Banker, aktieanalytikere, kreditinstitutter og i sidste ende ministre begår fatale brølere, når de vurderer finansmarkedets udvikling.
I stedet for at opstille realitiske fremtidsprognoser, bruger de forskellige scenarier som et tag-selv-bord af muligheder.
Men de glemmer, at hver eneste beslutning de træffer, udelukker et væld af andre muligheder.
Den forglemmelse gør finansmarkedet langt mere uforudsigeligt end nødvendigt.
Og det gør det vanskeligere for politikere at planlægge økonomien og dermed borgerne økonomiske sikkerhed.
Bryder med fysikkens love
Det mener økonomen Ole Peters fra Imperial College i London. I artiklen 'You only live once', går han i rette med den ifølge ham mest almindelige fremskrivningsmodel for økonomiske investeringer.
I den model ser man på alle tænkelige scenarier, der starter med samme udgangspunkt. Og så gør man gennemsnittet af scenarierne til det mest sandsynlige udfald af investeringen.
Det vil sige, at man tager lidt fra det ene scenarie og lidt fra et andet scenarie. Men den opstilling bryder med selve fysikkens love, for vi kan ikke være flere steder på samme tid.
Det mest sandsynlige udfald bygger på en umulighed
\ Fakta
»Investorer opfører sig alt for ofte som om, de har adgang til forskellige scenarier, der udspiller sig samtidig i parallelle universer, og vis udfald de kombinerer til et gennemsnit.«
»Det forfører dem til at tro, at de har flere valg og står over for langt mindre risiko, end de faktisk gør.«
»I virkeligheden er vi bundet til et enkelt univers og derfor har tiden en langt større indflydelse på investeringsrisikoen, end vi forestiller os,« siger Ole Peters.
Når investorer på den måde tager et gennemsnit af udfaldene af forskellige scenarier, og regner det for det mest sandsynlige udfald af deres investering, så bygger det mest sandsynlige udfald på en umulighed, da det er et gennemsnit af modeller, der indbyrdes har udelukket hinanden.
Den rige mand og terningen
Ole Peters bruger et letforståetligt eksempel: En meget rig mand tilbyder én hele sin formue, hvis man er i stand til at slå en sekser med en terning. Hvis man ikke slår en sekser, skal man på den anden side af med hele sin egen formue, pension og livsforsikring.
Eksemplet går i to retninger: For det første vil man være langt mere tilbøjelig til at tage væddemålet, hvis man er fattig og derfor ikke har meget at miste. Hvis man på den anden side har en velfungerende økonomisk tilværelse, hvor man egentlig ikke mangler noget, så burde man være mere skeptisk overfor forslaget.
Det betyder, at man ikke bare kan bruge statistisk sandsynlighed til at afgøre, om der er fornuft i at tage væddemålet. Man bliver nødt til at tage højde for sin livssituation.
17 seksere ud af hundrede kast
I finansverdenen er bonussystemet indrettet på en måde, så man får en stor bonus, hvis man sikrer banken stort afkast på investeringen, mens man ikke bliver straffet, hvis investeringen ryger i vasken.
Det vil sige, at finansielle beslutningstagere ikke har noget personligt at miste, og derfor vil være mere tilbøjelige til at tage væddemålet.
Hvis den samme mand vædder om, hvor mange seksere man kan slå, hvis man slår med terningen 100 gange, så er det statistiske svar omkring 17 gange.
Hvis man slår med terningen 100 gange, så får man en sekser cirka 17 gange.
Hvis man i stedet lader 100 forskellige mennesker slå med terningen en gang, så får man også cirka 17 seksere.
100 forskellige verdener eller 100 gange i samme verden?
Udfaldet er altså identisk. Men det er det ikke, hvis vi tager væddemålet fra før op igen: For her satser vi hele butikken på, at terningen viser en sekser. Hvis vi taber, så kan vi ikke spille videre.
Det vil sige, at hvis vi selv slår med terningen 100 gange, for at få 17 seksere, så risikerer vi meget hurtigt at tabe spillet, fordi vi går fallit, mens 100 mennesker der slår en terning samtidig har større chance for at vinde ved at slå 17 seksere på en gang og dermed vinde.
I den ene model bliver terningen slået i 100 forskellige verdener, mens terningen bliver slået 100 gange i den anden model.
Overdreven risikovillighed og endeligt kollaps
Ifølge Ole Peters, så bygger forudsigelser af, hvordan en investering vil falde ud, som for eksempel et lån til en husejer, på at 100 mennesker kaster en terning samtidig, og gennemsnittet af udfaldene er den forventede gevinst.
Investorer opfører sig alt for ofte som om de har adgang til forskellige scenarier, der udspiller sig samtidig i parallelle universer, og hvis udfald de kombinerer til et gennemsnit. Det forfører dem til at tro, at de har flere valg og står over for langt mindre risiko, end de faktisk gør.
Ole Peters
Men i virkeligheden er vi slaver af tiden.
Derfor bliver der ikke kastet 100 terninger samtidig, men i stedet en terning 100 gange.
Hvis noget går galt i løbet af de 100 kast, så mister vi hele formuen og investeringen går ikke hjem.
»Et gennemsnit af modellen med 100 terninger vil føre til overdreven risikovillighed og endeligt kollaps. Lyder det som noget, vi kender?,« spørger Ole Peters.
Bankerne satsede butikken
Med andre ord så er det gennemsnit af muligheder, som markedet bygger risikoanalysen på, en fantasiverden, hvor begivenheder sker simultant i stedet for forskudt af tid og påvirket af tidligere begivenheder.
Det betyder igen, at politikere har meget vanskeligt ved at vurdere risikoen ved deres beslutninger. For eksempel taler regeringen om, at ingen kunne forudse finanskrisen, og at den økonomiske politik de førte inden krisen, byggede på helt andre præmisser end dem, krisen medførte.
Resultatet af det er blandt andet, at mange husejere er insolvente, fordi de kun havde råd til at købe deres hus ved hjælp af de afdragsfrie lån regeringen indførte. Yderligere gik banker konkurs, fordi de havde lånt hele egenkapitalen ud, og andre banker overlevede kun, fordi regeringen forærede dem en stor pose penge til at genopbygge formuen.
Tids-modellen havde sat grænsen lavere
»De to modeller giver vidt forskellige resultater. Hvis investorerne brugte tids-modellen mere, så ville man for eksempel undgå de ekstreme overbelåninger, der fører til usikkerhed og ultimativt kollaps af markedet,« siger Ole Peters.
Han nævner, at bankerne lånte alt for mange penge ud op til finanskrisen uden af have kapital nok, hvis bunden skulle gå ud af markedet, som det faktisk skete. Ifølge ham ville tids-modellen have sat grænsen for, hvor meget af egenkapitalen man kunne låne ud væsentligt lavere, hvilket havde afværget krisen.
