Stemmen ændres gennem hele livet. Når en kvinde kommer i overgangsalderen, har stemmen en tendens til at blive dybere, da stemmelæberne bliver tykkere, og muskulaturen omkring dem bliver slappere.
Men det er bare ikke sket for den 68-årige popstjerne Madonna, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet NJES Nordic Journal of English Studies.
I det nye studie analyserede forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet udviklingen i Madonnas stemme ved hjælp af akustiske målinger af hendes stemmeleje og udtale af bestemte vokaler ud fra interviewoptagelser gennem årene fra 1980’erne og frem til 2021.
»Vores studie viser, at Madonnas stemme fremstår yngre end sin alder, blandt andet fordi hendes stemmeleje ikke følger de mønstre, vi normalt ville forvente af en kvinde i 60’erne. Hendes udtale af en række vokaler passer heller ikke til de udtaler, der normalt karakteriserer hendes generation eller de steder, hun har boet i løbet af sit liv,« siger sprogforsker Anna Bothe Jespersen fra Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
»Hendes stemme er altså både aldersmæssigt og geografisk ubestemmelig. Og vi mener, at det er en bevidst strategi at bruge stemmen til at understøtte et image som ungdommelig, tiltrækkende og globalt orienteret performer, der ikke lader sig begrænse af kronologisk alder,« tilføjer hun.
Forskernes målinger viser, at Madonnas stemme er blevet lysere i årene efter 2013.
Det kan skyldes, at hun aktivt har valgt at ændre stemmen, men det kan også skyldes, at hun har modtaget hormonbehandling for at modvirke faldet af østrogen under overgangsalderen, fortæller sprogforskeren.
Men det kan ikke forklare den generelle trend i forskernes målinger:
»Generelt har vi haft utrolig svært at bestemme hendes alder ud fra stemmen i den 40-årige periode, vi har undersøgt. Der er adskillige fald og stigninger i hendes stemmeleje, hvilket er påfaldende. For eksempel har vi fundet de dybeste stemmeværdier i løbet af 1980’erne, da hun var ung, mens hendes stemme fra slutningen af 1990’erne og frem generelt er blevet lysere.«
Ifølge forskerne siger deres studie noget om, at alder og aldring i stigende grad bliver opfattet som noget, man kan påvirke, og ikke bare som den biologiske virkelighed.
»Tværtimod kan mennesker aktivt bruge udseende, sprog og stemme til at forme den måde, de bliver opfattet på gennem hele livet. Og Madonna er et særligt interessant eksempel, fordi hun gennem sin karriere har udfordret normer for, hvordan kvinder forventes at opføre sig og fremstå, efterhånden som de bliver ældre,« siger Anna Bothe Jespersen.

































