Mange muslimer i Danmark kunne aldrig drømme om at sende deres forældre på plejehjem eller få kommunal hjemmehjælp. De foretrækker selv at passe de ældre derhjemme, kan du læse i en tidligere artikel på Videnskab.dk.
I muslimske familier får syge ældre masser af omsorg. Men der er også ulemper ved, at især døtre, svigerdøtre og ægtefæller går derhjemme og passer dem, siger Mikkel Rytter, som står bag et stor et stort etnografisk forskningsprojekt om ældrepleje i muslimske familier.
»En af grundene til, at nogle kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, kan være, at de tager sig af deres ældre i eget hjem,« siger Mikkel Rytter, der er professor MSO på Aarhus Universitets Institut for Antropologi.
»Man kan ikke have et 37 timers arbejde, hvis man både skal passe en dement mor og sine børn,« tilføjer professoren.
En niche på arbejdsmarkedet
Mikkel Rytter og kollegaer har undersøgt, hvordan familier med flygtninge- og indvandrerbaggrund bruger en ordning, som giver mulighed for, at de gennem kommunen kan få ansat et familiemedlem til at tage sig af plejekrævende ældre.
I ordningen, som er beskrevet i Servicelovens §94, får den selvudpegede hjælper løn af kommunen for det antal timer, det vurderes, at ældreplejen tager, i stedet for at den kommunale hjemmepleje udfører jobbet.
\ Om forskningsprojektet
Forskningsprojektet om ældreomsorg i familier med flygtninge- og indvandrerbaggrund er lavet af forskere fra Aarhus Universitet og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE.
Projektet, som er støttet af Velux Fonden, kaldes AISHA, som står for 'Ageing Immigrant and Self-appointed Helper Arrangements.'
Det består af en række etnografiske feltstudier, hvor forskerne har interviewet og observeret familier med indvandrer- og flygtningebaggrund, der bruger §94-ordningen. Forskerne har også lavet interviews med de visitatorer i kommunerne, der vurderer de ældres plejebehov og ansætter de selvudpegede hjælpere.
Oftest er det en ægtefælle, datter eller svigerdatter, der bliver ansat som selvudpeget hjælper, fortæller Mikkel Rytter.
»Det er en niche på arbejdsmarkedet, men der er en del med flygtninge- og indvandrerbaggrund, som finder muligheden fordelagtig,« siger han og tilføjer:
»Som udgangspunkt er der utrolig meget win-win ved ordningen, fordi familierne på den måde kan få ældreplejen til at fungere i hverdagen uden at være tvunget til at sende deres forældre, som måske ikke taler særlig godt dansk, på plejehjem eller få fremmede til at passe dem.«
Ordningen er ikke problemfri
Men §94-ordningen giver også udfordringer, afslører det etnografiske projekt, hvor forskerne har besøgt og interviewet familier, der bruger ordningen. Isolation er en af dem.
»Forestil dig en kvinde, der har passet sin mor i syv år. Når moderen dør, har hun ingen kompetencer, hun er ikke blevet opkvalificeret, har ikke fået hjælp til karriereplanlægning og har intet netværk. Så er det svært at få job,« siger Mikkel Rytter.
Forskningen, som er publiceret i en række videnskabelige artikler og en rapport, viser, at der er problemer med:
- Manglende kontakt til arbejdsgiver: I nogle tilfælde går der år imellem, at de selvudpegede hjælpere i muslimske familier får besøg af kommunen, som har ansat dem. Mange kommuner ved derfor ikke ret meget om, hvad der foregår i familierne.
- Arbejdsmiljø: Ofte følger ingen op på, om de selvudpegede hjælpere løfter rigtigt, så de ikke bliver fysisk overbelastede. Ej heller om de har de rigtige hjælpemidler, og om arbejdsmiljøet i det hele taget er i orden bag hjemmets fire vægge.
- Isolation: Ofte er det svært for de selvudpegede hjælpere at have arbejde ved siden af, fordi plejen af den ældre ligger spredt ud over hele dagen. Ofte arbejder de mange flere timer, end de får løn for. I nogle tilfælde betyder det, at de er isoleret fra arbejdsmarkedet i årevis i et hjem, hvor der ikke tales dansk. De får hverken efteruddannelse eller kollegial sparring.
Hjælpere stod pludselig uden noget
En af Mikkel Rytters kollegaer har i 13 måneder været flue på væggen hos 16 arabisk-muslimske familier, der bruger §94-ordningen.
Forskeren, Abir Mohamad Ismail, fortæller, at fire af hendes ældre og plejekrævende informanter døde, mens hun var i gang med feltarbejdet.
»Så stod deres hjælpere pludselig uden noget. Jeg har stadig kontakt til dem, og jeg ved, at de har det svært. De har ikke fået opkvalificering eller hjælp til at finde noget andet, og det er et stort problem, synes jeg.«
»De fleste selvudpegede hjælpere er i 40’erne og 50’erne. De siger selv, at de kan mange ting, og at de kan multitaske. De er omsorgspersoner for de ældre, deres børn, deres ægtefæller og det lokale samfund,« siger Abir Mohamad Ismail, der er ph.d.-studerende på Aarhus Universitets Afdeling for Antropologi.
\ Læs mere
Familierne er overladt til sig selv
I nogle af de familier, Abir Mohamad Ismail har besøgt, er der gået år imellem, at de har fået besøg af kommunens visitatorer. Familierne stoler ikke på kommunen og er bange for, at deres kære bliver sendt på plejehjem.
»Familierne inviterer ikke visitatorerne indenfor, fordi de har meget svag tillid til kommunen. De er bange for, at de får frataget plejeopgaven. Men det betyder, at de ikke bliver passet på. Ingen kigger på deres arbejdsmiljø,« siger forskeren.
Hold medarbejderudviklingssamtaler
Kommunerne kan med fordel holde mere kontakt til de selvudpegede hjælpere i familier med flygtninge- og indvandrerbaggrund og finde ud af, hvordan de kan fastholde dem, mener Mikkel Rytter.
»De er jo kommunalt ansatte, så der skal gøres noget for at holde fast i dem, når de ældre dør. Det er da fjollet, at de skal tilbage i arbejdsløshedskøen efter at have været ansat i kommunen i årevis,« siger han.
På baggrund af projektet anbefaler forskerne blandt andet, at kommunerne:
- Holder medarbejderudviklingssamtaler med de selvudpegede hjælpere
- Stiller krav til hjælpemidler i hjemmet
- Er en synlig kontakt for hjælperen
- Opretter en hjælpemiddelcentral
- Tilbyder opkvalificeringskurser
- Skaber kollegiale aktiviteter
Forskernes anbefalinger er udkommet i en rapport fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Dorthe S. Nielsen, der forsker i interkulturel sygepleje på Syddansk Universitet, har læst rapporten og bider mærke i, at den ikke anklager eller peger fingre, men rækker ud.
»Forskerne opfordrer til øget samarbejde i stedet for påbud og forbud. Det er der brug for, for det går ikke, at kommunen trækker sig og antager, at nu klarer familien det selv,« siger Dorthe S. Nielsen, der er professor i sårbarhed.
»De fanger de pårørendes perspektiv rigtig fint, og rådene er formuleret på en måde, så de anerkender den kæmpe byrde, mange af dem står alene med,« fortsætter hun.
Hjælperne fortjener anerkendelse
Mange muslimer opfatter det som en ære at pleje deres ældre familiemedlemmer, kan du læse i en tidligere artikel på Videnskab.dk. Men de kan stadig have brug for hjælp og sparring, siger Dorthe S. Nielsen.
»Vi er nødt til at anerkende dem og deres funktioner og samtidig give dem mulighed for at få professionel hjælp,« siger hun og fortsætter:
»Det kan godt være, at man ser det som en ære at passe og pleje de ældre, men det gør ikke opgaven mindre tung. Når vi taler om ældre med komplekse plejebehov eller demens, så kan man være nok så god og hengiven en pårørende, men ofte er der også brug for professionel pleje og rådgivning.«
Problemstillingen er vokset
Forskningsprojektet imødekommer et problem, der har været kendt i årevis, fortæller Allan Krasnik, som gennem mange år har forsket i indvandreres sundhed:
»I en del år har man diskuteret, om sundhedsvæsenet i Danmark er gearet til at tage sig af ældre med flygtninge- og indvandrerbaggrund,« siger Allan Krasnik, der er professor emeritus på Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab.
»Men det er først i de senere år, at det er blevet en åbenlys problemstilling, fordi de store grupper af gæstearbejdere, der kom hertil i 1960’erne, er begyndt at blive ældre. Så der er i den grad brug for viden om, hvad der foregår, både af hensyn til de ældre, deres pårørende og sundhedsvæsenet,« tilføjer han.
En fjerdedel er fattige
Mikkel Rytter har sammen med seniorforsker Anika Liversage fra VIVE lavet en demografisk analyse, som udkommer i det kommende nummer af det videnskabelige tidsskrift Gerontologi, og som Videnskab.dk har læst.
I analysen fremgår det, at omkring 10 procent af de 60-årige og cirka 5 procent af de 70-årige i Danmark er født i et andet land.
»Antallet af ældre med flygtninge- og indvandrerbaggrund stiger fremover. Det betyder, at vi indenfor en kort årrække får en stor gruppe plejekrævende borgere, som har andre behov, interesser og idéer end majoritetsdanskerens. Det er vi nødt til at forholde os til og håndtere,« siger Mikkel Rytter.
Ældre med flygtninge- og indvandrerbaggrund er langt oftere fattige end ældre med etnisk dansk baggrund, viser analysen.
Omkring 25 procent af de 65-74-årige kvinder, der er indvandret til Danmark fra Tyrkiet eller er flygtet hertil fra Irak, Libanon, Syrien og Jordan, lever under fattigdomsgrænsen.
Det samme gælder for kun omkring 1 procent af de jævnaldrende kvinder med etnisk dansk baggrund.
Forskerne advarer om, at antallet af fattige ældre med flygtningebaggrund højst sandsynligt stiger i fremtiden, fordi der per 1. januar 2021 trådte en ny regel i kraft om, at størrelsen på flygtninges folkepension fremover afhænger af, hvor mange år de har boet i Danmark.
\ Læs mere
