Opdatering 10. marts kl 17.23: Andreas Mogensen har nu overrakt den symbolske nøgle til rumstationen. Se ham holde tale i videoen foroven, og læs hans sidste besked på sociale medier sendt fra rumstatationen her:
Original artikel fra før overdragelsesceremonien:
Andreas Mogensens seks måneder lange ophold på Den Internationale Rumstation, ISS, lakker mod enden.
Søndag eftermiddag - kl. 16.55 dansk tid - markeres dette ved, at han overdrager kommandoen af rumlaboratoriet til den russiske kosmonaut Oleg Kononenko.
»Det er en slags officiel farvel-seance for Andreas Mogensen, Huginn-missionen og hans crew,« siger Per Lundahl Thomsen, som er ingeniør og rumteknologi-ekspert på DTU Space, Danmarks Tekniske Universitet, til Videnskab.dk.
»Det er egentlig bare en ren symbolsk handling, og det samme fandt sted, da Andreas ankom til rumstationen,« fortæller Per Lundahl Thomsen.
Den 26. september 2023 modtog Andreas Mogensen en symbolsk guldnøgle fra den daværende kommandør, Sergei Prokopyev. Og det er altså denne nøgle, som Andreas Mogensen skal give videre.
Sammen med Andreas Mogensen skal astronauterne Jasmin Moghbeli (USA), Satoshi Furukawa (Japan) og Konstantin Borisov (Rusland), der fulgtes med ham op til rumstationen, også hjem.
Hjemrejsen er planlagt til at ske tidligst mandag 11. marts ombord på den samme SpaceX Dragon-rumkapsel, som de fire astronauter fløj op med for et halvt år siden.
Astronauterne forlader rumstationen mandag kl. 16.05, og de lander på Jorden tirsdag 12. marts kl. 10.35. Du kan naturligvis også følge hjemrejsen live på Videnskab.dk. Den kan dog blive udskudt, hvis vejret i landingsområdet ved Florida ikke arter sig.


































