Plejehjem: Når det sociale liv dør ud, mister livet mening

Da Else skal på plejehjem, håber hun, at hun vil møde nogle pæne ældre damer. Else vil nemlig gerne konversere om kunst, litteratur og dagens begivenheder, ligesom hun gjorde med de pæne ældre damer, der boede på det plejehjem, hvor hun var på aflastning.

Men på den afdeling, hvor Else selv bliver beboer, er der en overvægt af beboere med demenslidelser.

»Bor du her?« og »Er du ny beboer?«. De spørgsmål, Else får stillet til de første måltider, er de samme – igen og igen. Kunst og litteratur? Nej. Ikke engang dagens begivenheder bliver vendt over maden.

Efter et par uger vælger Else at spise alle sine måltider i sin egen lejlighed.

Konsekvensen for Else bliver, at hendes sociale liv fortsætter med at dø ud, ligesom hun oplevede det, da hun boede hjemme. Fordi plejehjemmet ikke fik ført Else sammen med de beboere, der måske havde samme interesser som Else, og fordi Elses svækkede krop forhindrer hende i selv at opsøge andre sociale fællesskaber, som for eksempel hendes datter der bor tæt på plejehjemmet.

Der mangler social pleje på landets plejehjem

Ikke kun Else oplever, at hendes sociale liv dør ud pga. manglende social pleje. De svageste af de cirka 130.000 danskere, som modtager hjemmehjælp, og de cirka 47.000 danskere, som bor på plejecentre (populært kaldet plejehjem), er i samme situation. Når det sociale liv dør ud, mister livet mening.

Den vurdering har jeg hørt gentaget igen og igen under arbejdet med både min ph.d.-afhandling og mange andre undersøgelser af ældre mennesker, som jeg har gennemført. Meningen skabes, når vi får lejlighed til at dele oplevelser med andre mennesker i sociale fællesskaber, som for eksempel ved måltider.

Maryanne, en anden ældre kvinde (hjemmeboende), illustrerer, hvorfor dette er vigtigt: En dag så hun nogle børn, som legede med balloner i gården. Hendes niece var på ferie, så hende kunne hun ikke fortælle om oplevelsen.

Hjemmehjælperen havde ikke tid til at høre om den. Et par dage efter kom hun i tvivl om, hvorvidt der virkelig havde været børn med balloner i gården. For Maryanne forblev børnenes leg med balloner en privat oplevelse, der med tiden blev uvirkelig, fordi den ikke blev delt med andre.

Else og Maryanne mangler med andre ord sociale fællesskaber, hvor deres oplevelser kan få betydning, og hvor historierne om, hvem de er, kan blive italesat. De mangler en social pleje.

Ældredebatten præges af madkvalitet og velfærdsteknologi

I debatten om plejen af samfundets ældre overses risikoen for, at deres sociale liv dør ud. Man overser de gode eksempler fra eksempelvis OK-Hjemmet Lotte, hvor de ældre mennesker, deres livshistorier og deres hverdagsoplevelser er i centrum.

I stedet præges debatten af diskussioner om madkvalitet, af Hjemmehjælps- og Produktivitetskommissionens oplæg til yderligere rehabilitering og mere velfærdsteknologi i de ældres hjem. Man overser de ældres oplevelse af social død og risikerer dermed at forværre den.

Fordi de ældre – i kraft af velfærdsteknologi og rehabilitering – gennem endnu længere tid isoleres i eget hjem og dermed unddrages de meningsgivende sociale fællesskaber. Ældrekommissionens rapport fra 2012 understreger ganske vist betydningen af at støtte beboernes sociale liv på plejecentrene, men centrene formår sjældent at hjælpe beboerne med at etablere nye kontakter ved indflytning.

Til gengæld er centrene rigtig gode til hygiejne og til den fysiske og mentale pleje af Elses og de andre beboeres svækkede kroppe. Men hvad nytter dét, hvis beboerne ikke længere føler, de har noget at leve for?

Hjemmet institutionaliseres

Før Else og de andre ældre flytter på plejecentre, oplever de typisk et tab af identitet. Deres hjem bliver nemlig institutionaliseret; det bliver til en arbejdsplads. Andre får nøgler til deres hoveddør. Else tager for eksempel ikke længere imod besøg ved at lukke folk ind i sin lejlighed.

Mens jeg er på besøg for at interviewe, oplever jeg flere gange, at hjemmehjælpere låser sig ind, råber 'hej!' og begynder at støvsuge. Buddet, som kommer med maden, når de ældre heller ikke at udveksle mange ord med. Ofte når buddet at sætte maden på spisebordet, råbe 'velbekomme!' og være ude af lejligheden igen på mindre end 30 sekunder.

Indretningen af Elses hjem med blandt andet en hospitalsseng giver det et præg af institution. Hospitalssengen kræver mere plads end Elses egen seng. Derfor har sengebord og andre mindre møbler i soveværelset måttet vige pladsen.

Noget lignende er tilfældet i spisestuen, hvor der er flyttet rundt på flere møbler. Øjensynligt fordi de stod i vejen for, at Elses kørestol kunne komme rundt i lejligheden. Den måde, møblerne nu står på, efterlader desuden et indtryk af, at man har prøvet at skabe plads til hjemmehjælperens støvsugning.

Dagligdagen skal tilpasses hjemmehjælperens skema

Det private ved hjemmet forsvinder i takt med, at hjemmehjælperne må støtte Else i selv intime rum. Else bliver for eksempel hjulpet ud af sengen og på toilettet om morgenen.

Hun skal tilpasse sin dagligdag til hjemmehjælpernes besøgsskema. Dette kan være svært, for eksempel når sengetiden slet ikke passer sammen med hendes døgnrytme:

»De kommer tilbage klokken ni for at lægge mig i seng,« siger Else til mig.

»Men når jeg hører døren smække bag hjemmehjælperen, så tænder jeg lyset og ringer til min datter for at fortælle hende, at jeg har det godt.«

De ældre står foran en opløsning af deres identitet

Vi viser os selv og andre, hvem vi er som personer gennem vores hjems indretning, vores valg af bil eller cykel, vores påklædning, forbrug af mad osv. Men kroppen kommer i vejen for at udtrykke identitet på denne måde for Else og de andre ældre, som bliver visiteret til at flytte på plejecenter. Dertil står de foran en opløsning af den del af deres identitet, som ligger i deres hjem.

Maryannes gulvtæppe illustrerer dette. For Maryanne repræsenterede det røde tæppe mindet om hendes afdøde mand.

Maryanne fortalte ofte og meget om et langt og lykkeligt ægteskab. Hun havde mange gode minder om sin mand, de ferier de var på, og de mange oplevelser de havde sammen.

Heriblandt mindedes hun ofte en lykkelig dag, hvor de nyforelskede gik hånd i hånd ned ad Nørrebrogade i København i klar forårssol. De så et flot rødt gulvtæppe i et udstillingsvindue:

»Det var, som om vi samtidig udbrød: Det er vores tæppe!«

Det var et dyrt tæppe, og da Maryannes mand var yderst påholdende, var købet af tæppet en stor kærlighedserklæring til Maryanne, fortalte hendes niece mig i et efterfølgende interview.

Det er smertefuldt at skille sig af med personlige ejendele

Da Maryanne skulle flytte på plejecenter, dækkede tæppet stadig gulvet i hendes stue. Det var stadig rødt og bar visse steder tydeligt præg af næsten 40 års brug.

Maryanne ville have det med på plejecenteret. Her var hendes lejlighed imidlertid kun halvt så stor som stuen derhjemme, og arbejdsmiljøreglerne for indretning betød, at tæppet måtte skæres over i to dele. Den ene kom med på plejecenteret, den anden endte på genbrugsstationen.

Det var en smertefuld oplevelse for Maryanne. Ligesom det er for mange andre ældre, jeg har interviewet: at skulle skille sig af med sine kæreste ejendele svarer til at få kørt en del af sin identitet på genbrugsstationen.

Den sociale pleje bør være i centrum

Men hvad kan en social pleje gøre? Den sociale pleje skal skabe sociale fællesskaber på plejecentrene. Den skal hjælpe de ældre med at skabe nye oplevelser, de kan dele i selv samme fællesskaber, og den skal give plads til deres livshistorier, ffor eksempel at der skal være plads til Maryannes tæppe.

De indflytninger, jeg har fulgt, vidner om stærke ønsker hos de ældre, om at deres livshistorier bliver en central del af plejen: De ældre ønsker, at den identitet, de har dannet i kraft af deres egne liv, bliver respekteret som omdrejningspunkt for den pleje, de modtager.

Hverken Maryanne eller Else var indstillet på at blive medlem af en ny 'familie' eller få nye venner, da de flyttede på plejecenter.

»Men det kunne være hyggeligt med et par bekendte, som man indimellem kunne trille hen til,« sagde Maryanne.

Den sociale pleje skal prioriteres oppefra

Da Maryanne havde boet på centeret i et par måneder, havde hun stadig ikke fået hjælp til dette. Hun besvarede mit spørgsmål om at opsøge nye bekendtskaber med et: »Det bruger man ikke her.«

Maryanne oplevede, at det var op til hende selv at skabe kontakter. Hendes dårlige syn berøvede hende dog modet til at banke på andres døre, hvilket er meget almindeligt; stort set ingen ældre har overskuddet til selv at stifte nye bekendtskaber på tværs af plejecentrenes afdelinger.

Her har personalet en helt afgørende rolle.

Min erfaring er, at langt de fleste personalemedlemmer nærer et ofte dybfølt ønske om at bidrage til de gamles sociale liv, men så længe den sociale pleje ikke prioriteres oppefra og er en formuleret politik på området, kommer vi næppe til at se de store fremskridt.

Social visitation og indflytningspakke kan være del af løsningen

Konkret kan en social visitation kombineret med en indflytningspakke være vigtige dele af den sociale pleje.

Flere plejecentre har som fast rutine, at en kontaktperson besøger den kommende plejecenterbeboer i dennes hjem. Her bruger kontaktpersonen besøget til at interviewe den ældre om hans eller hendes livshistorie. Ud over livshistorie bør besøget handle om de ejendele, som skal med på plejecenteret.

Var Elses døtre for eksempel blevet bedt om at fortælle historien om Elses malerier, kunne kontaktpersonen have fået kendskab til hendes interesse for kunst og litteratur. Således kunne personalet have fundet de pæne ældre damer med lignende interesser og etableret en gruppe, som Else kunne blive en del af.

Plejecenterets sociale fællesskaber kan også åbnes for de nye beboere med en indflytningspakke. Den beskriver noget af det sociale liv på plejecenteret, og dermed hvilke sociale fællesskaber en kommende beboer kan blive en del af.

En indflytningspakke supplerer en social visitation og kan for eksempel rumme videooptagelser fra plejecenterets dagligdag og billeder af kontaktpersoner med korte beskrivelser af dem. Hvor gamle er de, hvem deres familie er, og hvilke fritidsinteresser de har.

Der kan være lignende beskrivelser og billeder af de andre beboere på afdelingen, selvfølgelig med hensyntagen til tavshedspligten. Månedens aktivitetsplan og menuen kunne også indgå i indflytningspakken.

De ældres livshistorier kunne have fået ny mening

Når de ældre bliver beboere, kan passive aktiviteter være med til at skabe mening for dem. Under passive aktiviteter oplever vi ved blot at bruge syns-, høre- og lugtesansen.

Det vil sige, at man som tilskuer til tilberedning af mad i afdelingens køkken mærker duften af frikadeller.

At man ser noget af plejecenterets liv på en tur med personalet hen til receptionen for at hente post, vasketøj eller medicin. At man bliver placeret ved de vinduer, der vender ud mod trafik, fugleliv eller andet liv udenfor.

Det, man har set, lugtet eller hørt, kan så deles med andre beboere under måltiderne. Alt sammen for at skabe et socialt liv med afsæt i dagligdagens oplevelser.

Else og Maryanne og de andre ældre, jeg fulgte under arbejdet med min ph.d., er her ikke mere. Den fysiske og mentale svækkelse, de oplevede, er en uomgængelig del af aldringen og kræver selvfølgelig pleje.

Men en social pleje kunne have etableret nye fællesskaber og givet de ældres livshistorier ny mening i deres ellevte time. Endda uden at det havde været voldsomt ressourcekrævende.