Du føler dig hysterisk, men hvad er der egentlig i vejen med dig? Er det din livmoder, som er på vandretur rundt i kroppen? Er du blevet forhekset af en troldkone i nabolaget?

Der har været mange meninger om årsagerne til hysteri gennem historien. Men alle har været enige om, at det er en kvindesygdom.

Og i lange perioder har en orgasme været anbefalet behandling.

Hysteri har varierende symptomer

Som diagnose har hysteri en lang og farverig historie, helt tilbage til egypterne for over 3.000 år siden.

Symptomerne har varieret gennem tiderne, men har ofte inkluderet kvælningsfornemmelser, svag puls, bleghed, opkast, dramatiske krampetilstande og anfald, besvimelse, hovedpine og midlertidigt tab af syn, tale eller hukommelse og en tendens til at skabe problemer for andre.

De mange mulige symptomer, samt de vage forsøg på at definere hysteri, gik ikke lægestanden hus forbi og førte til, at mange tvivlede på dens eksistens. Læge Thomas Sydenham fra 1600-tallet kom for eksempel med følgende hjertesuk:

»Hverken Proteus’ former eller kamæleonens farver er mere talrige eller inkonsekvente end varianterne af hysterisk sygdom.«

Hysteri skyldtes mangel på sex

Man troede i antikken, at årsagen var, at livmoderen havde løsrevet sig fra sin normale plads og var på vandring rundt i kroppen i sin søgen efter at blive gjort gravid. Ordet ’hysteri’ kommer faktisk fra det græske ord for livmoder.

Både i antikken, og i 1700- og 1800-tallet var man overbevist om, at hysteri var en biologisk, naturlig sygdom, som hovedsageligt var forårsaget af mangel på sex. Gifte kvinder blev anbefalet en tur i høet med manden, mens enker, pebermøer og andre ugifte blev foreskrevet for eksempel en energisk tur på hesteryggen eller ivrig gyngning i en gyngestol.

Læger gav kvinder bækkenmassage

På et tidspunkt blev det også almindeligt at opsøge en kompetent læge med en rolig hånd, som kunne give ’bækkenmassage’. Og ja, bækkenmassage er akkurat det, som det lyder som.

Før temmelig langt ind i 1900-tallet blev det sagt og vedtaget blandt de lærde, at kvinder var ude af stand til at føle nogen form for seksuel nydelse. Orgasmer var forbeholdt manden, og kvindens glæde bestod i at blive mor.

Fransk bruser fra cirka 1860. Denne form for vandterapi blev ofte brugt til at få bugt med symptomerne på hysteri. Dog med strenge formaninger om, at lægerne nøje skulle holde øje med, at patienten ikke overdrev brugen. (Illustration: Siegfried Giedion - Mechanization Takes Command)

Samleje var den eneste acceptable og nødvendige form for seksuel omgang. Onani var både uforskammet og muligvis sundhedsskadeligt.

Bækkenmassage hos lægen var derimod helt ok, i og med at det var en klinisk behandling. Resultatet, hvis det lykkes, var en såkaldt ’hysterical parocysm’, som selvfølgelig ikke havde noget med seksuel nydelse at gøre.

Svært og kedeligt at massere kvinders underliv

Der er kun lidt, der tyder på, at de behandlede kvinder så på terapien som et overgreb. Tværtimod virker det, som om mange vidste nøjagtigt, hvad der egentlig skete og så på behandlingen som en legitim måde at leve lidt undertrykt seksualitet ud.

Hos lægerne, derimod, blev behandlingen opfattet som en kedelig rutineopgave, som der kun var lidt prestige i. Oveni var det vist svært og tidskrævende at opnå det ønskede resultat.

Lægen Nathaniel Highmore sammenlignede det i 1660 med ’den drengeleg, hvor man prøver at gnide sig på maven med den ene hånd, mens man klapper sig på hovedet med den anden.’

Samtidig var han en af de første læger, som offentligt udtalte, at ’hysterical paroxysm’ kunne beskrives som en slags kvindelig orgasme, uden at den idé blev specielt populær.

Vibratorer afløste læge-hænder

Hysteri var uanset hvad en enorm epidemi. Tidligere nævnte Thomas Sydenham estimerede, at hysteri var den mest almindelige lidelse efter den lige så vage sygdom ’feber’. Det var i den seksuelt undertrykkende victoriatid, at hysteri nåede sit højdepunkt.

Lægerne havde næsten ikke til tid andet end bækkenmassage, og det gik hårdt ud over håndled og fingre.

Glæden var dermed stor, da de første mekaniske vibratorer kom på markedet i slutningen af 1800-tallet.

Behandlingen, som tidligere kunne tage op til en time, var nu ofte foretaget på fem til ti minutter. Der gik heller ikke lang tid, før vibratorerne gjorde deres indtog i de private hjem – med henblik på medicinsk behandling selvfølgelig.

Omtrent samtidigt kom Freud på banen, og hysteri gik fra at være en fysisk sygdom til at blive en psykisk lidelse, ofte et resultat af undertrykte traumer fra barndommen. Fortsat kun hos kvinder, vel at mærke. Mænd med samme symptomer, for eksempel efter oplevelser i første verdenskrig, skulle slippe for nedværdigelsen af at lide af kvindesygdom, så de fik deres egne sygdomsbetegnelser.

Hekse var skyld i hysteri

Frem til 1920’erne kunne man finde reklamer for hjemmevibratorer i de mange respektable magasiner. Da det efter et stykke tid blev kendt blandt folk, hvad vibratorerne også kunne bruges til, forsvandt disse reklamer. (Illustration: Sears-katalog)

I størstedelen af hysteriets historie er den blevet betragtet som en naturlig sygdom. Men mellem cirka 1400 og 1750, blev de vage symptomer set som håndfaste beviser på noget langt mere farligt, nemlig at en heks havde været på færde.

Mens både retsvæsenet og kirken i middelalderen stort set havde forkastet rygter om forbandelser og troldkvinder som overtro og ubegrundede rygter, blev det i tiden omkring reformationen pludselig blodig alvor.

Efter et skænderi med en nabokone i 1602, oplevede London-pigen Mary Glover kvælningsfornemmelser, som var så slemme, at hun hverken kunne spise eller drikke. Hun fik spektakulære krampeanfald og midlertidigt tab af syn og taleevne.

Ingen læger kunne hjælpe, og familien vidste ikke sine levende råd. De fleste på denne tid var overbeviste om, at forbandelser kunne dræbe, og sagen skabte stort ståhej i Storbritanniens hovedstad.

Intens bøn og faste hjalp på hysteri

Nabokonen, Elizabeth Jackson blev arresteret for hekseri, og på trods af, at den respekterede læge Edward Jorden vidnede for forsvaret og proklamerede, at den unge pige kun led af ganske almindeligt hysteri, blev Elizabeth Jackson idømt lovens strengeste straf.

Heldigvis for hende var det kun et års fængsel på denne tid, og takket være mægtige støtter slap hun hurtigt ud. Mary Glover selv blev mirakuløst kureret et stykke tid efter af en gruppe puritanske gejstlige, som foreskrev intens bøn og faste.

Puritanerne stod også i centrum for den måske mest kendte hekseproces, som baserede sig på unge pigers mærkelige opførsel, nemlig hekseprocesserne i Salem, Massachusetts.

14 kvinder, 5 mænd og 2 hunde blev hængt som hekse, mens én mand blev klemt ihjel af store sten under et forsøg på at få ham til at tilstå.

Massehysteri bag hekseanklager

Massehysteri har været foreslået som forklaring på, hvad der egentlig skete, da to unge piger i puritanerlandsbyen uden for Boston pludselig oplevede krampeanfald, ukontrollerede kropsbevægelser, besvimelse, opkastning og udbrud.

Lægerne kunne ikke hjælpe og måtte konkludere, at her var der trolddom på færde. Pigerne kunne fortælle, at de følte sig bidt og stukket af usynlige nåle; et sikkert tegn på, at Satan var kommet til landsbyen.

»Ved hjælp af drømme og syner, kunne pigerne også udpege, hvem der var djævelens håndlangere blandt landsbyens beboere, og panikken blev dermed et faktum,« forklarer Rune Blix Hagen, historiker ved UiT (Universitetet i Trondheim) og ekspert i hekseprocesserne.

Retssagerne i Salem var ofte spektakulære, hvor de unge piger tilsyneladende blev plaget af heksene lige foran øjnene på retten. (Illustration: Fra bogen ’Pioneers in the settlement of America: from Florida in 1510 to California in 1849.’ af William A. Crafts)

En række unge piger udviklede de samme symptomer, og retssagerne blev spektakulære seancer med krampeanfald og hallucinationer.

Sociale panikanfald skabte hekse overalt

»Hysterisymptomer har ikke haft en fremtrædende plads i de norske hekseprocesser. Derimod har vi mange eksempler på den anden type hysteri, nemlig social panik,« fortæller Rune Blix Hagen.

En blanding af tortur og angiveri som vejen til frelse gjorde, at hele samfundet snart blev udsat for farlig mistanke.

»Vi har eksempler på, at helt ordinære nabofejder om skovling af sne eller bagtalelse udvikler sig til massehenrettelser. I disse kontekster bliver almindelig ’kvindfolksnak’ og rygter livsfarlige, og alle kan blive mistænkte.«

På denne tid er der ganske konkrete retningslinjer for, hvem som kan være hekse. Blandt andet antager man, at det kun er kvinder, som er svage nok til at falde for djævelens tilnærmelser.

»Men under disse sociale panikanfald, hvor alle er dødsens bange for hinanden, nedbrydes dette stereotype heksebillede. Både mænd og børn risikerer at blive beskyldt og brændt på bålet,« siger Rune Blix Hagen.

»Det er alligevel vigtigt at påpege, at der hele tiden findes skeptikere, selv under de mest voldsomme hekseprocesser. Indflydelsesrige skeptikere har nok reddet utallige menneskeliv,« siger han.

Hysteri lever i bedste velgående - kære Bieber-fans

Hysteri som diagnose måtte til sidst også vige for skeptikerne. Den overlevede som egen sygdom frem til 1950’erne, da den i de fleste vestlige lande blev degraderet til symptom.

Men hysteriet lever fortsat.

I sommeren 2012 skulle teenageidolet Justin Bieber afholde en gratis koncert ved operaen i Oslo. Resultatet blev komplet kaos. Mellem 25.000 og 50.000 hysteriske fans fra hele Norge sprang rundt i Oslos gader på jagt efter superstjernen.

Der var skader for flere hundrede tusinde kroner, og 88 Beliebers, fansenes navn til dem selv, havde brug for medicinsk behandling efter tumulten.

Der var fuldstændigt kaos under sommerens Justin Bieber-koncert i Oslo. Nutidens unge kvinder har tydeligvis fortsat et behov for at afreagere. (Foto: NRK P3)

De 5.000-6.000, som fik plads på operataget foran scenen, hylede ekstatisk, nogle græd, nogle besvimede. En opførsel ganske lig den, Beatles-fans viste to generationer tidligere. Dengang kaldte man det Beatle-mania.

»Vi lever i et relativt begrænsende samfund. Specielt når man er ung, bliver det opfattet som sejt at være afmålt, verdensvant og lidt led af det hele, og konformitetspresset er ganske overskyggende,« forklarer socialantropolog Bror Olsen ved Universitetet i Tromsø (UiT).

Vi bliver mest hysteriske i flok

»En Justin Bieber-koncert er en af de få arenaer, hvor det er en ’lov’ og acceptabelt at lade sig fuldstændigt rive med. Der er åbent for at vise begejstring og at deltage fysisk. Det er en måde at afreagere på.«

Et nøgleelement er også, at mange er samlet samtidigt. Unge popstjernefans er sjældent hysteriske alene.

»Så var du den ene, mærkelige person, som mistede kontrollen alene. Det, at man er mange, er et stærkt signal om, at det er lov,« påpeger han.

Mænd har samme behov for at afreagere som kvinder, men vælger ofte en anden arena og en lidt anden form.

Alligevel er det ikke ofte, vi ser overskrifter som: ’Hysteriske Rosenborg-fans (norsk fodboldhold, red.) fejrede sejren.’ Hysteri er altid blevet set på som noget specielt kvindeligt.

Vi overlever ved at opføre os som gruppen

»For mennesket som art har det længe givet bedre overlevelsesmuligheder, hvis man tilhører en gruppe. Samtidigt er vi ikke specielt hurtige til at opdage sammenhænge mellem årsag og virkning.«

»Dermed bliver det en helt automatisk overlevelsesstrategi at opføre sig som resten af gruppen i en ny og eventuelt skræmmende situation. Dette foregår også i vores tid, for eksempel når nye sygdomme bryder ud,« forklarer socialpsykolog Jasia Pietrzak, gæsteforelæser ved UiT.

»Når ting forandrer sig, har mennesker et behov for at forstå og forklare verden. Mangler den forklaring, så er rygter og overtro med til at reducere frygten for det ukendte. Et narrativ, uanset om det er bygget på fakta eller ej, er med til at indføre orden i kaos.«

Instinktiv panik bag masse-beslutninger

Jasia Pietrzak forklarer, at menneskers automatiske og instinktive reaktion på en ny oplevelse er at gøre som dem, der er rundt om dig, gør, hvad enten du er til din første Bieber-koncert, eller »Satan er kommet på besøg i din landsby«.

»Denne instinktive panik udløses helt uden, at bevidste processer involveres i beslutningen. Den del af hjernen, som har med beslutninger at gøre, er ikke aktiv i disse situationer,« forklarer hun.

»På den måde har man overlevet siden tidernes morgen. Står du pludselig ansigt til ansigt med et stort rovdyr, er det ikke dem, der grundigt vurderer faren, før man foretager sig noget, der overlever. Det er dem, som flygter sammen med de andre.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson