Dyreetik: Hvorfor er nogle dyr mere værd at beskytte end andre?

Der er virkelig meget at undre sig over, med hensyn til hvordan vi omgås og forskelsbehandler dyr – og mere specifikt indenfor forskningsfeltet, der beskæftiger sig med relationen til husdyr i landbruget.

Emnet er oplagt at tænke nærmere over. Ikke mindst, fordi vi, der går på to ben, jo også selv er dyr – eller hvad?

Eller er vi på grund af vores splittede syn på alle andre medlemmer af dyreriget blevet til udyr, mens resten stadig først og fremmest er dyr?

I et evolutionært perspektiv er afstanden til de dyr, vi stammer fra, som et blink med øjet. Menneskearten homo sapiens (som betegner os moderne mennesker, red.) har kun eksisteret de sidste 300.000 år, men det er 200 millioner år siden, at reptilerne blev til pattedyr.

Moderne mennesker er altså resultatet af en umådelig lang og kompliceret udvikling, og selv om vi foretrækker at hæve os over naturen og helst vil tro, at vi styrer den, er vi ikke desto mindre en integreret del af den.

Sagt på en anden måde: Alle dyr er beslægtede, og den variant, vi mennesker udgør, er ganske ny.

Men forbløffende meget af menneskedyrets energi bliver brugt på at adskille sig fra ’dyret’ på alle tænkelige og utænkelige måder, samtidig med at vi har brug for dem, dyrene, som indtægt, mad og selskab.

De bidrager til vores identitet, også for dem af os, der nægter at spise dem.

Dyr kan føle smerte og empati

Men dyrs indre liv er dybere, end vi tror. Personligt har jeg for eksempel altid beundret ravnen for dens evne til at bruge redskaber.

Men ikke nok med det.

Ravne kan genkende menneskeansigter, de udviser en stor grad af selvkontrol og kan takke nej til mad her og nu ved udsigten til en større belønning senere.

Forsøg tyder på, at grise kan vise tegn på en tilstand, der ligner empati over for andre grise, og det ser også ud til, at fisk kan føle smerte.

Jo grundigere, vi studerer dyr, jo mere bliver vi klar over, at de er mere komplekse, end vi troede.

Store dele af dyrenes indre liv er vi først lige ved at opdage.

Dyr som maskiner uden bevidsthed

Vores specielle forhold til dyr hænger blandt andet sammen med kristendommen. Selvom Noa i Bibelen knokler med at få dyrene parvis ombord på arken inden syndfloden, er vores adskillelse fra dyret grundfæstet i kristendommen.

I Første Mosebogs skabelsesberetning beordrer Gud:

»Hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på Jorden!«

I 1500-tallet slog den franske filosof René Descartes også fast, at vi roligt kan udnytte dyrene, for de er maskiner uden bevidsthed, de har ingen sjæl og kan ikke føle smerte, og derfor kan vi gøre med dem, hvad vi vil.

Dyr var en ejendom, og hvis andre mennesker end ejeren mishandlede dem, var det ejeren, der led skade; dyret selv var ubeskyttet.

Dyr har krav på moralske hensyn

Heldigvis for dyrene begyndte filosoffer i 1700-tallets oplysningstid at sætte dem fri af den religiøse forståelse.

Filosoffernes fokus på menneskers medfødte frihed og rettigheder førte til, at synet på dyr også ændrede sig.

Den engelske filosof Jeremy Bentham argumenterede endda for, at dyr har krav på moralske hensyn på linje med mennesker.

Hans mest berømte citat er faktisk bare en fodnote i bogen ’An Introduction to the Principles of Morals and Legislation’ fra 1789, hvor han først gør klart, at hudfarve ikke er en legitim grund til, at mennesker skal »overlades til en bøddels lune.«

Senere i fodnoten skriver han, at vi måske en dag vil »indse, at antallet af ben og hudens pels er lige så utilstrækkelige årsager til at overgive et følende væsen til denne skæbne. Spørgsmålet er ikke,« skrev Bentham, »kan de tænke, og heller ikke, kan de tale, men derimod, kan de lide?«

Verdens første dyreværnslov

Den vurdering er den danske professor i bioetik Peter Sandø, der har oversat citatet, enig i.

På hjemmesiden dyreetik.ku.dk beskriver han sammen med ph.d. i dyreetik Stine B. Christiansen, hvordan Benthams tankegang gødede jorden for verdens første dyreværnslov i England i 1822.

Den havde dog en hel del begrænsninger:

For det første omfattede den kun dyr som heste, køer og okser, mens for eksempel hunde, tyre og fjerkræ var udeladt.

På den tid var det uhyre populært at arrangere eksempelvis hane- og hundekampe, og lovgiverne turde ikke gå op mod folkets fritidsinteresser.

For det andet kunne loven kun ramme folk, der ikke ejede de berørte dyr. Rationalet var, at den dårlige behandling måtte være udført af en person, som ikke delte ejerens interesse i at beskytte dyrets værdi.

I Danmark fremsatte konseilspræsident C. Th. Zahle den første danske dyreværnslov i 1916, hvilket gjorde det muligt at straffe dyremishandling og vanrøgt af dyr med fængsel og bøder.

Fra omkring 1950 opstod en ny europæisk bølge af interesse for at beskytte dyr gennem lovgivning – nu gjaldt det ikke bare om at beskytte dyr mod unødig lidelse, men også at sikre dem en forsvarlig behandling.

Kursskiftet i Danmark skyldtes dels, at vi var i fuld gang med at opbygge en intensiv produktion af husdyr i landbruget, dels at forskere i stigende grad benyttede dyr til videnskabelige forsøg.

Nogle dyr er mere lige end andre

Begge dele medførte etiske dilemmaer, som stadig ikke er løst. Er videnskabelige dyreforsøg i orden, hvis de kan redde menneskeliv og udvikle vores viden om bestemte sygdomme?

For 40-50 år siden brugte de første forskere indenfor hjertekirurgi hunde opdrættet i kenneler, men på operationsbordene i dag er hunde næsten erstattet med grise.

Betyder det, at en hund er mere værd end en gris?

For eksempel blev en mindre model af hjerte-lunge-maskinen, som er særligt velegnet til transport, udviklet ved hjælp af forsøg med grise, og danskere protesterer sjældent over grises lidelser.

Men hvad nu, hvis det var hunde eller aber, der led samme kranke skæbne? Kan alle dyr bruges til at forbedre vores egen levestandard? Eller er nogle dyr mere lige end andre for nu at citere Orwells ’Kammerat Napoleon’?

Dyreetik giver etiske dilemmaer i hverdagen

I et forskningsprojekt i 2016 interviewede jeg en ansat på en svineproduktion om hans erfaringer med dyrevelfærd. Carsten, den ansatte, havde arbejdet med grise i flere år.

Han fortalte, at han var frustreret over at skulle kastrere han-grisene, for personligt brød han sig ikke om at påføre dyret smerte.

Samtidig kunne og ville han ikke diskutere meningen med kastrationen med gårdens ejer – den slags samtaler indgik ganske enkelt ikke i deres hverdag på gården.

Det var jo et arbejdsvilkår, han måtte acceptere, og uden kastration kunne denne gård ikke sælge sine grise.

I Danmark kastrerer svineproducenterne han-grisene for at undgå såkaldt ornelugt fra slagtesvinene, som en meget lille andel af dem udvikler, når de nærmer sig kønsmodenhed i en alder af syv-otte måneder.

Det medfører i så fald en ubehagelig, vammel lugt, som nogle mennesker, men slet ikke alle, oplever, når kødet fra de slagtede dyr varmes op.

Carsten kunne konstatere, at de kastrerede grise voksede, som de skulle, og det var hans pejlemærke i det daglige arbejde. Alligevel følte han, at det var forkert at ændre på deres kroppe, men den holdning holdt han for sig selv.

Hans svar afslører, at dyreetik på den ene side handler om det enkelte menneske – altså, hvad vi hver især synes, er en acceptabel behandling af dyr. Vi kan kalde det et ’etisk ståsted’.

På den anden side afspejler et etisk ståsted også, at vi indgår i og lever med bestemte forhold i samfundet.

En landmand har en økonomisk interesse i sine dyr, og den påvirker hans eller hendes etiske ståsted og de ansattes arbejdsbetingelser.

Forbrugernes dyreetiske ståsteder afhænger også af traditioner og viden, sociale og økonomiske forhold.