Derfor er jagten på ære og anerkendelse skamfuld i Danmark

Ære spillede en afgørende rolle i det førmoderne samfund. Det 20. århundredes store krige afslørede dog menneskets jagt på ære som farlig.

I 1. verdenskrigs skyttegrave demaskerede den nye form for krigsførelse enhver forestilling om retfærdig krig, og den sociale orden brød sammen.

Officerer kæmpede side om side med menige soldater for deres overlevelse i kugleregnen fra de nyopfundne maskingeværer, der dræbte op mod fem millioner ansigtsløse mennesker uden at skele til deres rang.

På baggrund af den æreløse krig fik æren en central rolle at spille for de tyske nationalsocialister.

Efter den nedværdigende Versaillestraktat, der i 1919 afsluttede 1. verdenskrig med at give det tyske folk skylden for krigen, begrænse det tyske militær og forpligte Tyskland til at betale enorme krigsskadeserstatninger, opildnede Adolf Hitler og hans partisoldater til en verdensomspændende krig med det formål at genoprette det tyske folks ære.

FN gør op med nazisternes æresbegreb

I efterdønningerne af 2. verdenskrig begyndte europæiske politikere og intellektuelle derfor i stigende grad at betragte ære som et farligt begreb, der kunne understøtte autoritære statsdannelser og patriarkalske familiestrukturer.

Bruddet med en samfundsorden bygget på æresforestillinger knyttet til familie, stand eller folk manifesterer sig tydeligt i de første sætninger af FN's Menneskerettighedserklæring.

Her hedder det, at »anerkendelse af den i mennesket iboende værdighed og af de lige og umistelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden.«

Erklæringen gør op med nazisternes dødsensfarlige, antisemitiske Nürnberg-love fra 1935, der havde til formål at beskytte det tyske blod og den tyske ære fra de 'urene' jøder.

Den nære sammenhæng mellem den enkelte tyskers ære og troskab over for fædrelandet og dets fører, kom også til udtryk i SS-troppernes slagord 'Meine Ehre heißt Treue' ('Min ære kaldes troskab'.)

Menneskerettighederne har rødder i 1700-tallet

Formuleringen fra Menneskerettigheds-erklæringen har rod i forestillingen om mennesket som skabt i Guds billede og står i gæld til oplysningstænkernes fremhævelse af alle menneskers indre værdighed, der skal beskyttes af universelle rettigheder.

Denne kobling er allerede til stede i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, der fastslår: »(…) at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med en række umistelige rettigheder; heriblandt retten til livet, friheden og forfølgelsen af lykken.«

Formuleringer, der går igen i den franske menneskeretserklæring 13 år senere.

Med sit fokus på værdighed, anerkendelse og universelle rettigheder bliver FN's Menneskerettigheds-erklæring et nøgledokument i den demokratiske samfundsorden, der for alvor sætter sig igennem i løbet af 1950'erne og 60'erne, og som ikke længere struktureres ud fra æreskodekser knyttet til stand eller klasse.

Vis dit værd

Ifølge den franske sociolog Pierre Bourdieu legitimerer ære som symbolsk kapital ulighed og understøtter magthierarkier, der harmonerer dårligt med demokratiske idealer om frihed og lighed.

Det enkelte menneskes ukrænkelige værdighed afhænger i dag ikke af sociale roller eller markører. Den er, som der står i Menneskerettigheds-erklæringens indledning, uafhængig af køn, alder og status. Den opstår indefra.

Som sociale individer har vi dog stadig brug for at få vores værdighed anerkendt og bekræftet. Den sociale anerkendelse, som man tidligere opnåede i kraft af sit tilhørsforhold til en bestemt stand, er i dag knyttet til personlige kvalifikationer.

Vi skal selv bevise, at vi er vores rang værdig, og det gør vi blandt andet gennem vores arbejde og på de sociale medier.

Facebook er ny arena for kampen om anerkendelse

Det er skadeligt for sjælen at tjekke Facebook i sommerferien. Især hvis det regner, og man allerede inden morgenmaden har råbt ad sine børn og bestukket dem med is i håb om fred og forsoning.

For på Facebook er det legitimt at prale for at få likes. Og i juli er mit feed proppet med perfekte solnedgange, tempererede drinks og lyshårede englebørn uden lyd på.

Et blik ind i de sociale mediers glittede parallelverden afslører, at samfundet fortsat er en skueplads for kampen om anerkendelse, selv om æren har mistet sin traditionelle betydning.

I nutidens forbrugersamfund knokler vi ikke udelukkende for at få råd, men også fordi vi ønsker at opnå social anerkendelse.

Den danske statusjagt må gå undercover

Vi har dog en tendens til at fortie den betydning, som ydre ære og social anerkendelse har for os.

Denne kollektive fortielse, der gælder som primær norm for social omgang blandt danskere, har rødder i reformatoren Martin Luthers opgør med ydre gerningers betydning for menneskets forhold til Gud.

Mens amerikanske calvinister har lov at prale af deres rigdom og indflydelse, fordi det er et tegn på Guds udvælgelse, må nordeuropæiske lutheranere bukke nakken under Jantelovens mantra: »Du skal ikke tro, at du er noget.«

Janteloven sikrer den sociale sammenhængskraft ved at minde os om, at jagten på ydre ære og prestige er både illegitim og ildeset.

Vi latterliggør pengefikserede pralrøve som Donald Trump og Casper Christensen i komedieserien 'Klovn' og foretrækker i stedet sindige jyder som Lars Larsen og Johnny Madsen, hvis ydre fremtoning synes upåvirket af deres finansielle og kommercielle succes.

I Danmark bliver man en helt ved at indrømme, at man er et tudefjæs, der bare gerne vil »pusle med rødbeder, selleri og pastinak.« Sådan lyder det i hvert fald i digteren Halfdan Rasmussens heltekvad 'Noget om helte' fra 1955, hvor den ærkedanske antihelt indrømmer:

»Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.«

Janteloven og småstatsmentalitet tvinger statusjagten til at gå undercover i Danmark.

De sociale medier giver en ventil, hvor jagten på anerkendelse af vores tilsyneladende succesfulde liv kan få afløb.

Men selv her er praleri først acceptabelt, hvis vi tilsætter en snert af ironi eller advarer om »skamløs selvpromovering«.

Luthers spor i den danske mentalitet

Vi skammer os desuden over vores behov for prestige og ydre anerkendelse, fordi vi gennem århundreder har lært, at motivation til at handle i overensstemmelse med samfundets normer skal komme indefra.

Den ideelle borger i demokratiet træffer sine beslutninger på baggrund af sin indre, moralske overbevisning og af et hensyn til individuel skyld – ikke med det formål at opnå ydre, offentlig ære og prestige eller at undgå udskamning.

Luthers opgør med den katolske kirke kredsede netop om den pointe, at mennesket ikke må handle næstekærligt, fordi det ønsker Guds eller gudgivne jordiske autoriteters ros og belønning eller frygter deres straf.

I stedet skal motivationen til gode gerninger udspringe af, at mennesket allerede er blevet belønnet med Guds anerkendende kærlighed og nu er forpligtet på at give denne kærlighed videre.

Hvorfor hjalp jeg den gamle dame over vejen? Hvorfor købte jeg en ged til en fattig afrikansk familie? Var jeg inderligt motiveret af en moralsk forpligtelse til at hjælpe de svagere stillede? Eller drømte jeg om at poste det på Facebook og få hjerter og likes i hobetal?

For de fleste af os findes svaret sandsynligvis et sted midtimellem.

Men fordi vi er opdraget som samvittighedsfulde lutheranere, er vi flove over, at vi også handler moralsk rigtigt for at opnå point i det sociale regnskab.