1789, 1848, 1917, 1968, 1979, 1989.
Verdenshistorien har revolutionære datoer som omdrejningspunkt. Paladsstormere i Paris fører til globale systemomvæltninger, og gadedemonstranter i Teheran bliver til bannerførere for den islamiske verdensrevolution.
Det er svært at forudse, selv mens det sker. Men det gør det. Skal vores nutid skrives ind i kongerækken af historiens revolutionære pejlemærker?
Revolutionære perioder starter bemærkelsesværdigt nok altid i slutningen af et årti, fra den franske revolution (1789), over den iranske (1979), til Berlinmurens fald (1989). I 1999, en måned før årtusindskiftet, meldte den anti-globale bevægelse sin ankomst via masse-demonstrationerne i Seattle.
I 2009-2010, i kølvandet på den globale økonomiske krise, startede den lavine af protester, som er rullet videre lige siden. Det førte til Det Arabiske Forår, men også til protestbevægelser i Teheran, London, Delhi, Athen, Madrid, New York, Rio, Dhaka, Istanbul, Bangkok og Kijev.
Begivenhederne har fremprovokeret de politiske udfordringer som altid følger med krig, revolution, systemomvæltning og ændringer i den internationale magtpolitik. De har også inspireret diverse forsøg på at indkredse revolutionens væsen og potentiale:
- Hvornår og under hvilke omstændigheder griber mennesker til radikale og ofte risikable metoder for at opnå social forandring?
- Er der et særligt 'tipping point' for utilfredshed, hvor folkemasserne sætter sig selv i bevægelse?
- Hvilke aktører tager magten i det tomrum der skabes i revolutionsøjeblikket?
- Hvordan udfolder radikale brud sig, med hvilke virkemidler?
Ny tilgang til revolution: liminalitet
Et særligt bidrag er i de seneste år udviklet med antropologiske tilgange til studiet af forandringsprocesser, med særlig henvisning til begrebet om 'liminalitet'. Den franske antropolog og samfundstænker Arnold Van Gennep identificerede tre successive stadier i overgangsritualet:
- Brud
- Liminalitet
- Re-integration.
Liminalitet benævner den anden fase i et ritual, hvor den personlige og sociale krise udspiller sig i tid og rum:
Mens antropologer primært har anvendt denne model i forbindelse med transformationer for mindre grupper af mennesker i konkrete overgangsritualer, kan det argumenteres at liminalitet er relevant for forståelsen af enhver form for forandringsproces, fra individplanet til det generelle samfundsplan – og at begrebet om liminalitet derfor kan kaste lys på politiske forandringsprocesser.
Dette kan eksemplificeres med reference til studiet af de politiske revolutioner, der har set dagens lys i de seneste år. Moderne politiske revolutioner har klare teatralske og rituelle kendetegn, og må derfor studeres indenfor det man i samfundsteorien betegner som en proces-analyse.
Denne proces henviser ikke til en gradvis forandring og en kontinuerlig strøm af begivenheder strakt ud over længere tidsperioder. Den udspilles derimod i korte, men drastiske og dramatiske øjeblikke. Mennesker agerer i et tomrum, og hvad der sker i det tomrum, former dem som politiske subjekter, og fører til forandring på flere niveauer.
Revolutionens mellemfase er som et karneval
Revolutioner udfoldes gennem en række konkrete handlinger, udført af specifikke personer, der handler uden at kende konsekvenserne af deres handlinger. Revolutioner er meningsdannende handlinger, der må forstås 'nedefra', som del af en åben proces.
Men at tænke revolutionen som en liminal fase indebærer samtidig en erkendelse af specifikke rum og øjeblikke hvor 'høj' og 'lav', de gængse sociale og politiske hierarkier, er sat ud af spil. Samtidig er den underliggende ramme, der begrunder sociale positioner og legitimerer magtens fordeling pludselig væk - ligesom i et karneval.
Revolutioner er politiske begivenheder, hvor der sættes spørgsmålstegn ved givne samfundsmæssige strukturer, hierarkier, normer og værdier. Det rejser spørgsmålet om, hvordan en revolution kan afsluttes – en yderst konkret problemstilling i Egypten, Syrien og Ukraine lige nu.
Revolutioner slutter, når det ekstraordinære forvandles til det ordinære – når tingene kan diskuteres og kritiseres, men hvor den etablerede magt ikke længere kritiseres i dets fundament. Den afsluttes, når spillereglerne deles og accepteres.
Manglende ceremonimestre fører til yderligere centralisering af magt
Liminalitets-fasen slutter, når man gennemgår et reintegrations-ritual. I de samfund, antropologer typisk har studeret, foregår denne re-integration ved hjælp af udvalgte 'ceremoni-mestre', rituelle eksperter, der har været gennem processen før, og kan lede mennesker igennem krisen.
Men disse figurer mangler, når et helt samfund pludselig befinder sig i et limbo og skal finde løsninger på krisen, mens de selv er midt i den. Derfor skifter magten ofte hænder gennem den liminale fase; og det er faktisk sjældent, at de, som forårsager bruddet med de givne strukturer, formår at slå mønt på det magtens frirum, der opstår.
I en sådan situation kan krisen let blive smittende og føre til eskalerende vold og konflikt. Et historisk mønster, fra den franske til den egyptiske revolution tyder på, at det paradoksalt nok vil udmønte sig i en yderligere koncentration af den centraliserede statsmagt.
