Breiviks tekst: Manifest, dokument eller tilfældige skriblerier?

Manifest er det ord, som de fleste medier har brugt om det 1.500 sider lange dokument, som Anders Behring Breivik lagde ud på nettet, kort tid før han placerede bomben uden for regeringsbygningerne i Oslo.

Så vidt forskning.no har kunnet konstatere, har den sigtede efter angrebene heller ikke selv brugt det ord om teksten. Han kalder det selv book, compendium og declaration, altså en erklæring, som medierne eller andre aktører ser ud til at have oversat til manifest.

Manifest er ikke et ord, som kan sige sig fri for associationer, mener professor ved Institutt for litteratur, områdestudier og europeiske språk, Pål Kolstø. Han har tidligere blandt andet analyseret medieretorik under Balkan-krigen i 1990erne.

Breviks tekst passer ikke til manifest-genren

»I 1800-tallet offentliggjorde kunstneriske og politiske grupper, gerne på yderfløjene, manifester for at kundgøre, hvad de stod for, som for eksempel Marx’ og Engels’ Kommunistiske Manifest fra 1848,« siger Pål Kolstø.

Surrealister, futurister og andre grupper i begyndelsen af 1900-tallet elskede manifester, og det blev en populær politisk genre, siger han.

Men i disse tilfælde var det bevægelser, som lancerede manifesterne, og ikke enkeltpersoner.

»Personligt tænker jeg på et manifest som en tekst, udsendt af en gruppe, snarere end en enkeltperson. Derfor synes jeg ikke helt, at Breiviks tekst passer ind i genren,« siger Pål Kolstø.

‘Manifest’ har positive konnotationer

Et hurtigt kig i tre af de norske aviser Aftenposten, Klassekampen og Dagsavisen fra dagene efter angrebet viser imidlertid, at der er forskellige måder at bruge ordet på.

I visse artikler sættes ordet i anførselstegn, andre skriver ‘det såkaldte manifest’, mens andre skriver ordet uden at pakke det ind i det ene eller det andet.

Pål Kolstø mener, at ordet manifest til en vis grad kan signalere noget seriøst og troværdigt. Han vurderer også, at ordet historisk set giver positive konnotationer.

»Det kan være en af grundene til, at mange foretrækker at sætte det i anførselstegn. Måske burde man helst undgå det. Men man skal jo bruge et eller andet ord, og et ord som dokument er jo temmelig intetsigende,« siger han.

Hvordan beskriver man noget, der er så grusomt?

Norges statsminister Jens Stoltenberg har udtalt, at det er naturligt for ham ikke at omtale den sigtede efter bombeangrebet og massakren på Utøya ved navn.

I medierne har journalisterne, ud over hans navn, brugt forskellige betegnelser til at tale om Anders Behring Breivik. For eksempel skytte, gerningsmand og terrorist.

Alle disse ord er i og for sig korrekte betegnelser, men med svingende grad af konkret indhold, mener Kolstø.

»Ordet skytte siger kun, at han brugte våben og ikke noget om, at han dræbte nogen. Ordet gerningsmand fortæller ikke noget om, hvilken gerning han udførte, men antyder bare, at det var noget kriminelt,« siger han.

»En terrorhandling kan indebære massemord, men derudover signalerer begrebet terror noget vigtigt om gerningsmandens motiver. Han eller hun vil sprede frygt ved at øve vold mod tilfældigt valgte civile ofre,« siger Kolstø.

»Det var helt klart en del af det, Breivik ønskede at opnå, og derfor anser jeg i dette tilfælde ordet terror som ganske præcist og ikke som et diffust skældsord,« siger han.

Man bør være bevidst om sine ord

»Det er vigtigt at opbygge en bevidsthed om associationer, og en vigtig del af det, som journalistuddannelsen også lægger vægt på, er at prøve at være så lidt manipulerende i sproget, som muligt,« siger Hege Lamark, som er lektor ved Fakultet for sammfunnsvitenskap ved Universitetet i Nordland. Hun har selv arbejdet som journalist og underviser nu i faget.

»Heri ligger, at nyhedssproget skal være direkte og præcist,« siger hun.

Hun synes selv, at det er interessant at reflektere over, hvilke slags signaler et ordvalg som for eksempel manifest sender.

»Mine associationer går i positiv retning. Jeg tænker på et manifest som et grundigt og gennemarbejdet politisk dokument. For så vidt kan det være korrekt at kalde Breiviks skrift for et manifest i betydningen ‘offentligt opråb’,« siger hun.

»Men tænk, hvis man i stedet havde kaldt det for Breiviks evangelium. Det ville straks have signaleret noget i retning af religiøs vildfarelse og ekstremisme.«

»Man kunne også have forestillet sig ord som kampskrift, testamente, kompendium, skriverier eller lignende. Alt i alt vil jeg alligevel tro, at mange opfatter manifest som det mindst ladede ord,« siger Hege Lamark.

‘Hændelse’ lyder som at punktere på cyklen

Hun har stor forståelse for, at redaktionerne ikke har brugt så meget tid på sprogdetaljer i deres historier om terrorangrebet.

Samtidig har hun blandt andet reageret på, at mange har brugt det lidt diffuse begreb hændelse om terrorangrebene.

»Jeg synes egentlig, at det er et provokerende ord i denne sammenhæng. Det lyder jo næsten som om, man bare er punkteret på cyklen,« siger hun.

Alligevel forstår hun godt, at drabene og bombeangrebet indebærer noget så ekstremt, at journalister ganske enkelt kan løbe tør for gode ord.

»Jeg tror, at journalister har haft en meget vanskelig opgave, hvor de har skullet beskrive noget, som de aldrig har oplevet før. Her har journalisterne nok også påvirket hinanden,« siger hun.

»Samtidig er der en lang tradition i journalistikken for at bruge eufemismer for noget, som direkte udtrykt virker stødende og ubehageligt, og det er ikke underligt, at man også gør det her,« siger hun.

Ordvalg kan give et overtag

Journalister foretager altså ikke altid de optimale valg af ord. Sproget er imidlertid vigtigt for at slå en tone an og er et middel, som kan bruges på godt og ondt, hvilket Pål Kolstøs tidligere forskning vidner om.

Han fortæller, at propagandaen på begge sider under Balkankrigen i 1990erne var bygget om omkring grove og ofte vulgære stereotyper. Sådanne mærkater er uhyre vigtige i en konfliktsituation, mener han.

»Den, der får held med at præge ordvalget, har allerede et betydeligt overtag. Karakteristikken af Slobodan Milosevic som ‘The Butcher of the Balkans’ ser ud til at være blevet brugt første gang i en artikel i New York Times i april 1992.

»Det spiller på forestillingen om, at serbere, og folk fra Balkan generelt, ikke bare var voldelige, men helst bruger blodige våben som kødøkser eller lignende. Udtrykket blev hurtigt hængende, måske også fordi det er et bogstavrim,« siger han.

»Måske er det sådan i vores lille sprogsamfund, at vi bliver nødt til at skabe nye ord og begreber til så unikke begivenheder,« siger Hege Lamark om sprogbrugen efter terrorangrebene 22. juli.

»Det vil for eksempel ikke være rigtigt at kalde det for Utøya-begivenheden, og jeg synes også selv, at det har været svært at finde de rigtige ord. Man bliver ganske enkelt målløs,« siger hun.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm