Månen er måske ikke afgørende for, om der kan være liv på Jorden. Det resultat er tre amerikanske astronomer kommet frem til efter omfattende computersimulationer, der går imod tidligere beregninger. Resultatet har betydning, når man skal vurdere muligheden for liv andre steder.
Jordens store måne er nemlig dannet ved en meget lidt sandsynlig begivenhed. Det skete, da Jorden for 4,5 milliarder år siden stødte sammen med en klode på størrelse med Mars. Hvis Månen var nødvendig for liv her på planeten, så ville det kun være den lille brøkdel af Jordlignende planeter i Mælkevejen med en stor måne, som kunne rumme liv.
En dobbeltplanet
Undertiden omtales Jorden og Månen som en dobbeltplanet, og det er der en god grund til. For Jorden er kun fire gange større end Månen, og Jordens masse kun 81 gange større end Månens masse. Der findes mange store måner i vort solsystem, men ingen af dem har en masse på over 1/4000 af planetens masse. Nogen vil måske lige huske Pluto og dens store måne Charon, men Pluto er jo nu en dværgplanet.
Det har været afgørende for Jordens udvikling, at Månen er så stor i forhold til Jorden. En af de vigtigste konsekvenser er tidevandskræfterne mellem Jorden og Månen. Da Månen blev dannet, roterede Jorden meget hurtigt om sin egen akse, med et døgn på kun nogle få timer.
Månen har haft en enorm indflydelse på vores jord
Den nydannede Måne var måske kun 30-40.000 km borte, og må have været et fantastisk syn på himlen. Til gengæld skabte Månen nogle enorme tidevand på Jorden – først i den flydende lava, som dengang dækkede Jorden, senere i havene.
Over millioner af år drev tidevandskræfterne Månen længere væk fra Jorden, og tidevandsbølgerne blev stadig mindre. Samtidig blev døgnet længere, så vi i stedet for at have over 1000 dage om året, nu er kommet ned på de nuværende 365 dage.
Den langsommere rotation har givetvis også betydet, at stormene er blevet mindre voldsomme her på Jorden end på Jupiter og Saturn, der jo begge har meget kortere døgn.
Livet går i land
Men hele tiden blev store kystområder med mellemrum oversvømmet, og det gav den kontakt mellem havet og landjorden, som måske har hjulpet med til, at livet for over 400 millioner år siden kunne gå i land.
Uden Månen måtte vi have nøjedes med tidevandet fra Solen, som er langt mindre – om det ekstra tidevand fra Månen har været af afgørende betydning for livet, er dog ikke til at sige.
Tidevandet fra Månen har muligvis også haft andre konsekvenser. Jorden har et usædvanligt stærkt magnetfelt, hvad vi kun kan være glade for, og Jorden er desuden den eneste planet i solsystemet med pladetektonik. Det er muligt, at tidevandskræfterne fra Månen har varmet Jordens indre usædvanligt meget op og derved bidraget til at forstærke både magnetfelt og pladetektonik.
Spørgsmålet er dog endnu uafklaret. Uden pladetektonik ville kontinenterne gradvist eroderes bort af havet, så vi ville ende med en planet næsten helt dækket af hav. Da man ikke kan tænde ild under vandet, vil det være næsten umuligt at opbygge en tekniks civilisation på en havdækket planet.
Et godt klima
At vi kan bo på Jorden, hænger sammen med et godt og stabilt klima, men det er ikke nødvendigvis en selvfølge. Efter vore bedste teorier har Jorden fået sin nuværende aksehældning på 23,5 grader som følge af det sammenstød, der skabte Månen. Det er en ganske behagelig hældning, der skaber vore årstider, uden at der bliver alt for stor forskel mellem sommer og vinter.
Men hvad nu, hvis aksehældningen svingede vildt, måske fra 0 til 60 grader eller mere? Det vil give nogle så ekstreme klimaudsving, at det vil være meget svært at bo på Jorden. Og hermed er vi fremme ved de nye beregninger.
Et spørgsmål om computere
For 20 år siden gennemførte en fransk astronom ved navn Jacques Laskar en serie computersimulationer, hvor han undersøgte Månens betydning for at holde aksehældningen konstant. Jorden er jo hele tiden påvirket af tyndekraften fra andre planeter, især Jupiter, Venus og Mars.
Laskar fandt frem til, at uden Månens stabiliserende indflydelse, så ville Jordens aksehældning svinge voldsomt med op til næsten 90 grader i løbet af kote tidsrum på under en million år. Det er så meget, at det er tvivlsomt, om liv vil kunne udvikle sig – i hvert fald på landjorden, hvor ændringerne ville være mest mærkbare.
Mars, der kun har to meget små måner, er et skræmmende eksempel. Netop på grund af store udsving i planetens aksehældning, er Mars udsat for meget voldsomme klimaændringer.
Computer simulationer viser måners indflydelse
Laskars artikel fra 1993 i Nature har i mange år været en meget citeret klassiker, men så gik de tre amerikanske astronomer Jack Lissauer, Jason Barnes og John Chambers i gang med deres egne simulationer.
Deres computere var naturligvis både hurtigere og bedre end dem, Laskar havde til rådighed, og de kunne derfor gennemføre en mere detaljeret simulation. De fandt, at Jordens aksehældning uden Månen nok ville ændre sig, men ikke med meget mere end 10-20 grader.
Disse ændringer er ikke større, end at livet kan klare sig, men vilkårene ville helt sikkert være vanskeligere på grund af de store klimaudsving. Takket være Månen har Jordens aksehældning næsten ikke ændret sig de sidste fem millioner år, hvor den blot har varieret mellem 22,2 grader og 24,3 grader. Men selv denne lille ændring kan have været en medvirkende faktor til at udløse istiderne.
Mennesket og Månen
Istiderne var en stor klimaændring, men de har måske været en af årsagerne til, at mennesket er opstået. Til gengæld har udviklingen af vor civilisation har været afhængig af en periode på flere tusinde år med et stabilt klima. Det er muligt, at Månen har været med til at give os den blanding af ændring og stabilitet, som har skabt vor nuværende civilisation.
Rent kulturelt har vi også haft glæde af Månen, der har givet os en gratis kalender på himlen, baseret på Månens faser. Opbygningen af en månebaseret kalender og forudberegning af solformørkelser har virkelig været en udfordring for de ældste kulturer og inspireret til opfindelsen af megen god matematik.
En af antikkens store intellektuelle triumfer var, da grækeren Hipparchos 150 f.Kr. ved hjælp af simpel geometri kunne vise, at Månens afstand til Jorden var 30 gange Jordens diameter. (De gamle grækere vidste udmærket godt, at Jorden var rund). Kombineret med Eratosthenes måling af Jordens omkreds og dermed diameter kunne man så bestemme den næsten helt korrekte afstand til Månen.
Månen er kun tre døgns rejse fra Jorden
Og også i moderne tid spiller Månen en rolle. Månen er kun tre døgns rejse fra Jorden, og derfor et oplagt første mål for rumforskere. Selv med de forholdsvis primitive raketter og rumskibe, vi havde for 50 år siden, var det muligt at gennemføre en månelanding. Månen giver os en fantastisk mulighed for at lære at rejse i rummet, før man skal begive sig ud på de lange rejser til Mars og de andre planeter i solsystemet.
Uden Månen ville det være meget vanskeligt at få gang i rumflyvningen – at vi så ikke udnytter denne mulighed, er jo vor egen beslutning. En ting er sikkert: Hvis det nærmeste rejsemål var Mars 8 måneders rejse borte, så ville det sikkert have taget lang tid, før vi overhovedet kom i gang med rumflyvning.
Vi mennesker deler Jorden med dyrene, og uden en måne ville dyrelivet være ganske anderledes, end det vi kender. Således lyser Månen op om natten til stor glæde for et utal af dyr, som er aktive om natten.
Måske ville de kunne eksistere selv uden en Måne, men mon ikke meget af det rige dyreliv om natten netop skyldes, at det er muligt at jage og finde føde i månelys? I hvert fald ville vi komme til at undvære uglerne – det ville være en fattigere verden.
Læs mere her
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
