For nogle år siden blev et skræmmende forskningsresultat brølet ud i de britiske medier.

Det viste ifølge forskeren, der stod bag, at ophold i børnehaver og vuggestuer gør ubodelig skade på udviklingen af børns hjerner.  

Oxford-professoren Dorothy Bishop trak efterfølgende i et sylespidst blogindlæg med titlen ’Hvordan man som forsker bliver kendt og elsket af medierne’ bukserne af både forsker, tidsskrift og medier og forklarede meget præcist, hvordan der kan manipuleres med formidlingen af et forskningsresultat. 

Hvorvidt historien i medierne alligevel skræmte forældre til at melde deres børn ud af deres daginstitutioner er mig bekendt ikke undersøgt. 

Der er til gengæld konsekvenser af danske mediers omtale af påståede bivirkninger af HPV-vaccinen – såvel TV2’s kontroversielle tv-dokumentar fra 2015 som andre mediers dækning. Andelen af piger, der blev vaccineret, styrtdykkede, efter filmen blev sendt.

Medierne bringer vilde og udokumenterede påstande

Mediedækningen kommer til at koste liv, hed det i en overskrift i Politiken i sidste uge.

Afsættet var artiklen 'A Dynamic Model of Vaccine Compliance: How Fake News Undermined the Danish HPV Vaccine Program', skrevet af to forskere, henholdsvis Peter Reinhard Hansen professor i økonomi ved University of North Carolina og gæsteprofessor ved CBS, og Matthias Schmidtblaicher fra European University Institute.

De beskriver her det dramatiske fald i HPV-vacciner til unge danske piger, som medieomtalen udløste.

»Vi har lavet en liste over artikler, der har debatteret det her emne, og mange af disse kan med rette kategoriseres som fake news. Politiken har ved flere lejligheder givet spalteplads til folk med ret vilde og udokumenterede påstande, som i det her tilfælde, hvor 'eksperterne' er kendte for at have meget kontroversielle meninger om vacciner, som strider mod videnskabelig konsensus,« sagde Peter Reinhard Hansen til Politiken.

Selvom forskningen viser, at HPV-vaccinen fungerer efter hensigten med få ufarlige bivirkninger, blev der efter TV2-dokumentaren 'De vaccinerede piger' stor virak om vaccinens virkning. Derfor bør medier være meget varsomme og have fakta på plads, før de bringer nyheder, kommenterer Vibeke Hjortlund. (Foto: Shutterstock)

Derfor optræder medierne uansvarligt

Seriøse medier bringer også vildledende og uansvarlige oplysninger til torvs på forskningsområdet.

Både fordi journalister og redaktører mangler indsigt i de sammenhænge, der omgærder videnskaben. Og fordi afdækningen af en ordentlig skrabalder-skandale bare er toppen og et klart succeskriterie for journaliststanden. 

De bedste skandaler er krystalklare og skarptskårne – med ofre, man kan have ondt af, og skurke (typisk magthavere) man kan blive forarget over, og hvis hoveder man kan kræve serveret på et fad.

Det føles godt for repræsentanterne for den fjerde statsmagt, det går rent ind hos læserne/brugerne, og der er både prestige og penge på spil. 

I de seneste år er de sociale medier kommet til som endnu en kilde til information for borgerne.

I modsætning til de seriøse medier, der dog oftest korrigerer deres fejltagelser, kan fupmedier og enkeltpersoner på en forkvaklet mission udbrede hvad som helst.

Nogle med en politisk dagsorden, nogle med et økonomisk incitament, og nogle med en sag, som ikke er funderet i fakta, men bare helt ude i hampen.

Det hele bliver delt i vildskab. Mine venner gør det også.

Det er godt nok ikke nemt at være mediebruger nu om dage. 

Vejen frem går via den gode, gamle folkeoplysning 

Medierne har flittigt solgt forskerne ind som sandhedsvidner.

Dem kan man stole på, har vi lært gennem det seneste årti, hvor forskerne har fået deres store folkelige gennembrud.

Så de nu – på alle måder fornuftigt og ofte tillige tappert – bidrager til at kvalificere den offentlige debat. 

Men folkeoplysningen er ikke fulgt med. Vi har ikke fået udbredt en tilstrækkelig viden om, hvad forskning egentlig er, hvad den kan, og hvad den ikke kan.

Vi har brug for at forstå, at forskning ikke er hele sandheden. Den kan drejes og manipuleres i bestemte retninger, og modgiften er, at vi bliver bedre til at gennemskue det, mener Vibeke Hjortlund. Så der er god grund til at åbne bøgerne og lære at være kritisk overfor nye forskningsresultater. (Foto: Shutterstock).

Det er ikke banket fast med syvtommersøm i vores alle sammens bevidsthed, at forskningsresultater ikke altid er sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, men bare den bedste viden, vi har lige nu.

At forskerne ofte er uenige. Og at forskning kan fordrejes, manipuleres og misbruges ligesom al mulig anden information.  

Man kan altid finde videnskabelige resultater, der underbygger en given påstand. Man kan også altid finde videnskabelige resultater, der underbygger den stik modsatte påstand.

Klima- og sundhedsforskning leverer måske de bedste eksempler herpå.

Skal man undgå, at vi bliver dummere snarere end klogere af at lytte til videnskaben, så kræver det noget. Af os selv, af medierne og af forskerne. Og af samfundet som sådan, der passende kan støve det gode, gamle folkeoplysningsideal af og bringe det ind i nutiden. 

Vi skal alle sammen gøre noget ved det

Hver især har vi brug for at lære, at vi ikke bare skal tage alt for gode varer.

Selv om det har stået i avisen, været på tv, er delt af vores bedste ven på Facebook, og der er i øvrigt en eller anden forsker, der siger, at sådan er det. 

Medierne har brug for at blive bedre til at håndtere videnskabsstof. Og her taler vi ikke om de sjældne videnskabsjournalister, men alle der kan blive sendt i felten for at dække noget forskningsrelateret.

Altså alle. 

Videnskab.dk har gennem snart 10 år arbejdet ihærdigt med at udvikle videnskabsjournalistikken, og vi kæmper hele tiden for at blive bedre.

Da vi åbnede, talte journalisterne eksempelvis ikke altid med flere kilder i artikler med omtale af nye forskningsresultater.

Det gør vi nu, hvor vi i det hele taget bestræber os på at føje perspektiv og nuancer til historierne, også typisk sætter forskningsmetoderne under lup.

Helt konkret arbejder vi lige nu med to tiltag.

Med støtte fra Google Digital News Initiative arbejder vi på at udvikle et troværdighedsbarometer, der kan gøre det lettere at gennemskue, hvor solid en historie på sitet er. 

Dertil arbejder vi på et manifest med oplysning til brugerne om, hvad de skal kigge efter, når de læser om forskning – på Videnskab.dk eller i andre medier.

Vi anbefaler dem blandt andet at kigge bag de ofte overdrevne overskrifter og se på, hvem kilden er, om der overhovedet er tale om forskning, og vi vil klæde dem på til bedre at vurdere, om forskningen er god.

N. F. S. Grundtvig udtænkte filosofien bag de danske højskoler i 1800 tallet, hvor viden om samfundet skulle gøre os i stand til at leve livet som dannede og hele individer. Men hvad er der blevet af lysten til at vide noget reelt om samfundet? Det spørgsmål bliver stadig mere relevant i lyset af fake news og misinformering i medierne, påpeger Videnskab.dk's chefredaktør, Vibeke Hjortlund. (Foto: Wikimedia Commons, maleri efter foto af Hans Jørn Storegaard).

Forskerne og universiteterne skal stræbe efter mere åbenhed om deres forskning og skrue ned for oversalg af resultaterne.

På Videnskab.dk er vi stolte over, at omtale her har ført til, at universiteterne vil gøre op med utroværdige pressemeddelelser, og Danske Universiteter vil lave et kodeks for pressemeddelelser, som ofte er grundlaget for overdrevne historier i medierne. 

Folkeoplysning og/eller videnskabelig dannelse?

Fem forskere fra Københavns Universitet skrev for nylig en kommentar på Altinget.dk, hvor de efterlyste en ny videnskabelig dannelse, som ville sætte de studerende på universiteterne i stand til at skelne mellem viden og voodoo, fakta og alternative fakta.

Her skriver de blandt andet:

»Videnskabelig dannelse 2.0 indebærer refleksion og kritik i positiv forstand. Et centralt spørgsmål er: Kan det nu også passe? Den studerende lærer at reflektere over den stadig mere specialiserede viden, som forskellige forskningsfelter frembringer.«

Det er jo fint, men ambitionerne må være højere end det. For hvad med resten af os – vi som ikke bevæger os rundt i universiteternes auditorier? Hvor finder vi en folkelig version af videnskabelig dannelse – Folkeoplysning 2.0?

Kulturministeriet beskriver folkeoplysning således: 

»Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.«

N.F.S. Grundtvig inspirerede til etablering af folkehøjskolerne, der søgte at oplyse de helt almindelige borgere, så kunne blive vidende og aktive deltagere i samfundet. Hvem gør noget nu?