Uden Månen ville Jorden se helt, helt anderledes ud og være ubeboelig

Vi ville nok ikke kunne genkende vores solsystem, hvis vi kunne se det, dengang det var helt nydannet.

Den unge sol var stadig omgivet af en tæt skive af støv og gas, og der har været mange flere planeter end de otte store planeter vi har i dag.

I dette noget overfyldte solsystem har der været mange sammenstød mellem planeterne, og det er baggrunden for den moderne teori om Månens dannelse.

Ifølge denne teori er Månen opstået som følge af et sammenstød mellem den helt nydannede Jord og en klode på størrelse med Mars, som har fået navnet Theia.

Det er ikke gået stille for sig, og der blev frigjort så meget energi ved sammenstødet, at meget af Jordens skorpe blev sprængt væk, og hele Jordens overflade blev omdannet til et meget varmt hav af smeltet klippe.

Jorden har i millioner af år efter dette sammenstød nærmest lignet en lille rød stjerne, omgivet af en tæt skive af resterne af Jorden og Theia. Som tiden gik, samlede dette materiale sig i større og mindre klumper, som igen ved en lang række sammenstød dannede Månen.

Så vi har haft en Måne, næsten lige så længe som Jorden har eksisteret, godt 4,5 milliarder år.

Men den nydannede Måne befandt sig kun omkring 30.000 kilometer fra Jorden og har derfor været en enorm rødglødende klode på himlen 10-15 gange større end den Måne, vi ser i dag.

Månen var dengang ligesom Jorden helt dækket af smeltet klippe.

500 millioner år senere: Tidevand fik livet op på landjorden

Der har naturligvis været enorme tidevandskræfter mellem Jorden og Månen, hvilket ikke alene har skabt enorme tidevandsbølger i havene af smeltet klippe, men også har bremset Jordens rotation, som dengang var så hurtig, at et døgn kun varede få timer.

Men tidevandskræfterne førte også Månen længere bort fra Jorden, så Månens afstand til Jorden i løbet af disse bare 500 millioner år allerede var vokset til omkring 130.000 km - godt 1/3 af den nuværende afstand.

Men tidevandskræfterne havde også bremset Månens egen rotation, så den nu altid vendte samme side mod Jorden – det, astronomerne kalder for ’bunden rotation’.

Den smeltede overflade var begyndt at størkne og ved at blive fyldt med nedslagskratere, og der har været en meget voldsom vulkansk aktivitet. Havde der boet nogen på Jorden dengang, ville vulkanudbruddene deroppe sikkert have været synlige hernedefra.

Månen har været afgørende for, at Jorden blev beboelig

Muligvis har det været omkring denne tid, at Jorden har fået de første oceaner, hvilket har været helt afgørende for, at livet kunne opstå.

Jorden var dermed begyndt på den afgørende udvikling til at blive en beboelig klode, og her har Månen spillet en afgørende rolle.

Beregninger viser, at Månen har stabiliserer Jordens rotationsakse, der for tiden hælder 23,5 grader. Denne værdi ændrer sig kun meget lidt, men dog nok til både at kunne skabe og afslutte istider.

Beregninger viser, at uden Månen ville aksehældningen kunne variere med op til 85^o, og det ville betyde, at Solen fra at stå højt på himlen over ækvator nogle millioner år senere ville lyse ned på polerne. Der ville således blive byttet totalt om på, hvor der er varmt og koldt.

Det ville ikke bare gøre det meget vanskeligt for os at overleve, men det er også et spørgsmål, om livet overhovedet ville kunne udvikle sig under sådanne forhold.

Månen skaber også tidevand, og det betyder, at områder på Jorden jævnligt oversvømmes ved højvande. Dette er ikke blot en kuriositet, disse oversvømmelser har måske været afgørende for, om livet er kommet op på land.

Et utal af dyr som fisk er blevet båret med højvandet, og når det har trukket sig tilbage, er mange af disse havdyr døde. Men over millioner af år har nogle lært at tilpasse sig, og det er fra dem, det landbaserede liv stammer.

Kan Månens tyngdekraft have hjulpet Jordens magnetfelt?

Mindre sikkert er det, om Månen har spillet en rolle for, at Jorden har et ret stærkt magnetfelt, der i høj grad er med til at beskytte livet – herunder os mennesker – mod partikelstrålingen fra Solen.

Månen har ikke selv noget magnetfelt, mens Jordens magnetfelt skabes af strømninger af flydende metal i Jordens ydre kerne. At opretholde disse strømme kræver energi, og beregninger viser, at den deformation af Jorden, som Månens tyngdekraft skaber, kan være en afgørende energikilde. Teorien er blandt andet omtalt på denne hjemmeside.

Hverken Venus eller Mars har magnetfelter, selvom de har en opbygning, der minder om Jordens. Det hænger sandsynligvis sammen med, at de to planeter ikke har en stor Måne. De to små marsmåner Phobos og Deimos er alt for små til på nogen måde at kunne påvirke Mars.

En anden vigtig forskel er, at det kun er Jorden, der har pladetektonik, hvilket også har haft betydning for Jordens udvikling til en beboelig planet – og det har måske også noget med Månen at gøre.

Pladetektonikken er med til at gøre Jorden beboelig

For at forstå betydningen af pladetektonik, vil vi først se på, hvordan Jorden ville være uden pladetektonik:

Dannelse af bjergkæder og vulkanisme og dermed dannelse af nyt land ville ophøre. Erosion ville langsomt slide de eksisterende bjerge ned, så vi ville få en meget mere flad planet.

Men pladebevægelse er også den mekanisme, hvorved Jorden køler ned og slipper af med sin indre varme. Hvis pladerne holdt op med at bevæge sig, ville planeten være nødt til at finde en ny og effektiv måde at blæse denne varme væk på.

Det er ikke klart, hvad den mekanisme kunne være, men udforskningen af Venus har antydet en mulighed, nemlig at trykket i det indre bare er steget og steget på grund af den tykke skorpe, så det hele er endt med, at bogstavelig talt hele overfladen er eksploderet i en serie af enorme vulkanudbrud.

Det er vist godt at Jorden ikke har haft sådanne episoder, men gradvist har kunnet slippen af med sin varme.

Teori: Blev Jordens skorpe til Månen?

Men lad os vende tilbage til Månens dannelse, der jo begyndte med, at Theia kolliderede med Jorden. Nu mener nogle geologer, at vi måske har fundet rester af Theia dybt nede i Jorden, som omtalt her, og at det kan have været med til at starte pladetektonikken. Denne teori er dog endnu usikker.

En anden konsekvens af sammenstødet har været, at en stor del af Jordens oprindelige skorpe simpelthen blev slynget ud i rummet, hvor den så blev noget af det materiale, som dannede Månen. Da det meste af Jordens oprindelige skorpe ifølge teorien nu befinder sig næsten 400.000 km fra Jorden i form af Månen, kan det kan være forklaringen på, at Jorden til forskel fra Venus og Mars kun har en forholdsvis tynd skorpe.

Hvis vi forestillede os, at denne gamle skorpe blev returneret til Jorden, ville der ikke længere være plads til oceanerne, som i stedet bare ville dække hele Jorden. Så det virkelig enestående ved Jorden er, at vi har land.

Vores jordklode er sjælden

Der er mange måner i Solsystemet, men de er ikke alle dannet på samme måde som vores meget store måne. Således er de mange måner omkring Jupiter og Saturn sandsynligvis dannet ud fra den skive af støv og gas, som må have omgivet disse to meget store planeter under deres dannelse, mens andre måner oprindeligt var frit flyvende kloder, der blev indfanget af en planet.

Den måde, Jordens måne blev dannet på, er noget speciel. Ikke fordi store sammenstød ved Solsystemets begyndelse var sjældne, men fordi det er en sjælden hændelse, at et sådant sammenstød fører til dannelse af en Måne.

Merkur, Venus og Mars har ret sikkert haft store sammenstød, men ingen af dem har store måner.

Forskere har simuleret dannelse af måner som følge af sammenstød. Simuleringen omfattede 180 planeter, hvoraf næsten halvdelen endte med en måne, de fleste dog ret små.

Kun 15 par - omkring otte procent – kom til at minde om Jord-Måne systemet. Så Jorden kan altså godt være en ret sjælden type planet. En indsigt, som kan have konsekvenser for muligheden for at finde en ’Jord 2.0’ med lige så gode betingelser for liv som vores egen blå planet.