Verdens ældste kendte landdyr er Jonathan – en aldabraskildpadde (Aldabrachelys gigantea) – der anslås til at være 194 år gammel, og som måske holder på nøglen til et længere liv.
For gennem sin lange levetid har Jonathan holdt sig ung gennem en kombination af genetiske træk og en evne til at få vigtige cellulære systemer til at blive ved med at fungere på en ungdommelig måde.
Det skriver Reuters på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science Advances, som forhenværende professor Lars Juhl Jensen ved Københavns Universitet har bidraget til.
Medlemmerne af denne skildpaddeart er kendt for at leve i mere end 100 år, men Jonathan har med sine 194 år for længst overgået dette.
»Andre aldabraskildpadder menes at have levet lige så længe som Jonathan, men han har det bedst dokumenterede bevismateriale, der understøtter hans alder,« siger medforfatter til studiet Benjamin Vaisvil til Reuters.
Derfor har forskerne studeret Jonathan ved at sekventere hans genom og analysere hans epigenom, der er de kemiske markører, der styrer, hvilke gener der tændes og slukkes. Her fandt forskerne ændringer i Jonathans genom, som er forbundet med levetid.
Det gælder blandt andet:
- DNA-reparation
- Mitokondriefunktion, der er strukturer, der betragtes som en celles kraftværk.
- Insulinregulering
- Telomerer, der er de beskyttende hætter i enderne af kromosomer.
- Gener, der koder for et protein, der nedkæmper aldrende celler og kræftceller.
Alt i alt fandt forskerne 287 gener med varianter, der er unikke for Jonathan, som ikke blev fundet i fire andre aldabraskildpadder, som forskerne også undersøgte.
Men netop fordi den nye undersøgelse kun involverer én usædvanlig gammel skildpadde, er det vanskeligt for forskerne at afgøre, om de identificerede træk er unikke for Jonathan, eller om de er almindelige blandt skildpadder, der lever i mange år.
Derfor kan forskerne heller ikke afgøre, om genvariationerne er årsagerne til Jonathans lange liv, da miljøfaktorer også kan have bidraget til Jonathans høje alder.
Han har nemlig boet på en tropisk ø med en optimal kost og med hyppige besøg af dyrlæger.

































