Ved Folketingets åbning, 2. oktober 2012 anvendte daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, krisebegrebet til at markere, at det enten kan gå den ene eller den anden vej:
»Jeg er overbevist om, at de samfund, der kommer bedst gennem krisen, netop er de samfund, der handler. De samfund, der formår at træffe de rigtige beslutninger. Og de rettidige beslutninger. Men ikke nødvendigvis de populære beslutninger.«
En krise kan afværges eller intensiveres. Den kalder på handling, valg og beslutninger.
Thorning-Schmidt anvendte også et meget alment begreb om krise, idet hun talte om »krisen«, og ikke refererede mere specifikt til, om der er tale om en finanskrise, en økonomisk krise eller en beskæftigelseskrise.
LÆS OGSÅ: Hvordan opstod finanskrisen?
Krisebegrebet er meget udbredt
Krisebegrebet bruges i dag i et væld af samfunds- og kulturlivets områder:
Fra videnskabernes krise og filosofiens krise til kulturens krise og kunstens krise, til private og offentlige organisationers kriser.
Krisebegrebet bruges også psykologisk og eksistentielt, og man taler endda om midtvejskriser eller om kriser i parforholdet.
I politik er krisebegrebet særdeles udbredt, og det bruges til at beskrive alt fra enkeltpartiers kriser over kriser i indenrigsforhold til kriser i internationale relationer.
I de senere årtier er sammensatte begreber som klimakrise, miljøkrise, energikrise og fødevarekrise blevet centrale politiske termer. Kriser er altså her, der og allevegne.
LÆS OGSÅ: Misforstået risikovurdering førte til finanskrisen
Begrebet krise har beskrivet mange ting gennem tiden
Forfølger man krisebegrebets historie, vil man se, at der i antikken var en langt mere disciplinært opdelt brug af begrebet inden for medicin, jura og teologi.
Det oprindelige krisebegreb refererede ikke til økonomiske kriser. Den medicinske betydning, hvor krise henviser til den syges alvorlige tilstand, der kræver handling, og hvor krise markerer et midtpunkt mellem liv og død, har overlevet lige siden.
Allerede i 1600-tallet blev den medicinske betydning brugt metaforisk, f.eks. til at beskrive samfundslegemets tilstand som syg eller sund.
LÆS OGSÅ: Orgasme mod hysteri
Den medicinske brug var klart fremherskende til et godt stykke ind i 1700-tallet. I dag bruges den medicinske metafor om krise og om begreber som sundhed, sygdom, diagnose og kur stadig meget hyppigt i den økonomiske debat.
Det er f.eks. tilfældet, når man taler om en sund økonomi, om kartoffelkuren eller netop økonomisk krise.
Derimod er en anden af de oprindelige græske betydninger af ordet krise, nemlig som domsfældelse eller beslutning, gledet ud af sprogbrugen.
‘Krise’ betyder ikke længere beslutning, men noget, der kræver en beslutning.
‘Krise’ blev et udtryk for en tidsforståelse
I slutningen af 1700-tallet fik krisebegrebet historiefilosofisk betydning. ‘Krise’ blev nu et udtryk for en tidsforståelse, der kan beskrive en hel tid som en krisetid eller et helt samfund som i en krisetilstand.
Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) skrev i sin bog Émile fra 1762, at krisetilstanden og revolutionens århundrede var nært forestående.
Og under Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-1783) udgav den revolutionære skribent Thomas Paine (1737-1809) et tidsskrift, som han kaldte The Crisis.
LÆS OGSÅ: Hvordan afslutter man en revolution?
Uafhængighedskrigen blev set som en universel, verdenshistorisk proces, hvori demokratiet ville vinde over tyranniet.
Krisebegrebet fik hermed sin selvstændighed som historisk kategori.
Afkoblingen af krisebegrebet fra dets mere snævre kontekster til at henvise til et abstrakt historiefilosofisk og samtidsdiagnostisk begreb er centralt for senere tiders brug af krisebegrebet.
Teorier om finanskriser opstod
I 1800-tallet udviklede og raffinerede man egentlige teorier om økonomiske kriser og om finansielle bobler. Man skrev om økonomiske kriser som tilbagevendende fænomener, og man beskrev krisernes historie, årsager og mulige løsninger.
En tidlig teori – at økonomiske kriser har periodisk karakter – findes hos den schweiziskfødte Jean Charles Léonard de Sismondi (1773-1842), som bidrog til udviklingen af dét, der dengang hed politisk økonomi.
I værket Den politiske økonomis nye principper fra 1819 beskrev han, hvordan økonomisk ligevægt nok kunne etableres i det lange løb, men ikke uden nød til følge:
De økonomiske kriser ville vende tilbage.
LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på finanskrisen nu og i 1930erne?
Kriser blev forklaret som ‘moralske epidemier’
Ofte forklarede kriseteorierne kriser ud fra irrationel masseadfærd og menneskets lastefulde natur.
\ 50 ideer
Denne artikel stammer fra bogen ’50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
I 1841 udkom den skotske journalist og forfatter Charles Mackays (1814-1889) Erindringer om ekstraordinære offentlige vrangforestillinger og massers galskab.
Her beskrev han de ‘moralske epidemier’, som han så i massers maniske opførsel og vildfarelser i den ene spekulationsboble efter den anden.
Det gjaldt f.eks. verdenshistoriens første store spekulationsbobler, den britiske Sydhavsboble og den franske Mississippiboble i 1720, der forarmede Frankrig og sendte chokbølger gennem Europa.
Mackay sidestillede massens irrationelle vildfarelser og jagt på hurtige fortjenester med bl.a. heksejagt – lidt som senere krisediagnostikere som John Maynard Keynes (1883-1946) skrev om menneskers ‘dyriske ånd’, eller som vor tids forskning i adfærd på finansmarkeder har betvivlet, at mennesket agerer strengt rationelt og kalkulerende.
LÆS OGSÅ: Sådan opstod den danske boligboble
Spekulationer bundede i mennesket begær
Flere af 1800-tallets teorier om økonomiske kriser lagde altså vægt på, at de økonomiske kriser skyldtes menneskets natur.
Som den franske politiker og politiske tænker, Alexis de Tocqueville (1805-1859), bemærkede det i Demokrati i Amerika fra 1835, efter at have rejst rundt i USA i mere end et år:
»Jeg tror, at de tilbagevendende kriser i foretagsomheden er en endemisk sygdom hos vore dages demokratiske nationer. Man kan gøre den mindre farlig, men ikke helbrede den, fordi den ikke skyldes nogen tilfældighed, men selve disse folks [amerikanernes] temperament.«
LÆS OGSÅ: Derfor stifter vi gæld
Ligeledes lød det i 1848 fra den britiske filosof, John Stuart Mill (1806-1873), i Den politiske økonomis principper, der var den foretrukne lærebog i økonomi indtil slutningen af 1800-tallet, at ‘kommercielle kriser’ grundlæggende skyldtes spekulation.
I en amerikansk encyklopædi fra 1881 kan man finde opslaget ‘Kommerciel krise’, skrevet af den amerikanske journalist og finansekspert Horace White (1834-1916). Han mente, at kriser blev skabt af spekulation, som skyldes menneskets begær efter at blive rig uden at arbejde.
Han konkluderede, at der ikke er nogen anden måde at undgå kriser på end at sørge for, at menneskeheden bliver holdt ude af gældsættelse:
Man må simpelthen undgå fristelsen til at blive rig uden at arbejde!
LÆS OGSÅ: Hvorfor arbejde mere for mindre?
Andre kriseteorier fokuserede på institutionelle forhold
Hvor nogle kriseteorier forklarede kriser ud fra menneskets natur og hang til spekulation, lagde andre af 1800-tallets kriseteorier vægt på institutionelle forhold.
I en udgave af det engelske økonomiske tidsskrift The Economist fra 1857 kunne man f.eks. læse en leder om den daværende økonomiske krise i USA – en krise, der i øvrigt er blevet set som den første globale økonomiske krise, og som viste nødvendigheden af at se på økonomiske kriser som nogle, der kan sprede sig mellem nationer.
Lederen rettede en skarp kritik af amerikanernes udnyttelse af briterne og argumenterede for, at krisen skyldtes »rådne spekulationer konstrueret som kæmpe motorer for at trække kapital ud af andre lande«.
Derimod afviste lederen, at krisen skyldes udbredelsen af papirpenge – papirpenge har der været udbredt mistro til langt op igennem historien for at kunne skabe kriser.
I krisediskussionerne blev der dermed etableret et skel mellem to kriseårsager.
På den ene side menneskets natur og spekulation og på den anden side opkomsten af bestemte finansielle institutioner og innovationer – som f.eks. papirpenge.
LÆS OGSÅ: Hvem ejer statsgælden?
Der skelnes mellem forskellige former for økonomiske kriser
I løbet af 1800-tallet blev der dannet flere og flere teorier om økonomiske kriser.
Den tyske journalist Max Wirth (1822-1900) skrev datidens måske mest udførlige værk om økonomiske kriser, Handelskrisernes historie (1858), hvori der beskrives en række historiske handelsog finanskriser.
Han afsluttede med en krisediagnose og beskrivelser af krise-forhindringer og krise-reaktioner.
Et andet godt eksempel er den tyske økonom og filosof Karl Marx (1818-1883). Marx’ krisebegreb er differentieret, fordi der skelnes mellem forskellige former for økonomiske kriser.
Her ser man både cykliske kriser (systemimmanente kriser) og en tese om, at den kapitalistiske markedsøkonomis kriser er udtryk for så store modsætningsforhold, at systemet kollapser (systemeksploderende kriser).
Især netop de marxistiske og socialistiske analyser har peget på mere dybdegående modsætningsforhold i det økonomiske system. De har tilmed kunnet trække på den historiefilosofiske omdefinering af krisebegrebet fra slutningen af 1700-tallet.
I den marxistiske krisetænkning er krise et iboende væsenstræk ved kapitalismen og moderniteten.
På den måde bliver krisen total.
LÆS OGSÅ: Krisen falder ikke kun tilbage på bankerne
Det er svært at definere en krise
Begreber om økonomiske kriser var centrale kampbegreber i 1800-tallet. Hver gang der siden har været krise – som f.eks. den store depression i 1930’erne efter børskrakket på Wall Street i 1929 – har der været en fortolkningskamp.
Der foregår en kamp om at definere årsager til økonomiske kriser og om at definere løsninger på dem, som når man f.eks. diskuterer offentlige nedskæringer og balance på de offentlige budgetter over for offentlige investeringer.
Men der foregår også en kamp om overhovedet at definere, hvad der skal identificeres som den (politisk) relevante krise, som når man antager, at ‘bankkrisen’ er mere presserende end den ‘globale fødevarekrise’.
Det handler også om, hvad man overhovedet skal kalde en bestemt krise, som når man taler om ‘finanskrise’ i stedet for f.eks. ‘beskæftigelseskrise’.
Og det kan endda handle om at overbevise om, at der overhovedet er en krise, som når det gælder ‘klimakrisen’.
LÆS OGSÅ: Færre døde under Depressionen
Kriseopfattelser er konstruerede
En krise er altså ikke entydig. Kriseopfattelser er filtreret og påvirket gennem definitionskampe om krisen. De konstrueres ikke ud af det rene ingenting, men er i allerhøjeste grad fortolkede snarere end bare naturlige.
Sat på spidsen kan man sige, at sproget er politisk. Det gør i hvert fald en temmelig stor politisk forskel, hvad der for borgere og politikere gælder som tidens relevante kriser.
Man kan da også være helt sikker på, at kriser aldrig forsvinder, for kriser har vist sig at være nødvendige for at legitimere upopulære politiske beslutninger.
Som den britiske premierminister Winston Churchill (1874-1965) skulle have sagt, skal man aldrig lade en god krise gå til spilde.
Der er en enorm kamp om at kunne præge befolkningernes kriseopfattelser.
Kamp om at definere årsager til kriser
I kølvandet på den seneste finansielle krise fra 2008 kan man igen observere en kamp om at definere krisens indhold, årsager og løsninger.
Positionerne i debatten har bl.a. været en genkomst af en marxistisk kritik, der først og fremmest peger på mere omfattende systemiske træk, og som man måske som kriseteori kunne sammenfatte under betegnelsen kapitalismeteorien.
En anden forklaring er overreguleringsteorien. Især i USA har en konservativ og økonomisk liberalistisk position hævdet, at krisen skyldes for meget regulering, og her har man bl.a. henvist til, at banker kunne spekulere i statshjælp.
En tredje position, ofte socialdemokratisk eller socialliberal, har først og fremmest hævdet, at der er behov for en ny og mere effektiv regulering af især den finansielle sektor samt for keynesianisme. Det kunne man kalde underreguleringsteorien.
En fjerde position, grådighedsteorien, har hævdet, at krisen først og fremmest skyldes bankfolks grådighed, og at en ny og bedre moral vil forhindre kriser af samme omfang i fremtiden.
LÆS OGSÅ: Hvad sker der når et land går bankerot?
Dens pendant er, at lande hårdest ramt af krisen er det pga. ringe arbejdsmoral, for i denne kriseteori handler det først og fremmest om personligt ansvar, hvad enten det er den grådige spekulant eller den dovne græker, der selv er skyld i, at krisen rammer ekstra hårdt.
Denne form for kriseanalyse er blevet stærkt kritiseret af bl.a. europæiske tænkere som Jürgen Habermas (f. 1929) og Slavoj Žižek (f. 1949). De kritiserer tilgangen for at se bort fra forskellige systemiske og institutionelle kriseforklaringer.
Endelig har der været en position, som har påpeget, at andre kriser – f.eks. sultkrise, fødevarekrise, energikrise og klimakrise – tilsyneladende glemmes og nedprioriteres, mens skatteyderpenge bruges til at beskytte bankerne.
Der foregår altså en genkendelig kamp om at definere årsager til krisen og om at definere, hvori krisen overhovedet består, og hvad man skal gøre ved krisen.
