Verdens første turneringsridder var dansk kongesøn

I dag opildnes vi af pres fra både øst og vest til at blive en forsvarsstat.

I denne proces kan vi spejle os i middelalderens ridderkultur, hvor alle mænd var våbenføre, og hvor overklassen så sig som en værnestand, der skulle beskytte riget. For at træne sig i krigskunst og fremstå glans- og ærefuldt deltog de i ridderturneringer.

For nogle år siden gik jeg i gang med at skrive en bred, dansk idrætshistorie, og undervejs gik det op for mig, at ingen havde afdækket de danske ridderspil systematisk.

Samtidig fandt jeg ud af, at riddervæsenet mest blev opfattet som et fænomen i store europæiske lande som Frankrig, Storbritannien og Tyskland, men ikke i Danmark.

Denne undladelsessynd må i høj grad skyldes, at der er for få middelalderforskere på de danske universiteter.

Jeg var derfor nødt til at skrive en hel bog, hvis jeg både skulle afdække ridderspillenes og ridderkulturens betydning. Og heri fik jeg hjælp fra ti middelalderhistorikere.

I min nye bog ‘Den Danske Riddertid’, viser jeg, at den danske middelalder fra 1050 til 1536 var en riddertid med borge, riddersale og ridderlitteratur, der hyldede ridderen og hans udvalgte, men uopnåelige dame.

Ridderspillets rolle i Danmark

Gennem ridderskabet blev konge og aristokrati svejset sammen – med kongen som den første blandt ligemænd.

I ridderordener blev rigets magtelite knyttet sammen med kongen ud fra fælles æresbegreber og ritualer.

Tildeling af ridderslag i Vor Frue Kirke og storslåede ridderspil, hvor modstandere med lanser forsøgte at styrte hinanden af sadlen, indgik centralt i kroninger, kongelige bryllupper og tronfølgerens dåb.

Efterhånden fik ridderspillene faste regler, ens baner og fair dommere, hvorved de medvirkede til en civilisering af ridderstanden.

Udenrigspolitisk blev ridderspil en drivkraft i udviklingen af et dansk diplomati, der bidrog til at knytte landet tættere til Europa og til at konsolidere Danmark som stat.

Riddertidens europæiske vugge

Fra slutningen af 1000-tallet blev der i Frankrig og i Flandern (den nordlige del af Belgien) arrangeret de første ridderturneringer mellem grupper af riddere, der i begyndelsen var meget lidt regelsat og derfor meget voldsomme.

Mere præcist foregik de i grænseområder, hvor kongemagten kun havde svag indflydelse - Brabant, Hainaut og Flandern i nutidens Belgien samt Picardie og den nordlige del af Normandiet i Nordfrankrig. Det gjaldt om at støde modpartens riddere af sadlen og om at tage dem til fange.

For nogle sejrrige, fattige riddere blev turneringer en kilde til social opstigning, fordi den slagne ridders kostbare udstyr, inklusive hans ofte dyrebare hest, tilfaldt sejrherren.

Dermed udtrykte de tidligste ridderturneringer den nye krigslogik om, at det er bedre at tilfangetage og kræve løsesum for modstandere end at dræbe dem.

Denne type ridderspil kaldtes ‘mêlée’ og det var en stor begivenhed med hundredevis og nogle gange tusindvis af riddere.

Konkurrencerne foregik ofte ret unfair (set med moderne øjne) med klynger af riddere, der rottede sig sammen mod en enkelt.

Disse turneringer med lanse og sværd, både ridende og til fods, kunne sprede sig over store arealer og dermed skabe kaos på den omkringliggende egn.

De kunne også føre til dødsfald for stormænd, der var vigtige for styringen af regioner, og endog blive arnesteder for oprør mod kongemagten.

Karl den danske var den første turneringsridder

Efter mordet på den danske konge Knud den Hellige i 1086 ved alteret i Albani Kirke i Odense, flygtede dronning Edel med sin søn Karl tilbage til sin greveslægt i Flandern.

I Flandern deltog stormænd i korstog, og grev Karl blev opdraget i den gryende riddertradition hos Edels bror, den berømte korsfarer Robert 2. af Flandern. Og som ung drog Karl (også kaldet Karl den Danske) selv på korstog.

I 1120’erne slog turneringer uden for Hainaut rod via mæcener såsom grev Karls turneringer i og uden for sit flanderske grevskab.

Men de bredte sig også i Nordfrankrig gennem Flandern til det vestlige Tyskland, og i midten af 1100-tallet spredtes de over hele det tyske imperium med afsmitning til Danmark.

Den første store europæiske turneringsridder, vi har kendskab til, var altså dansker, Karl den Danske, der regerede i Flandern fra 1119-1127. Vi har antydninger af ridderturneringer fra før Karl den Danske, men først med ham toner en enkelt navngiven ridder tydeligt frem.

Mord og saligkåring

Efter at have opnået grevetitlen i 1119 markerede Karl den Danske sig ved at lede grupper på omkring 200 riddere, der rejste over store områder fra turnering til turnering og ikke mindst ved at deltage i ridderspil i relation til nabohertugdømmet Hainault i hovedbyen Valenciennes.

Med de begejstrede ord fra den flanderske historiefortæller og grevelige notar, Galbert af Brugge, der skrev dagbog om tiden under grev Karl den Danske, deltog grev Karl i ridderspil for at ære sit land og for at træne sine riddere:

Grev Karl udførte ofte ridderlige bedrifter til ære for sit land og til træning af sine riddere i hertugernes og fyrsternes Normandiet eller Frankrig, nogle gange endda uden for Frankrigs rige. Dér engagerede han sig i turneringer med 200 riddere til hest, og på den måde styrkede han sit eget ry og sit grevskabs magt og herlighed.

Det var i øvrigt først, da lokale fyrster som grev Karl for alvor begyndte at dyrke ridderspil, at pavedømmet i 1130 erklærede dem for en ukristelig handling.

Imidlertid kom Karl den Danske i konflikt med den magtfulde Erembald-klan, hvilket endte med, at Karl i begyndelsen af marts 1127 blev myrdet under en morgenandagt i Donatianskirken i Brugge.

Dermed fik han et endeligt i lighed med sin far, og Karl blev også dyrket som helgen efter sin død, men dog først saligkåret i moderne tid.

Artiklen bygger på afsnittet 'De første europæiske turneringer' i Hans Bondes nyudkomne bog Den Danske Riddertid, der er udgivet af Aarhus Universitetsforlag. I afsnittet findes der referencer til artiklens oplysninger.