Dyrenes Beskyttelse ville redde mennesker

Efter parolen ‘dyrplager som barn – menneskeplager som voksen’ var det lige fra begyndelsen Dyrenes Beskyttelses formål at redde menneskene, mens man reddede dyrene.

Da foreningen blev stiftet i 1875 skete det på baggrund af, at danskerne i stigende grad var blevet sentimentale i forhold til at hjælpe samfundets udsatte, deriblandt dyrene. Men det var kun de dyr, som var synlige for byens hattedamer, der nød godt af den nye tidsånd.

Anne Katrine Gjerløff er én af Danmarks få dyrehistorikere. Hun arbejder til daglig som postdoc ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet og har specialiseret sig i danskernes forhold til dyr fra 1850 til 1920.

Forskeren fortæller, at internationale historikere har et bud på, hvorfor borgerskabet begyndte at gå så meget op i, at arbejderklassens børn var gode mod dyr og dermed blev til gode voksne mennesker.

»Det handlede måske om det fremkommende borgerskabs måde at udbrede deres egne værdier til en den primitive, fattigere og mindre civiliserede arbejderklasse, for man kunne godt være bange for, hvad de kunne finde på,« siger Anne Katrine Gjerløff.

Retorikken i den danske dyreværnsbevægelse omkring det at være et godt menneske var så gennemtrængende, at det var en vigtig del af forkæmpernes kamp ikke kun at afskaffe dyreplageri, men også at frelse menneskene fra at blive onde.

Ude af øje – ude af sind

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse blev oprettet i en tid, hvor borgerskabet var blevet optaget af at gøre ‘det gode’, fortæller historikeren.

I den såkaldte filantropiske ånd ville borgerskabet hjælpe kriminelle, enlige mødre og fattige børn, som staten dengang ikke så sig forpligtet til at tage sig af. Velgørenheden smittede også af på dyrene.

»De var stort set uinteresseret i landbrug, og dyrene på landet var ikke en del af det. Det handlede om dyrene i byen. Det vil sige i slagtehusene og i kvægtransporterne. Man var meget interesseret i at redde hestene, som havde fået nye funktioner i byerne, så de blev udslidte,« fortæller Anne Katrine Gjerløff.

Hestene skulle for eksempel trække busserne, som skulle standse op og sætte i gang hver gang, der var en københavner, som ville med, for der var ingen stoppesteder. Det var hårdt arbejde.

Og når en træt hest fik et par ekstra slag for at sætte i gang, så skete det for øjnene af byens mest privilegerede indbyggere, nemlig borgerskabet, som selv var begyndt at have kæledyr som fugle, hunde og katte, der selvfølgelig skulle have det godt.

»Jeg ser det som en generel opfattelse af, at dyrene også skulle nyde godt af de fremskridt, som man mente var sket for menneskeheden,« siger historikeren.

Men hvad borgerskabet ikke så, det bekymrede de sig ikke om. I datidens noveller og skildringer af livet på landet, kan forskeren se, at man så landmanden som én, der selvfølgelig var god mod sine dyr. Derfor kom bønderne ikke under dyreværnsforeningens lup.

Kvinder ville redde børnene sammen med dyrene

I 1877 tog Julie Lembcke initiativ til at stifte underorganisationen Kvindeforeningen til Dyrenes Beskyttelse. Hun var gift med Jakob Christopher Lembcke, som havde været medstifter af Dyrenes Beskyttelse. Kvinderne påtog sig opgaven at opdrage børn og tjenestefolk til at være gode mod dyr, hvilket de mente var borgerstandens ansvar.

»De lærte børnene, at man ikke måtte slå på en hest, sparke til en hund eller træde på en frø, for så blev man et dårligt menneske. ‘Dyrplager som barn – morder eller menneskeplager som voksen’ var en fuldstændig fast frase i propaganda-materialet, som foreningen udgav,« siger Anne Katrine Gjerløff og fortæller, at materialet typisk var noveller og digte med billeder.

Dyreforkæmperne tænkte første gang på dyrene, som ikke skulle lide smerte. Men deres kraftige retorik omkring følgerne af at være ond mod dyr, viser ifølge historikeren, at de i næsten i lige så høj grad satsede på at redde samfundet fra onde mennesker, der som børn havde været dyrplagere.

Angst for pøbelen spillede måske ind

I sin egen forskning har Anne Katrine Gjerløff gjort brug af internationale historikeres vurderinger af, hvorfor borgerskabet begyndte at gå så meget op i dyrevelfærd. Borgerskabet følte sig måske truet af underklassen, som til dagligt arbejdede med dyrene og var afhængige af, at dyrene leverede den nødvendige arbejdskraft, hvilket gjorde, at de ind i mellem kunne være ret hårdhændede.

»Hvis man skal se meget kynisk på det, så handlede det ikke om tyren, når engelske dyreværnsforkæmpere ville have tyrekampe forbudt. Så handlede det om, at de ikke ville have, at pøbelen stimlede sammen og råbte, spillede og drak i forbindelse med tyrekampen,« siger forskeren.

Overordnet ser historikeren kampen for dyrene som en generel sentimental tendens til at ville gøre det gode. Det gjaldt om at redde samfundet og dets borgere, så de kunne være til nytte for samfundet. Her var opdragelsen til at være god mod dyr et middel til at skabe gode borgere.

Børn skal stadig reddes fra at blive dyrplagere

Hos Dyrenes Beskyttelse fortæller pressechef Gitte Staffeldt, at det i dag selvfølgelig er den vigtigste dagsorden at redde dyrene. Men parolen fra gamle dage gælder stadig.

»Den tanke har man stadigvæk i Dyrenes Beskyttelse. Jo bedre man lærer børnene at forstå dyr og tage hensyn til dem, des større er chancen for, at de også som voksne tager hensyn til deres omverden – ikke bare dyr, men også mennesker,« siger pressechefen. Foreningen mener stadig ikke, at det kan være helt rigtig fat med folk, som mishandler dyr. Gitte Staffeldt siger, at der selvfølgelig er forskel på at vanrøgte og mishandle dyr. Dyremishandlere er efter foreningens overbevisning mennesker, som har rod i sine værdier og befinder sig i en etisk ubalance.

»Sådan noget som at klippe ørene af et marsvin, det er bare så forkert og uetisk. Og det er ikke noget man gør, hvis man er et velfunderet menneske, som har et sundt forhold til sig selv og andre,« siger Gitte Staffeldt.