Kirurgi på ørkenjorden: Zoo-forsker jagter løver om natten

En antilope hænger fra et hejseværk, spændt op på en høj gren i et træ. Blodet drypper fra et hul i brystet.

Men så: ud over de stjernebelyste vidder gjalder et skærende smerteskrig. Et par sekunders stilhed, og så den samme lyd igen. Og igen. Og igen.

Det er en optagelse af en bøffelkalv med et brækket ben. Og i nat bliver den spillet på repeat over en højttaler.

Løvejagt

Vi er i Kalahari-ørkenen, på et smalt stykke land i det nordvestlige Sydafrika, der stikker som en kniv op mellem Namibia og Botswana.

Det er koldt og mørkt på den afrikanske savanne.

Natten myldrer med liv, der kan fornemmes men ikke ses.

En lille flok eksperter og lokale rangers venter i et par biler fyldt med avanceret grej.

Én af dem er Mads Frost Bertelsen. Dyrlæge, adjungeret professor ved Københavns Universitet og zoologisk direktør i Københavns Zoologiske Have.

Men i nat er han på løvejagt.

»Det er vigtigt at være vågen og klar. Man hverken ser eller hører dyrenes konge, før den pludselig angriber. Og spotter den et bytte med ryggen til, gør den kort proces,« fortæller han til Videnskab.dk.

I artiklen her fortæller Mads Frost Bertelsen sin jagt efter løver i Kalahari-ørkenen.

For forskerne handler det om at være smartere end løven. Og det er netop derfor, den døde antilope hænger i et træ, i en højde, hvor løverne lige nøjagtigt ikke kan nå den.

Når løveflokken dukker op, myldrer de frustrerede rundt om træet.

De modigste forsøger at klatre op. De tynde grene giver dem ikke fodfæste, og løverne ender igen ved foden af træet, hvor forskerholdet kan bedøve dem med pile gennem sideruden i bilen, der er parkeret i nærheden.

I nat bliver fem løver sendt til drømmeland sammen gennem den metode.

De får forpoterne koblet sammen med en kraftig rem og får en specialsyet hætte trukket over hovedet, så de hverken kan se eller bevæge sig alt for hurtigt, hvis de skulle vågne for tidligt.

Løverne arrangeres på række, og så skal det gå hurtigt.

Forskerne skal foretage flere målinger, tage prøver og montere en håndfuld apparater, der indsamler data om dyrenes færden, inden bedøvelsen holder op med at virke.

De er 12 mand på savannen. Når løverne er bedøvet, har de hver en opgave, der udføres som ved et samlebånd.

Én forsker med mange års erfaring med vilde løver koordinerer holdets indsats.

Én er ansvarlig for bedøvelsen og tager en blodprøve fra hver løve.

En biolog monterer et halsbånd på hver af løverne, der registrerer dyrets bevægelse.

Tre-fire mænd måler løvernes biometri: Deres længde, højde og så videre. De vejer dem også på en vægt monteret på en opstillet trefod.

Mads Frost Bertelsen har en af de mere krævende opgaver.

Han indopererer små biologgere under huden, der blandt andet tracker dyrenes hjerterytme.

Det er simpel kirurgi. Men udført på jorden, midt ude i vildmarken. Om natten.

Redskaberne og operationen skal holdes sterile, så dyrene ikke får betændelse. Snittet skal syes sammen, så biologgeren forbliver på plads i den lille lomme under huden og infektioner undgås.

Det hele skal være overstået på omkring en time, og med fem løver på række er der mindre end et kvarter til hver.

Mens videnskabsfolkene og deres hjælpere arbejder hurtigt og koncentreret for at få alle målinger foretaget og udstyr monteret i tide, står der hele tiden en vagtpost klar med en lommelygte og en riffel.

Han holder øje med, at der ikke pludselig dukker andre løver op og falder de koncentrerede forskere i ryggen.

Første målinger på vilde løver

Men hvorfor render højtuddannede videnskabsfolk rundt nede i en afrikansk ørken og bedøver løver midt om natten?

Generelt mangler vi viden om store rovdyrs fysiologi. Ikke mindst, når de bevæger sig rundt i deres vilde og naturlige habitat.

De biologgere, som Mads Frost Bertelsen har indopereret, har eksempelvis optaget målinger af hjerterytmen fra vilde, vågne løver for første gang nogensinde.

I et studie har Mads Frost Bertelsen og andre forskere så sammenlignet de vilde løver med løver i zoologiske haver i Danmark.

Her kunne forskerne konstatere, at de elektriske impulser i zoo-løvernes hjerter afvikles hurtigere end i de vilde løver.

Det betyder, at det enkelte pulsslag for løver i fangenskab er kortere end hos vilde løver. Præcis hvad forskellen betyder, er for tidligt at sige med sikkerhed.

Men forskerne mener, det kan være udtryk for, at de vilde løver er i bedre form, og at de vilde løvers hjerter simpelthen er mere veltrænede.

Det kan skyldes, at deres overlevelse afhænger af, at de er hurtigere end deres byttedyr. Zoo-løver får til sammenligning serveret døde dyr, som de ikke behøver jage.

Og det er viden, der er brugbar, når dyr i fangenskab skal genintroduceres i naturen, forklarer Mads Frost Bertelsen.

»Rovdyr som løver skal være i topform for at kunne indhente og nedlægge deres bytte. Ellers kan de ikke finde tilstrækkelig føde til at overleve. Hvis opdrættede løver ikke er i god nok form til at klare sig som jægere i det fri, er det ikke forsvarligt bare at slippe dem løs,« siger han.

Sværere at fange anden gang

To uger efter den store operation, hvor løverne først blev bedøvet og iklædt halsbånd, er forskerne på arbejde igen.

Det er tid til at indfange løverne på ny.

Solen er igen gået ned over Kalahari. Op ad et træ er to metalgitre stillet op ved siden af hinanden.

På jorden ligger en død gnu på siden, med benene stukket gennem de to gitre.

For- og bagben er bundet hver for sig med metalkæder, der også fastholder gitrene til træet.

Det er lokkemad.

Lokkemaden og sikkerheden er mere avanceret denne gang.

Løverne har nemlig lært lektien fra første indfangning, så der skal mere til at indfange dem i anden omgang.

»Når man skal fange dem igen, kan man få brug for et større dyr, som er kædet op til et gitter her. Så kan dyrene kun komme til fra én side, og så kan du sætte dig på den anden og bedøve dem,« fortæller Mads Frost Bertelsen.

Gitteret sikrer en form for ensretning: Løver vil nemlig altid ende på den side, hvor byttet befinder sig.

På den måde kan forskerne placere sig det helt rigtige sted for at kunne bedøve dyrene med en pil.

At løverne igen skal indfanges to uger efter skyldes for det første, at de biologgere, Mads Frost Bertelsen opererede ind under huden på løverne, skal hentes tilbage.

Helt lavpraktisk er de kun brugbare i et par uger, fordi batteriet dør og hukommelseskortet fyldes op.

For det andet skal der tages opfølgende blodprøver, så forskerne kan beregne den enkelte løves energiomsætning mellem de to indfangninger.

Når biologgerne er taget ud og blodprøverne klaret, fjerner forskerne hætten og remmen om forpoterne.

Så får dyrene en modgift mod dele af bedøvelsen og i løbet af få minutter er de på benene igen.

For forskerne gælder det om at komme på afstand og et øjeblik sidde i mørket og nyde lydene af løverne, der højlydt tygger sig igennem lokkemaden.

Og så er det hjem til lejren for at centrifugere og fryse blodprøver, mens løverne får natten i Kalahari helt for sig selv.