TÆNKEPAUSER: Tortur er ikke bare en trussel mod retsstaten, men en reel afskaffelse af den. Hele vores retssystem og samfund bygger på, at vi ikke benytter den form for brutalitet, vilkårlighed og ulighed for loven, som tortur fører med sig, skriver lektor i filosofi i ny bog. Vi bringer et uddrag.
Efter Anden Verdenskrig var vi i Vesten af den opfattelse, at tortur var et overstået kapitel. Opgøret med de nazistiske og fascistiske regimer blev blandt andet et opgør med tortur og materialiserede sig i Menneskerettighedserklæringen og Torturkonventionen.
Den konsensus har krigen mod terror udfordret, og det har ført til, at vestlige regeringer er begyndt at overveje, hvilken type af forbud torturforbuddet egentlig er.
Vi skal derfor se på nogle mere fundamentale indvendinger. En af dem er, at forbuddet mod tortur ikke bare er ét forbud blandt andre. Det afspejler en fundamental værdi i en liberal retsstat som for eksempel Danmark.
Juraprofessor på New York University Jeremy Waldron udtrykker det på den måde, at forbuddet mod tortur er en ’legal arketype’.
Med en ’arketype’ sigter han til den symbolske funktion, det har, at et retssystem ikke benytter sig af brutalitet og af vilkårlig vold. Det er fremmed for selve tanken om et retsvæsen at tage den slags midler i brug.
Morten Dige har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Tortur’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Tortur’ er nummer 41 i serien, og udkom 5. september 2016.
Læs mere om bogen her.
En arketype opsummerer og tydeliggør altså, hvad der er formålet med og principperne bag væsentlige dele af lovgivningen. Den arketypiske funktion kommer for eksempel til udtryk, hvis domstolene straffer et par politibetjente, fordi deres behandling af en anholdt grænsede til tortur.
Det ville selvsagt ikke være muligt, hvis domstolene samtidig accepterede, at tortur kan komme på tale i visse tilfælde.
Forbuddet mod tortur er på den måde arketypisk på samme måde som forbuddet mod justitsmord er: Det er forbudt, selv om det måske i en situation virker bekvemt, nyttigt eller sågar beordret af Gud.
Retssystemet kan simpelthen ikke tjene sin funktion, hvis ikke det er et ufravigeligt princip, at dommere kun dømmer dem, som er bevist skyldige. Den symbolske virkning af at gøre tortur til en del af retshåndhævelsen vil tilsvarende være ødelæggende for retssystemets integritet.
Filosoffer kalder den slags normer eller værdier konstitutive. Det betyder, at de er med til at etablere og muliggøre en praksis. Vi kender det fra spil og sport.
Reglerne for skak er konstitutive for skak, fordi de overhovedet gør det muligt at spille skak. Uden reglerne kan man godt lege med brikkerne, men man kan ikke spille skak. Og så snart en spiller begynder at bevæge en løber som et tårn, holder han op med at spille skak.
Vi kan også forklare ideen ud fra følgende positivt formulerede arketyper for et retssystem:
Lovens lange arm skal bruge magt uden at behandle mennesker som dyr eller som rene instrumenter eller ting.
Hemmelige retssager, ulighed for loven, fravær af tilsyn og brutalitet i retshåndhævelsen kan ikke blot ses som beklagelige mangler ved et retssystem. Det er tegn på, at der slet ikke er tale om et retssystem, eller at det har tabt sin sjæl.
Der er i det lys noget ekstremt uprofessionelt ved de memoranda, der blev forfattet af højtstående jurister i Bush-regeringen i 2002-03.
De slog til lyd for, at forhørsmetoder først kvalificerede som tortur, hvis de indebar smerte lig med død eller organsvigt. Det var ud fra det synspunkt, at waterboarding og ekstrem kulde- og varmepåvirkning alene kunne betegnes som ’udvidede forhørsmetoder’.
Takket være en sådan kreativ nyfortolkning kunne de også hævde, at behandling, som ’kun’ var umenneskelig og nedværdigende, men altså ikke ’rigtig’ tortur, kunne være forsvarlig.
Men det er en åbenlyst falsk udlægning af konventionen. Når den siger »tortur og anden …,« er meningen jo, at tortur er forkert, fordi den er grusom, umenneskelig og nedværdigende. Hvis det ene er forbudt, er det andet derfor også.
Juristerne gjorde også gældende, at Torturkonventionen kun havde gyldighed inden for USA’s grænser. En sådan bestræbelse på at udhule forbuddet mod tortur vidner om en manglende forståelse for dets arketypiske status.
Lad os forestille os en arbejdsgiver, der siger:
»Jeg er selvfølgelig arg modstander af sexchikane, men hvor går egentlig grænsen – kan man ikke nogle gange forsvare at gøre ’udvidede tilnærmelsesforsøg'?«
Eller en ægtemand, der siger:
»Ok, jeg er med på, at hustruvold er helt forkert, men gælder det også, når vi er på ferie i udlandet? Eller hvad nu hvis jeg nøjes med at ruske hende og skubbe hende ind i dørkarmene?«
I begge tilfælde bevæger personen sig ind i et no go-område. Han involverer sig i overvejelser, som er grundlæggende uforenelige med ideen om henholdsvis et ansættelsesforhold og et ægteskab.
Det er konstitutivt for et ægteskab, at det baserer sig på hengivenhed og respekt. Uden hengivenhed og respekt kan der kun være tale om et ægteskab af navn, ikke af gavn. Den skitserede ægtemand er derfor etisk set ophørt med at være netop det.
På samme måde er overvejelser om hemmelige bortførelser, justitsmord og tortur uforenelige med ideen om et retsvæsen. En retsstat, der involverer sig i den slags, er reelt ikke længere en retsstat.
Fortalerne for tortur i krigen mod terror understøtter næsten altid deres sag med et eksempel eller rettere et tankeeksperiment kaldet ’den tikkende bombe’:
En terrorcelle har placeret en tidsindstillet bombe i et tæt beboet område. Efterretningstjenesten har pågrebet en af terroristerne, og forhørslederen er overbevist om, at han kender bombens placering.
Tiden er ved at løbe ud, og den eneste måde, forhørslederen måske kan få oplysningen ud af ham på og dermed redde tusinder af menneskers liv, er ved at underkaste ham tortur.
Men den tikkende bombe får os til at stille det forkerte spørgsmål, nemlig:
»Ville du ikke være parat til at torturere, hvis omstændighederne var netop sådan?«
Spørgsmålet fanger os på det forkerte ben, fordi det tilsyneladende viser, at vi bør opgive det absolutte forbud mod tortur.
I virkelighedens verden opererer vi derimod altid med sandsynligheder og risici, og ofte accepterer vi en vis fare for at kunne fastholde bestemte værdier.
Det er et tegn på moralsk umodenhed, hvis vi fraviger vores principper, i det øjeblik vi indser, at de faktisk er forbundet med omkostninger og risici. Det hører med til at have værdier, at det kan koste noget at have dem.
Faktisk accepterer vi dagligt en række risici for endog meget store ulykker, og det gør vi endda for temmeligt overfladiske værdiers skyld. Når jeg for eksempel bevæger mig ud i trafikken med min familie, sætter jeg strengt taget hele familiens liv på spil. Som oftest for relativt banale goders skyld som en tur til stranden.
Vi accepterer også en forhøjet risiko for at blive dræbt i trafikken, fordi vi værdsætter det smukke syn af træer langs vejene. Hvis nogen spurgte mig:
»Vil du virkelig acceptere at blive slået ihjel bare for at kunne nyde synet af smukke vejtræer?« Ja, så giver svaret sig selv.
Hvis spørgsmålet i stedet lyder:
»Vil du virkelig acceptere en marginalt større risiko for at blive slået ihjel for at kunne nyde synet af smukke vejtræer?« Så er svaret mindre indlysende.
Når der er mere grundlæggende værdier i spil, bør vi selvsagt acceptere sådanne risici så meget desto mere.
Hvad mener vi, når vi siger, at justitsmord aldrig kan forsvares – at der er et absolut forbud mod bevidst at dømme en person for en forbrydelse, hun ikke har begået?
Ja, det indebærer vel, at vi er parate til at acceptere en vis risiko for, at skyldige forbrydere går fri, fordi alternativet ville være monstrøst.
Parallellen til det absolutte forbud mod tortur synes klar. Spørgsmålet er ikke:
»Skal vi acceptere, at terrorister dræber titusinder af uskyldige, hvis vi kunne forhindre det ved at torturere nogle få terrorister?«
Den virkelige verdens spørgsmål er derimod:
»Skal vi acceptere en risiko for, at terrorister dræber titusinder af uskyldige, selv om vi muligvis kunne nedbringe denne risiko ved at torturere nogle få terrorister?«
Hvis vores liberale kultur virkelig bygger på politiske dyder som nonbrutalitet, retssikkerhed og lighed for loven, er svaret, at vi skal tage den chance. Vi skal holde os selv fast i troen på, at vi kan forsvare os uden at forråde vores værdier.
Appellen i den tikkende bombe er, at ekstreme situationer åbner for, at vi tillader handlinger, som under normale omstændigheder er forkerte.
Men det indebærer, at vi skal gøre os til sådan et samfund, som er parat til at gøre den slags.
Måske er vi bedst tjent med ikke at kunne gribe til midler som tortur eller andre instrumenter, som vi ellers forbinder med totalitære regimer.
