Blodige drabssager: Krimi-journalister står i etiske dilemmaer

Du har uden tvivl hørt om én af Danmarkshistoriens mest omtalte drabssager: Ubådssagen.

Medierne dækkede intenst retssagen mod Peter Madsen, der endte med at blive dømt for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Men bag de rullende kameraer foregik et væld af etiske overvejelser, som nu er blevet afdækket i et nyt studie udgivet i NordicomReview.

»Mit studie viser, at selvom der er konkrete presseetiske regler, som journalister er underlagt, så er de til forhandling. Grænserne er til forhandling, og de rykker sig også undervejs i dækningen af sagen,« siger Maria Bendix Wittchen, der står bag det nye studie, og som er studielektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet.

Grænser til forhandling

Når man taler om presseetik, spørger folk tit: Er det over grænsen?

Maria Bendix Wittchen henviser til, at nogle medier for eksempel beslutter sig for ikke at skrive specifikke detaljer om de brutale ting, Kim Wall blev udsat for. Men da det bliver et centralt tema i retssagen, skriver de så alligevel om det i deres dækning.

Og dermed rykker grænserne sig undervejs i retssagen.

»I starten var flere medier tilbageholdne med at skrive for mange detaljer om nogle af de voldsomme ting, Kim Wall blev udsat for. Men som retsmøderne går, bliver nogle af de detaljer centrale for anklageren i sagen, og dermed bliver det relevant at skrive om, for at læseren kan forstå, hvad sagen egentligt handler om. Så selvom det er voldsomt at læse om, så vil journalisterne argumentere for, at det er væsentligt for at forstå sagen,« siger Maria Bendix Wittchen.

Dertil er spørgsmålet om, hvorvidt god journalistik og god presseskik også er afhængig af mediets brugere, genren – der er forskel på liveblog og én artikel om dagen – og hvilken type journalist, man sætter til at dække sagen.

»I mit studie indgår både garvede retsreportere og en fiktionsforfatter. Det betyder noget for de etiske overvejelser og den journalistiske produktion, man ender med,« påpeger Maria Bendix Wittchen.

Livebloggernes opgave er i høj grad at fortælle, hvad der sker i retten lige nu og for eksempel referere de centrale ting, som tiltalte og anklager siger.

I den rolle kan det til tider være svært at vurdere, hvilke udtalelser eller hvilke detaljer, der er relevante at skrive om, fordi det sker ‘live’, og fordi der er et krav om højt produktionstempo.

»Derfor kan man for eksempel få kritik for, at man skriver unødigt blodige detaljer, som måske ikke er nødvendige for at forstå sagen og dermed kan opfattes som uetisk,« siger hun.

Online-journalisterne er typisk også i tæt kontakt med brugerne, der stiller mange spørgsmål i liveblogs og via mails. I den proces italesætter nogle journalister tydeligt deres presseetiske valg og fravalg over for brugerne.

»Denne form for meta-journalistik kan være med til at gøre læserne klogere på, hvorfor journalisten for eksempel ikke vil vurdere, om Peter Madsen bliver dømt skyldig i drab, eller hvorfor journalisten aktivt undlader at udpensle særlige voldsomme detaljer, selvom læserne gerne vil have dem,« siger Maria Bendix Wittchen.

Vil bruge det i undervisning

Thomas Pallesen, der er lektor i presseetik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har set studiet igennem for Videnskab.dk – og han kan forestille sig at bruge det i sin undervisning på DMJX.

»Studiet viser, at på trods af de voldsomme detaljer har journalisterne åbenbart gjort sig mange tanker og faktisk følt sig bundet af de presseetiske regler og de faglige idealer for god retsreportage,« siger han.
»Journalisterne, der dækkede sagen, er nødt til hele tiden at forholde sig til, hvordan de formidler de konkrete detaljer, der kommer frem i retten. Det kan være meget interessant for kommende journalister at se, hvordan reglerne faktisk fungerer i praksis,« tilføjer lektoren.

Retsreportagen under udvikling

Ifølge Maria Bendix Wittchen viser studiet, at retsreportagen er under udvikling, fordi den bevæger sig i en narrativ retning, hvor journalister begynder at træde i karakter. Den bliver altså mere subjektiv – selvom journalister egentlig ikke bør forholde sig til sagen, der er for retten.

Ét eksempel er, at Weekendavisen for eksempel vælger en fiktionsforfatter til at dække retssagen. Derfor bliver fortællestilen langt mere fortællende og analyserende, og skribenten inddrager sig selv som en del af historien.

For eksempel skriver skribenten: »Den svenske journalist Kim Walls død får mig til at tænke på …«

Det adskiller sig markant fra de reportere, der har større fokus på at fortælle om, hvad konkrete vidner siger, og hvad der helt konkret sker ved det konkrete retsmøde, siger Maria Bendix Wittchen.

»Det er tydeligt, at andre journalister opfatter dette som problematisk. Én kalder det for “farligt”, fordi det i den journalists øjne bliver alt for subjektivt og farvet, og dermed ikke lever op til, hvad den journalist opfatter som god retsreportage,« forklarer Maria Bendix Wittchen.

Thomas Pallesen mener dog ikke, at studiet – med Ubådssagen som case – nødvendigvis gør os klogere på, hvordan retsreporterne håndterer kravet om objektivitet. For selvom det er en “special case”, fordi den blev dækket så meget, og at der derfor er mange journalister at lave interviews med, er det måske ikke den sag, hvor objektiviteten var den største udfordring, mener han.

»Når der er understreget i de presseetiske regler, at retsreportagen skal objektiv, er det blandt andet, fordi det er fristende at strukturere en journalistisk historie efter offer-skurk-modellen. Og det må man ikke i den gode retsreportage, hvor den tiltalte er uskyldig, indtil det modsatte er bevist,« siger Thomas Pallesen og tilføjer:

»Problemet er bare, at det dilemma ikke er særlig relevant for Ubådssagen, fordi det er åbenlyst erkendt, at Peter Madsen er gerningsmand, at han var skyld i Kim Walls død. Det er et faktum, for han har selv erkendt det. Så den interessante diskussion om objektivitet er den her sag måske ikke så god en case på.«

Løbende diskussion

Selvom det er svært at generalisere ud fra interviews med kun 10 journalister, mener Maria Bendix Wittchen, at studiet er relevant. For der har manglet litteratur til dem, der er interesseret i, hvordan journalister dækker sådan en sag presseetisk.

»Man bliver nødt til at diskutere løbende, fra sag til sag, argumenter for og imod i forhold til de detaljer, der skal bringes,« siger hun.

»For mig at se er der et stort publikum, true crime-segmentet, for hvem, det er spændende at forstå, hvordan journalister arbejder i praksis – og hvilke dilemmaer de står i i så voldsom en drabssag,« afslutter Maria Bendix Wittchen.