Hvis du voksede op i 90'erne og 00'erne, føler du måske ikke, at seksualundervisningen lærte dig noget, du rent faktisk kunne bruge til noget.
Det meste af seksualundervisningen i løbet af denne periode havde en 'forebyggende' tilgang med fokus på at undgå graviditet og kønssygdomme, og langt størstedelen af informationsmængden var rettet mod heteroseksuelle personer.
Selvom en række skoler i dag forsøger at gøre deres seksualundervisning mere 'sexpositiv' og inkluderende, ændrer det ikke på det faktum, at mange personer i 20'erne og 30'erne føler, at de er gået glip af livsvigtig læring, der kunne have hjulpet dem til at navigere parforholdets og seksualitetens komplekse verden bedre som voksne.
Men det er aldrig for sent at lære. Her er derfor fem vigtige lektioner, som vi burde have lært i seksualundervisning.
Lektion nummer 1: 'Normal' sexlyst er en myte
Seksualundervisningen lærte os ikke, at sexlysten er meget varierende, og at den ikke har en universel 'normal'. Nogle af os har måske lyst til sex flere gange om ugen, mens andre synes, at én gang om måneden eller mindre er nok.
Uanset hvor ofte vi har lyst til eller har sex, er det vigtigere at forstå, at sexlysten bliver påvirket af mange faktorer, og at den kan ændre sig hele livet igennem.
Mange faktorer, som eksempelvis hormonsvingninger, stress, visse lægemidler (blandt andet antidepressiv medicin og hormonelle præventionsmidler), samt livsstilsfaktorer (som rygning, motion, kost, og hvor meget alkohol vi drikker) kan påvirke vores libido.
Det vigtigste er, at vi bestræber os på at forstå vores egne seksuelle behov og ønsker, og at vi kommunikerer dem til vores partner. Det er vigtigt for personlig trivsel og velvære samt sunde relationer.
Sexlysten er kun problematisk, hvis vi er utilfredse med den. Hvis du er bekymret over den på nogen måde, er det værd at tale med din læge om det.
Lektion nummer 2: Det er vigtigt at tale om sex
Mange af os husker nok, hvordan seksualundervisningen havde en tendens til at fokusere på alle de negative ting, der kan følge i kølvandet på sex.
Som følge ser nogle af os i dag sex som et tabuemne og viger måske tilbage fra at tale om sex med vores partner.
Men forskning viser, at seksuel kommunikation er forbundet med øget seksuel tilfredshed og med større tilfredshed i forholdet.
Når vi åbent kommunikerer om sex, afslører vi ellers private aspekter af os selv (som vores ønsker eller fantasier) til vores partner, men kommunikationen kan til gengæld øge den seksuelle tilfredshed og følelsen af intimitet, hvilket kan forbedre forholdet generelt.
Heldigvis er der masser af råd online, som kan hjælpe os med at lære, hvordan vi starter denne samtale, så vi ved, hvilke spørgsmål vi skal stille vores partner.
En del psykologer og parterapeuter foreslår, at vi starter disse samtaler så tidligt som muligt i forholdet for at afklare behov og hjælpe med at sikre seksuel kompatibilitet.
De foreslår også, at vi fortsætter med at dele seksuelle fantasier, efterhånden som tilliden til forholdet vokser, og at vi regelmæssigt spørger vores partner, hvad de nyder, samt deler, hvad vi selv foretrækker.
Lektion nummer 3: Seksualitet kan være flydende
Det meste af seksualundervisningen i 90'erne og 00'erne var i vid udstrækning rettet mod personer, der var heteroseksuelle og ciskønnede.
Det efterlod personer, der identificerede sig som lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle, non-binære eller andre seksualiteter eller kønsidentiteter med få eller ingen relevante oplysninger om, hvordan de gebærder sig når det kommer til sex og forhold.
Det betyder også, at mange ikke blev lært, at vores seksualitet kan være mangesidet og flydende.
Vores seksualitet er påvirket af en kombination af mange biologiske, psykologiske og sociale faktorer og kan ændre sig gennem hele livet.
Derfor er det også helt normalt, at vores seksuelle lyst og hvem vi er tiltrukket af, ændrer sig.
Forskning viser, at en flydende seksuel orientering kan være mere almindelig blandt ciskønnede kvinder og seksuelle minoriteter.
Det er svært at se en klar årsag til dette, men en mulighed er, at mænd, der identificerer sig som heteroseksuelle, muligvis er mindre tilbøjelige til at handle på tiltrækning af samme køn - måske af frygt for negative reaktioner fra deres omgangskreds.
Der er også evidens for, at tiltrækning af samme køn og flydende seksuel orientering delvist er påvirket af genetik, hvilket viser os, hvor naturlig mangfoldighed i menneskelig seksualitet er.
At forstå, at seksualitet kan være flydende, kan hjælpe os til at give slip på potentielt skadelige idéer om os selv og andre og føle os bedre i stand til at udtrykke os selv og udforske vores seksuelle identitet.
Lektion nummer 4: Seksuelt overførte sygdomme er meget almindelige
Kønssygdomme eller seksuelt overførte sygdomme er meget udbredte: Hvert 4. minut bliver en person diagnosticeret i Storbritannien.
De fleste af os husker nok vores seksualundervisning med fokus på forebyggelse, hvilket resulterer i en stigmatiseret opfattelse af kønssygdomme.
Denne stigmatisering kan være skadelig og kan påvirke en persons mentale og fysiske sundhed såvel som deres villighed til at løfte sløret for deres kønssygdomstatus til partnere.
Denne forebyggelsestilgang betød også, at vi lærte meget lidt om, hvordan man genkender symptomer samt behandler seksuelt overførte sygdomme, og det var benzin på bålet for de myter, der opstod omkring kønssygdomme.
For eksempel er det en myte, at personer med genital herpes aldrig kan have sex uden at inficere deres partner.
Det er ikke alene er forkert, men som med alle kønssygdomme: Jo tidligere man bliver diagnosticeret og behandlet, desto lettere vil det være at undgå fremtidige komplikationer - som eksempelvis infertilitet.
Lektion nummer 5: Sådan navigerer du graviditet og fertilitet
Det er vigtigt at planlægge graviditet og forældreskab for både kvinder og mænd.
Men det faktum, at seksualundervisningens fokus i så høj grad er placeret på at undgå graviditet, betyder, også at vi gik glip af vigtig læring i forbindelse med graviditet og fertilitet.
Det betyder, at mange kvinder muligvis ikke er blevet undervist i de mange kropslige ændringer, der sker både i løbet af graviditeten og efterfølgende.
Seksualundervisningen formåede heller ikke at lære os, at omkring 10 til 15 procent af alle graviditeter ender med spontan abort.
Det kan være en traumatisk hændelse, selv tidligt i graviditeten, men passende støtte og viden om, hvor almindeligt det er, kan forsikre mange kvinder om, at det ikke er deres skyld.
Mange af os har heller ikke lært om andre aspekter af fertilitet, eksempelvis hvordan chancen for at blive gravid bliver påvirket af at vente med at få børn.
Vi blev ikke undervist i, hvordan livsstilsfaktorer som vægt, kost og motion også kan påvirke chancerne for at blive gravid, og vi blev heller ikke undervist i, hvor almindelige problemer med mandlig fertilitet er, og hvordan den også kan falde med alderen.
Selvom vi gik glip af afgørende informationer, da vi var helt unge, er det aldrig for sent at begynde at udforske, hvad sunde forhold og seksualitet betyder for netop os.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
- Áine Aventins profil (Queen's University Belfast)

































