Det ser ikke godt ud for vores kærlighedsforhold. Skilmisseprocenten i USA ligger omkring 40 procent, men det fortæller ikke hele historien.
Mange forhold ligger nærmest på intensivafdelingen.
Ifølge en spørgeundersøgelse, udført af National Opinion Research Centre, udtaler 60 procent af personer i et parforhold, at de ikke er videre tilfredse.
I skurkerollen er de sædvanlige gerningsmænd; pengeproblemer, et mangelfuldt sexliv og forældreskabet.
Men nu er en helt ny skurk dukket op på scenen – mobiltelefonen.
Vi bliver ‘phubbet’, men ‘phubber’ også selv
For nylig udførte min kollega Meredith David og jeg et studie, der udforskede, hvor ødelæggende smartphones kan være for et forhold.
Vi koncentrerede os om et fænomen, der bliver kaldt ‘phubbing’ (en sammensætning af de engelske ord ‘phone’ og ‘snub’ eller på dansk; ‘telefon’ og ‘at ignorere’ eller vende den kolde skulder til, red.)
‘Phubbing’ er en betegnelse, der beskriver den ødelæggende effekt, det har på parforholdet, når den ene afviser eller ignorerer den anden til fordel for mobiltelefonen.
Tjekker mobiltelefonen 150 gange om dagen
Flere og flere af os bruger de opmærksomhed-opslugende mobiltelefoner – den typiske amerikaner tjekker sin smartphone hver 6,5. minut.
Det svarer til cirka 150 gange om dagen, så det er ikke så mærkeligt, at ‘phubbing’ er blevet en kilde til konflikter.
For eksempel udtalte 70 procent af deltagerne i et studie, at ‘phubbing’ skader deres evne til at interagere med deres kæreste eller ægtefælle.
De fleste af os kender godt følelsen af at blive ‘phubbet’.
Vi er lige midt i en sætning, og så lægger man mærke til, at kæresten eller ægtefællens opmærksomhed er et helt andet sted.
Vi er måske også selv skyldige i lige at smugtjekke Facebook, selvom vi faktisk sidder og taler med vores bedre halvdel.
Kilde til konflikt i forholdet
Min forskerkollega og jeg ønskede at afdække, hvilke effekter denne form for forstyrrelser har på vores forhold.
Vi bad 175 voksne fra hele USA, der alle var i faste parforhold, om at udfylde vores spørgeskema.
De blev bedt om at udfylde vores ‘Partner Phubbing Scale’, der målte, hvor ofte de følte sig ‘phubbede’ af deres partner.
Spørgsmålene lød for eksempel:
- Min partner placerer sin smartphone, hvor han/hun kan se den, når vi er sammen
- Min partner bruger sin smartphone, når vi er ude sammen
Forsøgsdeltagerne svarede også på, i hvor høj grad smartphonen var en kilde til konflikt i forholdet.
Deltagerne skulle desuden bedømme, hvor tilfredse de var i forholdet, hvor tilfredse de var med deres liv, og om de var deprimerede.
Konflikter havde effekt på tilfredsheden i forholdet
Vi fandt, at mobiltelefonerne kan lægge en kæmpe dæmper på forholdet – faktisk rangerer det helt oppe blandt pengeproblemer, sex og børn, når det drejer sig om, hvad der skaber konflikter i et parforhold.
Forsøgsdeltagerne, der rapporterede, at de blev ‘phubbet’, rapporterede også flere konflikter, der involverede smartphones end de forsøgsdeltagere, der følte sig knap så ‘phubbede’.
Ikke så overraskende havde de mange mobiltelefon-relaterede konflikter også en negativ effekt på, hvor tilfredse forsøgsdeltagerne følte sig i forholdet.
Noget så tilsyneladende uskyldigt som at bruge en smartphone, når kæresten eller ægtefællen er tilstede, underminerer forholdet, og det kan skabe en dominoeffekt.
Den lavere tilfredshed med forholdet leder til en lavere tilfredshed med livet og i sidste ende til højere niveauer af depression.
Vores undersøgelse viste også, at vi er mindre tilbøjelige til samlet set at være tilfredse med livet, hvis vi ikke er lykkeligt forelskede.
Vi er også mere tilbøjelige til at rapportere, at vi er deprimerede.
\ Læs mere
To mulige forklaringer på den ødelæggende effekt
Hvorfor har ‘phubbing’ en så ødelæggende effekt på parforholdet?
Det er der mindst to forskellige forklaringer på.
Ifølge ‘Displacement Hypothesis‘ (fortrængningshypotese, red.) fortrænger (eller reducerer) mobiltelefonerne et mere meningsfyldt samvær med partneren, hvilket svækker forholdet.
Den anden forklaring har jeg navngivet ‘Smartphone-konflikt-teorien‘. Kort fortalt er mobiltelefonen årsagen til konflikter og fører til skænderier. Skænderierne underminerer vores tilfredshed med vores partner og vores forhold.
Så hvad kan vi stille op?
Selvom vi lader, som om det ikke går os på, gør det alligevel ondt, hver gang vi bliver ‘phubbet’ af vores kæreste eller ægtefælle, for på en måde vælger de jo deres mobiltelefon fremfor os.
Vi ender med at føle os mindre vigtige, og forholdet føles også mindre trygt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.