Ved Gangesfloden tænkte jeg over, hvorfor menneskerettigheder er noget af det vigtigste, vi har
Vi bestemmer ikke selv, hvor i verden, vi bliver født. Alligevel har det afgørende betydning for, hvilket liv vi får.

Vi bestemmer ikke selv, hvor i verden, vi bliver født. Alligevel har det afgørende betydning for, hvilket liv vi får.
Vi bestemmer ikke selv, hvor i verden, vi bliver født. Alligevel har det afgørende betydning for, hvilket liv vi får.
Varanasi, Indien, dag to. Jeg starter dagen med forberedelse af forelæsning og morgenmad, indisk stil, i mit nye, foreløbige hjem: University Guest House.
Det virker til at være varmt udenfor. Jeg tager en kortærmet hvid skjorte på sammen med et sort slips, der ikke helt vil, som jeg vil.
Bliver hentet af assistenten – jeg har svært ved at vænne mig til, at han kalder mig ’sir’ – og vi bliver kørt til Malaviya Centre for Peace Research, hvorfra jeg har fået min officielle invitation.
Scenen her stammer fra min bog ’Vi skyller global ulighed ned med østers og champagne’, der udkommer i dag, 3. februar.
Det er dagbogsoptegnelser over konkrete møder med ulighed rundt om i verden på rejser, jeg har været på som en del af min forskning i global ulighed.
Herunder får du et revideret uddrag fra bogen.
Jeg skal holde den første i en række af æresforelæsninger for Madanjeet Singh, en indisk UNESCO-diplomat og ambassadør.
Ved hjælp af sønnens rigdom grundlagde Singh for 25 år siden organisationen South Asia Foundation, der arbejder for at bygge bro mellem forskellige kulturer i Sydøstasien.
Jeg bliver fyrsteligt modtaget og konverserer allerede inden min forelæsning med UNESCO Chair-professoren, lederen af fredscenteret, fondens direktør, dekanen for det samfundsvidenskabelige fakultet og politologiske forskere tilknyttet centeret.
Det er interkulturel forståelse i aktion!

'Vi skyller global ulighed ned med østers og champagne' er skrevet af Christian O. Christiansen, og udkommer 3. februar 2026 på Aarhus Universitetsforlag.
Bogen viser, hvordan verdens rigdom er ekstremt ulige fordelt, hvor en lille elite ejer lige så meget som den fattigste halvdel af befolkningen, hvordan ulighed påvirker os allerede før fødslen, og hvor vigtigt det er at tale om flere dimensioner af ulighed end økonomiske.
Bogen er en faglig dagbog, der tager læseren med på konkrete møder med ulighed i USA, Danmark, og Indien – fra amerikanske sweatshops og eliteuniversiteter til slumkvarterer i Indien, til hvordan global ulighed ser ud fra et kontor på Aarhus Universitet.
Forskningen er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, og publiceringen er støttet af Aarhus Universitets Forskningsfond.
Jeg har valgt at tale om mit stort set færdige bogmanuskript om menneskerettigheder.
Bogen handler om, hvordan internationale jurister og embedsfolk, filosoffer, udviklingsøkonomer og andre fremtrædende personer tilknyttet FN har argumenteret for vigtigheden af økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder i perioden 1940 til i dag.
Jeg har kun været i Indien i ganske få timer, men registrerer alligevel min forelæsning på en anden måde, end da jeg forfattede den på mit kontor på Aarhus Universitet. Forelæsningssalen er helt fyldt med indiske studerende og videnskabeligt personale.
Jeg starter med at skitsere argumenterne for disse rettigheder, såsom retten til at arbejde, til uddannelse, til sundhed og til en tilfredsstillende levestandard.
Ved at give alle ret til uddannelse kan menneskerettighederne hjælpe med at rette op på den omstændighed, at mennesker fødes ind i ekstremt ulige livsvilkår.
Lige ret til uddannelse kan give et stort løft, fordi uddannelse åbner døren for nye jobmuligheder og dermed økonomisk fremgang for det enkelte individ og dennes familie.
'In Defense of Economic and Social Human Rights: An Intellectual History, 1940 to the Present' er skrevet af Christian Olaf Christiansen, og blev udgivet af Cambridge University Press i november 2025.
Bogen giver en nuanceret forståelse af rettigheder og tilbyder et nyt perspektiv på forholdet mellem rettigheder, ulighed og social retfærdighed.
Bogen kortlægger argumenter for økonomiske og sociale menneskerettigheder fra Anden Verdenskrig til i dag.
Bogen undersøger både politologer, filosoffer og religiøse tænkere og bygger bro mellem politisk filosofi, global ulighed og menneskerettighedsstudier.
Bogen opdeler udviklingen i tre faser – internationalisering af rettigheder, kritik af global ulighed ud fra rettigheder, og en fortsat kamp efter deres legitimitet.
Forskning med støtte fra Carlsbergfondet og Danmarks Frie Forskningsfond.
Dernæst argumenterer jeg for, at netop de økonomiske og sociale rettigheder aldrig kom til at nyde samme status som civile og politiske rettigheder, altså for eksempel retten til liv, til ikke at blive tortureret, ytringsfrihed, religionsfrihed og foreningsfrihed.
Den udbredte opfattelse af, at menneskerettighederne har sejret som globalt værdisæt, bør derfor nuanceres: Økonomiske og sociale rettigheder har aldrig fået samme opmærksomhed som civile og politiske rettigheder.
Jeg trækker et konkret eksempel frem, som jeg tænker passer godt til lejligheden: den indiske filosof og økonom Amartya Sen. Med udgangspunkt i selv at være vidne til en forfærdelig hungersnød som dreng skriver Sen senere i sit liv passioneret om retten til mad som en vital ret.
Sen skriver om et indisk erfaringsrum af dyb fattigdom, der ligger langt fra det danske, og med blik for hvordan postkoloniale stater i det globale syd ofte havde ringere muligheder for at garantere økonomiske og sociale rettigheder.
Amartya Sen udviklede derfor også et begreb om en ’ret til at have rettigheder’: I fraværet af effektive rettigheder (som Sen selv oplevede i Indien) bør individer dog som minimum have retten til, at landets regering forfølger politikker, der kan føre til effektive rettigheder.
Jeg forsøger at slutte min forelæsning i en optimistisk tone og siger, at idéen om menneskerettighedernes triumftog bygger på en fejlagtig præmis: Verden har endnu til gode at se et sådant triumftog.
Den franske Madame France Marquet, fondens direktør, ser ud til at nikke anerkendende.
Jeg taler om alle menneskers grundlæggende sociale og økonomiske rettigheder. Men det jeg har set ud ad vinduet på vejen herhen – adskillige fattige folk i vejkanten, slidte bygninger og køretøjer – fortæller allerede en anden historie om et land, der trods økonomisk fremgang stadig har mange hundrede millioner fattige mennesker.
Idéen om økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder til alle virker på en og samme tid uhyre vigtig – og ude af trit med virkeligheden.

Forelæsningen både indledes og afrundes med introduktion, præsentationer og bemærkninger til min forelæsning ved UNESCO Chair-professoren, lederen af fredscenteret, fondens direktør og dekanen for det samfundsvidenskabelige fakultet.
Jeg bliver overrakt blomster og et billede, der bliver taget masser af fotos både i salen, på gangen og andre steder.
Jeg har vist talt for længe, og der er ikke så meget tid til spørgsmål, så de studerende får min e-mailadresse, hvorefter jeg føres ind i fredscenterets kerne til flere afsluttende samtaler med nogle af de fremmødte VIP’er.
Vi taler blandt andet om deres forskning i klimaforandringer og migration; om forskningsudveksling mellem Indien og de skandinaviske lande; om rettigheder og om komplekse samspil mellem dyrs og menneskers rettigheder i Indien.
Dekanen fortæller mig om en gruppe særligt udsatte kvinder, der lever ikke så langt herfra, hvis livsgrundlag er truet, og som er nødsaget til at være gift med flere mænd – endnu et eksempel på den markante kønsulighed.
Dekanen anbefaler mig at læse noget økofeminisme; det synes jeg lyder som en glimrende idé.
Vi tager et lille smut på universitetets museum. Her bliver vi skrevet op i en stor bog, inden vi går ind ad døren – en beskæftigelse, der holder flere mænd i gang.
Museet har genstande, der er flere hundrede og endda flere tusinde år gamle; men Varanasi er jo også en af Indiens ældste og helligste byer. Det rummer blandt andet en afdeling om grundlæggeren af Banaras Hindu University.
Der er billeder af mandens liv og levned; hans tøj er udstillet i en glasmontre. Jeg trækker lidt på smilebåndet, da det går op for mig, at jeg står og kigger på hans gebis!
Efter et lille hvil bliver jeg hentet af assistenten. Turen går gennem den hektiske trafik i Varanasi uden lysregulering. Vi kører ned til de såkaldte ghats, trapper, der fører ned mod Ganges’ flodbred.
Vi er nu et sted, hvor virkelig mange mennesker – hinduer, buddhister – valfarter til fra andre dele af Indien og fra Sydøstasien. Turister fra hele verden strømmer til.
Vi mødes med et par ph.d.-studerende og går en tur langs Gangesfloden med alt, hvad dertil hører:
Sælgere, tiggere, børn, der øver sig i cricket, unge på tur, flotte gamle bygningsværker, beskidt underlag, religiøse ceremonier, pilgrimme, osende både, mennesker, der bader i den hellige – og vanvittigt forurenede – flod.

Det stikker ekstra i næsen, da vi kommer tæt på et par ligafbrændinger. Jeg får at vide, at der længere oppe ad floden er et sted, hvor der brændes lig hele tiden, døgnet rundt, året rundt.
Vi overværer en religiøs ceremoni, slutter aftenen af med et, for mine vekslede danske kroner, absurd billigt sydindisk måltid og kæmper os tilbage til campus gennem den hektiske trafik og konstante trafikos.

Juristen Ayelet Shachar skriver i sin tankevækkende bog 'The Birthright Lottery' om det globale ’fødselslotteri’: Den vigtigste ’lotteriseddel’ i livet - økonomisk, eksistentielt, sundheds- og anerkendelsesmæssigt - er, i hvilket land man ’vælger’ at bliver født.
Det globale fødselslotteri rejser nogle grundlæggende retfærdighedsspørgsmål, der er lige så gamle som fortællingen om Job i Det Gamle Testamente, der gennemlever den ene uretfærdighed efter den anden, som han er helt uforskyldt i.
Det er med blandede følelser, at jeg sætter pris på min lotteriseddel, når jeg står lidt uden for en ligafbrændingsplads ved Ganges, og kan holde mig for næsen i vished om, at jeg om lidt igen vil forlade Indien, hvor rigtigt mange mennesker stadig fødes ind i stor fattigdom, og hvor mange ikke nyder godt af en fuld pakke af økonomiske og sociale menneskerettigheder.
Man skal tænke grundigt over, hvor man ’vælger’ at blive født!
Menneskerettighedsfortalere har igen og igen argumenteret for, at menneskerettigheder kan hjælpe med at korrigere for, at individer har helt ulige udgangspunkter i livet.
Den britiske forfatter H.G. Wells advokerede i bogen 'The Rights of Man' fra 1940 for, at økonomiske og sociale rettigheder kan korrigere for individers uforskyldte uheld (’fødselslotteriet’).
Han fremhævede også, at rettighederne er en måde at sikre, at alle får deres ret til en vis andel af menneskehedens kollektive fremskridt.
For hvor meget skal omstændigheder, der ligger udenfor den enkeltes kontrol, være afgørende for, hvordan det går os i livet?