Hvordan studerer vi dyrs smerter?

I medierne er der hyppigt debat omkring dyrevelfærd, og hvorvidt den måde, vi omgås dyr på i moderne landbrug og fiskeri, er acceptabel.

Da en australsk pizzarestaurant sidste år – som oplæg til refleksion – hang en udstoppet ko op i loftet (i samme stilling som bedøvede kreaturer hænger på slagteriet) udløste det en mediestorm.

Det er dog ikke bare i dag, at vores forhold til dyr vækker debat – i et berømt citat fra sidst i 1700-tallet stillede den engelske filosof Jeremy Bentham spørgsmålet: »Can they suffer?«

I lyset heraf kan det virke paradoksalt, at det kun er i de seneste årtier, at smertebegrebet er blevet inddraget i definitioner af dyrevelfærd, indgår i dyrlægers uddannelse, og at dyrs smerter er mål for forskning.

Hos både dyr og mennesker er smerte et perceptuelt fænomen – det vil sige, at smerten opfattes af det enkelte individ med deraf følgende individuel variation i den oplevede smertegrad.

‘Pain is in the brain’

Oplevelsen af smerte er tæt knyttet til nervesystemet. Når kroppen udsættes for vævsskadende stimuli, aktiveres nociceptorer (særlige nerveender der er følsomme over for påvirkninger, som kan skade kroppen).

De sender nervesignaler gennem nervesystemet via rygmarvens dorsale horn og til sidst til hjernen, hvor smerten opfattes. Man kan sige, at ‘pain is in the brain.’

Smerte er per definition en ubehagelig (aversiv) sensorisk erfaring forbundet med vævsskade, hvortil der er knyttet en negativ emotionel tilstand. Derfor er smerte altid negativt for dyrs velfærd.

Selvom smerte er ubehageligt, har den en vigtig biologisk funktion, som er koblet til netop det, at det ‘gør ondt’: Når man føler smerter, stopper man som regel den smertevoldende aktivitet øjeblikkeligt – og samtidig lærer man at undgå den i fremtiden. Smerte er altså med til at redde liv.

Hvordan måler man smerte hos dyr?

I princippet kan vi aldrig vide præcist, hvad andre føler – ikke engang andre mennesker. Hvis vi udelukker sproget som kilde til andres smerte (som for eksempel hos nonverbale mennesker), er det tit en udfordring at genkende et smerteplaget individ.

Dette gælder især, hvis der er tale om længerevarende smerter, hvor de umiddelbare afværgereaktioner er aftaget, og dyret/mennesket typisk reagerer med mere diskrete tegn på smerte, såsom inaktivitet eller social tilbagetrækning.

Udfordringen kompliceres yderligere, jo mindre de dyrearter, man interesserer sig for, ligner mennesker. Hvis det for eksempel er fisk eller krabber, der undersøges, kan det være svært at genkende smertetegn, fordi disse arters biologi i høj grad adskiller sig fra vores.

Selvom dyrs smerte kan være svær at genkende, er begrebet et væsentligt punkt i dansk lovgivning. Dyreværnslovens §1 starter for eksempel med: »Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse (…)«

Derfor er viden om – og dermed forskning i – dyrs smerter central for, hvordan vi omgås dyr.

For bedre at forstå smerter hos dyr er der i de seneste cirka 20 år pågået en betydelig indsats for at udvikle metoder som – på tværs af dyrearter – kan benyttes til at undersøge, om dyr kan opleve smerte, og hvad der gør ondt på dyr – med stor vægt på de dyr vi omgås mest: kæledyr, forsøgsdyr og produktionsdyr.

Nødvendigt at ‘kigge ind i dyrenes hjerne’

Når mine kolleger og jeg forsker i smerter hos dyr, er en del af udfordringen at kunne adskille de to begreber smerte og nociception. Nociception betegner selve processen i nervesystemet, når et individ reagerer på vævsskadende stimuli (f.eks. høj varme), men indebærer ikke som sådan, at individet er opmærksomt på påvirkningen.

Det klassiske eksempel er, når man rører ved en kogeplade: Nervesystemet reagerer refleksivt, før signalet når hjernen, og man flytter fingrene, inden man er klar over, at det gør ondt. Brøkdele af et sekund senere når signalet hjernen, og så er personen opmærksom på smerten.

Nociceptive reaktioner er en tilpasning til livet i et miljø med risiko for at komme til skade, og derfor findes de i store dele af dyreriget. Også hos eksempelvis snegle eller bananfluer, som er dyregrupper, hvis kognitive niveau og neuroanatomi efter al sandsynlighed ikke er tilstrækkeligt til, at de opfatter de vævsskadende stimuli som smerte – selvom de flytter sig fra en varm kogeplade.

Forståelse af de mekanismer, som styrer de nociceptive processer er afgørende i forbindelse med udvikling af ny smertestillende medicin, men er ikke i sig selv nok til at få viden om, hvad dyret egentlig oplever, når dets væv skades – for at kunne det skal vi ‘kigge ind i hjernen.’

Men hvordan gør man lige det?

\ Læs mere

Føler dyr smerte på samme måde som os?

Små ændringer i adfærd kan være tegn på smerte

Vi har ikke ét mål, som præcist kan fortælle os, hvor ondt et dyr har. I stedet benyttes forskellige indikatorer som indirekte mål for smerten.

Blandt de mest anerkendte mål for smerte hos dyr er deres adfærd, for eksempel når de er alene eller i flok i deres vante omgivelser og ikke forstyrres af for eksempel mennesker.

Ofte vil det være relativt små ændringer, som man skal være opmærksom på. Et studie af afhorning af kalve viste, at nyligt afhornede kalve slår mere med ørerne, end kalve, der var blevet håndteret tilsvarende, men ikke berørt af det varme brændejern. Det er altså vævsskaden, der er eneste forskel mellem de to grupper af kalve.

Fortolkning af adfærden som smerterespons styrkes ved at inddrage smertelindring i undersøgelserne. For eksempel har flere undersøgelser af afhorning vist, at kalve som afhornes og behandles med smertestillende medicin vil slå næsten lige så lidt med ørerne som de kalve, der slet ikke er afhornede.

Når en adfærd udløses af en vævsskade, men ikke ses hos dyr med samme skade, der er lindrende, har man et væsentligt argument for tilstedeværelsen af smerte.

Lignende forsøg med halekupering af smågrise har vist, at grise som var lokalbedøvede reagerede mindre (målt som forekomst af spjæt og vokalisering) under indgrebet, end grise der ikke var bedøvede men ellers blev udsat for det samme – igen en indikator på oplevelsen af smerte.

\ Læs mere

Krebsdyr føler og husker smerte

Sværere at undersøge, når skadestidspunktet er ukendt

Det er altid simplere at arbejde med smerte, når man kender det præcise tidspunkt for vævsskaden – for eksempel ved rutinemæssige indgreb såsom halekupering af smågrise eller afhorning af kalve.

Det er mere kompliceret at dokumentere smerte i situationer, hvor tidspunktet for en skades opståen ikke kendes præcist, og det ofte ikke er smerten forbundet med at blive skadet, der er i fokus, men mere en eventuel smerte forbundet med perioden indtil skaden igen er helet.

Et eksempel herpå er brystbensfrakturer hos æglæggende høner – en tilstand som også ses under danske forhold. Her har studier af højt motiveret adfærd (i standardiserede situationer, hvor dyrene udsættes for en motivationel konflikt) givet viden om en mulig smertepåvirkning.

Et britisk forskerhold gav for eksempel hønsene valget mellem at blive siddende på en høj siddepind eller flyve ned og æde en melorm på gulvet. De fandt, at æglæggende høner med brystbensfrakturer var mindre tilbøjelige til at flyve ned fra høje pinde og få en belønning end raske høner.

Denne forskel i latenstiden til at flyve ned fra pinden blev udlignet, når hønsene fik smertestillende medicin.

Ud over adfærd findes en række andre smerteindikatorer hos dyr, for eksempel studier af hjerneaktivitet, ansigtsudtryk, eller ændringer i blodets indhold af stresshormoner. Det vil altid være en styrke for en undersøgelses resultater, hvis den inddrager flere indikatorer for smerte.

\ Læs mere

Hestens ansigtsudtryk afslører, om den har smerter

Og hvad skal vi så med den viden?

Undersøgelser som beskrevet ovenfor har betydet, at vi i dag ved, at pattedyr og fugle oplever smerte, når deres væv skades – og det betragtes som uden for rimelig tvivl, at også fisk kan føle smerte.

Flere og flere resultater peger på, at også krebsdyr såsom krabber og hummere er i stand til at føle noget, der i hvert fald minder om smerte, sådan som det er defineret ovenfor, men her er vidensgrundlaget væsentligt tyndere end for de andre dyregrupper.

Undersøgelsernes resultater har afstedkommet en del debat om, hvorvidt man for eksempel skal aflive hummere, før man koger dem – for nyligt blev det forbudt at koge hummere levende i Schweiz.

Ny viden som denne kan danne grundlag for debat om, hvordan vi omgås dyr – og hvad der er acceptabelt, at vi gør ved dem:

Det gælder ikke kun i forbindelse med landbrug og fiskeri for de dyrearter, vi spiser, men også for dyr som bruges til forsøg, betragtes som skadedyr eller holdes som kæledyr.

\ Læs mere

Har østers en bevidsthed?

\ Læs mere

Simpel træning i kaffepausen er effektiv mod smerter