Gummi, regnfrakke, knaldhætte, dut.
Det lange hylster er den ældste form for prævention og har været brugt i forskellige former siden oldtiden. For eksempel brugte Kong Minos af Kretas kone en gedeblære i vagina for at beskytte sig mod hans sæd, som angiveligt indeholdt skorpioner og slanger.
Kondomet er stadig blandt de allermest brugte former for prævention, og det er der god grund til.
Det fortæller Christian Graugaard, der er læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.
Generelt eksisterer der en solid sikker sex-norm i Danmark, der kan spores tilbage til AIDS-forskrækkelsen fra 1980’erne, forklarer han.
\ Kondomets historie
Kondomer har gennem tiden tjent forskellige formål fra at beskytte mod sygdomme til at forhindre graviditet.
Særligt i det 20. århundrede blev brugen af kondomer udbredt i forbindelse med HIV- og AIDS-epidemien.
I løbet af historien er kondomer blevet fremstillet af forskellige materialer, herunder lamme- og gedetarme, linned, silke og skaller.
Senere blev latex opfundet, hvilket revolutionerede kondomproduktionen og gjorde dem mere fleksible og stærke. Latexkondomer er i dag standarden og kan produceres hurtigt og med forskellige funktioner, som for eksempel smøremiddel og smag.
Kilde: 'A History of the condom'
»Kondomet er udbredt og populært i Danmark, fordi kulturen omkring seksualitet er, at vi skal beskytte os selv og hinanden,« fortæller Christian Graugaard til Videnskab.dk
Alligevel er Danmark ikke på højde med andre europæiske lande, når det gælder brug af kondom hos de helt unge – og den udvikling er værd at holde øje med, fortæller han.
»Vigtigt wake up call«
En rapport fra 2023 lavet af RFSU for Sex & Samfund viser, at 61 procent af de 16-20 årige havde brugt kondom inden for det seneste år, mens det gjaldt for 56 procent af de 21-35 årige.
En rapport fra sundhedsorganisationen WHO viser en tilbagegang i brugen af kondom blandt 15-årige, og viser at færre danske 15-årige bruger kondom sammenlignet med andre europæiske lande. Det skriver DR.
- 44 procent af de 15-årige, danske piger havde brugt kondom under seneste samleje, mens gennemsnittet af rapportens 42 lande lå på 57 procent.
- 58 procent af drengene havde brugt kondom under seneste samleje, mens gennemsnittet af rapportens 42 lande lå på 61 procent.
\ Tema om sex
I anledning af folkeskolens ’Uge sex’ udforsker Videnskab.dk et væld af spændende studier om emnet.
For eksempel har en af vores journalister set porno sammen med en sexforsker, og en anden har undersøgt, hvad oplevelsen af ’den første gang’ betyder for vores sexliv senere i livet.
Følg med på Videnskab.dk denne uge, hvor du også kan dykke ned i vores arkiver, der bugner af evigtgyldige artikler om sex, som gør dig klogere på – og måske ligefrem bedre til - lagengymnastikken.
Her er et lille udpluk:
Til gengæld bruger de 15-årige danskere i højere grad p-piller, end de gør i de andre europæiske lande.
- 51 procent af de 15-årige, danske piger brugte p-piller under seneste samleje. Det gjaldt for 35 procent af drengene.
- Gennemsnittet af rapportens 42 lande lå på 26 procent for pigerne og 25 procent for drengene.
Det er ikke noget, der får sexologiforskeren til at råbe vagt i gevær, men udviklingen er noget, »vi skal holde øje med,« forklarer han:
»Seksualkulturerne bevæger sig frem og tilbage, og selvom danske teenagere dyrker for meget usikker sex, eksisterer der fortsat en grundlæggende norm om, at man skal passe godt på hinanden, når man dyrker sex,« siger han og fortsætter:
»Omvendt ved vi, at skolernes seksualundervisning hænger i laser, så måske er dette et vigtigt 'wake-up call', som minder os om, at 'sikker sex'-adfærd kræver både viden og handlekompetence af de unge. Noget, vi som voksne skal støtte dem i at tilegne sig.«
At insistere på kondom kræver selvværd
Der er nogle parametre, der kan gøre, at man er mere tilbøjelig til at dyrke sex uden beskyttelse, forklarer Christian Graugaard.
»Hvis man debuterer som meget ung, har man større sandsynlighed for at glemme kondomet, og det samme gælder, hvis man kommer fra en socialt belastet baggrund eller er kronisk syg. Alkohol og stoffer kan også gøre det vanskeligt at få kondomet på,« fortæller han.
Kondombrug hænger desuden sammen med selvtillid og selvværd, forklarer han.
»Det handler om, at man har forhandlingsstyrken og insisterer på at passe på sig selv og sin partner,« siger Christian Graugaard og forklarer, at der er en række barrierer, der kan stå i vejen for at man trækker kondomet frem.
»De fleste kondombrugere fortæller, at det især skyldes psykiske barrierer,« tilføjer han.
De psykiske barrierer dækker over, at det kan synes besværligt og dyrt at få fat i, eller at man synes, det er akavet eller pinligt at hive kondomet frem, fordi det kan afbryde romantikken og spontaniteten, forklarer han.
Kondom nedsætter følsomheden lidt - men det kan være en fordel
Et studie fra 2024 kom frem til, at det for unge mænd var »af høj prioritet at søge seksuel nydelse og ikke blive forstyrret i processen med at have sex,« og at de faktorer afholdt dem fra at bruge kondom.
»Det er rigtigt nok, at det kan betyde noget for følelsen, når man dækker de erogene zoner på penis med et tyndt lag gummi,« siger Christian Graugaard.
Hvor meget nedsat følsomhed det præcis handler om, er svært at svare på, for det har man ikke undersøgt i praksis, forklarer han.
»Men nogle fyre, som synes, de har problemer med at komme for tidligt, er glade for kondomet,« tilføjer han.
Kondombrugere bliver opfattet som ‘voksne’
Trods barrierer mener Christian Graugaard, at mulige ulemper bliver overskygget af fordelene.
»Kondomet er verdens ældste præventionsform og den eneste type, der både beskytter mod sexsygdomme og graviditet,« fortæller han og fortsætter:
»Kondomet ændrer ikke på noget i kroppen – det er en passiv, fysisk barrierer.«
Det står i modsætning til kvindelige præventionsformer som p-pillen og hormonspiralen, som påvirker kroppen med hormoner – og som desuden har høj beskyttelse mod graviditet, men ikke beskytter mod sexsygdomme.
\ Læs også
En anden fordel til bunken er, at man bliver opfattet som ansvarsbevidst og hensynsfuld, hvis man foreslår kondom.
Det viser rapporten fra RFSU. Her svarer 58 procent, at de opfatter det ’ansvarsbevidst’, 46 procent at de opfatter det ’hensynsfuldt’, og 45 procent at de opfatter det ’voksent’.
Så hvis du vil passe på dig selv og din sexpartner samtidig med, at du bliver opfattet som værende ansvarlig og som en, der tager hensyn – så er det på med dutten, næste gang du hopper i kanen.
\ Kilder
"The story of the condom", Indian Journal of Urology, (2013), DOI: 10.4103/0970-1591.109976


































