Vi elsker fodbold. Var unge, da fodboldlandsholdet begyndte at blomstre i 1980´erne og har fulgt med siden iført irrationel nationalfølelse og følt os som en del af fællesskabet.
Er begge faste gæster til hver vores hold i Superligaen. Tilbringer tid foran skærmen med at følge klubber i udlandet, som vi af uransagelige årsager kastede vores kærlighed på som børn.
Så det er med tungt hjerte, at vi begge har opdaget, at vi ganske enkelt ikke har lyst til at følge med i den igangværende VM-slutrunde.
Smagen er for bitter til, at det bringer nogen glæde og for os at se burde landsholdet se at få pakket kufferterne i en fart og forlade den farce, som udspiller sig i Qatar.
Fra os lyder der ingen slagsange eller jubelråb i disse dage, men blot en dybtfølt opfordring: Så tag dog hjem!
Sideløbende med vores fodboldpassion plejer vi begge universitetsjob, hvor vi arbejder med etik og med det som baggrundsbelysning, vil vi uddybe vores opfordring.
For det er for os at se etikken, der afgør, hvad der sker i disse dage.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Opgav protesten straks FIFA rømmede sig
For os at se, så bærer vi hver især en lille del af en fælles humanitet, som bør forvaltes ansvarligt og med respekt.
Vi har alle ansvaret for gennem ord og tanker at fastholde, at mennesket er et etisk væsen, for hvem det vigtigste ikke er opmærksomhed, penge og/eller personlig succes, men at vi i stort og småt søger at gøre det rette.
Den opgave kan godt tåle en del kompromisser og relativeringer, men kompromisser må betyde, at man dog får en smule til gengæld.
Og forleden opgav DBU og landsholdet det sidste regnbuefarvede figenblad, så snart FIFA rømmede sig.
Det blev den dråbe, der fik væmmelsens bæger til at flyde over for os og fjernede glæden og begejstringen ved at følge landsholdet.
Fodbold er grumset
Det står os lysende klart, at fodboldens verden ikke i øvrigt er uskyldsren og FIFA’s ageren i forhold til VM i Qatar ikke er et enkeltstående eksempel på etisk problematiske forhold.
Mange storklubber ejes af organisationer og rigmænd med meget andet end rent mel i posen. Kommercielle interesser sætter dagsordenen, absurde beløb sendes mellem klubber for spillere i en verden fyldt af fattigdom, og fanloyalitet tages for givet af rigmænd uden kærlighed til hverken klubber eller spillet som sådan.
Så det er sandt, at vi allerede dagligt gør os selv meddelagtige i alle mulige former for overgreb og uretfærdigheder ved at deltage i fodboldens univers.
… Men sportswashing af Qatar er for meget
Der er imidlertid situationer, hvor det etiske svigt bliver så omfattende, at man ikke kan lægge sit gode navn og rygte til at medvirke.
Hvor det bliver for svært i 90 minutter ad gangen at abstrahere fra alt det, der strider mod vores værdier.
I den aktuelle situation, at hele showet har det primære formål at propagandere for et gennemført korrupt, homofobisk, sexistisk og racistisk regime, der æreløst forventer, at man kan købe sig til agtelse og respekt.
Man kan nok ikke forvente andet af styret i Qatar. Det har en lang historie for at rulle milliarderne ud for at købe sig til positiv omtale gennem det, der kaldes sportswashing.
Men at se fodboldens egen organisation FIFA, anført af præsident Gianni Infantino, forsvare den korrupte forestilling ved at henvise til de europæiske landes tidligere krænkelser af basale menneskerettigheder … er for meget.
At se og høre dette hyperpriviligerede menneske betalt af blodpenge stille sig skulder med skulder med de mennesker, som styret i Qatar konsekvent foragter, mishandler og krænker og lade som om, at han har en nanopartikels indsigt i deres situation … er for meget.
At høre en repræsentant fra DBU forklare, at de iranske spilleres ufatteligt modige protest jo ikke har sportslige konsekvenser, hvorfor det er fuldt ud rimeligt, at Danmark dropper at bære et sølle armbånd af frygt for et gult kort … er for meget.
Ikke et afsavn, men et savn af det, der var
Grænsen for, hvad det er muligt at lukke øjnene for, er overskredet.
FIFA har endegyldigt demonstreret, at enhver snak om respekt for mennesker og kærlighed til den fælles leg ikke er andet end et skalkeskjul for økonomiske interesser
Og DBU har en gang for alle demonstreret sin totale mangel på proportionssans ved at deltage i det absurdteater, der opføres i ørkenstaten i denne tid.
Så vores skærme viser ikke fodbold i den kommende tid. Og det er på en gang et savn og helt som det skal være.
Det er et savn, fordi slutrunder plejer at være en slags højtidsstunder i fodboldens magiske univers.
Men det er helt i orden, for ingen af os har den ringeste lyst til at overvære det, der foregår.
Det er som et kærlighedsforhold, der er gået i stykker. Man kan savne det, der var uden at have lyst til at være i det, som det er nu.
Så vi sidder ikke og kæmper med lysten til at se med og forsøge at holde den moralske rygrad rank og gøre vores pligt. Der er ingen lyst at kæmpe med.
Kun et vemodigt savn – og en vrede mod den fodboldverden, der ikke for længst sagde fra overfor dette VM.
Emotionelt tunnelsyn at se VM
Selvfølgelig gør det ingen forskel, om man som enkeltperson nægter at være tilskuer til denne voldtægt af fodbolden, det ved vi godt.
Men for os at se handler det at bære sin del af den fælles humanitet ikke kun om, hvad de direkte konsekvenser af at gøre det er.
Vi tror, at Svend Brinkmann har ret, når han i denne sammenhæng har skrevet, at det i forhold til denne slutrunde handler om noget andet:
Om man lægger vægt på at bringe sin følelsesmæssige indstilling i nogenlunde overensstemmelse med virkeligheden eller i det mindste i et ikke alt for grelt misforhold til den.
Det kræver for os at se et emotionelt tunnelsyn at mønstre begejstring og glade slagsange, når alt det, der ligger lige uden for selve kampene kalder på den dybeste foragt og væmmelse.
Glæden over de smukke stadions slår over i kvalme (eller det, der er værre), når de ses i det rette lys, nemlig som miljøødelæggende massemordsmonumenter.
Hvis det er rigtigt, at en passende følelsesmæssig indstilling faktisk indebærer en vigtig form for erkendelse, er problematikken måske, at der opstår en kognitiv dissonans, når man jubler over en hændelse, som ret beset er del af et forbryderisk komplot.
Set fra vores forskellige etiske perspektiver er der kun et at gøre, hvis landsholdet ikke for altid skal stå etisk tilsølede tilbage. Pak kufferterne, rejs hjem og tag hvad end der måtte komme af konsekvenser fra FIFA.
Der er, må selv vi indrømme, noget, der er vigtigere end fodbold.
Det er at fastholde, at vi er mennesker, der, ganske vist undertiden falmende og usikkert, forsøger at gøre det rette, ikke kun at mele vores egen kage.
Og til dem, der siger, at boykot fra ét land ikke gør en forskel, vil vi blot tillade os at citere en sætning fra Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren. Et citat, som danskerne ved en afstemning på DR og landets biblioteker i 2019 kårede til deres yndlingscitat:
»Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!«
