Trafik, tog og natteliv skaber næsten konstant baggrundsstøj i storbyer verden over – en lydkulisse, som de fleste med tiden vænner sig til.
Men forskning viser, at langvarig baggrundsstøj kan påvirke vores søvn og stressniveau og endda øge risikoen for hjertesygdom og forhøjet blodtryk.
Støj bliver i dag betragtet som den næststørste miljørelaterede sundhedsrisiko i Europa, kun overgået af luftforurening.
Omkring hver femte indbygger i europæiske storbyer er udsat for skadelige niveauer af støj fra omgivelserne.
Jeg forsker i, hvordan lyd påvirker de bygninger og byer, vi lever i, herunder hvordan støj fra omgivelserne påvirker vores helbred og hverdag.
Og Danmark og England er interessante at sammenligne. Landene står over for mange af de samme udfordringer, men har truffet forskellige valg om, hvor meget støj der skal accepteres som en del af livet i byen.
\ Ny serie: Sundhedskløften

Vi lever længere, flere har kroniske sygdomme, og mental mistrivsel er et stigende problem.
Det er fælles for både Danmark og Storbritannien, der også begge har skattefinansierede sundhedsvæsener.
Så hvad kan vi lære af hinanden?
Det forsøger vi at komme nærmere i denne serie, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan danskerne kan spise markant mere sukker, mens briterne stadig er mest overvægtige, eller hvordan vi regulerer vores fælles ’dårlige vaner’ som øl og gambling.
Du kan også læse om cykelkultur, vores forhold til kroppe og nøgenhed, faldende fertilitetsrater, sperm-industrien og præventionsvaner, sundhed i fængsler og støjforurening.
Find alle udgivne artikler i serien her.
Serien er et samarbejde mellem The Conversation UK og Videnskab.dk, og alle artikler er skrevet af danske og britiske forskere, som vil gøre os klogere på Danmarks og Storbritanniens forskellige forhold til sundhed, sygdom, trivsel og hverdagsliv.
London versus København
Tag for eksempel de to hovedstæder. London er omkring 13 gange så stor som København og samtidig langt mere travl og støjende. Derfor kunne man forvente, at byen også havde et langt større støjproblem. Men virkeligheden er mere nuanceret.
Som de største byer i deres respektive lande er både London og København udsat for betydelig støj fra trafikerede veje, jernbaner og lufthavne.
Ifølge Miljøstyrelsen er næsten hver tredje danske bolig udsat for vejstøj over den nationale vejledende grænse på 58 decibel.
Et støjniveau på 58 decibel svarer omtrent til en almindelig samtale eller baggrundsstøjen på et stille kontor.
Det er ikke højt nok til at skade hørelsen, men langvarig udsættelse – især i hjemmet – kan forstyrre søvnen og øge risikoen for visse helbredsproblemer. Derfor bruges niveauet som vejledende grænse.
Samlet set er omkring 16 procent af Danmarks befolkning (hvilket svarer til cirka 918.000 personer) udsat for transportstøj over de anbefalede grænser. Det meste stammer fra vejtrafik.
England anvender en anden grænseværdi, og derfor er det svært at sammenligne landene direkte. Men omkring 40 procent af voksne i England er udsat for langvarig vejstøj på over 50 decibel.
Sådan håndterer landene støj
Den største forskel mellem Danmark og England handler dog ikke kun om, hvor meget byerne larmer. Den handler også om, hvordan landene afgør, hvilket støjniveau der er acceptabelt.
I Danmark bliver støj betragtet som både et spørgsmål om byplanlægning og et folkesundhedsproblem, hvor ansvaret er fordelt mellem myndigheder og samfund.
Grænseværdierne for støj bruges blandt andet til at afgøre, hvor der må bygges boliger.
I England findes der ikke en tilsvarende national grænse, der kan sætte en stopper for nybyggeri. I stedet bliver hver byggesag vurderet for sig, hvor støjen vejes op imod behovet for boliger og ønsket om økonomisk vækst.
Denne tilgang giver de lokale myndigheder større fleksibilitet, men det kan også betyde, at indbyggerne ender med at bo i områder, der efter danske retningslinjer vil blive betragtet som for støjende.
Det betyder også, at der kan være stor forskel fra område til område på, om beboerne kan sove med åbne vinduer, om børn har rolige og stille steder at lege, og om grønne områder rent faktisk føles afslappende.
Kan en storby overhovedet være stille?
Både Danmark og England kortlægger trafikstøj og udpeger de kvarterer, der er hårdest ramt.
Danmark lægger større vægt på at mindske støjbelastningen gennem tiltag som lavere hastighedsgrænser, støjskærme og bedre lydisolering.
I England har de lokale planlæggere større frihed til at afveje støjhensyn over for andre interesser som boliger og økonomisk vækst.
Men bør støj blot betragtes som en uundgåelig følge af livet i en moderne storby? Eller bør den i højere grad behandles som en sundhedsrisiko, der kan tages højde for, når byerne bliver planlagt?
I takt med at dokumentationen for sammenhængen mellem langvarig støjbelastning og dårligere helbred vokser, bliver spørgsmålet stadig sværere at ignorere.
Byens lyde kan virke helt almindelige, men millioner af mennesker er næsten konstant udsat for støj fra omgivelserne.
Sammenligningen mellem England og Danmark viser, at støj i byerne ikke blot er et uundgåeligt vilkår ved det moderne liv. Byplanlæggere kan vælge, hvordan gader, bygninger og boligområder skal udformes med lydmiljøet for øje.
Og i takt med at befolkningerne vokser, og byerne bliver tættere befolket, vil de valg få stadig større betydning.
Spørgsmålet er derfor ikke, om byerne kommer til at larme – for det gør de – men hvor meget støj vi skal finde os i.
Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.

































