NASA opsender snart bemandet månemission – men vi tør mindre i dag end i 1968

NASA er nu ved at klargøre Artemis 2-missionen, som skal sende fire astronauter i et sving rundt om Månen.

Denne rejse anses i dag for en stor begivenhed, fordi det er mere end 50 år siden, der sidst har været mennesker på Månen.

For mange af os ældre sender Artemis 2 tankerne tilbage til julen 1968, da Apollo 8 blev sendt i bane om Månen, og vi juledag kunne høre biblens skabelsesberetning blive oplæst af tre astronauter, der kunne se vores planet som en lille, blåhvid klode et sted derude i rummets store mørke.

De billeder, astronauterne bragte med sig hjem, hører stadig til rumalderens mest ikoniske og har i høj grad været med til at skabe en bevidsthed om, at vi bor på en meget lille oase i et meget stort rum, og at vi derfor har et stort ansvar på at passe på vores klode.

Artemis 2 giver derfor anledning til at sammenligne situationen i 1968 med situationen nu i 2026, og den sammenligning fortæller meget både om rumfartens udvikling, og hvordan rumfartens betydning for samfundet har ændret sig.

To månerejser

Den største overraskelse er nok, at vi overhovedet i 2026 anser en månerejse som en så stor hændelse, at den allerede nu er udnævnt at blive årets vigtigste begivenhed i rummet.

Det havde absolut ingen ventet i 1968, hvor Apollo 8-flyvningen blev taget som et tegn på, at man trods store og alvorlige begivenheder her på Jorden alligevel kunne drømme en ny og bedre fremtid.

I 1968 var Martin Luther King og Robert Kennedy begge blevet myrdet i USA, og landet var også præget af både Vietnamkrigen og borgerretsuroligheder, så USA havde brug for en positiv begivenhed.

Time Magazine reagerede ved at udnævne de tre astronauter Borman, Lovell og Anders til ’Årets Mænd’. Et telegram til astronauterne indfangede stemningen kort og godt: »I reddede 1968.«

Apollo 8 skabte en optimisme, så mange dengang var overbeviste om, at i 2026 ville månerejser være en helt normal ting, og at man til den tid ville have både baser og måske hele byer på Månen, hvorfor det, man ville tale om, var rejser langt ud i Solsystemet til Jupiter og Saturns måner.

Men sådan blev virkeligheden ikke. Apollo-projektet blev skabt som en følge af de tidlige russiske triumfer i rummet, og efter Armstrong var landet på Månen, forsvandt mange af de store drømme.

I dag ser vi Apollo som noget fra det 21.århundrede, der pludselig dukkede op midt i det 20. århundrede.

Andrew Chaikin, der er en amerikansk forfatter, foredragsholder og videnskabsjournalist og har skrevet en meget berømt bog om Apollo med titlen ’A Man on the Moon: The Voyages of the Apollo Astronauts’, har udtrykt det således:

’Hvordan kunne det mest futuristiske, mennesker nogensinde har gjort, ligge så langt tilbage i fortiden? I fortællingen om rumalderen er Apollo et kapitel, der føles chokerende ude af rækkefølge.’

Vi tør mindre i dag end i 1968

Den rumfart, som kom efter Apollo, har skullet tilpasse sig samfundets behov. Det betød en vægt på militær og kommerciel rumfart, for man kunne ikke se et stort behov for at vende tilbage til Månen eller sende mennesker til Mars.

Den tekniske udvikling er derfor gået langsommere, og Artemis 2-flyvningen repræsenterer bestemt ikke et stort spring fremad.

En enkelt lille detalje viser forskellen:

Apollo 8 blev sendt ind i en bane om Månen, og astronauterne var ikke kommet hjem, hvis ikke Apollos raketmotor havde virket, så man kunne forlade denne bane og sætte kursen mod Jorden. Man løb en stor risiko, fordi det blev anset for vigtigt at komme til Månen før russerne.

En sådan risiko tør man slet ikke løbe i dag, så Artemis 2 skal ikke engang gå i bane om Månen, men blot foretage et sving rundt om Månen.

Det skal ske i en bane, hvor man anvender Månens tyngdekraft til at afbøje banen så meget, at Artemis 2 ganske af sig selv vender tilbage til Jorden – man er således ikke afhængig af at skulle tænde for Orion-rumskibets egen raketmotor.

Så på den måde er Artemis 2 en mindre teknisk udfordring end Apollo 8.

»Are you out of your mind?«

I efteråret 1968 var amerikanerne bange for, at russerne ville komme først med en flyvning rundt om Månen, fordi de var i færd med at afprøve de små Zond-rumskibe, der lige præcis var store nok til at sende en enkelt mand i et sving rundt om Månen – altså en flyvning som den, der nu er planlagt for Artemis 2.

Apollo var forsinket, især på grund af en brand i 1967, hvor tre astronauter omkom under en afprøvning af rumkapslen her på Jorden.

Man følte i den grad presset, og en af NASA’s ledere George Low kom på den tanke, at man kunne komme før russerne, hvis man tog det kæmpeskridt allerede på den anden flyvning med Apollo at sende hele rumskibet i bane om Månen på den dengang helt nye Saturn 5-raket.

NASAs daværende leder, James Webb, hørte først om det forslag, da han var på rejse i Europa, og hans umiddelbare reaktion var: »Are You out of Your Mind«, hvilket man egentlig godt kan forstå.

NASA løb en enorm risiko med Apollo 8, men fik samtidig overskud til den enorme indsats, det var at lande på Månen i juli 1969 med Apollo 11, altså bare syv måneder efter Apollo 8.

Et kapløb med Kina?

I dag er situationen en ganske anden, selv om den amerikanske regering gerne vil tale om Artemis som et projekt i kapløb med Kina.

Det tager kineserne nu ganske roligt. De arbejder sig systematisk frem mod en bemandet landing inden 2030, og allerede i år vil de sende en ny rumsonde til Måne, nemlig Chang’e 7.

Kina ser nok nærmest med forundring på de ret kaotiske forhold i NASA, som i høj grad er skabt af Trump-administrationen.

NASA fik først en ny leder med udnævnelsen af Jared Isaacman den 17. december. NASA havde da været uden leder i 11 måneder, og i den tid har rumagenturet været truet af enorme nedskæringer, med det resultat at moralen i arbejdsstyrken er lav.

Disse nedskæringer ser dog ud til at være afværget, men mange højt kvalificerede og værdsatte medarbejdere er enten blevet sendt hjem eller har simpelthen forladt NASA. Hvor varige skaderne er på NASA er svært at sige. Man kan læse om den nye budgetudvikling her.

Hertil kommer, at man endnu ikke er sikre på, hvordan landingen på Månen skal foregå med Artemis 3. Skal det være med det 50 meter høje Starship, som SpaceX foreslår, eller med et mindre rumskib som forslået af det konkurrerende firma Blue Origin.

Fra 1968 til 2068

Artemis 2 er ikke en del af et teknologisk kapløb med Kina, men kan kun begrundes, hvis man har et langsigtet mål med måneflyvninger. Man nævner ofte en industrialisering af Månen som et sådant mål, og det er da også en mulighed langt ude i fremtiden.

Men vejen frem er vanskelig, for det vil kræve store investeringer over mange år at komme så langt. Det er en politisk og ikke en teknisk udfordring.

Fremtiden i rummet tilhører dem, som kan skabe den nødvendige vision og tro på fremtiden, så samfundet er villigt til at investere formuer i projekter, som først efter mange år vil vise, om pengene har været givet godt ud.

Amerikanerne har måske teknikken, men mangler for tiden den vision og det drive, der skabte måneflyvningerne. Kina er næsten på højde med USA, men kan til gengæld planlægge over længere tidsrum, og vi skal bestemt ikke se bort fra andre som Europa, Japan og Indien og på lang sigt måske også Australien og Brasilien.

Fremtiden er stadig meget åben, kun er det sikkert, at hvad der sker i rummet i stadigt stigende omfang vil få betydning for os her på Jorden – men hvem bliver det, som griber denne fremtid?