Hvilke rettigheder har en massemorder?

Massemorderen Anders Breivik anklager i en aktuel retssag den norske stat for at krænke hans menneskerettigheder og har krævet at afsone under mere lempelige forhold.

Han sidder i et topsikret fængsel nord for Oslo. Han tillades ingen kontakt til omverdenen, fordi man frygter, at han vil sprede sine ekstremistiske synspunkter og inspirere til hadforbrydelser og terror.

Han kan derfor ikke kommunikere med folk uden for fængslet, og har kun menneskelig kontakt med fængselsbetjentene.

Han er idømt 21 års fængsel, men fordi der er tale om en såkaldt ’forvaringsdom’, kan dommen forlænges, hvis han stadig anses for farlig.

Det er en udbredt vurdering, at han i praksis vil forblive i fængsel resten af sit liv. Hans anmodning om prøveløsladelse er også blevet afvist indtil nu.

I første instans bliver det byretten i Oslo, der skal afgøre, om Breivik har en sag rent juridisk.

Men hans anklage om, at den norske stat krænker hans menneskerettigheder, og krav om mere lempelige forhold kan også åbne for nogle rent moralske overvejelser.

For er det rimeligt, at en person som Breivik stiller krav til sine afsoningsforhold? Kan han, moralsk set, påberåbe sig ret til noget som helst?

Menneskerettigheder = rettigheder for alle mennesker

At Breivik kan have noget at komme efter rent juridisk skyldes, at man som forbryder i et moderne retssystem ikke mister alle sine rettigheder.

Hvis man bliver fundet skyldig, kan man miste sin ret til frihed, men man bevarer sin ret til at blive behandlet på en menneskeværdig måde, og det er der en række juridiske bestemmelser om.

Breiviks advokat henviser i sagen mod den norske stat til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud imod tortur og artikel 8 om retten til privatliv.

Ideen er, at der til et menneskeværdigt liv blandt andet hører ikke at blive udsat for tortur og at kunne have en del af sit liv, som andre ikke blander sig i.

Ingen må underkastes totur eller nedværdigende behandling

Nedenunder den europæiske konvention, og andre lignende konventioner og grundlove, ligger en moralsk norm om, at der er nogle absolutte grænser for, hvad man kan udsætte andre mennesker for, selv de værste forbrydere.

Ifølge den europæiske menneskerettighedskonvention må ingen underkastes tortur.

Nu er det ikke Breiviks påstand, at han er blevet tortureret, men når tortur forbydes, er der næsten altid en afgørende tilføjelse.

I konventionen hedder det således, at: »Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

Her bruges nogle begreber, som ved første øjekast jo virker ret vage. Hvad vil det sige, at en behandling er ’umenneskelig’ eller ’nedværdigende’?

Ja, det kalder jo simpelt hen på filosofisk refleksion og analyse. Et godt bud på dette finder man i en artikel af den newzealandske retsfilosof Jeremy Waldron.

Hvad betyder »grusom, umenneskelig og nedværdigende«?

Waldron tager udgangspunkt i FN’s Menneskerettighedserklæring, som er formuleret en smule bredere.

I artikel fem står der, at: »Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

Han forsøger at vise, at vi, trods ordenes vaghed alligevel har en vis fælles ide om, hvad de betyder, herunder hvad deres moralske betydning er – også på tværs af kulturer.

Vi bruger således betegnelsen ’grusom’ om en moralsk forkastelig, usund holdning til andre menneskers lidelse, nemlig når vi møder den med ligegyldighed eller ligefrem nydelse eller fornøjelse.

At det er vigtigt at tage afstand fra grusomme straffe skyldes, at straf i sig selv ligger tæt op ad grusomhed.

Den indebærer, at man bevidst udsætter mennesker for noget, som de på det kraftigste ville frabede sig under normale omstændigheder og man derfor ville have gode grunde til at afholde sig fra.

Så straf indebærer en overhængende risiko for grusomhed.

Hvad er ’umenneskelig behandling’?

Det er vigtigt at man straffer på måder, der ikke udelukker en sund, medfølende holdning til andre menneskers lidelse.

Der er to forskellige betydninger af ’umenneskelig behandling’. Det kan på den ene side udpege handlinger som intet normalt menneske kan få sig til at udsætte andre for.

Når man handler umenneskeligt, benægter eller forråder man sin egen menneskelighed og for langt de fleste medfører det alvorlige traumer at gøre det.

Den anden betydning dækker over former for behandling, som intet menneske kan udholde eller med rimelighed kan kræves at skulle udholde, fordi den indebærer umenneskelig lidelse eller opleves som uværdig eller nedværdigende.

Det, der gør livet menneskeligt

Vi ved en del om, hvad mennesker i almindelighed kan udholde og hvornår de bryder sammen fysisk eller psykisk eller mister forstanden.

Vi ved eksempelvis, at tortur har den virkning, simpelt hen fordi den er designet til det. Hvis man tvangsadskiller børn og forældre sker der det samme.

Vi ved også, at langvarig ensomhed og isolation for det meste har samme virkning. Men hvad er det, der gør tortur, tvangsadskillelse, ensomhed og isolation umenneskelig?

Ifølge Waldron er svaret simpelthen, at de ødelægger eller forhindrer helt basale ting, som gør et liv genkendeligt som et menneskeligt liv, blandt andet:

• at ens basale fysiske behov bliver opfyldt
• at der er nogle basale livsrytmer med arbejde, hvile og søvn, forskel på nat og dag
• at man har meningsfulde relationer med andre mennesker og sin omverden
• at man har planer og håb for fremtiden.

Alt dette er afspejlet i reglerne for fængselsstraf, og det er eksempelvis også grunden til at Danmark har fået kritik for overdreven brug af isolations­fængsling: den er umenneskelig og falder derfor ind under torturkonventionerne.

Faren for at være umenneskelig

Grunden til at det er vigtigt at tage afstand fra umenneskelige straffe er, at der er en fristelse til umenneskelighed, når vi har at gøre med forbrydere.

Der er en overhængende fare for umenneskelighed i de situationer, hvor nogle mennesker har total magt over andre, i særdeleshed når vi anholder, straffer og indespærrer.

Vi kender skrækeksempler fra historien, hvor systemer til straf og indespærring fuldkommen har frakendt ofrene deres menneskelighed.

Mest ekstremt selvfølgelig i de tyske koncentrationslejre eller det sovjetiske Gulag-system.

Men går man tilbage i Danmarkshistorien finder man mange grusomme former for straf, og det var helt almindeligt at forbrydere (foruden fattige og psykisk syge) simpelt hen blev stuvet af vejen uden rehabilitering eller behandling.

I sidste ende handler det derfor også om, at når en retsstat og dens myndigheder bruger magt, så har det en anden legitimitet end når andre gør det (såsom forbryderbander), fordi statens myndigheder overholder nogle retsgarantier, er underlagt tilsyn med mere.

At ’nedværdige’ et menneske handler om at nægte personens status af menneske lige som resten af os, altså at reducere personen til en lavere rang.

Et dyr, et objekt eller en dæmon?

De karakteristiske former for nedværdigelse er bestialisering, instrumentalisering og dæmonisering.

Igen har det vist sig at være en nærliggende fristelse i behandlingen af kriminelle, at man enten ser dem som dyr (bestier), der er fuldkommen i deres instinkters vold og uimodtagelige for fornuft.

Eller man ser dem som væsener, der ikke har behov for at læse, dyrke sin religion, eller objekter, der må stuves af vejen som viljesløse instrumenter for andre.

Eller måske mest oplagt i Breiviks tilfælde ser dem som dæmoner, en inkarnation af den rene ondskab, og derfor som nogen, der så vidt muligt må isoleres fra os andre, så de ikke kommer til at smitte os med deres ondskab.

Har Breivik en sag?

Når man får Breiviks afsoningsforhold beskrevet, lyder de umiddelbart ret lempelige eller ligefrem behagelige:

Hans celleareal strækker sig over to etager, hvor han disponerer over et relativt stort opholdsrum med et tv, hvor han kan spille PlayStation, et køkken og et træningsrum, der blandt andet er udstyret med en romaskine og vægte, ifølge aviser (se her og her).

Han har også tre undulater. To blå og en hvid.

Breiviks anklage handler imidlertid ikke om de rent fysiske rammer, men om at han, modsat andre indsatte, befinder sig i en permanent isolationsfængsling.

Han har ikke kontakt med andre fanger og kan ikke modtage besøg. Hans liv er dermed ekstremt monotont og har angiveligt drevet ham til forsøg på selvmord.

Beviserne er svære at løfte

Efter min vurdering bliver det et springende punkt, hvilke af de to artikler i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som behandlingen af Breivik i givet fald er på kant med.

Artikel tre om forbuddet mod tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling indeholder nemlig ingen undtagelser, så her kan retten ikke tillade en ’særbehandling’ af Breivik.

Derimod er der en række undtagelser fra artikel otte om privatliv:

»Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.«

Når man har afskåret Breivik fra kontakt med omverdenen og ikke tilladt ham samvær med andre end sine fangevogtere og en besøgsven, som ikke var udpeget af ham selv, har det netop være begrundet i en frygt for, at han eller hans følgere ville udnytte det på måder, der kunne føre til forbrydelser, alvorlig uro eller offentlig utryghed.

Mit gæt (men det er kun et gæt) er, at Breiviks advokat får svært ved at bevise, at Breiviks restriktive afsoningsforhold ikke kan forsvares med henvisning til undtagelserne i artikel otte.

Han har måske en lidt bedre sag, hvis han slår på, at hans afsoningsforhold er umenneskelige, fordi de afskærer ham fra basale relationer, strukturer og livsrytmer, der hører med til en menneskeværdigt liv.