Vil du virkelig huske noget, så brug sanserne

Det er alment anerkendt, at indlæring og motivation stimuleres ved direkte at sanse et fænomen.

De danske universitetsstudier i idræt er nogle af de få, der direkte inkorporerer denne praksis i læringen. Det gælder naturligvis i første omgang fag som boldspil, svømning og ekspressiv idræt. Men kan de boglige fag også kvalificeres gennem involvering af sanserne?

I et nyt koncept til gymnasiernes samt til universiteternes bachelorundervisning i idræt og historie, arbejdes der netop ud fra denne grundidé.

Det er udfoldet i min bog ‘Med kroppen ind i kulturen – idrætshistoriske strejflys’ under medvirken af Stanis Elborg på Syddansk Universitetsforlag, som denne artikel er baseret på.

Motion og emotion hænger sammen

Jeg er inspireret af den fænomenologiske metode, hvor man i stedet for at tro, at man på forhånd intellektuelt har forstået et fænomen, forsøger at sanse det på ny.

Meget tyder på, at bevægelse i forbindelse med læring øger hukommelsen. For eksempel har man gode erfaringer med, at dementes udøvelse af ungdommens danse kan genaktivere dele af hukommelsen.

Et andet eksempel er, at udbyttet af for eksempel matematikundervisning øges, når kroppen er aktivt involveret i læringen.

Et nyt eksempel på denne læringsmåde er muligheden for at åbne en central kulturhistorisk lokalitet via sanserne og en erkendelse af kroppens betydning i kulturen – i bogen sker det i Rom, Athen og Berlin (se faktaboks).

Når man oplever historien ’på stedet’, giver det en stor motivation og intens erkendelse af temaet. Man får også bevæget sig, uanset om man går, cykler eller løber i byens rum.

Idéen er, at det kropslige aspekt ligefrem bliver en indfaldsport til en by, ved at man for eksempel oplever en fodboldkamp med byens lokale hold, i dette tilfælde Roma eller Lazio.

En sådan tilgang forekommer relevant i en tid, hvor det bliver stadig mere tydeligt, at erkendelse via krop og bevægelse fremmer indlæringen, også i de boglige fag.

Motion og emotion hænger sammen.

Hands-on-erfaring

På vej op i kongepaladset – Il Vittoriano – i Rom kan man sanse byen fra stadigt nye perspektiver, når man når højere og højere niveauer, hvorved der træder stadigt nye detaljer frem, for til sidst at kunne fange for eksempel Forum Romanum, Colosseum og kejserpaladset i ét blik.

Man kan også løbe sig ind i historien ved ligefrem at tage en joggingtur på det antikke stadion i Olympia. Alternativt en løbetur på den store antikke hestevæddeløbsbane i Rom, der i dag bruges som rekreativt område, eller på Olympia Stadion i Berlin, hvor nazisterne stod for OL i 1936.

Ens egen krop skulle gerne blive involveret, uanset om man studerer statuer af sportsmænd i parker og idrætsanlæg, eller om man helt bogstaveligt går i kejser Augustus’ fodspor ved hans fredsalter i Rom.

Eller om man, som de troende katolikker, lader sin hånd bevæge sig hen over foden på statuen af Sankt Peter i Peterskirken i Rom og dermed bidrager til at gøre den dråbeformet som et tegn på millioner af troendes hengivenhed.

Det handler om hands-on erfaring.

\ Læs mere

Børn lærer mere ved at dyrke sport efter undervisningen

I erkendelse af idrættens faghistories begrænsede rækkevidde er historikerne gennem de senere år begyndt at eksperimentere med nye læringsformer ved, at eleverne selv prøver at efterleve aspekter af deres forfædres liv – reenactment, hedder det.

I idrætsundervisningen på Københavns Universitet udfører de studerende således en svenskinspireret gymnastik, som landboerne gjorde det omkring år 1900.

Siden prøver de Niels Bukhs efterfølgende tempogymnastik, der var langt mere dynamisk og svedfrembringende.

Herigennem kan eleverne få en fornemmelse af, hvordan karle og piger via kroppen lærte at disciplinere sig og løfte i flok i en tid, hvor de fik brug for at samarbejde økonomisk gennem andelsbevægelsen, men også hvordan der – i takt med, at der kom mere gang i hjulene i landbruget – kom mere fart over gymnasternes bevægelser.

Kroppen kan altså via gymnastikken trænes til det samfund, mennesker er i gang med at forme.

Lidt dristigt kan man på baggrund af ovenstående sige, at der ikke sker større samfundsforandringer, uden at kroppen er med som en dynamisk faktor.

Som et hovedeksempel på sportens forandrende kraft kan nævnes det antikke Grækenlands demokrati.

Idéen om, at alle frie mandlige borgere kunne stille nøgne, og dermed uden distinktioner, op bag startsnoren ved de antikke græske sportslege, var en vigtig forudsætning for udviklingen af det græske demokrati på folkeforsamlingerne.

Uanset om ens far var general eller rig, fik man ikke noget forspring, og man blev uanset status pisket, hvis man snød. Det medførte en basal kropslig læring i ’isonomia’: Lighed for loven.

En gang om året tilbyder jeg en studierejse for bachelorstuderende fra Institut for Idræt og Ernæring til Rom.

Sidste gang, vi var afsted, var i november. Turens hovedidé var, at Rom frem for alt er ‘kroppenes by’.

Ingen anden by i verden har som Rom haft betydning for så forskelligartede historiske sammensmeltninger af krop, æstetik og politik med verdensappel i form af kejsertiden, pavestaten, barokken, fascismen og endog Berlusconismen.

Gennem tre intense dage gennemførte gruppen en tidsrejse fra antikken til senmoderniteten, fra Colosseum til Roms og Italiens fodboldhjerte Stadio Olimpico, der også var centrum for OL i Rom i 1960.

\ Læs mere

Er sport opium for folket?

Folkets loyalitet må vindes gennem ’brød og skuespil’

For det romerske kejserdømme var idrætten central i det politiske kredsløb.

Kejserens magt var i høj grad baseret på det pseudodemokratiske show, der foregik på hestevæddeløbsbanen og i gladiatorarenaen i Rom.

For kejseren var målet at vinde folkets loyalitet gennem ’brød og skuespil’.

Her kunne det romerske folk være i et fælles rum med kejseren og måske endog påvirke ham til at ændre en upopulær politik.

Den oldkristne teolog Tertullian (160-222 efter vor tidsregning) fremhævede, at demonstrationer i cirkus måtte henregnes til folkets naturlige rettigheder, som hverken ‘sparer kejser eller borger’.

For eksempel ville publikum i arenaen ikke længere hylde kejser Nero (37-68 efter vor tidsregning), selvom han endog havde organiseret et betalt heppekor. Nero havde mistet folkets støtte, og derfor faldt han.

Og så brændende ønskede kejser Commodus (161-192 efter vor tidsregning) sig folkets gunst, at han til sidst helt uhørt for en kejser selv steg ned i arenaens sydende gryde for med egen krop som indsats at gøre sig fortjent til folkets loyalitet.

Han blev myrdet i år 192 på en gladiatorskole, hvor han trænede til næste dags show i arenaen. Filmen ’Gladiator’ med Russell Crowe i hovedrollen er altså ikke helt ved siden af.

Græsk inspiration i Rom

De studerende kan tage sig en løbetur på den store antikke hestevæddeløbsbane Circus Maximus i Rom, hvor henved 250.000 begejstrede mennesker kunne følge dette oldtidens Formel 1 sammen med kejseren, der havde direkte adgang til sin loge fra kejserpaladset på Palatinerhøjen.

På hestevæddeløbsbanen kunne de entusiastiske fanskarer holde med det røde, blå, grønne eller hvide hold med en fanatisme, der ikke lader moderne fans noget efter.

Se blot en moderne gestaltning i de dramatiske sekvenser i filmen Ben Hur, der senest er blevet filmatiseret i 2016.

Tilskuerne kunne også vise deres politiske tilhørsforhold ved at heppe på eller buhe af det hold, der var associeret til kejseren. Som den romerske toppolitiker Plinius den yngre (61-113 efter vor tidsregning) udtrykte om datidens fans: ‘Deres loyalitet klæber alene til et stykke farvet stof’.

Flere af kejserne forsøgte at interessere romerne for den græske sport a la De Olympiske Lege.

Kejser Domitian (51-96 efter vor tidsregning) fik således rejst et stadion i eget navn til græske sportsdiscipliner med plads til 30.000 mennesker og egen kejserloge.

Den dag i dag kan man opleve formen på det gamle stadion på én af Roms mest kendte pladser, Piazza Navona, hvor man også kan sanse storheden ved at bevæge sig rundt blandt rester af opgange til tribunerne og de oprindeligt bemalede statuer i det underjordiske museum.

Fascismens dyrkelse af kroppen

Med et gigantisk hop fremad i historien når vi til en epoke, hvor Rom – nu på tragisk vis – igen blev centrum for en blanding af politik, æstetik og kropskultur med henblik på at forføre: Fascismen.

Komplekset Foro Mussolini nord for Rom, der i dag kaldes for Foro Italico, var et forsøg på at skabe et repræsentationsforum for Mussolini med kejserlig inspiration, idet Mussolini så sig som en ny Augustus, den første egentlige kejser.

Det første øjet møder, er derfor ikke overraskende en obelisk tilegnet Mussolini, hvor en ny fascistisk tidsregning annonceres.

På Foro Mussolini skulle fremtidens fascistiske ungdomsledere udklækkes med idrætten som det centrale fag.

Under fascismen var de to forreste bygninger tilegnet uddannelsen af den mandlige ungdomsorganisation Balillaens ledere – inklusive svømmehal samt kultrum og private gemakker til ‘Il Duce’, der tonede frem som sportsmand af og til – endog med nøgen, spændt overkrop for den italienske befolkning.

Bag den højre bygning ses det ovale marmorstadion, der er besmykket med enorme hypermaskuline, fascistisk inspirerede statuer hele vejen rundt.

Her kan man tage sig en løbetur og opleve stedets gysende dragning i svedende aktion.

Et moderne patron-klientforhold

Som seneste skud på stammen går der en rød tråd fra den notorisk forfængelige Julius Cæsar til Silvio Berlusconi i romersk historie.

Den italienske evigt smilende, solbrændte tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi, der fortsat spøger i kulissen, samlede i sin tid både den politiske magt og store dele af mediemagten.

Hans TV-programmer tilbød en uendelig række af quizzer med glamourpersoner og garderhøje falske blondiner, der med strålende øjne og naive spørgsmål hjalp med at glemme de brændende politiske spørgsmål.

Hvor Cæsars forfængelighed viste sig i hans legendariske hentehår, toner Berlusconi frem som facade med transplanteret hår på sin skaldede isse og et strålende hvidt, perfekt tandsæt, der eksponeres i hans evige vindersmil.

Samtidig skabte Berlusconi sit eget ’Foro Berlusconi’ i A.C. Milans fodboldkompleks, der udgjorde en betragtelig folkelig magtbase for dets ejer.

Her skal man huske, at den italienske fodboldkultur altid har været stærkt politiseret, ikke mindst gennem de såkaldte Ultràs – hooligans, der bekender sig til ekstremerne fra begge sider af det politiske spektrum.

Berlusconis fodboldstrategi kunne ses som et forsøg på at etablere et nærmest gammelromersk patron-klientforhold, hvor masserne tilbydes skuespil og regionale sejre til gengæld for politisk loyalitet: ‘Din sejr, vor støtte’.

Milans sejr i 2007 i Champions Leage menes således at have flyttet mange vælgere hen mod Berlusconis højrekoalition.

\ Læs mere

Berlusconi har altid et gear mere

Er den stærke mand kommet på mode igen?

Har Berlusconis blanding af æstetik, sport og politik sendt ekkoer ud i verden? Afgjort.

Berlusconis tætte ven og allierede Vladimir Putin har således utvivlsomt ladet sig inspirere, idet han med talrige mega-events i høj grad bruger sportswashing til at vaske sit regime rent i offentlighedens øjne.

Således har han ligefrem udviklet anlæggene fra OL i Sotji til en potemkinkulisse (fascade), hvor han lader sig fejre sammen med nogle af tidens største sportsstjerner såsom skakkens Magnus Carlsen og motorsportens Lewis Hamilton.

I dette ’korpokrati’ (kroppen som styreform) har hans egen krop også indgået centralt, når Kreml sender en sand billedstrøm ud, der portrætterer Putin som en actionhelt og en friluftsmand, der raskt begiver sig rundt i den barske russiske natur ofte med bar overkrop.

Men med den aktuelle krig i Ukraine og sportsboykot af Rusland er der sat en foreløbig stopper for Putins kropspolitik.

Andre østeuropæiske diktatorer såsom Hvideruslands præsident Aleksandr Lukashenko har forsøgt at gøre Putin kunsten efter, ikke mindst ved at optræde som ishockeyspiller.

Således har Rom, og i bredere forstand Italien, gennem to tusinde år fortsat med at påvirke, betage og chokere verden med stadig nye sammensmeltninger af politik, æstetik og kropskultur.

\ Læs mere

Fra Nero til Putin: Sådan slipper aspirerende diktatorer af sted med tyranni

\ Læs mere

Putins Rusland er en parallel til Augustus’ romerrige

\ Læs mere

Grækerne ‘koloniserede’ Italien, før Rom blev magtcentrum