Racedebatten har fyldt ekstra meget i USA de sidste par år. Nærmere bestemt siden den 9. august 2014, hvor den 18-årige afroamerikaner Michael Brown blev skudt af politibetjenten Darren Wilson i byen Ferguson, en forstad til St. Louis i staten Missouri.
Det førte til protester i gaderne, der udviklede sig til optøjer med brændende biler og bygninger og en politistyrke, der lignede militære invasionsstyrker.
Michael Brown blev synonym med sloganet 'Hands up, don’t shoot', da historien i lang tid var, at Brown var ubevæbnet, da han blev skudt.
Senere fulgte lignende sager, hvor unge, sorte mænd blev dræbt af politiet, enten ved skud eller kvælertag. Navne som Eric Garner, Freddie Gray og Tamir Rice - kun 12 år - føjede sig til den deprimerende lange liste.
Den såkaldte 'Black Lives Matter'-bevægelse var en realitet, og protester og optøjer spredte sig til mange amerikanske byer.
Klik her for at se Beyoncés kontroversielle optræden på YouTube - Beyoncé starter omkring ét minut og 30 sekunder inde i videoen.
Beyoncé sprang ud som Black Power-aktivist
Ikke siden borgerrettighedskampen i 1950'erne og 60'erne har spørgsmålet om sorte amerikaneres rettigheder fyldt så meget i USA. Flere afroamerikanske musikere er blevet inspireret af bevægelsen, hvilket er kommet til udtryk i sange, der enten hylder den afroamerikanske identitet, eller som adresserer specifikke hændelser direkte.
Sigende eksempler er for eksempel 'Black Messiah' af D’Angelo, Lauryn Hills 'Black Rage' og Lil B's 'I Can't Breathe', samt John Legend og Commons 'Glory' fra 2014 i filmen Selma om Martin Luther King - se også deres fantastiske optræden fra sidste års Oscarshow.
Selv Prince, der ellers ikke er kendt for sit åbenlyse samfundsengagement, annoncerede i 2015, at han ville holde en Rally 4 Peace-koncert i Baltimore og udgav dagen inden nummeret 'Baltimore'.
Det, der dog for alvor har skabt overskrifter, er to optrædener inden for de seneste par uger:
- Først sprang popdivaen Beyoncé ud som Black Power-aktivist midt i Super Bowl-pausen
- Og ugen efter brugte Kendrick Lamar sin optræden ved de amerikanske Grammy Awards til at levere en kraftpræstation, der både langede ud efter det amerikanske fængelssystem og refererede til Trayvon Martin, den 17-årige afroamerikaner, der blev dræbt i 2012
At Black Lives Matter-bevægelsen så direkte lander lige midt i prime time i to af de store amerikanske tv-begivenheder, signalerer et kvantespring for sorte kunstnere. Journalisten Jamilah King har kaldt de to optrædener for historiske og mener, at de har forandret afroamerikansk fortællekunst for altid.
Beyoncé hylder sin 'neger-næse'
Beyoncé, der i mange år har indtaget positionen som en af tidens største popdivaer - hvis ikke den største - var hyret til at deltage i det højt profilerede 'half time show' ved årets Super Bowl den 7. februar. Det var egentlig britiske Coldplay, der var hovednavn. Men det var Beyoncé, der stjal showet.
Dagen før Super Bowl udsendte hun en ny sang og video, 'Formation'. Videoen var, som altid hos Beyoncé, et visuelt udstyrsstykke. Men hvor der tidligere har været fokus på at fremstille Beyoncé som et sexsymbol, så var tonen nu mørkere og mere kritisk.
Settingen i videoen er New Orleans umiddelbart efter den ødelæggende Katrina-orkan, der især ramte det afroamerikanske samfund hårdt. Og med billeder af Beyoncé, der slænger sig ovenpå en politibil halvt under vand og af en lille, afroamerikansk dreng, der danser foran en række af bevæbnede urostyrker, var videoen politisk sprængfarlig på en måde, Beyoncé ikke havde været det før.
Læg dertil selve sangen, der er én lang hyldest til sangerindens sorte rødder: 'My daddy Alabama, Momma Louisiana. You mix that negro with that Creole make a Texas bama'.
En 'bam' er et nedladende ord for en afroamerikaner, der kommer fra de amerikanske sydstater og ikke kan begå sig i det fine (hvide) selskab - altså en sort bonderøv.
Men Beyoncé, hvis hud hører til i den lyse ende af den farveskala, der historisk har været afgørende for sorte amerikanere, tager det skridtet videre og erklærer, at hun er stolt af fine negroide træk: »I like my negro nose with Jackson Five nostrils.«
Hvor Michael Jackson prøvede at udviske sine afroamerikanske træk, hylder Beyoncé dem altså.
De Sorte Pantere skabte frygt hos hvide
Videoen nåede at få meget omtale, men det var især Beyoncés optræden med sangen til Super Bowl-pausen, der for alvor fik samtalen løftet op på den nationale scene. Beoncé optrådte i en dragt, der mindede meget om Michael Jacksons, da han optrådte til Super Bowl i 1993.
Men det var især hendes danseres kostume, der tiltrak opmærksomhed. Hæren af kvindelige dansere var klædt i lædertoppe og sorte baretter under deres afroer, og på et tidspunkt hejste de en 'Black Power' knytnæve i luften – alt sammen tydelige hilsner til det berygtede Black Panther Party, der blev oprettet i 1966, blandt andet med det formål at beskytte sorte bydele mod overgreb fra politiet.
Partiet organiserede også forskellige hjælpeprogrammer i sorte bydele, men det var deres selvforsvarsprogram - herunder deres kamp for sortes ret til at bære våben - der skabte billedet af partiet som en paramilitær organisation.
Det er billede, der stadig deles af mange amerikanere i dag, og en af grundene til, at Beyoncés show blev betragtet som kontroversielt. Så kontroversielt, at en lokal politifagforening i Miami ugen efter showet opfordrede til en landsdækkende boykot af stjernens kommende Formation tur, der åbner i Miami til april.
Den officielle begrundelse er, at Beyoncé tilsyneladende brugte sin nye sang og optræden til at promovere De Sorte Pantere samt hendes anti-politi budskab i musikvideoen.
Med sin åbenlyse omfavnelse af sine sorte rødder og den visuelle fremstilling af ømtålelige dele af afroamerikansk historie springer popdivaen ud som sort aktivist. Og det midt i den største nationale sportsbegivenhed over dem alle. Der var mange hvide amerikanere, der fik kaffen eller deres Bud Light galt i halsen. Ugen efter ramte Saturday Night Live hovedet på sømmet med sketchen 'The Day Beyoncé Turned Black'.
Sort kunstner optrådte i fængselstøj
Og kun en uge efter, at Bey ene kvinde fik sparket nyt liv i den evige diskussion om race i USA, stod en anden ung, sort musiker på den nationale scene og leverede endnu en showstopper.
Til Grammy Award-showet den 15. februar fremførte tidens hotteste hip-hopper Kendrick Lamar en medley af 'The Blacker the Berry', 'Alright' samt en ny, unavngivet sang. Han kom ind klædt i fængselstøj og lænket på hænder og fødder og kastede således et direkte spotlight på et af de allerstørste problemer i det afroamerikanske samfund i dag: masseindespærringen af unge, afroamerikanske mænd.
Ifølge NAACP ('National Association for the Advancement of Colored People' - en amerikansk borgerrettighedsorganisation, oprettet i 1909, red.) er cirka en million ud af de i alt 2,3 millioner indespærrede amerikanere sorte. Tal fra 2001 viste, at hver sjette sorte mand havde siddet i fængsel. Det er med andre ord et vægtigt og aktuelt emne, Lamar gik lige i kødet på.
Scenen skiftede så til et afrikansk-inspireret look med trommer, dansere og et kæmpe bål, mens Lamar skiftede til 'Alright'. Og så en bid af et nyt nummer om Trayvon Martin.
Inden sin optræden, der straks blev showets store samtaleemne, havde Lamar allerede vundet 5 Grammyer, blandt andet bedste rap-album for hovedværket 'To Pimp a Butterfly'.
Sorte amerikanere vil definere sig selv
For at forstå balladen om Beyoncés og Kendrick Lamars 'projekt' er det nødvendigt at placere det i en større historisk sammenhæng. Lige siden slaveriets tid har sorte amerikanere kæmpet for at få lov til at definere sig selv.
Historisk set er afroamerikanere - og alle andre ikke-hvide - blevet defineret af den hvide, mandlige elite. I århundreder var amerikansk historie en fortælling, der ekskluderede eller i hvert fald minimerede sortes rolle.
Hvidhed var normen, og alt andet blev konstrueret som anderledes og mindre værd. Ikke-hvides hudfarve blev et tegn på deres anderledeshed. Så sorte har kæmpet for at bryde fri fra objektiviseringen og blive subjekter, individer, der kunne skabe deres egen fortælling.
Denne kamp foregik ofte via sang - slavernes sang i marken, der blev til de såkaldte 'Negro Spirituals'. Afrikanske myter og udviskede minder blev bragt ind i sangene, og med tiden blev en alternativ modfortælling til den dominerende hvide fortælling skabt.
Under borgerrettighedskampen var musikken også en måde, hvorpå sorte amerikanere kunne komme af med deres frustrationer, skabe opmærksomhed på deres kamp og så netop skabe deres egen fortælling, der stod i skarp modsætning til det dominerende hvide 'master narrative'.
Sam Cooke’s 'A Change Is Gonna Come', der blev udgivet i 1964, blev skrevet sidst i 1963, efter Dr. Martin Luther Kings berømte march til Birmingham, Alabama. Det var også året, hvor fire sorte piger blev dræbt, da en bombe raserede en kirke i selvsamme by.
Det er en sang, der umiddelbart sender håbefulde signaler, men som samtidig er gennemsyret af melankoli og tvivl. Det er dog titlen, de fleste bider mærke i, og da Barack Obama holdt sin sejrstale efter den historiske præsidentsejr i 2008, refererede han da også Cookes sang.
Mainstream amerika afviste Black Panther-aktivisme
En noget mere aggressiv og konfronterende tilgang stod Nina Simone for i 'Mississippi Goddam' fra 1964, som hun skrev som en direkte respons på mordet på borgerrettighedsaktivisten Medgar Evers og kirkebomben i Birmingham.
'Mississippi Goddam' er et af eksemplerne på den mere aggressive, sorte nationalistiske bevægelse, der brød med Martin Luther Kings ikke-voldelige, kirkebaserede aktivisme. Nu skulle hårdt sættes mod hårdt, og i midt-60erne var der voldelige raceoptøjer i mange amerikanske storbyer, og udtrykket 'Black Power' jog en skræk i livet på det hvide Amerika.
Selvom sangen blev en skandalesucces og folk - inklusiv hvide - flokkede til for at høre den live, så endte Simones aktivistiske drejning med at koste hendes karriere dyrt. Mainstream Amerika skulle ikke nyde noget af Black Panther-aktivisme i musikken.
Så var det trods alt bedre, når sorte musikere 'nøjedes' med at hylde deres afroamerikanske identitet, som Simone selv gjorde med den neddæmpede 'To Be Young, Gifted, and Black' fra 1969, og som James Brown så berømt gjorde det med den funky 'Say It Loud – I’m Black and I’m Proud' fra 1968, der strøg ind på Billboards top-10.
De vrede, sorte mænd vendte dog stærkt tilbage, da rapmusikken for alvor gjorde sit indtog først i 1980'erne. Grandmaster Flash and the Furious Five’s 'The Message' fra 1982 var den første hip-hop-sang, der fungerede som indigneret social kommentar over de kummerlige omstændigheder for mange afroamerikanere i storbyen.
Siden har den sociale agenda været en integreret del af hip-hop-genren. Sidst i 80'erne spidsede det til i numre som N.W.A.'s 'Fuck tha Police' fra 1988 og Public Enemy's 'Fight the Power' fra 1989, der var aggressive og konfronterende på en helt ny og, for mange hvide amerikanere, skræmmende måde.
Black Lives Matter-bevægelsen har ændret rammerne
Det er denne tradition, som Kendrick Lamar kommer ud af. Han er selv vokset op i den belastede Los Angeles-forstad Compton, ligesom N.W.A., hvis debutalbum bar titlen 'Straight Outta Compton'. Lamars andet album 'good kid, m.A.A.d city' fra 2012 berettede om hans teenageår blandt stoffer og bander i Compton.
Det var derfor ikke overraskende, at Lamar havde et politisk og socialt budskab. Og selvom hip-hop op igennem 80'erne og 90'erne ofte ikke blev betragtet som stueren og blev forsøgt holdt ude af det fine selskab - og anklaget for at glorificere og opfordre til vold, kvindehad og stofmisbrug - så har genren bidt sig fast.
Fra at tilhøre outsidere, der forsøgte at få deres stemme hørt og positionere sig sideløbende med den hvide mainstreamkultur, så er hip-hop nu blevet mainstream i en sådan grad, at hvide forstadsknægte - og alle mulige andre - overalt i USA har taget kulturen og dens budskaber til sig.
Der er dog stadig forskel på den del af genren, der handler om at flashe sin rigdom og sit harem og så den socialt og politisk bevidste protest, som Kendrick Lamar altså præsenterede til Grammy-uddelingen den 15. februar.
Efter at have kæmpet for deres egne stemmer i århundreder, har Beyoncé og Kendrick Lamar på blot en uge sat helt nye standarder for, hvad sorte kunstnere kan sige og gøre på den store, nationale scene i USA.
Det har skabt forventelig vrede og forargede reaktioner fra dele af det hvide samfund. Men det er uden tvivl kun begyndelsen af næste fase af Black Lives Matter-bevægelsen. Og den nyligt overståede Oscaruddeling har været under hård kritik, fordi det igen-igen kun var hvide skuespillere, der var nomineret. Men det er en anden historie…
