Frihed, lighed og broderskab!
Det var slagordene bag Den Franske Revolution, da den ramte landet for snart 250 år siden.
Som en orkan skyllede den ind over det gamle franske monarki efter stormen på Bastillen den 14. juli 1789, og resten af Europa og verden mærkede tydeligt efterdønningerne.
Siden da har Frankrig været præget af utallige revolutioner, protester og demonstrationer.
Nu skyller en ny protestbølge igen ind over landet, hvor titusindvis af studenter demonstrerer for bedre undervisningsforhold – med vold og hærværk til følge.
\ Fransk studenteroprør i efteråret 2026
Protesterne begyndte den 21. september 2026 med mindre studenterdemonstrationer for bedre undervisningsforhold på franske gymnasier og universiteter.
Protestbølgen kulminerede tirsdag 6. oktober, hvor over 100.000 unge franskmænd gik på gaden over hele landet.
Det udviklede sig hurtigt til omfattende gadedemonstrationer med både vold og hærværk – blandt andet afbrænding af biler og forsøg på at sætte ild til flere gymnasier.
Men hvorfor hører vi så ofte om store og til tider voldelige demonstrationer i Frankrig?
Der er der flere forklaringer på ifølge forsker i fransk kultur- og idéhistorie Jørn Boisen.
»At demonstrere er den måde, man udtaler sig på politisk i Frankrig. Det er den spontane udladning af utilfredshed eller tilfredshed, som er måden, man agerer på, og det er den måde, man fortsat laver politik på,« siger Jørn Boisen, der er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.
Ifølge Jørn Boisen er det ikke en tilfældig reaktion på aktuelle begivenheder. De franske protester følger et mønster, der er blevet gentaget gennem generationer.
Man skriver sig ind i historien
Når franskmænd går på gaden for at udfordre magthaverne, trækker de på en politisk tradition, der går tilbage til Den Franske Revolution (1789-1799), Februarrevolutionen i 1848 og Majrevolten i 1968, forklarer Jørn Boisen.
»Det er en accepteret måde at handle politisk på og en måde, som har fået historiens stempel gennem tiderne. Man skriver sig på en måde ind i landets lange revolutionshistorie, når man gør det,« siger han.
Han forklarer, at den revolutionære arv også betyder, at selvom det ikke er alle, der synes, at hårde metoder såsom vold og hærværk under demonstrationer er i orden, så er der generelt en større accept af dem end i Danmark.
»Der er en accept af, at politik er voldsomt – og til tider virkelig voldsomt. Hvis det politiske overgreb er stort nok, og uretfærdigheden er tydelig nok, så er modsvaret også stærkt,« siger han.
Konflikten bliver aldrig helt lukket
I Danmark har vi også en tradition for at demonstrere, men det er sjældent, at det udvikler sig til store, voldelige sammenstød, hvor politiet er nødt til at anvende magt og tåregas.
Forskellen begynder allerede med måden, konflikter opstår på, forklarer Jørn Boisen.
»Man kan godt forestille sig, at gymnasieelever i Danmark ville være utilfredse med aflyste timer og stoppede toiletter. De kunne måske også finde på at lave en demonstration af en slags, men det ville nok ikke foregå med samme spontanitet som i Frankrig,« siger han og fortsætter.
»I Frankrig har de her situationer en tendens til at eksplodere fuldstændigt,« siger han.
\ Sociale medier er benzin på bålet
I nyere tid har sociale medier også bidraget til fart og omfang af demonstrationer og protester i Frankrig.
»Sociale medier er utrolig gavnlige for den her type protestbevægelser. En lille demonstration kan brede sig fra et gymnasium uden for Paris til hele landet i løbet af mindre end en uge,« siger Jørn Boisen.
En anden forskel på Danmark og Frankrig er evnen til at lægge låg på konflikter, der er blevet behandlet politisk - eller manglen på samme.
Jørn Boisen nævner den danske folkeskolereform i 2014 som eksempel.
»Der var en reel konflikt. Regeringen gik ind i den, der blev truffet en beslutning – og så blev konflikten lukket. Der var selvfølgelig nogle, der var utilfredse, men konflikten blev lukket,« siger Jørn Boisen.
Sådan fungerer det ikke nødvendigvis i Frankrig.
»Her ligger konflikterne hele tiden og ulmer lige under overfladen, og der er altid plads til en omkamp, hvis nogen bringer dem op igen, og modstanden bliver stor nok.«
Det politiske system er en del af problemet
Jørn Boisen mener, at en del af forklaringen på franskmændenes revolutionære tendenser ligger i selve det politiske system.
»Det politiske system i Frankrig er mere konfronterende end det danske. Det er på sin vis et system baseret på konfrontation,« siger han.
Når regeringen sidder med magten, er der ifølge Jørn Boisen færre institutionelle mellemled til at dæmpe konflikten mellem borgere og centralmagt.
»Modmagten mod regeringens politik er gaden, og folk på gaden udfylder den rolle, som parlamentet og oppositionen ikke spiller, og er dermed en slags modvægt,« siger han.
Forklaringen skal blandt andet findes i den historiske centralisering af Frankrig.
Under enevælden blev magten samlet omkring kongen og Paris, og efter revolutionerne forsvandt mange af de institutioner, der tidligere fungerede som mellemled mellem borgerne og centralmagten.
»Alle de regionale råd og parlamenter, alt det, der kunne fungere som stødpude mellem den enkelte borger og centralmagten, er blevet fjernet,« siger Jørn Boisen.
Det betyder, at franskmænd i højere grad må gå på gaden, hvis de vil lægge pres på regeringen.
Skal man agere politisk i Danmark, så er der en række netværk, man som borger kan benytte og handle igennem, såsom fagforeninger og klagenævn.
Alle de lag mellem regeringen og den enkelte borger er meget svage i Frankrig.
»Hvis man skal agere, gør man det på egen hånd eller sammen med andre borgere – det vil sige, man demonstrerer,« siger Jørn Boisen.
\ Er franskmænd ‘verdensmestre’ i demonstrationer?
Franskmændene har længe haft ry for at demonstrere meget, og det fik tilbage i 90'erne den amerikanske statskundskabsforsker Frank L. Wilson til at lave et studie, hvor han gennemgik protestaktioner i de fem største vestlige demokratier i perioden 1948-1977.
Det viste sig, at Frankrig faktisk 'kun' rangerede som nummer tre i højeste antal afholdte protestaktioner.
Forklaringen på, at vi alligevel ofte fremhæver den franske protestkultur skyldes, ifølge Wilson, det, som han kalder 'ritualiseret teater'.
Med det mener han, at der er en slags gensidig forventning mellem staten og borgerne om, at politik kan forhandles gennem dramatiske og symbolske kampe i byrummet.
Politikerne regner simpelthen med, at borgerne protesterer, når de forsøger at lave ændringer, og borgerne tøver ikke med at udtrykke deres utilfredshed på gaden.
Desuden er franske demonstrationer og protester ofte både farverige og synlige, og de benytter sig tit af nogle meget konfrontatoriske og til tider voldelige taktikker.
Det gør, at franske demonstrationer er mere synlige end i mange andre lande.
»Protester i Frankrig har sine egne traditioner, der skaber stærke følelser hos både deltagere og tilskuere,« som Wilson skriver.
Virker det så?
Det sidste – og måske mest interessante – spørgsmål er, om protesterne virker.
Svaret er ikke entydigt, siger Jørn Boisen. Regeringer kan godt gennemføre upopulære reformer trods massiv modstand, men det kan have en høj politisk pris.
Det så man blandt andet efter Frankrigs pensionsreform i 2023.
»Alle regeringer frygter det her. Man skal tage en dyb indånding, før man går i gang med noget og så se, om man kan stå det igennem. Ved pensionsreformen i 2023 besluttede regeringen sig for at tage alle slagene for at få reformen gennemført,« siger han.
Prisen ved regeringens gennemtvingning af reformen blev, at den mistede sit flertal i Nationalforsamlingen ved det næste valg i 2024, og som betingelse for Socialistpartiets støtte måtte de sætte reformen på standby.
Reformen er med andre ord vedtaget, men man er ikke begyndt at implementere den endnu, fordi regeringen så risikerer at miste sit støtteparti og dermed sit flertal.
Et andet eksempel kunne være de famøse Gule veste.
I 2018 forsøgte Frankrigs præsident Emmanuel Macron at gennemføre en række ændringer, heriblandt en ekstra skat på brændstof.
Efter en lang række protester, anført af De gule veste, som varede i månedsvis og først for alvor stoppede, da coronapandemien ramte Europa i 2020, måtte han og regeringen til sidst droppe at indføre brændstofskatten.
»Hvis du vil sidde ved magten, skal du virkelig være forsigtig med at udfordre gaden. Franske regeringer har en tendens til, at hvis protesterne bliver stærke nok, så kryber man i skjul, laver en form for kompromis eller ændrer på tingene,« siger Jørn Boisen.
Ifølge ham er det netop en del af forklaringen på, at franskmændene bliver ved med at gå på gaden.
