Derfor føler vi skam

Skam er en følelse, som er tæt knyttet til synssansen – til forestillinger om eller erfaringer af at blive set eller stillet til skue på uønskede måder.

Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente, at skam forudsætter, at mennesket mærker, at det er et objekt for et andet menneskes negative blik.

Skam gør os bevidste om os selv, idet vi mister kontrollen over os selv, fordi vi ikke kan styre, hvordan andre mennesker ser på os. Det er derfor, fotografier af os selv kan være så ubehagelige og skamfulde at se på, fordi de netop lader os se os selv udefra. Ser jeg virkelig sådan ud?

Med andre ord kræver skam, at et menneske bevæger sig ud af sig selv og over i andres blik og føler deres negative vurdering på sin egen hud.

Og selv om vi ikke ved, om andre mennesker overhovedet ser de fejl, vi tror, de ser, så vokser angsten for skam ud af uvisheden og forestillingen om en mulig negativ vurdering.

Vi kan derfor ofte få følelsen af skam til at forsvinde ved at tale om, hvordan vi forstår og ser på hinanden, fordi det andet menneske ofte ser noget andet og bedre, end vi forestiller os.

Hvem skal kigge, for at skam opstår?

Filosof Dan Zahavi beskriver i bogen 'Self and Other' fra 2014, hvordan et andet menneske sagtens kan skabe skam uden at være til stede.

Forestillingen om en afdød moders misbilligelse kan få en datter til at stivne i skam, når hun sælger moderens smykker til marskandiseren.

Dermed ikke sagt, at et faktisk publikum ikke har nogen betydning. Tværtimod opstår den mest smertefulde form for skam netop ofte i en devaluering, som andre mennesker overværer.

Ifølge den engelske kønsforsker Sally Munt behøver det dog ikke at være et menneske, der kigger på os. Et dyr kan også med sit blik skabe utryghed og negativ selvagtelse.

Den franske filosof Jacques Derrida har i 2002 beskrevet, hvordan en hunkat kiggede insisterende på hans nøgne mandekrop og gav ham en ubehagelig fornemmelse af at blive bedømt udefra.

Gennem vores forestillingsevne kan et hvilket som helst levende væsen, og måske endda også mere abstrakte størrelser som ’moder natur’, faktisk vurdere os.

Katten er sandsynligvis ikke i gang med at vurdere Derridas nøgne krop, men sådan føler han det.

LÆS OGSÅ: Skam får os til at bruge sæbe

Skam over bussemand på kinden er kortvarig

Tre mere eller mindre opdigtede hverdagsoptrin:

En dag gik jeg rundt på gaden med en bussemand på kinden. Det var, lige efter at jeg havde smadret min søns flotteste fodboldpokal. I øvrigt har jeg ikke været til tandlæge i alt for mange år, og nu er en af mine kindtænder ved at rådne.

Det med bussemanden kan vi kalde for et pinligt optrin, men så snart den er væk, og de folk, som så bussemanden på kinden, er gået videre, forsvinder den negative følelse også.

Det med pokalen er lidt værre. Jeg føler skyld, fordi jeg ved, at min søn holdt så meget af den pokal. Min skyldfølelse går først væk, når han tilgiver mig.

Men det med tanden stikker nok dybest. Det gør det, fordi den rådne tand kommunikerer et mere grundlæggende budskab om mig, som jeg ikke er så stolt af. Hvad det er, er jeg ikke helt sikker på.

Måske at jeg ikke tager mig af mig selv. Eller at jeg er nærig. Derfor vil jeg helst ikke fortælle det til nogen. Og jeg smiler lidt selvbevidst og med lukket mund, så andre mennesker ikke kan se den rådne tand.

Skam kan måske umiddelbart minde om skyld og pinlighed, da de alle tre er selvrefleksive følelser, hvor vi mærker, at vi har fejlet. Men de tre følelser er også forskellige.

Derfor elsker vi Klovn

Den danske tv-serie 'Klovn' er for eksempel spækket med pinligheder. I afsnittet 'Tak for svaneæg' fra 2008 får komiker Frank Hvam et akut maveonde på vej ud til et møde med filminstruktøren Bille August. Han ender med at sætte sig på hug i en busk bag en bil.

Den kører så selvfølgelig væk midt i akten – akkurat som Bille August ankommer – hvilket betyder, at Frank pludselig sidder med bukserne nede om anklerne ud til en åben vej foran Bille August.

Denne situation vil mange af os nok finde pinlig, men vi vil sandsynligvis ikke skamme os over den i længden. Ifølge den engelske socialpsykolog Michael Billig bliver vi pinligt til mode, når vi begår midlertidige brud på sociale normer og rutiner og fremprovokerer latter og fnisen hos andre.

Vi formår for en stund ikke at opfylde forventningerne til passende social adfærd, og dermed bliver vi med Billigs ord 'midlertidigt dumme':

Vi glemmer at overholde de sociale spilleregler. Som at gå på toilettet i stedet for at lette sig i buskadset på en villavej.

LÆS OGSÅ: Hjerner scannes for skyld og skam

En anden form for pinlighed knytter sig til tabet af kropskontrol. YouTube tilbyder den ene video efter den anden med mennesker, der taber ting, snubler eller falder ned ad trapper. Eller modeller, der som Bambi på glatis vakler og vælter sig gennem catwalken til store modeopvisninger.

De temmelig høje antal visninger understøtter en anden af Billigs pointer:

Vi nyder at overvære andre menneskers pinligheder og tab af kontrol over kroppen.

Afhænger af øjnene, der ser

Enhver pinlighed er dog afhængig af et publikum. Når Bille August lige netop ikke når at se Frank sidde på hug, forløses pinligheden ikke helt, men er kun til stede som et potentiale.

Franks normbrud afværges med nød og næppe, fordi vennen Casper Christensen trækker Bille Augusts opmærksomhed i en anden retning, mens Frank samtidig dukker sig lidt bag den sparsomme vegetation.

Bille August opdager ikke Franks bizarre optræden – og den bliver på sin vis derfor ikke pinlig. Selvfølgelig undtagen for alle os seere, som både griner og græmmer os over Franks midlertidige dumhed.

En bussemand på kinden og et fald ned ad af trappen er ene og alene pinlige foreteelser, hvis nogen kigger med. Det er derfor, vi altid kigger os febrilsk omkring efter at være faldet på cyklen. Så nogen det ske?

Pinligheden står og falder med et konkret publikum, og ingen af de ovenstående hændelser ville være pinlige, hvis de skete uden vidner.

Pinligheder skaber også gode historier. 'Vil du høre noget pinligt?', er altid en appetitvækkende indledning, men dette udtryk signalerer også, at pinligheder ofte ikke er så alvorlige.

De går over, og vi kan – på lidt afstand – genfortælle dem gennem små uskyldige selvudleveringer, der skaber latter og intimitet.

Er skyld og skam en variation af samme følelse?

Skyld stikker dybere. Forskere diskuterer, om skyld og skam er variationer af samme følelse eller to forskellige.

Hvis vi skal skelne, så binder skyld an til konkrete handlinger i modsætning til skam, som knytter sig til et menneskes identitet.

LÆS OGSÅ: Må man skamme sig over Danmark?

Hvis en bilist forårsager et uheld, hvor en cyklist brækker benet, har vi at gøre med en skyldsrelation mellem bilist og offer. Bilisten føler formentlig skyld over at have forvoldt skade på et andet menneske og søger en form for forløsning gennem undskyldning, tilgivelse eller straf.

Hvis det derimod begynder at cirkulere i nabolaget, at bilisten forårsagede ulykken, fordi han var påvirket af kokain, vil det i stedet kalde på skam, fordi han nu er blevet synlig for de andre beboere som en slet karakter, der har gjort en utilgivelig gerning.

Skam dækker som sådan over en dyb følelse af, at omverdenen har afsløret ens anstødelige personlighed.

Det skyldige menneske siger: 'Jeg begik en fejl,' mens det skamfulde menneske tænker: 'Jeg er fejlbarlig' eller sågar: 'Jeg er en fejl.'

Skyld og skam forløses forskelligt

Fordi skyld er mere fokuseret på handling, er den ofte også baseret på en relation mellem specifikke mennesker, som når jeg føler skyld over for min søn på grund af en ødelagt pokal.

Skam opstår derimod, hvis et menneske oplever, at hele hans eller hendes personlighed eller selv bliver opfattet negativt af andre mennesker.

Skam kan selvfølgelig også vokse ud af et konkret blik fra et andet menneske, men fordi den angår hele identiteten, rækker en undskyldning eller tilgivelse fra denne anden person ikke til at fjerne skammen.

Af den grund forløser skyld og skam sig også på forskellige måder:

Skyld gennem tilgivelse eller straf for handlingen, og skam gennem social og kærlig accept af mennesket med alle dets facetter og svagheder.

LÆS OGSÅ: Pædagoger bærer på skam, når etikken udfordres

LÆS OGSÅ: Autentisk og selvoptaget: Ungdomsserien SKAM hitter