Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forsker: Mediernes dækning af HPV-vaccinen kan blive skyld i over 100 kræfttilfælde

Annonce:

»Hundredevis af piger risikerer at blive ramt af livmoderhalskræft, og flere vil dø heraf.«

Sådan skriver Politiken i en artikel om en ny rapport, som undersøger mediernes indflydelse på befolkningens tilslutning til den omdiskuterede HPV-vaccine.

Flere medier har i de senere år bragt historier om piger, der oplever bivirkninger efter HPV-vaccinen, eksempelvis lammende træthed og svimmelhed.

Særligt TV2-dokumentaren 'De vaccinerede piger - syge og svigtet' fra 2015 udgør ifølge rapporten en milepæl i mediernes dækning af sagen, hvorefter antallet af piger, der lod sig vaccinere, faldt drastisk.

Men det er blevet påvist i flere videnskabelige studier, at de lidelser, som pigerne i dokumentaren oplevede, ikke findes hyppigere hos modtagere af HPV-vaccinen end hos ikke-vaccinerede.

I den nye rapport har forskerne brugt data fra Statens Serum Institut til at estimere, hvor mange af de uvaccinerede piger der i fremtiden vil blive syge af livmoderhalskræft som konsekvens af den faldende tilslutning.

»Hvis ikke situationen forbedrer sig, viser vores beregninger, at knap 100 piger vil blive ramt af livmoderhalskræft, og cirka hver fjerde af disse kan forventes at dø af det,« siger Peter Reinhard Hansen ifølge Politiken.

Annonce:

Han er professor ved Department of Finance på Copenhagen Business School og hovedforfatter til rapporten.

Ifølge ham viser den nye rapport, hvor alvorlige konsekvenser det kan have, når medier formidler såkaldt 'anekdotisk bevisførelse', hvor enkelte historier tillægges lige så stor betydning som et reelt statistisk grundlag.

Rapporten er endnu ikke udgivet i et tidsskrift og har heller ikke været igennem en proces, hvor andre forskere godkender kvaliteten af de videnskabelige artikler gennem et såkaldt 'peer review'.

Det er dog planen, at rapporten skal udgives i et tidsskrift senere og i den forbindelse blive bedømt af fagfæller. Indtil da kan den læses på Peter Reinhard Hansens hjemmeside.

naa