspræget adfærd
Den grundlæggende idé bag denne ’neurobehavioristiske’ kritik er, at når vi modtager en notifikation eller et like, så udløses neurotransmitteren dopamin (også kaldet lykkehormonet) i hjernens belønningscenter.
Denne kemiske belønning forstærker vores adfærd og gør os tilbøjelige til at gentage adfærden for at opnå belønningen igen.
Over tid vil disse små dopamin-loops således danne grobund for en tvangspræget adfærd, hvor vi konstant søger hen imod digitale teknologier i en evig jagt efter det næste digitale fix. Her skulle vi altså have den videnskabelige forklaring på digital distraktion.
Bag denne proces står techgiganterne, der styrer vores adfærd ved hjælp af motiverende eller ’persuasive’ design. Den fremtrædende teknologikritiker Tristan Harris har ligefrem hævdet, at disse firmaer har kapret vores sind.
Vi er med andre ord blevet reduceret til laboratorierotter i techgiganternes bur.
Problemer ved afhængighedsretorikken
Man skulle tro, at jeg som psykolog og forsker ville være glad for at få denne teknologikritiske agenda på bordet, og det var da også en befrielse, da der pludselig opstod plads til tvivl, skepsis og kritik i samfundsdebatten om digitale teknologier.
Ikke desto mindre ser jeg nogle alvorlige problemer ved afhængighedsretorikken, hvilket jeg har forsøgt at beskrive i forskningsartiklen ’Beyond the rhetoric of tech addiction: why we should be discussing tech habits instead (and how)’, som kan tilgås gratis via linket.
Allerede i 1896 protesterede filosof John Dewey imod idéen om, at en given stimulus (for eksempel teknologi) automatisk og ufravigeligt udløser en given respons (eksempelvis dopamin).
Denne stimulus-respons-tankegang er nemlig ude af stand til at forstå meningsfuld menneskelig adfærd som andet end en række mekaniske ’spjæt’.
Det er måske en lidt langhåret og videnskabsteoretisk indvending, så lad os kigge på nogle andre, mere åbenlyse problemer med retorikken omkring teknologiafhængighed.
For det første er retorikken meget inkonsistent.
Hvis techgiganterne virkelig er i stand til at kapre vores sind, som kritikerne påstår, så har vi vel tabt slaget på forhånd? Hvis vi med andre ord er komplet forsvarsløse mod techgiganternes lumske design, hvad nytter det så, at selvhjælpsindustrien bliver ved med at pumpe nye bøger ud? Er en sådan ’selvhjælp til de hjælpeløse’ ikke et logisk paradoks?
Nej, der er altid noget at stille op, og selvom vi skal være ekstremt kritiske over for techgiganternes overvågningskapitalisme, så har de altså ikke knækket koden til det menneskelige sind og reduceret os til rene marionetdukker.
Afhængighedsretorikken er desuden yderst inkonsekvent.
Hvis der virkelig er tale om ‘digital narko’, som kritikerne påstår, hvorfor indebærer deres løsningsforslag så altid lavpraktiske (og i øvrigt ganske fornuftige) strategier, så som at få mobiltelefonen ud af soveværelset eller at sætte sine devices på ’flytilstand’ frem for mere radikale tiltag såsom lovforbud?
Førnævnte Desmurget foreslår eksempelvis en kraftig begrænsning af børns adgang til skærme.
Men hvis han har ret i, at skærme er sammenlignelige med kokain, så kan forældre vel ikke tage til takke med en selv meget begrænset adgang til skærme? Det ville jo svare til at sige, at ens børn bare ikke må få for meget kokain.
Sygeliggørelsen af menneskelige problemer
Udover disse interne svagheder, så er afhængighedsretorikken også enormt sygeliggørende eller ’patologiserende’.
Herhjemme er psykolog Svend Brinkmann blevet kendt for sin kritik af tendensen til at sygeliggøre menneskelige problemer ved at anskue dem gennem et psykiatrisk prisme.
Hvor vi før var nervøse, har vi nu angst; hvor vi før var triste, er vi nu deprimerede; og så videre.
Idéen om teknologafhængighed er en naturlig forlængelse af denne patologiserende logik.
Men bør vi ikke være mere varsomme med at kategorisere hele generationer og befolkningsgrupper som ’digitale junkier’? Skal de næsten tre milliarder Facebookbrugere virkelig sidestilles med narkomaner? Eller bør vi i stedet reservere denne slagkraftige retorik til de (heldigvis få) individer, hvis liv faktisk lider under et tvangsmæssigt forbrug af teknologier?
Tilbage til den leverpostejsfarvede virkelighed
Hvis afhængighedsbegrebet er behæftet med så alvorlige problemer som her antydet, hvad gør vi så?
At ignorere teknologiens skyggesider er ikke en gangbar løsning. Igennem min egen forskning har jeg i stedet forsøgt at slå et slag for det gode gammeldags begreb om vaner.
Vanebegrebet har på sin vis samme forklaringskraft som afhængighedsbegrebet, idet det rummer mange af de samme kvaliteter, som kritikerne forsøger at indfange:
- Vaner er førbevidste og foregår så at sige ’under’ vores bevidste beslutningsprocesser
- Vaner kan være svære at ændre på eller bryde med
- Visse af vores vaner – vores dårlige vaner eller vores laster, som man også kalder dem – strider mod vores bevidste mål og værdier
I artiklen har jeg en yderligere mellemregning, som jeg kort vil skitsere her:
Visse psykologer er nemlig begyndt at forstå digital distraktion som et udslag af vaner, men disse psykologer har en uheldig tendens til at portrættere bevidste valg som ’modgiften’ mod vores vaner.
Men det er en forfejlet glorificering af bevidste valg.
Læringsforskning viser nemlig, at når man bliver rigtig god til noget, så viger bevidste valg til fordel for mere intuitiv ageren (tænk på køreskoleeleven, der er smerteligt bevidst om alle sine handlinger, mens den garvede bilist bare kører).
Vanebegrebet rummer altså både gode og dårlige aspekter, og den afgørende skelnen bør derfor ikke stå mellem bevidste valg og førbevidste vaner, men mellem gode vaner og dårlige vaner.
En mere jordbunden diskussion af digital dannelse
Med denne vigtige nuancering på plads kan vi nu støtte helhjertet op om vanebegrebet.
Vanebegrebet bevarer den kritiske stillingtagen i den forstand, at uanset om vi diskuterer teknologiafhængighed eller dårlige teknologivaner, så ligger der en bedømmelse af det omtalte fænomen som noget uønskværdigt.
Vanebegrebet har dog den fordel, at det kapper de sensationsprægede associationer til kanyler og stofmisbrugere. Pointen er således at erstatte moralsk panik med en mere jordbunden diskussion af vores samfundsmæssige normer for teknologibrug.
Vanebegrebet rummer i den forbindelse en afgørende nuancering:
Det giver ingen mening at skelne mellem ’god’ og ’dårlig’ afhængighed, men det gør det med vaner.
Hvor teknologiafhængighed skal knækkes og elimineres, skal gode teknologivaner trænes og kultiveres. Vanebegrebet åbner dermed for en vigtig diskussion af digital dannelse.
