Kødædende bakterier: Hvad ved vi, og hvad mangler vi stadig svar på?

Kødædende bakterier er bakterier, der trænger ind i din krop og dræber dit væv.

Det lyder som noget, man ikke ønsker for sin værste fjende. Og medmindre man er et meget ondsindet menneske, er det nok meget rigtigt.

Den faglige betegnelse for kødædende bakterier er ’nekrotiserende bløddelsinfektioner’, hvilket vil sige infektioner med bakterier, som forårsager vævsdød.

Bakteriernes gift ødelægger væv og hud i et tempo, hvor man kan følge spredningen time for time.

Men selvom sygdommen er forbundet med høj dødelighed og risiko for amputationer, har vi historisk set har ikke forsket ret meget i sygdommen.

Det skyldes formentlig, at sygdommen (heldigvis) er relativt sjælden. Fokus har i stedet været på de store folkesygdomme.

I 2012 startede jeg sammen med kollegaer på Rigshospitalet og samarbejdspartnere i Sverige, Norge og Tyskland et forskningsprojekt for at blive klogere på den mystiske sygdom.

Vi har indsamlet blod- og vævsprøver fra patienter med kødædende bakterier gennem en årrække og har nu verdens største biobank. Det har gjort os klogere på sygdommen.

Siden 2012 har jeg været første- eller medforfatter på en række videnskabelige artikler om kødædende bakterier. Dertil kommer en lang række artikler fra vores udenlandske partnere.

I resten af denne artikel opsummerer jeg vores vigtigste fund.

Hvor hyppig er infektionen, og hvem bliver ramt?

Vi har observeret en stigning i infektionen gennem de seneste år. I Danmark ser vi nu omkring 150 tilfælde om året sammenlignet med omkring 100 tilfælde for 10 år siden. Det er en stigning med hele 50 procent.

Det er dog vigtigt at huske på, at risikoen for at få kødædende bakterier heldigvis er meget lille.

Hvem rammes? Ældre mænd med lidt ekstra sul på kroppen er de hyppigste patienter. Således er gennemsnitsalderen 60 år, det gennemsnitlige BMI er 26, og 60 procent af patienterne er mænd.

Men vi ser også tilfælde, hvor børn og unge rammes.

Man kan også sagtens blive ramt, selvom man er almindeligt sund og rask før infektionen – det gælder faktisk for næsten en tredjedel af alle de tilfælde, vi ser. Hos de resterende personer ses typisk tilfælde med sukkersyge og hjertekarsygdomme.

Hver tredje er ryger, mens det i den voksne befolkning er mindre end hver femte, der ryger.

\ Læs mere

Kødædende bakterier – myter og fakta om sygdommen

Hvorfor får man kødædende bakterier?

Det er et område, som forskere og sundhedspersonale fortsat undersøger. Vi er blevet lidt klogere. Knap halvdelen har været udsat for et traume (for eksempel fysiske sår) eller et kirurgisk indgreb forud for infektionen.

Brud på hudbarrieren er nemlig en indgangsport for bakterierne. Herfra spreder infektionen sig i dybden til det underliggende væv, muskler og blodkar.

Den resterende halvdel har ikke brud på huden, men der er formentlig sket en beskadigelse af muskelfibre (fald, fibersprængning, slag), hvorfra bakterier i blodet har kunne komme ind i musklen og inficere den.

Hvordan ved man, om en person er inficeret?

Der er ikke et sæt symptomer, der er fælles for alle patienter med kødædende bakterier. Ej heller er symptomerne så særegne, at man ikke ser dem ved andre sygdomme. Det gør lægernes job sværere.

To af symptomerne er rødme og hævelse af huden. I en tredjedel af tilfældene ses væskefyldte blærer og knitren i vævet – men hvis det ses, er der med stor sandsynlighed tale om kødædende bakterier.

Kun halvdelen af patienterne har feber, blandt andet fordi mange får smertestillende medicin, som sænker temperaturen.

Først og fremmest er det de voldsomme og stærke smerter, som skal få lægerne til at mistænke kødædende bakterier – og eventuelt påvirket hjertekredsløb som tegn på blodforgiftning.

Selve diagnosen kan kun stilles af kirurger under operation, hvor de finder henflydende, dødt væv og opvaskelignende, ildelugtende væske.

Man kan derfor ikke bruge blodprøver til at diagnosticere kødædende bakterier.

Der findes dog markører i blodet, som forudsiger sværhedsgraden af sygdommen og risikoen for død (de markører hedder på fagsprog: Laktat, CRP, interleukin-6, interleukin-1β, Ficolin-2 og suPAR).

Hvad er behandlingen?

Hjørnestenen i behandlingen er operation, det vil sige hurtig kirurgisk fjernelse af alt inficeret, dødt og ikke-blødende væv.

Man skal opereres med det samme, hvis man har kødædende bakterier. Hver time tæller.

Risikoen for at dø mindskes, jo kortere tiden er fra indlæggelse til operation. Derfor skal første operation foretages på det lokale sygehus.

Herefter skal patienten overflyttes til et af de større hospitaler, hvor der tilbydes mere specialiseret intensiv- og trykkammerbehandling.

Evidensen bag effekten af trykkammerbehandling er dog sparsom.

Patienten skal hurtigst muligt opstartes i bredspektret antibiotikabehandling, og de fleste behandles på en intensivafdeling med respirator og dialyse ved behov.

Tidligere har immunglobuliner (antistoffer) været en del af behandlingen, men de anbefales ikke længere, fordi vi ikke fandt dokumentation for effekten i et lodtrækningsstudie.

Hvor farlige er de, og hvad er vigtigst for overlevelsen?

Sygdommen har en høj dødelighed på omkring 20-25 procent. Hver femte overlevende ender med en amputation af den inficerede legemsdel.

De fleste overlevende skal igennem gentagne plastikkirurgiske operationer for at rette op på huddefekterne efter infektionen.

Desto hurtigere man bliver opereret, desto bedre er overlevelseschancerne. Enhver forsinkelse af tiden fra mistanke til operation skal undgås. Patienten skal prioriteres på det akutte operationsprogram på det lokale sygehus.

\ Læs mere

Bakterier ‘spiser’ olie, og forskere vil sende bio-nedbrydeligt emballage på markedet

Sådan gør vi det bedre

Vi har tilegnet os megen ny viden gennem vores forskning. Vi har også lært, at det kan være svært at omsætte denne viden til praksis.

Selvom det er en meget dødelig sygdom, er der så relativt få patienter om året, at rigtig mange læger enten aldrig eller kun sjældent kommer i berøring med sygdommen. Det gør det sværere at opdage, hvad man har at gøre med.

Et internationalt studie fandt eksempelvis ud af, at lægerne i 71 procent af tilfældene overser diagnosen i den indledende fase sygdommen.

Der er behov for:

1) Vidensdeling, træning af fagpersonale og øget opmærksomhed på sygdommen – så vi kan reagere hurtigt og kompetent, når vi støder på den sjældne infektion i sundhedsvæsenet,

2) En ekspertgruppe, som kan udarbejde nationale retningslinjer og løbende sikre, at de er opdateret. Det har vi for en lang række andre sygdomme, også de mere sjældne af slagsen som for eksempel meningitis. Det vil samtidig gøre det nemmere at udarbejde regionale og lokale retningslinjer og træne personalet.

3) At politikerne, regionsdirektører og hospitalsledere tager hygiejne og forebyggelse mere seriøst, så vi kan få en opprioritering af området.

Marco Bo Hansen arbejder som forskningsleder ved sani nudge, en MedTech-virksomhed, der arbejder for at forbedre patientsikkerheden og reducere infektioner på blandt andet hospitaler.

\ Læs mere

Værsgo at spise: Bakterier indtager din mad i »grøn revolution«

\ Læs mere

Studie af offentlige toiletter: Bakterier bliver hængende længe i luften