Hvad er god dyrevelfærd egentlig?

Hvad er god dyrevelfærd?

Og kan videnskaben give et klart svar på det?

Seniorforsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, Mette S. Herskin, lader spørgsmålet hænge i telefonen i et par sekunder, inden hun giver ‘svaret’, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver journalist.

»Ja og nej,« siger hun.

Mette Herskin forsker i udfordringer af dyrevelfærd hos svin og kvæg, der holdes som produktions- eller forsøgsdyr. I skrivende stund forsker hun blandt andet i transportegnethed og kastration af svin.

»Jeg kan som forsker objektivt godt sige, hvad der er god eller dårlig dyrevelfærd, når jeg måler på dyrets tilstand og dets oplevelse. Hvordan dyret oplever sit liv, kan granskes og vurderes fra meget skidt til meget godt og alt indimellem,« fortæller Mette Herskin.

»Men,« påpeger hun, »spørgsmålet kan ikke frakobles etik eller kultur. Snakken om velfærd bygger på den grundlæggende præmis, at det er okay, at mennesker har dyr i deres varetægt og bestemmer over deres liv,« tilføjer hun.

Sundhed, følelser og naturlighed

Altså: Spørgsmålet om god dyrevelfærd er ikke et spørgsmål om, hvornår dyr har det allerbedst. Det er et spørgsmål om, hvornår dyr har det bedst under omstændighederne som eksempelvis slagtesvin og malkekøer.

Hvis man er helt imod husdyr og produktionsdyr, så »starter samtalen et andet sted,« påpeger Mette Herskin.

Når det er sagt, er der blandt de fleste forskere enighed om, at man kan vurdere dyrevelfærd hos produktionsdyr ud fra tre overordnede positioner:

• Dyrenes sundhed og biologiske funktion: at dyret for eksempel er raskt, overlever, vokser og yngler.
• Dyrenes følelser: at dyret har frihed for smerte, frygt, stress og tilstedeværelse af positive oplevelse med mere.
• Dyrenes naturlighed: at dyret kan hvile i naturlige stillinger, om det kan komme på græs eller udfolde sin natur på andre måder.

De tre positioner blev sat på formel af David Fraser, professor i dyrevelfærd ved University of British Columbia, med bogen ‘Understanding Animal Welfare’ i 2008.

»Forskere er grundlæggende enige om, at de her tre hensyn alle har betydning for dyrs velfærd. Men det er ofte forskelligt, hvordan de vægtes, både blandt forskere og blandt andre erhvervsgrupper i samfundet,« forklarer Mette Herskin.

»Jeg mener personligt ikke, at spørgsmålet om naturlig udfoldelse er så vigtigt, hvis det ikke har en positiv betydning for dyret. Andre mennesker mener, at naturlighed er vigtigst for dyrets velfærd,« tilføjer hun.

Du kan jo spørge dig selv, hvad du vægter højest i de tre positioner, næste gang du skal forholde dig til, hvad god dyrevelfærd er.

Meget forskning skaber ikke enighed

Forskning har blandt andet peget på, at landmænd og dyrlæger vægter den biologiske funktion, mens mange dyrevelfærdsforskere og kæledyrsejere vægter dyrs følelser, og forbrugerne og økologiske landmænd vægter dyrs naturlighed.

Debatten om dyrevelfærd er altså lige så mudret som de grisestier og svinestalde, den i sidste ende handler om.

Det fortæller Peter Sandøe, professor i bioetik ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

»At ringe til en forsker og spørge: ‘hvad er god dyrevelfærd?’, er lidt naivt,« siger Peter Sandøe.

»Selv i konkrete scenarier, som der er lavet relativt meget forskning på, er forskere uenige om, hvad der i sidste ende er bedst for dyret,« siger han.

Har øko-grisen det altid bedre?

Et klassisk eksempel på den uenighed er debatten om, hvorvidt fritgående, økologiske grise har det bedre end konventionelle grise, der ofte lever indendørs og med flere restriktioner.

Du tænker måske, at økologiske grise, som kan komme ud, selvfølgelig har et bedre liv, men så sort-hvidt er det nødvendigvis ikke.

En rapport, som forskere fra Aarhus Universitet lavede i 2013, har peget på, at der er 50 procent større dødelighed blandt økologiske pattegrise. Derudover er der også større risiko for, at grisene bider hinanden, og det er sværere at skærme dem fra sygdom, når de går frit.

Til gengæld har grisene plads til at udfolde deres natur. De kan bygge reder, som vildsvin gør, og de er mindre stressede.

»Hvad er så vigtigst?« spørger Peter Sandøe, der i den videnskabelige artikel ‘Happy pigs are dirty! – conflicting perspectives on animal welfare’ fra 2006 netop har peget på, hvor mangetydig opfattelsen af dyrevelfærd kan være.

Er en glad gris en beskidt gris?

Forskningen, Peter Sandøe og hans kolleger har lavet, har dokumenteret masser af den form for uenighed ikke bare mellem eksperter og såkaldte almindelige mennesker, men også indbyrdes mellem eksperter i dyrevelfærd.

»For nogle skal en gris helst være smurt ind i mudder, og for andre skal den helst være helt ren. Det hviler på to forskellige idealer,« siger Peter Sandøe og tilføjer:

»Sådan er det med dyrevelfærd. Når man er færdig med at måle dyrenes reaktioner, kommer der en fortolkning af målingerne, hvori der indgår etiske forestillinger, som der ofte vil være uenighed om.«

Han pointerer dog, at debatten, selvom den er etisk og politisk farvet, naturligvis altid bør være forankret i det videnskabelige arbejde, der laves på området.

Forskningen viser eksempelvis ret entydigt, at halekupering af svin er smertefuld og unødvendig, og rutinemæssig halekupering af svin er da også ulovlig i Danmark og EU.

At en EU-rapport fra 2018 viste, at hele 97 procent af de danske grise alligevel halekuperes, er en anden sag, der tyder på, at praktikkerne ikke altid retter ind efter forskningen.

Besætningen vs. det enkelte dyr

Endnu et dilemma i debatten er spørgsmålet om, hvorvidt dyrevelfærd skal vurderes ud fra den samlede tilstand hos en besætning på flere hundrede dyr eller ud fra tilstanden hos et enkelt eller et par dyr.

»Der kan være tilfælde, hvor besætningen i gennemsnit har det meget godt, men tre dyr har det skidt. Hvad skal man så sige til det? Er det et udtryk for god eller dårlig dyrevelfærd?« spørger Mette Herskin.

Inger Anneberg, der forsker i, hvordan landmænd og kontrollører fra Fødevarestyrelsen forholder sig til og taler om dyrevelfærd, fortæller, at det er en velkendt konflikt mellem kontrollører og landmænd.

»Kontrollørerne skal have fokus på, om loven er overholdt eller ej, og for dem er det enkelte dyrs lidelse tit afgørende. Loven beskytter også det enkelte dyr, som det er i dag,« forklarer hun.

»Men for mange landmænd er det en uretfærdighed, at ét eller få dyrs lidelse tæller mere, end at de har mange dyr, som ikke lider,« tilføjer Inger Anneberg, der er seniorrådgiver ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

Tre filosofiske standpunkter

En anden pointe er, at vores tilgang til dyrevelfærd altid vil være farvet i nogle grundlæggende filosofiske positioner, som vi - bevidst eller ubevidst - indtager, når vi ser på forholdet mellem dyr og mennesker, fortæller bioetiker Peter Sandøe.

Et typisk standpunkt er kontraktetikken, der vil sige, at det kun er forholdet mellem mennesker, der betyder noget i etikken.

»Det går ud på, at man skal tage hensyn til dyrevelfærd, fordi forbrugerne kræver det, og man gerne vil tjene flere penge. Derudover er der ingen etiske fordringer,« forklarer Peter Sandøe.

Et andet standpunkt er nytteetikken, der anerkender, at dyrs velfærd skal maksimeres i lige så høj grad som menneskers. I nogle tilfælde vil nytteetikeren endda sige, at mennesker og dyr er helt lige.

Et mere pragmatisk punkt mellem de to positioner er ‘velfærdismen’, der tror på, at vi mennesker skal varetage vores egne interesser først og fremmest, men at dyrene skal behandles så godt som muligt indenfor disse rammer. Netop ‘velfærdismen’ er den mest udbredte position i dag, og det er også den, der kan spores i loven, som den ser ud i dag.

En undersøgelse, som Peter Sandøe lavede om danskernes forhold til dyrevelfærd i 2014, viste også, at langt de fleste danskere accepterer, at vi bruger dyr, så længe det ses som nyttigt, og der bliver gjort en indsats for at minimere dyrenes lidelser.

Igen kan du spørge dig selv, hvor du står, næste gang du skal forholde dig til, hvad god dyrevelfærd er. Er dyrene til for os? Er de til for sig selv? Eller noget midt imellem?

Hvor meget tænker danskerne på dyrevelfærd? Du kan se, hvor højt danskerne vægter dyrevelfærd på den politiske dagsorden i denne undersøgelse, der er lavet af Epinions Danmarkspanel for Dyrenes Beskyttelse.

Landbruget spiller stor rolle i debatten

Kaster man et blik på dyrevelfærdsdebatten i Danmark i dag, vil det stå klart, at landbrugets syn på og interesser for dyrevelfærden spiller en stor rolle.

Det fortæller seniorrådgiver, forsker og antropolog ved Aarhus Universitet, Inger Anneberg:

»Der findes nok tusind forskellige svar på, hvad god dyrevelfærd er, og i sidste ende vil det altid være et kompromis. Men du kan være sikker på, at der ikke udarbejdes love eller tages nogle vigtige beslutninger på området uden, at Landbrug & Fødevarer sidder med til bords,« siger hun.

»Loven i dag er præget af kompromisser mellem hensynet til produktionen og hensynet til dyrs følelser, og lovgivningen er derfor ofte den laveste fællesnævner for dyrevelfærden,« tilføjer Inger Anneberg.

… trumfer videnskaben

Der er også flere eksempler på, at landbrugets interesser trumfer den generelle videnskabelige rettesnor for dyrevelfærden.

Det illustreres blandt andet i spørgsmålet om fikseringen af søer. Søer skal ifølge loven gå løse, når de er drægtige. De må altså ikke fikseres i den periode. Loven bygger på forskning, der har vist, at søerne blandt andet er stressede, når de fikseres.

Forskning har samtidig dokumenteret, at søerne af samme stressrelaterede årsager har behov for at gå løse, i perioden efter de har født, hvor de farer og passer deres smågrise.

Det bør altså være logisk at lave en lovgivning, der sikrer, at søerne ikke må fikseres, i perioden efter de har født, men det er ikke sket.

»Når politikerne holder sig tilbage her, skyldes det hensynet til landbrugets konkurrencevilkår, men der kan rent faktisk godt bygges på en måde, så søerne i farestalden står løse. Det er dog mere pladskrævende og derfor klart dyrere, ligesom det tager mere tid at passe søer og pattegrise, når de er løse,« forklarer Inger Anneberg.

Det er med andre ord et eksempel på, at landbrugets interesser på et overordnet niveau trumfer videnskaben. Tvisten er også beskrevet i rapporten ‘Løse søer’ fra 2014, som Peter Sandøe blandt andet har stået bag.

At markedet trumfer videnskaben behøver dog ikke været et problem. Det kommer igen helt an på ens standpunkt, når det gælder dyrevelfærd.

… og betaler forskningen

Endnu et eksempel på landbrugets dominans i dyrevelfærdsdebatten er, at det meste dyrevelfærdsforskning er sponseret af landbruget.

»Dyrevelfærdsforskningen er begrænset af det paradigme, at vi skal lave profit på dyret,« siger Jes Harfeld, der er lektor i bioetik ved Aalborg Universitet.

»Det betyder ikke, at forskningen er i lommen på landbruget. Forskningen er som oftest veludført og sober. Det er bare ikke dyrevelfærdsforskning, det er landbrugs-dyrevelfærdsforskning,« tilføjer han.

Problemet er altså ikke, at landbruget betaler for forskning - det er normal praksis. Problemet er, at der er så godt som ingen forskning i dyrevelfærd, som landbruget ikke dikterer.

Jes Harfeld efterlyser derfor mere forskning i dyrevelfærd, der tager landbruget ud af ligningen og undersøger, hvordan dyrene har det på deres egne præmisser.

»Der er reelt meget lidt forskning, der går ud på for eksempel at undersøge, hvad de optimale livs- og levebetingelser - og dermed velfærd - er for dyrene,« siger han.

Mette Herskin, hvis forskning Aarhus Universitet i høj grad er sponseret af landbruget, er grundlæggende enig med Jes Harfeld.

»Han har som sådan ret i, at meget forskning i dyrs velfærd i vidt omfang sker på landbrugets præmisser,« siger hun og uddyber:

»Landbruget er for eksempel mere interesserede i at vide, om lidt ekstra plads kan hjælpe dyrene, end at vide hvad de optimale betingelser er, da det jo ikke er de betingelser, som branchen producerer dyr under.«

… men det kan ændre sig

Inger Anneberg påpeger også, at der er en generel konflikt mellem landmænd, der som praktikere har arbejdet med dyr gennem generationer, og forskningen, der byder ind med ny viden på området.

Mismatchet mellem forskningen i halekupering af svin og landbrugets manglende vilje til at rette ind efter den står som et klart eksempel.

»Mange landmænd opfatter simpelthen hele smerteområdet anderledes. Selvom videnskaben har slået fast, at det gør ondt at halekupere, så er der nogle landmænd, der ikke tror på det, eller mener at smerten ved halekupering er ubetydelig lille, og det er værre, hvis grisen bliver bidt i halen af de andre grise,« forklarer Inger Anneberg.

Når det er sagt, så vinder fokusset på dyrs følelser og naturlighed indpas i disse år, siger Inger Anneberg, der aktuelt forsker i, hvorfor nogle landmænd vælger at opjustere niveauet af dyrevelfærd.

»Det er et område, hvor der er sket en kæmpe udvikling i de seneste år. Det skyldes især, at der er kommet en ny generation af yngre landmænd, der er opdraget i et system og en skole, hvor dyrs oplevelser af smerte eksempelvis tages alvorligt,« siger hun.

Inger Anneberg fortæller også om en konventionel svinebonde, hun har interviewet, der er holdt op med at halekupere:

»Han kunne ikke holde ud at forklare, hvorfor han halekuperede, når han sad til familiesammenhænge, fordi forklaringen var, at han sparede tid. Det viser, at hensynet til dyret er et tema, der vokser frem. Mange - forbrugere og landmænd - vil gerne se dyret på en anden måde. De synes, at der er rart at se, at soen kan gå løs,« forklarer hun.

Tag stilling

Tilbage til loven og de to spørgsmål, der indledte artiklen her: Hvad er god dyrevelfærd egentlig? Og kan videnskaben give et klart svar på det?

Det vigtigste her er nok at forstå er, at lovgivningen - som al politik - er kompromisets kunst. Det samme kan man sige om lovgivning på dyrevelfærdsområdet.

Det er et spørgsmål, der ikke kan løses fra elfenbenstårnet. I sidste ende handler det om, at du selv tager stilling til problemet, hvis du synes, at det er vigtigt.

Så spørg dig selv igen:

• Er dyrene til for os mennesker? Er de til for sig selv? Eller noget midt imellem?
• Vægter du dyrenes sundhed, følelser eller naturlighed højest, når du skal vurdere, hvad god dyrevelfærd er?
• Er det i orden, at ét dyr har det skidt, hvis resten af besætningen har det godt?